Dagen i Ridgecrest startede med morgenmad i en rigtig amerikansk café: små båse med tykke plastichynder, en klassisk servitrice osv. Menuen stod på pandekager med røræg og bacon. Helt efter bogen.

Mums, pandekager…

Herefter startede turen mod Death Valley og Las Vegas. På vejen kom vi igennem den lidt mindre by, Trona, hvor vi en kort overgang havde overvejet at overnatte i stedet for Ridgecrest. Gudske tak og lov for at vi ikke gjorde det (ok, der var faktisk et fungerende motel). Byen var tydeligt døende. Der var huse, butikker, tankstationer og biler, som bare var efterladt. Det så helt bogstaveligt ud som om ejerne en dag havde givet op og bare var gået deres vej. Og det i en by som alligevel er/var stor nok til at have egen high school. Meget nedslående sted. Heldigvís skulle vi jo videre.

Nå, videre gennem Searles Valley. Det er et varmt, øde sted. Der er kun én asfalteret vej i miles omkreds – og der kommer en bil forbi ca. hvert 20. minut. De fleste af dem arbejder på de få steder, som henter mineraler op. Vegetationen består af ca. 20 cm høje, brune buske som står med flere meters mellemrum i en støvet jord. På vejen gennem dette ingenmandsland stødte vi pludselig på en stentavle, som fortalte, at der et par miles ned af en grusvej var en spøgelsesby, Ballarat, hvor den sidste beboer døde i 1968. Den måtte vi selvfølgelig se. Vi har efterfølgende set at Ballarat er på Google Maps, men i virkeligheden er den 1 faldefærdigt hus og et 2-3 fritstående vægge. Og selvfølgelig en trailerbutik, som sælger vand. Hvem pokker gider arbejde sådan et sted…? Absolut ikke tiden værd.

Skiltet til Ballarat (billedet fra selve “byen” har min computer desværre ikke lyst til at åbne, så fesen var den):

Efter turen gennem Searles Valley nåede vi til Death Valley. Der var 45 grader, hvilket unægteligt er småvarmt. Men det kan jo heldigvis løses med aircon og vand. Death Valley er et imponerende sted. Meget stort. Meget tørt. Meget speciel fornemmelse at være på en stor, åben slette og have bjerge hele vejen rundt. Og så var der nogle rigtig imponerende saltsøer. Der var engang store søer, men de er tørret ind og har efterladt saltet på jorden. Man kan i dag tydeligt se på landskabet, hvor søerne var, og flere steder er der helt hvidt af salt. Vi kørte bl.a. forbi området, som kaldes badwater (som huser områdets eneste naturlige vand – ca. 50 m2 med 10 cm dybt vand), hvor der var en flere kilometer stor sø af salt. Her gik vi sammen med alle de andre tourister en tur ud over saltet. Det blev kun til et par hundrede meter i alt. Der var som sagt lidt varmt 🙂 Fornemmelsen var lidt i stil med at stikke hånden ind i en ovn – bare med hele kroppen. Og på grund af den lave luftfugtighed blev sveden ikke hængende. Altså ikke før vi kom ind i bilen, hvor vi så svedte de næste par minutter. Respekt for de nybyggere, som kom her første gang.

Death Valley:

På gåtur:

Mere Death Valley:

Efter Death Valley, var det videre til Las Vegas. Her var der mere gang i den (!) selvom det egentlig også bare er en ørken med over 40 grader. Hvordan finder man på at lægge en by der? Vi tog den op ad The Strip til The Venetian. Efter et længere orienteringsløb gennem hotellet (som også er kasino og storcenter) fandt vi check in skranken og fik et lækkert værelse. Vi gik en hyggelig tur langs Venedigs kanaler, over broerne og på Markuspladsen. Alt sammen noget, som ligger inde på The Venetian, med vand i kanalerne, kunstig himmel osv. Vi skulle selvfølgelig også prøve casinoet, nu vi var i Vegas. Vi havde planlagt at spille en 50’er op, men i stedet vandt vi 100 kr. Ha! 🙂 Og så var vi trætte. Efter aftensmaden var det på hovedet i seng. Lækker seng i øvrigt – jeg kunne knap nok nå begge sider på én gang.

Gangen fra tjek ind og forhal til kasinoet:

Hvor det hele foregår:

Værelset: