Beloit til Westfield

(21)

For første gang siden LA er vi nu up to date med bloggen, yay! Hvad der startede med at være en plan om at nå at blogge hver aften blev en desperat halsen efter at nå et enkelt indlæg engang imellem. Det hjalp dog gevaldigt da vi opdagede at Christian sagtens kunne skrive mens jeg kører bilen. Det blev dog igen så lidt et problem i Yellowstone hvor Christian kørte mens jeg fotograferede (man vidste aldrig hvornår man lige kom på tværs af en bison). Men nu har vi så indhentet igen og denne post er skrevet fra Westfield, New York hvor vi har sovet i nat.

I går var det også bare planen at få kørt nogle mil. Vi overnattede som sagt i går nat i Beloit, som ligger på grænsen til Illinois. Vi kørte fra Beloit til Chicago, Illinois og herefter via Indiana til Cleveland i Ohio. Det var egentlig her omkring der var dagens mål at nå, men vi tænkte lige at give den en ekstra skalle. Det kunne jo være sjovt at nå 5 stater på en dag.

Aftensmaden blev indtaget på Taco Bell et sted i Ohio tæt på grænsen til Pennsylvania. Jeg var på forhånd lidt skeptisk, men prøves skulle det jo. Jeg fik desværre ret. Så vi satte kursen mod en Dunkin Donuts (donuts kæde herovre) og købte 6 donuts med, mums! Det lappede ligesom hullet i maven.

Vi fandt motorvejen igen i skæret af solnedgangen. Desværre røg der en tidszone i løbet af dagen, så den blev en time kortere. Vi kørte endnu en gang på I-90 (har vi gjort stort set siden Yellowstone) og dens rute gennem Pennsylvania er ret kort. Så hvorfor ikke lige nuppe en 6. stat på vejen? Og det gjorde vi så. Så vi kørte gennem Pennsylvania uden stop og tog den første by med overnatning vi kom til i New York.

Se vores rute her

Planen for i dag er at køre til Niagara Falls (ca. 1½ times kørsel) og herefter vende snuden mod New York. Vi regner dog med at gøre holdt inden vi når helt til New York. Vi skal aflevere bilen i lufthavnen morgen, så vi foretrækker at vi kun har en kort afstand dertil (dvs. 3-4 timer). Altså skal vi heller ikke køre så meget i dag (med mindre vi lige støder på noget på vejen).

Og til jer der synes der er noget galt med tidsplanen: Vi skal kun have to dage i New York i forhold til den oprindelige plan på tre dage.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *