(10)
Planen for i dag var at køre til Salt Lake City og så videre mod Yellowstone i morgen. Vi havde delt turen op i to, da det er en ganske pæn køretur. Erfaringerne fra de sidste dage har dog vist, at lange stræk naturligvis tager tid, men at de ikke er særligt krævende eller trættende mentalt. Så vi besluttede os for lige at tage Salt Lake Citys største seværdighed med på vejen, når vi nu alligevel var i området, så det ikke bare blev en ren køredag. Vi taler naturligvis om Bonneville Salt Flats.
Efter en udmærket morgenmad på motellet gik det derfor mod Salt Lake City og derefter Salt Flats. Der var ca. 3½ time til Salt Lake City. Herfra var det ud af nærmeste motorvej vestpå, som løber igennem the Salt Flats. Ud fra Googles kort ser det ud til, at man skal køre en times tid, før man er ved saltsøen. Sådan forholder det sig ikke helt. Man kommer godt nok forbi noget salt, men det er jævnt kedeligt. Hvis man derimod væbner sig med tålmodighed og kører ½-1 time mere, så ser det rigtig fedt ud. Helt hvidt salt fra motorvejen og helt til bjergene. Meget anderledes end hvad man ellers ser (måske med undtagelse af i Death Valley, men det var meget mindre tilgængeligt).
Mig 10 meter fra en rasteplads:
Der var en vej ud til Bonneville racerbanen, hvor der i ca. 100 år er blevet sat en række hastighedsrekorder i bil. Stedet er perfekt til høje hastigheder, da der er kilometer efter kilometer af fladt sand, som ikke drejer. Så er der ikke lige noget at køre ind i, selvom man runder de 1.000 km/t. Jeg kan ikke huske den nuværende rekord, men det er noget i den stil. Nå, men vi tog selvfølgelig vejen helt derud. Den var asfalteret og ledte ud midt i saltet – hvor den så stoppede. Der var kun en nedkørsel til saltet og et skilt. Skiltet forklarede, at racerbanen bestod af en 16 km langt og 80 m. bredt område af saltet med en sort stribe i midten, som hvert forår blev gjort klar til ræs. Herudover er der en oval bane, man kan komme til ved at køre et par kilometer ud af den lige bane.
Bonneville racerbane:
Efter en kort overvejelse om salts indvirken på bilen (som vi vurderede som værende minimal i tørt klima og evt. en bilvask) kørte vi en tur ud på banen. Når jeg nu skriver banen, så tænk nærmere en hårdt trampet og noget ujævn del af saltet. I den nuværende stand er den nok bedre til at teste en bils støddæmpere end dens maksimale hastighed. Men det er nok fordi vi er henne på sensommeren og langt fra den sidste klargøring. Vi fandt dog den ovale bane, som nogle andre var ved at gøre klar til at race på. De spurgte pænt, om vi kunne holde os fra den del af banen, hvilket vi naturligvis indvilligede i. Detblev de glade for og fortalte os til gengæld lidt om saltets beskaffenhed: hvor det var bedst at køre osv. Ret fed oplevelse at køre på en af de mest berømte racerbaner i verden (og så er der en sjov World of Warcraft reference, men den vil jeg skåne jer for – den røg direkte af sted til dem, vi spiller med).
Hyundai Santa Fe på racerbane:
Efter Bonneville Salt Flats kørte vi videre mod Pocatello, som var på vej mod Yellowstone. Vi havde forventet en stor flække, men den har både statsuniversitet og meget andet. Der kan man jo blive så overrasket. Vi ankom sidst på aftenen, så vi kontrollerede lige et par småting omkring Yellowstone og så var det ellers på hovedet i seng.