IMG_2597

Red Lodge til Newcastle

(0)

Så begynder målet at hedde New York. Dette var første dag af seks, hvor der skal køres nogle mil. Men nu kan det jo godt være lidt ensformigt kun at sidde i bilen, så vi tager gerne en omvej eller to så længe de ikke er for lange. Dagens delmål hed Mount Rushmore. Det er det bjerg, hvor fire præsidenters portrætter er hugget ind i. Det lå i en passende afstand, og kunne være meget sjovt at have set, når vi nu alligevel er her. Vi havde også hørt om et bjerg kaldet Devils Tower, som kunne være pænt. Det ville vi også tage forbi, hvis der ikke var for langt. Så af sted mod det af I-90 – en motorvej vi kommer til at se en del til de næste dage.

Vi kørte nogle timer i et landskab, som nu er mere fladt. Prærien var dog lidt mere bakket og bjergrig, end vi umiddelbart havde forestillet os. Det skyldes nok, at vi trods alt stadig var i “Rocky Mountains” enden.

Det fladeste prærie, vi kunne finde:

IMG_2587

Pludselig begyndte der at komme skilte til “Custers last stand” (Custers sidste kamp) monumentet. Det var en overkommelig omvej, så det skulle selvfølgelig ses. Her var et fint lille museum, som beskrev kampene mellem føderationstropperne og indianerne. Der var også en god beskrivelse af historien og hændelserne op til kampene – og det er rart at se, at indianerne ikke beskrives som vilde barbarer, der hærgede til højre og venstre. Tværtimod er følgende et citat fra en film, som kørte i baggrunden: “der var ikke tale om en massakre, men et slag mellem to regulære hære”. Her omtales kampen mellem en samling indianerstammer og konfederationshæren. Det var også muligt at komme rundt og se selve kamppladsen, og vi havde fået et kort, som beskrev troppebevægelserne i landskabet. Men det gik vi rimelig let hen over. I vores tid er det trods alt “bare” en række græsbeklædte bakker. Men stadig respekt for enhver officer, som kan holde bare det mindste smule overblik i sådanne bakker uden radioer.

Videre mod Mount Rushmore med os. Devils Tower viste sig at være en lille omvej, men stadig overkommelig. Så det tog vi med på vejen. Det er et enlig, lille og meget stejlt bjerg. Indianerlegenden fortæller, at det opstod da en gruppe piger blev overfaldet af bjørne i vildnisset. De bad til ånderne om hjælp, og som svar hævede ånderne den klippe de stod på, så bjørnene ikke kunne nå dem. Den kedelige, videnskabelige forklaring er, at det er indmaden af en eroderet vulkan. Uanset forklaringen er det et fredfyldt og pænt sted at gå en tur på en times tid. Alternativt kan man – hvis man er erfaren bjergbestiger – klatre op af bjerget. Det var der en, som gjorde, mens vi var der. Fin måde at få sat størrelsen i perspektiv.

Devils Tower på afstand:

IMG_2594

Devil’s Tower tættere på:

IMG_2597

Vi overnattede i en by kaldet Newcastle. Den ligger tæt på Aberdeen og Tipperary. Vi har en skummel mistanke om, at de oprindelige nybyggere her var fra Storbritanien og Irland. Byen var lille, men havde da et lille villakvarter, vi først fandt dagen efter. Til gengæld opdagede vi jernbanen, olieraffinaderiet og: et hyggeligt og klassisk motel. Meget lokalt og hyggelig ejer, som tydeligvis selv boede på stedet. Vi fik nogle gode kort over området og tips omkring restauranter.

Vi fandt en italiensk restaurant, som viste sig at været byens in-sted (og senere viste sig at være den eneste restaurant, som ikke serverede fast food). Vi bestilte to pizzaer, så der også var til frokosten dagen efter. Super betjening, lækker mad, mange mennesker og god stemning. Bedste restaurant hidtil (måske delt førsteplads med road trip dineren i Williams). Under middagen kom vi til at kigge på deres desertkort, hvilket resulterede i to, store bægre is med brownies og chokoladesovs. Også rigtig velsmagende. Og til små 16 kr. stykker kan man jo næsten ikke lade være. Vi var helt proppede og i højt humør da vi kørte tilbage til motellet og slappede af et par timer med at kigge på de lokale brochurer.

I brochurerne fandt vi bl.a. et lokalt “Vild horse sanctuary” (reservat for vilde heste). Vi havde egentlig ikke tid til det med planen for morgendagens køretur. Men på den anden side: Lise er jo hestefan. Så vækkeuret blev stillet til kl. 5.30. Så kunne vi lige klemme deres kl. 9 bustur ind uden at skulle skynde os. Og så var det ellers på hovedet i seng.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *