IMG_1728

Grand Canyon

Så sidder jeg her i bilen med computeren mens regnen trommer på forruden. I hvert fald i et minuts tid – så kom vi ud af den regnbyge. Men ok – de kaldte det også risiko for isolerede byger i vejrudsigten. Og det må jo siges at passe. I det omfang er regn lige til at klare :)

Det ligner Sverige…men det er vejen til Grand Canyon:

IMG_1716

Nå, men vi er nået til Williams og Grand Canyon. Morgenmaden bestod af pandekager på den lokale græske restaurant. Lidt sjovt at finde en græsk restaurant midt i hele road trip temaet. Efter maden vendte vi bilen mod Grand Canyon, som lå en times tid væk. Lad os sige det med det samme: ordet “Grand” (dvs. storslået) er et helt passende ord til stedet. Det tager sin tid at komme rundt med de lokale shuttle busser, visitor centeret er ikke særligt imponerende (hvad de ellers ofte er i usa) og informationen var ikke særlig præcis. F.eks. fik vi modstridende oplysninger omkring en af de gåruter, man kunne vælge, hvilket resulterede i at vi endte på en rute som kom alt for tæt på kanten og med alt for mange løse sten og grus. Så den gik vi ikke så langt af, men stoppede da den så ud til at blive usikker.

Men når det er sagt, så er stedet fantastisk. Kløften er gennemsnitligt 16 km bred, den er ca. 1,5 km dyb og der er et utal af sidekløfter, bjerge og lodrette fald på flere hundrede meter. I bunden løber Colorado floden, som er stor, men virker næsten som en å når man står ved kanten og kigger ned på den. Det er også fantastisk at se de mange forskellige farver og lag, som er i bjergene, ligesom det er sjovt at se kondorer (hedder de det på dansk? det er i hvert fald en stor fugl) og turkey vultures (gribbe, som mere ligner ørne). Og det er mindst lige så sjovt at kunne kigge flere hundrede meter ned på dem, mens de flyver.

Som sagt endte vi på en mindre befærdet gåtur, hvilket ikke var så befordrende for vores tur ned i selve kløften, men til gengæld placerede os i en meget rolig del af området. Og det var både sjovt at prøve og virkelig behageligt. Vi gik en tur på en sti langs kanten af kløften og mødte kun folk ca. hvert 20. minut. Der var helt stille det meste af tiden – altså ingen motorstøj, ingen snak, ingen cikader men helt stille. Af og til kunne man høre helikoptere, som der er en del af over kløften, men ellers var vi helt os selv. Det havde vi ikke regnet med i en af usas mest besøgte nationalparker med over en million besøgende om året. Vi fik bl.a. også 20 min. for os selv på en bænk på en af de flotte udsigtspunkter. Ren afslapning med udsigt over fantastisk natur. Det bliver ikke meget bedre.

Frokostudsigten:

IMG_1728

I vores informationsfolder stod der, at man skulle tage sig tid til enten solopgang eller solnedgang, hvilket vi selvfølgelig gjorde. Vi sørgede for at være på det østligste udsigtspunkt en time før solnedgang. Der er der nemlig et flot sted, hvor man kan se ca. 270 grader rundt på kløft, bjerge og højsletter fra et højt stentårn bygget til formålet. Man kan også se meget langt: det fjerneste synlige bjerg var ca. 150 km væk. Jeg ved godt jeg gentager mig selv, men det var fantastisk flot.

Så er der solnedgang (bemærk tordenskyen i baggrunden hvor man af og til kunne se lyn fra):

IMG_1802

Mere solnedgang:

IMG_1822

Vi sluttede dagen af med at køre til byen Page, for at være i position til Zion National Park dagen efter. Det var sjovt også at prøve aftenkørsel herovre. Når det er mørkt, så er det mørkt. Af og til ser man en lygte eller to ude på stepperne, men det er det. Det var i den anledning, at vi opdagede at hver enkelt trailer eller hus på prærien har deres egen lygtepæl. Vejret havde også arrangeret et show med lyn i horisonten, hvilket var meget scenisk. Vi kørte 150 km. i retning af lynene, men oplevede aldrig våde veje. Man kan åbenbart se meget langt her (eller også regner det ikke, bare fordi det lyner).

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *