Månedsarkiv: august 2011

Yellowstone: Geysere m.v.

(0)

Vi var ved at blive lidt trætte med det forholdsvis kompakte program, så vi havde besluttet os for at sove lidt længere i dag. Vi satte vækkeuret til kl. 10, men vågnede ca. 9.30. Planen var vestsiden af Yellowstone med fokus på geyserområderne og de mangeforvede hot springs (varme vandhuller – meget flottere end det lyder på dansk). Vi var, som forudset, for sent oppe til at spise morgenmad på motellet, så vi havde fundet en café på www.tripadvisor.com som også serverede morgenmad. Den havde fået gode anmeldelser, men det var ærlig talt et kedeligt sted. Mørkt, under gennemsnit mad, stressede servitricer uden overblik og priser i den høje ende. Vi spiste vores mad og skyndte os ind i parken.

Der er to store geyserområder i Yellowstone: Norris området og Old Faithful området. Norris var nærmest, så der startede vi. Det var meget fint at se, og også værd lige at stoppe for. Men Old Faithful området er bare større, sejere og pænere. Så det var næste stop på ruten. Her var til gengælg geysere i massevis. Store geysere, små geysere, geysere som springer hver time og geysere som springer med årtiers mellemrum. Vi håbede på at se den største af dem (Grand), da den skulle springe efter ca. 1 time.

Vi var der ½ time inden og blev 45 min. efter. Vi fik så at vide, at når den opførte sig som den gjorde i vores tilfælde (noget med vandspejl osv.) kunne der gå flere timer før den sprang igen. Vi gik derfor videre. Selvfølgelig sprang den 20 min. senere, hilket vi kunne skimte over trætoppene… Nå, men vi gik mod geyseren Old Faithful (gamle trofaste), som er meget forudsigelig. Dvs. at den springer hvert 90. min +/- 10 min. Den så vi lidt på afstand. Igen sjovt at se, men så heller ikke vildere end det. Så var det faktisk sjovere med de mindre geysere. En af dem måtte vi løbe fra, da den pludseligt skød vand ud over stien vi gik på (uskadeligt, men overraskende). En anden, mindre geyser brølede ad os og gik derefter i gang med et mindre vandshow. Skægt med den slags terræn.

Old Faithful på afstand:

IMG_2361

Her burde der have været et billede af Grand:

IMG_2372

En gejser der pludselig gik amok (vi stod lige i vindretningen da det skete):

IMG_2351

Varm kilde med tilhørende bakterievækst:

IMG_2354

Springvand???

IMG_2367

Efter Old Faithful området tog vi til Midway Geyer Basin, som i bund og grund er 3 hot springs, dvs. 3 varme søer. Det lyder lidt kedeligt, men er det absolut ikke. Der er nogle fantastiske farver som dannes af bakterier, som lever ved forskellige temperaturer. Så søerne er dybblå i midten og går så gennem alle regnbuens farver til dybrød i kanten. Og så står der en konstant damp fra dem pga. den højere temperatur. Meget svært at tage gode billeder af, men smukt at se på.

Fra Midway Geyser basin. Det her er rent faktisk en geyser, men den har ikke været i udbrud i hundrede (eller var det tusinde?) år:

IMG_2400

Grand Prismatic Spring lige i den tidlige aftensol:

IMG_2416

Til slut tog vi forbi Lower Geyser Basin. Her var flere geysere (det havde I ikke gættet, vel? 🙂 ). Men der var faktisk flere sceniske ting. Der var en mudderpøl som stod og boblede og hele tiden lavede nye former, der var en større geyser som sprang næsten hele tiden og der var en fin udsigt over en slette med mange smågeysere rundtomkring som dampede konstant. Absolut et besøg værd. Vi havde overvejet en tur mere ned omkring søen, men Lise havde oparbejdet en god hovedpine, så vi tog hjemad. Det var alligevel ved at være den tid, så vi gik egentlig ikke glip af noget. Vi tog en burger på den lokale grill på hjemvejen. Spiselig, billig men lidt kedelig. Herefter tog vi hjem, hvor Lise hvilede sig mens jeg kiggede på overnatning til dagen efter. Vi ville heller ikke for sent i seng. I morgen skulle der rides og vi skulle op i god tid.

IMG_2432

En dekorativ bison på hjemvejen:

IMG_2451

Pocatello til Gardiner – og Yellowstone

(3)

Efter morgenmad på motellet fortsatte vi mod Yellowstone. Vi havde besluttet at overnatte i byen Gardiner, som ligger få kilometer fra den nordlige indgang og ca. et kvarters kørsel fra det sted, vi skulle ride om søndagen. Priserne på overnatning er højere så tæt på parken, men så slipper man til gengæld for en masse kørsel frem og tilbage. Og det er en udtalt behagelighed – især fordi det i forvejen tager 1½-2 timer at køre fra den ene ende af Yellowstone til den anden. Indtil videre har vi altid set ting, før vi fandt et sted at bo, men i dag gjorde vi det omvendt og etablerede “basen” først – også fordi vi skulle bo her hele 2 nætter. Det lyder ikke af meget, men det var meget rart at have en morgen, hvor kufferten ikke skulle pakkes.

Vi tog derfor direkte til Gardiner og indkvarterede os på den lokale Super 8. Den sidste del af turen gik gennem selve Yellowstone parken. Ved indkørslen var et skilt, som advarede mod dyr på vejen. Det lovede ikke for meget. Vi havde kørt 10 min. da vi så en bison gå pænt i kanten af vejen i venstre side. Ganske som en godt opdraget fodgænger. Vi tænkte, at det kun sker én gang i livet. Og så skete det igen efter yderligere 10 min. Det lovede godt for at se dyr. Og vi fik da også set dyr ved visitor centeret (touristinformationen). Her lå 30-40 elge i alle aldre på en græsplæne udenfor. Nogle spiste, nogle gik lidt rundt og andre halvsov. Og det 2 m. fra et skilt, som huskede touristerne på, at elgene er vilde dyr og at man ikke skal gå for tæt på dem. De var nu helt ligeglade med biler.

Lokal fodgænger (hovgænger?):

IMG_2250

Hvordan holder man sig lige på afstand af dem her?

IMG_2267

Da vi var checket ind på motellet var klokken henad fire, så vi besluttede os for en aftenstur i parken. Groft sagt kan man sige, at den er opdelt i et 8-tal og der er masser at se overalt. Men igen skal man også huske at det tager 3-4 timer bare at køre ned i den anden ende og tilbage igen. Så det er bedst at “gruppere” de ting, man gerne vil se. Umiddelbart så de mest interessante ting (bl.a. geyserne) ud til at ligge i den vestlige del, så den gemte vi til dagen efter, hvor vi havde en hel dag. Altså blev det østdelen. Det var som sagt hen på eftermiddagen, så hvis vi ville nå det hele, måtte vi affinde os med at skulle køre hjem i mørke. Det er nu heller ikke noget problem.

Første stop var Tower Falls , som er et vandfald. Der er mere vand i, end der var i Bryce Canyon. Mere er der vist ikke at sige om det, end at de sælger gode is med forbløffende gode vafler tæt på. Næste stop var Yellowstones “Grand Canyon”. Den er ikke i nærheden af størrelsen på den “rigtige” Grand Canyon, men man kan komme meget tæt på en kraftig flod med to store vandfald. Faktisk kan man komme ca. 2 m. fra toppen af et af faldene – igen på meget betryggende vis med asfaltering og hegn (og det er altså et hit, når man kigger 50 m. ned i et vandfald). Udsigten var også betagende ud over kløften med dens mange forskellige farver.

Vi fortsatte ad vejen sydpå, som gik gennem en slette, som er kendt for sine gode muligheder for at se dyr. Det bedste tidspunkt at se dyr på er desuden ved solnedgang og solopgang. Vi havde heldigvis en begyndende solnedgang ved hånden. Masser af bisoner og pæne farver på himlen over sletten. Flot! Turen gik derefter forbi en svovlpøl. Den lugter ikke så godt og er egentlig ret grim. Men det er sjovt at se en pøl af mystisk farvet vand bare stå og boble af sig selv. Og ved siden af var et hul i jorden med under ½ m. i diameter. Der stod damp op af hele tiden, så den lød som en jetmotor i tomgang. Også helt anderledes end noget nogen af os havde set før.

Efter svovlpølen kørte vi videre ned til søen i Yellowstone. Den er amerikas største højlandssø (over 7000 fod oppe) og den er så stor, at den påvirker klimaet omkring den. F.eks. er den med til at lave skyer. Vi kom desværre lidt sent frem, så vi fik kun en kort gåtur langs søen med den sidste del af solnedgangen. Men meget hyggeligt alligevel. Så gik det hjemad i den nu mørke park. Her så vi en coyote på vejen. Den gik naturligvis også pænt i venstre side af vejen.

Da vi nåede Gardiner, var klokken lidt over ti. Vi havde forventet at finde noget mad inde i parken (der er madsteder på kortet), men det var ikke lykkedes. Vi ville derfor gerne have noget aftensmad, men alt var lukket. Bortset altså fra denne her lille lokale café/bar kaldet K-Bar. De har åbent til kl. 23 og serverer pizza indtil 22.30. Super hyggeligt sted med masser af lokale – både unge og ældre. Pizzaen var god og der var rigeligt af den – så var frokosten også sikret til næste dag.

Hmmm

Ja, vi er ved at være lidt bagud her. Altså på bloggen. På ruten er vi nogenlunde stadig med. I har måske lagt mærke til at det er Christian der hat stået for de sidste mange indlæg. Det er fordi han kan skrive i bilen mens vi kører, den snyder. Jeg bliver desværre køresyg hvis jeg prøver. Vi har lige tilføjet et par ekstra punkter på programmer (yay, vi skal ud og se vilde heste i dag i et reservat) så dagen i dag bliver lang, men vi glæder os (og stakkels Christian gik med til at stå op kl 5.30 for at vi kunne nå hestene også). Jeg ville meget gerne love en opdatering i aften, men ved ikke rigtig hvor trætte vi er, når vi når frem. Der er så meget at fortælle!

Men for bare lige at give en mini update: Vi er pt i Newcastle i Wyoming tæt på grænsen til South Dakota og skal i dag til Hot Springs (South Dakota), se Crazy Horse (indianer) monument, se Mount Rushmore og køre (og måske gå en tur) i Badlands National Park.

Der er ca. kørt 3.500 miles nu.

Beaver til Pocatello

(10)

Planen for i dag var at køre til Salt Lake City og så videre mod Yellowstone i morgen. Vi havde delt turen op i to, da det er en ganske pæn køretur. Erfaringerne fra de sidste dage har dog vist, at lange stræk naturligvis tager tid, men at de ikke er særligt krævende eller trættende mentalt. Så vi besluttede os for lige at tage Salt Lake Citys største seværdighed med på vejen, når vi nu alligevel var i området, så det ikke bare blev en ren køredag. Vi taler naturligvis om Bonneville Salt Flats.

Efter en udmærket morgenmad på motellet gik det derfor mod Salt Lake City og derefter Salt Flats. Der var ca. 3½ time til Salt Lake City. Herfra var det ud af nærmeste motorvej vestpå, som løber igennem the Salt Flats. Ud fra Googles kort ser det ud til, at man skal køre en times tid, før man er ved saltsøen. Sådan forholder det sig ikke helt. Man kommer godt nok forbi noget salt, men det er jævnt kedeligt. Hvis man derimod væbner sig med tålmodighed og kører ½-1 time mere, så ser det rigtig fedt ud. Helt hvidt salt fra motorvejen og helt til bjergene. Meget anderledes end hvad man ellers ser (måske med undtagelse af i Death Valley, men det var meget mindre tilgængeligt).

Mig 10 meter fra en rasteplads:

IMG_2226

Der var en vej ud til Bonneville racerbanen, hvor der i ca. 100 år er blevet sat en række hastighedsrekorder i bil. Stedet er perfekt til høje hastigheder, da der er kilometer efter kilometer af fladt sand, som ikke drejer. Så er der ikke lige noget at køre ind i, selvom man runder de 1.000 km/t. Jeg kan ikke huske den nuværende rekord, men det er noget i den stil. Nå, men vi tog selvfølgelig vejen helt derud. Den var asfalteret og ledte ud midt i saltet – hvor den så stoppede. Der var kun en nedkørsel til saltet og et skilt. Skiltet forklarede, at racerbanen bestod af en 16 km langt og 80 m. bredt område af saltet med en sort stribe i midten, som hvert forår blev gjort klar til ræs. Herudover er der en oval bane, man kan komme til ved at køre et par kilometer ud af den lige bane.

Bonneville racerbane:

IMG_2242

Efter en kort overvejelse om salts indvirken på bilen (som vi vurderede som værende minimal i tørt klima og evt. en bilvask) kørte vi en tur ud på banen. Når jeg nu skriver banen, så tænk nærmere en hårdt trampet og noget ujævn del af saltet. I den nuværende stand er den nok bedre til at teste en bils støddæmpere end dens maksimale hastighed. Men det er nok fordi vi er henne på sensommeren og langt fra den sidste klargøring. Vi fandt dog den ovale bane, som nogle andre var ved at gøre klar til at race på. De spurgte pænt, om vi kunne holde os fra den del af banen, hvilket vi naturligvis indvilligede i. Detblev de glade for og fortalte os til gengæld lidt om saltets beskaffenhed: hvor det var bedst at køre osv. Ret fed oplevelse at køre på en af de mest berømte racerbaner i verden (og så er der en sjov World of Warcraft reference, men den vil jeg skåne jer for – den røg direkte af sted til dem, vi spiller med).

Hyundai Santa Fe på racerbane:

IMG_2244

Efter Bonneville Salt Flats kørte vi videre mod Pocatello, som var på vej mod Yellowstone. Vi havde forventet en stor flække, men den har både statsuniversitet og meget andet. Der kan man jo blive så overrasket. Vi ankom sidst på aftenen, så vi kontrollerede lige et par småting omkring Yellowstone og så var det ellers på hovedet i seng.

Bryce Canyon

En af mine kollegaer havde foreslået os at tage til Bryce Canyon. Vi kendte intet til stedet, men han var ret insisterende og vi var foran “tidsplanen”, så vi besluttede os for at tage en tur forbi. Vi sov længe om morgenen, hvilket resulterede i, at vi ikke længere kunne få morgenmad, men gik direkte til en tidlig frokost bestående af cheeseburgers. Vi købte et par ekstra med til en senere frokost, da det er rart at have mad med i parkerne. Ellers kan det tage lang tid at finde noget. Så var det ellers af sted. Det meste af turen var der ca. 28 grader, men under en 10 min. regnbyge faldt det til 13. Ret voldsomt skift, selvom vi kun oplevede det fra bilens termometer. Efter ca. 1½ times kørsel ankom vi til Bryce Canyon.

For første gang på turen var vejret ikke med os. Der var skiftende skyet og der var altid en eller flere tordenbyer tæt på. Temperaturen var til gengæld under 30 grader, hvilket var rart. Vi fulgte rådene i informationsmaterialet om parken og startede med en gåtur ned i selve kløften. Bagefter planlagde vi at tage bilen til en række udsigtspunkter – også i tråd med rådene i informationsmaterialet.

Skiltningen for gåturene var mangelfuld og svær at finde rundt i, men til gengæld var stierne gode og nemme at gå på. Det gjorde det meget overkommeligt at komme både op, ned og rundt. Nu kunne man selvfølgelig tro, at vi havde set, hvordan sådan en kløft kan se ud i Grand Canyon og i Zion. Men vi fik en tredje version. Endnu en imponerende oplevelse. Bryce Canyon er mere hyggelig med mange små vægge inde i kløften som gør, at man går i mindre områder. Klipperne er meget røde og der er hoodoos overalt. En hoodoo er en stensøjle med varierende bredde, som f.eks. kan være smal midt på og så have en stor, bred sten øverst. Desværre besluttede en af de lokale tordenbyger at komme lidt for tæt på under turen. Den gav ikke meget regn, men det er ikke så sjovt at befinde sig i ukendt landskab lang fra bil og bygninger (som man bør opholde sig i i tordenvejr. Vi har læst op på emnet – også på hvad man gør, hvis man ikke lige har en bil/bygning). Så sidste del af gåturen blev i hastigt tempo. Fint for konditræningen at marchere op ad en bjergvæg, men ikke helt så scenisk.

Starten på gåturen:

IMG_1975

Vi begynder for alvor at gå ned ad:

IMG_1978

Det er ikke kun naturen der kan lave stenstatuer:

IMG_1981

Og de var alle steder i det område:

IMG_1983

Efter gåturen tog vi bilen til udsigtspunkterne. Der er ca. 10 af dem, som alle er placeret på en lang vej. Vi startede fra en ende af. De første par stykker var ærligt talt ikke så imponerende. Bevares, de var pæne, men kunne ikke måle sig med den tur, vi lige havde gået. Det var indtil vi nåede Bryce Point. Det var imponerende (jeg er ved at løbe tør for stærke tillægsord her, så imponerende må være godt nok). Der var et asfalteret udkigspunkt med rækværk, så vi kunne rent faktisk stå med over 300 graders udsyn over kløften helt ude på kanten uden at risikere liv og lemmer. Og sikke en udsigt! Det yder den ikke retfærdighed at beskrive, så i må kigge billeder (som heller ikke yder den retfærdighed, men trods alt er bedre).

Bryce point:

IMG_2083

Fra et af de andre udsigtspunkter:

IMG_1993

Vi besluttede at intet i parken kunne toppe Bryce Point og kørte derfor videre mod Beaver by, hvor vi havde valgt at overnatte. Belært af erfaringerne fra de tidligere dage havde vi besluttet at spise aftensmad, før vi fandt et sted at bo. Ellers bliver vi bare trætte og sultne. Så da vi kome forbi en lille, amerikansk restaurant på vejen, gik vi derind. Det så lidt kedeligt ud, men de overraskede positivt ved at servere gratis salat og bolle som forret. Vi fik endda selv lov til at vælge dressing til salaten. Fornemt. “Chicken tender” (mør kylling), som Lise bestilte, viste sig desværre at være friturestegt kylling med kedelige pommes frites lignende kartofler til. Ikke lige hvad vi havde håbet på ud fra “Mør kylling”. Men det var da spiseligt. Min hamburryg var til gengæld ok.

Derefter tog vi til Beaver, hvor vi boede på Super 8, som er vores nye favoritkæde. De har rimelige priser, wifi og typisk også morgenmad, som ikke bare er en tør doughnut.

Zion

Vi valgte den hurtige løsning for morgenmaden i dag og tog på McDonalds efter råd fra receptionisten. De viser sig at servere glimrende pandekager i lige så glimrende portionsstørrelser. Derefter gik turen til Zion National Park. Der skulle være ca. 1½ times kørsel fra Page, men da staten Utah åbenbart er meget ærekære omkring tilstanden på deres veje, blev vi forsinket tre gange af vejarbejder. Den ene gang fik vi bare et STOP-skilt og måtte vente 15 min. Tredje gang holdt vi i kø udenfor en tunnel uden synlig grund i 30 min. Det eneste vi så var et par vejarbejdermaskiner, som kom ud af den af og til. Alt i alt en forsinkelse på 1½ time. Men frem kom vi da.

Kø:

IMG_1874

(indsat)…Lise er ret vild med Utah’s flotte natur så her kommer et par billeder:

IMG_1876

Det går meget op og ned i Utah. Faktisk ligger det meste af staten i over 2 km højde:

IMG_1901

Vi vidste ikke rigtig noget om Zion før vi ankom, andet end der skulle være flot. Det var der der også. Nationalparken viste sig at være en kløft, men en meget anderledes kløft end Grand Canyon. Her var meget mindre og meget mere frodigt. Selve gåturene og shuttle busserne kørte her i bunden af kløften i modsætning til Grand Canyon, hvor de kører oppe på kanten. Sjovt at prøve begge dele. Der var træer i klare, grønne farver overalt og nede i bunden løb en lille hyggelig flod. Ved kraftig regn kan floden blive 200 gange kraftigere, men det sker mest om vinteren. I 2010 måtte de f.eks. evakuere nogle gæster på grund af kraftig stormflod. Det var heldigvis slet ikke relevant for os.

En lidt fesen version af floden:

IMG_1918

Der var ca. 40 grader og solskin, så efter et kig på parkens hikes (gåture), valgte vi en af de lette til noget som hedder Emerald Pools. Det er et vandfald med tilhørende små søer. Det var et perfekt valg. Stien var nem at gå på, den var flot og den var i skygge næsten hele vejen. Stien gik også ind under vandfaldet. Og selvom der ikke er meget vand på denne årstid, så er det sjovt at stå inde under og se ud på faldende vand. Vi havde egentligt planlagt den korteste tur (1,5 km) på grund af varmen, men gik lige et par kilometer mere, fordi det var så flot. På turen havde Lise sit første møde med firben/salamandere. De var meget fotogene og spændende, men måske lige lovligt spændende, når de ikke sad stille. De kunne også være svære at se, så hun var lidt bekymret for at komme til at træde på en af dem.

Stien i dejlig skygge:

IMG_1925

Vandfaldet:

IMG_1936

Vandfaldet set oppefra fra siden:

IMG_1951

Et af de farlige firben:

IMG_1950

Efter vores gåtur tog vi lige shuttle bussen resten af kløften rundt for at se det hele. Busserne kørte hvert 7. minut, så der var næsten ingen ventetid. Mens de kørte, blev der fortalt om kløftens historie, geologi, dyreliv osv. Interessant og nemt.

Vi kørte til Cedar City for at overnatte. Her kan den lokale Thai restaurant kraftigt anbefales. Prøv evt. retten “Drunken Noodles” (Pad Thai med en anden sovs til de af jer, som ved hvad det er 😉 ). Den var meget delikat. Stedet ejes af en pensioneret amerikaner og hans thailandske kone. Vi gætter på, at det var datteren som serverede. Alle med et stort smil. Efter maden fik vi en god sludder med amerikaneren om chili, udstationeringer i Tyskland osv. Endnu en fantastisk dag vel afrundet.

Grand Canyon

Så sidder jeg her i bilen med computeren mens regnen trommer på forruden. I hvert fald i et minuts tid – så kom vi ud af den regnbyge. Men ok – de kaldte det også risiko for isolerede byger i vejrudsigten. Og det må jo siges at passe. I det omfang er regn lige til at klare 🙂

Det ligner Sverige…men det er vejen til Grand Canyon:

IMG_1716

Nå, men vi er nået til Williams og Grand Canyon. Morgenmaden bestod af pandekager på den lokale græske restaurant. Lidt sjovt at finde en græsk restaurant midt i hele road trip temaet. Efter maden vendte vi bilen mod Grand Canyon, som lå en times tid væk. Lad os sige det med det samme: ordet “Grand” (dvs. storslået) er et helt passende ord til stedet. Det tager sin tid at komme rundt med de lokale shuttle busser, visitor centeret er ikke særligt imponerende (hvad de ellers ofte er i usa) og informationen var ikke særlig præcis. F.eks. fik vi modstridende oplysninger omkring en af de gåruter, man kunne vælge, hvilket resulterede i at vi endte på en rute som kom alt for tæt på kanten og med alt for mange løse sten og grus. Så den gik vi ikke så langt af, men stoppede da den så ud til at blive usikker.

Men når det er sagt, så er stedet fantastisk. Kløften er gennemsnitligt 16 km bred, den er ca. 1,5 km dyb og der er et utal af sidekløfter, bjerge og lodrette fald på flere hundrede meter. I bunden løber Colorado floden, som er stor, men virker næsten som en å når man står ved kanten og kigger ned på den. Det er også fantastisk at se de mange forskellige farver og lag, som er i bjergene, ligesom det er sjovt at se kondorer (hedder de det på dansk? det er i hvert fald en stor fugl) og turkey vultures (gribbe, som mere ligner ørne). Og det er mindst lige så sjovt at kunne kigge flere hundrede meter ned på dem, mens de flyver.

Som sagt endte vi på en mindre befærdet gåtur, hvilket ikke var så befordrende for vores tur ned i selve kløften, men til gengæld placerede os i en meget rolig del af området. Og det var både sjovt at prøve og virkelig behageligt. Vi gik en tur på en sti langs kanten af kløften og mødte kun folk ca. hvert 20. minut. Der var helt stille det meste af tiden – altså ingen motorstøj, ingen snak, ingen cikader men helt stille. Af og til kunne man høre helikoptere, som der er en del af over kløften, men ellers var vi helt os selv. Det havde vi ikke regnet med i en af usas mest besøgte nationalparker med over en million besøgende om året. Vi fik bl.a. også 20 min. for os selv på en bænk på en af de flotte udsigtspunkter. Ren afslapning med udsigt over fantastisk natur. Det bliver ikke meget bedre.

Frokostudsigten:

IMG_1728

I vores informationsfolder stod der, at man skulle tage sig tid til enten solopgang eller solnedgang, hvilket vi selvfølgelig gjorde. Vi sørgede for at være på det østligste udsigtspunkt en time før solnedgang. Der er der nemlig et flot sted, hvor man kan se ca. 270 grader rundt på kløft, bjerge og højsletter fra et højt stentårn bygget til formålet. Man kan også se meget langt: det fjerneste synlige bjerg var ca. 150 km væk. Jeg ved godt jeg gentager mig selv, men det var fantastisk flot.

Så er der solnedgang (bemærk tordenskyen i baggrunden hvor man af og til kunne se lyn fra):

IMG_1802

Mere solnedgang:

IMG_1822

Vi sluttede dagen af med at køre til byen Page, for at være i position til Zion National Park dagen efter. Det var sjovt også at prøve aftenkørsel herovre. Når det er mørkt, så er det mørkt. Af og til ser man en lygte eller to ude på stepperne, men det er det. Det var i den anledning, at vi opdagede at hver enkelt trailer eller hus på prærien har deres egen lygtepæl. Vejret havde også arrangeret et show med lyn i horisonten, hvilket var meget scenisk. Vi kørte 150 km. i retning af lynene, men oplevede aldrig våde veje. Man kan åbenbart se meget langt her (eller også regner det ikke, bare fordi det lyner).

Vegas til Williams

Planen for dagen var en stille dag. Det blev den også, men med flere sjove indslag. Vi startede med et bjerg af en morgenmad på kasinoet, som var nabo til motellet. 5 pandekager er altså lige i overkanten, selvom nogle af de lokale så ud til, at de sagtens kunne spise op. Det kunne vi ikke.

Efter maden var det tilbage til Premium Outlets. Denne gang fik vi endnu en god høst, heriblandt et par ting fra Tommy Hilfiger til priser, som minder om H&Ms i Danmark. Herefter satte vi kursen mod byen Williams for at være så tæt på Grand Canyon som muligt. Som en sidenote kan det nævnes at “så tæt på som muligt” – dvs. nærmeste by med et indbyggertal som Hørsholms – er ca. 85 km.

Turen til Williams gik stille og roligt. Faktisk så roligt at vi ca. 100 km lå bag en lastbil, som vi indhentede med ca. 300 m over hele strækningen. Da vi nåede et bjerg, hvor dens motor ikke helt kunne følge med, blev vi desværre nødt til at overhale den.

Hen ad aften ankom vi til Williams. Byen ligger på Route 66, som er den gamle hovedvej fra Chicago til Los Angeles og den klassiske road trip rute på tværs af USA. Det har Williams gjort et tema ud ad med en hovedgade med road trip overalt. Vi fandt en rigtig fin diner med bil på taget, benzinstandere indenfor og autoværn som hegn. Stemningen blev rundet af med en cowboy, som spillede live guitar og sang. De havde borde udendørs og efter 10 min. på venteliste til et bord stod den på hjemmelavet burger, spareribs og over en liter cola til hver – selvfølgelig med mulighed for refill. Og for lige at løfte stemningen endnu en tand, kom der en hestevogn i rigtig westernstil forbi på hovedgaden, mens vi spiste. Helt perfekt.

Efter maden rundede vi af med en gåtur gennem hovedgaden og så hjem til motellet. Vi udnyttede at det havde været en rolig dag, og sluttede med at par blogindlæg med billeder og det hele.

Vegas

 

Vi startede dagen med pandekager, mums. Vi kan lige klare to hver hvis vi er sultne. De bliver så badet i sirup og har ellers en anden form for tilbehør. I mit tilfælde smør, i Christians tilfælde blåbær.

Så vi fik lige et smugkig af selve Vegas dagen før, da vi kørte ned af The Strip mod hotellet. En masse neonreklamer og lyseffekter. Derfor afgjorde vi, at den helt klart først skulle opleves om aftenen. Vi benyttede derfor muligheden til at tage ud at shoppe.

Lige udenfor Las Vegas ligger Premium Outlet shopping med ca. 150 butikker. Det lyder ikke af meget og i starten var vi lidt skuffede. Vi havde forventet billige priser og mega bunker af tøj. Det var jo et outlet! Det var dog kun til at vi kom et par butikker længere, så begyndte outlet følelsen at melde sig og priserne opførte sig derefter. Vi fik hurtigt en del at slæbe på. Efter fem timer var vi trætte og klokken var efterhånden blevet 18.00 så selvom vi ikke var ”færdige” futtede vi hjem af. Vi skulle jo helst også have lidt energi til om aftenen.

Aftenen bød først på asiatisk mad hvorefter vi vendte næsen mod The Strip. Det var der også andre der havde valgt at gøre. Turen ned af (ca. 4 km) tog ca. en time – og så kørte vi ikke engang hele vejen ned af den – men flot var det og Christian der kørte fik også rig mulighed for at kigge. Bilen var flere gange i ”park”… Vi parkerede herefter bilen og hoppede ud for at opleve det hele til fods. Der var stadig varmt. Klokken var lidt i 23.00 og temperaturen lå på de 37 grader.

Første mål på turen var vulkanen ved Mirage som burde springe hvert kvarter. Da vi nåede frem stod der så det kun skete en gang i timen, men i sædvanlig god timing var vi der 22.58 så det gav alligevel kun 2 minutters ventetid. Jungletrommerne gik i gang og der kom en masse røg. Herefter en masse ild og vand. Flot var det.

Herefter skulle vi se på springvand ved Bellagio. Selve vandområdet var trekantet med en flad side mod The Strip og den var vel 100m per side. Her var dejligt køligt, i hvert fald i sammenligning med resten af området, så der har nok kun været 32 grader. Efter 5-10 min stoppede musikken og et meget patriotisk nummer blev sat på. Noget med ”we love our troops and our conuntry” og så blev der ellers skudt vand op i luften. Der var måske 150-200 vandrør i fire rækker og de kunne stå og vifte eller bare skyde vandet lige op, så det så ud til at vandet enten svajede til musikken eller skød lige op alt efter hvor kraftig musikken var. Jeg vil gætte på vandet blev skudt op til 30 m op i luften.

Efter vandshowet besluttede vi at vende næsen hjemad. Klokken var ved at nærme sig midnat og med en planlagt tur tilbage til shoppecenteret næste formiddag før vi kørte mod Grand Canyon kunne vi ikke rigtig tillade os at sove længe.

Bilen

Du skal da ikke snydes for et billede, fætter 🙂

Bilen er en Hyundai Santa Fe med små 24.000 miles på tælleren (lidt mere nu). Dejlig bil – og så er jeg jo stor fan af automatgear.