Bryce Canyon

En af mine kollegaer havde foreslået os at tage til Bryce Canyon. Vi kendte intet til stedet, men han var ret insisterende og vi var foran “tidsplanen”, så vi besluttede os for at tage en tur forbi. Vi sov længe om morgenen, hvilket resulterede i, at vi ikke længere kunne få morgenmad, men gik direkte til en tidlig frokost bestående af cheeseburgers. Vi købte et par ekstra med til en senere frokost, da det er rart at have mad med i parkerne. Ellers kan det tage lang tid at finde noget. Så var det ellers af sted. Det meste af turen var der ca. 28 grader, men under en 10 min. regnbyge faldt det til 13. Ret voldsomt skift, selvom vi kun oplevede det fra bilens termometer. Efter ca. 1½ times kørsel ankom vi til Bryce Canyon.

For første gang på turen var vejret ikke med os. Der var skiftende skyet og der var altid en eller flere tordenbyer tæt på. Temperaturen var til gengæld under 30 grader, hvilket var rart. Vi fulgte rådene i informationsmaterialet om parken og startede med en gåtur ned i selve kløften. Bagefter planlagde vi at tage bilen til en række udsigtspunkter – også i tråd med rådene i informationsmaterialet.

Skiltningen for gåturene var mangelfuld og svær at finde rundt i, men til gengæld var stierne gode og nemme at gå på. Det gjorde det meget overkommeligt at komme både op, ned og rundt. Nu kunne man selvfølgelig tro, at vi havde set, hvordan sådan en kløft kan se ud i Grand Canyon og i Zion. Men vi fik en tredje version. Endnu en imponerende oplevelse. Bryce Canyon er mere hyggelig med mange små vægge inde i kløften som gør, at man går i mindre områder. Klipperne er meget røde og der er hoodoos overalt. En hoodoo er en stensøjle med varierende bredde, som f.eks. kan være smal midt på og så have en stor, bred sten øverst. Desværre besluttede en af de lokale tordenbyger at komme lidt for tæt på under turen. Den gav ikke meget regn, men det er ikke så sjovt at befinde sig i ukendt landskab lang fra bil og bygninger (som man bør opholde sig i i tordenvejr. Vi har læst op på emnet – også på hvad man gør, hvis man ikke lige har en bil/bygning). Så sidste del af gåturen blev i hastigt tempo. Fint for konditræningen at marchere op ad en bjergvæg, men ikke helt så scenisk.

Starten på gåturen:

IMG_1975

Vi begynder for alvor at gå ned ad:

IMG_1978

Det er ikke kun naturen der kan lave stenstatuer:

IMG_1981

Og de var alle steder i det område:

IMG_1983

Efter gåturen tog vi bilen til udsigtspunkterne. Der er ca. 10 af dem, som alle er placeret på en lang vej. Vi startede fra en ende af. De første par stykker var ærligt talt ikke så imponerende. Bevares, de var pæne, men kunne ikke måle sig med den tur, vi lige havde gået. Det var indtil vi nåede Bryce Point. Det var imponerende (jeg er ved at løbe tør for stærke tillægsord her, så imponerende må være godt nok). Der var et asfalteret udkigspunkt med rækværk, så vi kunne rent faktisk stå med over 300 graders udsyn over kløften helt ude på kanten uden at risikere liv og lemmer. Og sikke en udsigt! Det yder den ikke retfærdighed at beskrive, så i må kigge billeder (som heller ikke yder den retfærdighed, men trods alt er bedre).

Bryce point:

IMG_2083

Fra et af de andre udsigtspunkter:

IMG_1993

Vi besluttede at intet i parken kunne toppe Bryce Point og kørte derfor videre mod Beaver by, hvor vi havde valgt at overnatte. Belært af erfaringerne fra de tidligere dage havde vi besluttet at spise aftensmad, før vi fandt et sted at bo. Ellers bliver vi bare trætte og sultne. Så da vi kome forbi en lille, amerikansk restaurant på vejen, gik vi derind. Det så lidt kedeligt ud, men de overraskede positivt ved at servere gratis salat og bolle som forret. Vi fik endda selv lov til at vælge dressing til salaten. Fornemt. “Chicken tender” (mør kylling), som Lise bestilte, viste sig desværre at være friturestegt kylling med kedelige pommes frites lignende kartofler til. Ikke lige hvad vi havde håbet på ud fra “Mør kylling”. Men det var da spiseligt. Min hamburryg var til gengæld ok.

Derefter tog vi til Beaver, hvor vi boede på Super 8, som er vores nye favoritkæde. De har rimelige priser, wifi og typisk også morgenmad, som ikke bare er en tør doughnut.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *