(2)
Så vi havde besluttet at se vilde heste i går. Det betød som sagt at vækkeuret stod på 5.30. Vi var begge pænt groggy da vi vågnede, men vi stod da op og kom af sted. Vi havde beregnet ca. 1½ times kørsel til stedet og man skulle helst være der 15 min før, så vi havde planlagt at køre klokken 6.30 så vi var der i god tid og nå morgenmad på vejen. I teorien fint, i praksis røg morgenmad da vi fór lidt vild (gps’en kunne ikke finde stedet, så man skulle følge beskrivelser de havde givet). Men frem kom vi og blev meldt til turen osv. Så havde vi lige ca. 10 min til at spise lidt pizza fra aftenen før som stand in for morgenmad. Man lærer ikke at være så kræsen her.
Vi var i alt 9 + en guide og kørte i en mindre gammel skolebus ved navn Gizmo. Han var trofast og kørte gerne med åben dør. Han skramlede også lidt, men det var meget hyggeligt.
Gizmo:
Selve reservatet lå i en dal med omgivende bakker/småbjerge så vi kørte op af bakkerne på den ene side (den anden side var for bjergrig til at køre på). Vi var heldige, vi var dårligt kommet inden for indhegningen før vi stødte på en gruppe af ca. 15 heste.
Hestene er som sagt vilde. Det skal dog ikke forstås sådan at de er bange for mennesker. Eller, nogen er. Guiden sagde der var nogle af hestene som der gik år imellem at de så. Det var især dem som var blevet reddet udefra og ført til reservatet, hvorimod dem som var født der ikke så nogen grund til at frygte mennesker. Dette gav en meget touristvenlig oplevelse, da hestene ikke flygtede når man kom tæt på.
Gizmo stoppede og vi fik lov at hoppe ud. Vi holdt os på ca. 5 meters afstand af flokken og fik at vide at vi skulle lade dem komme til os, hvis de havde lyst. Der var en enkel nysgerrig fætter, som efter at have drukket vand af en vandpyt kom hen og hilste på os. Det blev en våd fornøjelse for hende som blev nusset i håret…
Efter omkring 10 min gik vi ind i bussen igen og kørte videre. Først til et udsigtspunkt over ranchen hvor vi kunne se en flok heste bevæge sig over sletten:
Vi kom også forbi et sted hvor indianere, som stadig dyrker deres rødder og lever efter traditionerne, kom hver sommer for at danse soldans. Det havde de gjort i mange år, så da hestereservatet havde overtaget landet havde de pænt spurgt om lov til at fortsætte, og det fik de så. Vi så selvfølgelig ingen indianere da det foregår i juni, men vi så træet de dansede rundt om, tilskuertribunerne, nogle hytte-konstruktioner og en enkel tipi. Det var egentlig meget sjovt. Der stod også en flok heste i nærheden, men den lod vi være.
Vi kørte i stedet videre til en anden flok, hvori der var flere navngivne heste. Også her fik vi lov at komme ud og stå og kigge på hestene og gå rundt og tage billeder. Flere af hestene lå og sov og der var desværre ikke nogen der ville hen og hilse. Men det var dejligt at se at de levede så fredeligt og fik lov at leve naturligt. De har selvfølgelig menneskelig kontakt i form af turisterne og bliver støttet med hø hvis der ikke er føde nok på området, men ellers lever de vildt. Selve reservatet er ligesom opdelt i to dele af en flod (lille en, de kan godt krydse den) hvor de har 100% fred på den ene side. Det synes jeg er en rigtig god løsning.
Man har jo brug for sin skønhedssøvn:
Man kan også bare stå og hænge lidt ud:
Efter at have været ved flokken et stykke tid blev vi kørt videre hvor vi så et område hvor en film var blevet optaget og et sted med flere tusinde år gamle skrifttegn i en klippevæg. Det var selvfølgelig ikke det vi var der for, men det var også fint at få med. Herefter var det tilbage til ranchen med Gizmo hvor vi fik lidt mere pizza fra dagen før, før vi kørte videre.
Næste mål var monumentet for Crazy Horse, en berømt indianer som der står lidt om HER. Det kostede dog 27 dollars at komme ind og se det tæt på, så vi nøjedes med at se det på afstand. Selve monumenten er stadig under udhukning, det skal blive til en halv-figur af hans overkrop, hvor han sidder på en hest og hestens hals og hoved skal også være med:
Herefter var det videre til Mount Rushmore som lå 15 min derfra ca. Der kostede det også mere end vi var forberedt på at betale, så det nøjedes vi også med at beundre på afstand og så kørte vi videre.
Sidste mål for dagen var Badlands National Park som vi var blevet advaret om ”nok var lidt kedelig nu vi havde været i Bryce Canyon” men vi kørte forbi alligevel. Fra motorvejen kunne man køre et loop der forsinkede ca. 40 min så det var jo ikke meget. Og det var korrekt, den var lidt kedelig efter Bryce som jo var super flot, men specielt var det nu alligevel. Vi var ellers nået til den flade del af prærien, og forestil jer så, at der pludselig dukker 50 meter højere klipper op som danner et nyt niveau. Der var flere steder undervejs som havde navn efter berømte nybyggere/indianere hvor de havde krydset på deres vej over prærien. Vi ville egentlig have gået en tur på et af de stisystemer der var, men overalt i parken var der advarselsskilte mod klapperslanger, så det skulle vi ikke nyde noget af.
Oppefra:
Nedefra:
Efter vi havde set Badlands var planen simpelthen at nå så langt som muligt. Vi kørte til hen på aftenen og nåede frem til Chamberlain hvor vi overnattede.