Owego til New York

(6)

Denne dag må vist sige at være modsætningernes dag. Vi startede som nævnt i Owego, som er en helt lille provinsby. Alt forløb som det plejede med at pakke, spise morgenmad og køre nogle timer. Da vi nærmede os New Yorks forstæder, var det tid til frokost, så det kunne nås inden vi skulle igennem byens trafik, aflevere kufferter osv. Vi havde nemlig besluttet, at aflevere kufferterne på hotellet, inden vi afleverede bilen i lufthavnen. Så slap vi nemlig for at skulle slæbe tunge kufferter og tilhørende tasker igennem metroen. Meget rart, både fordi det er tungt, og fordi jeg har fået lidt hold i nakken (som i skrivende stund er ved at være væk igen). Vi havde naturligvis forhørt os med hotellet, om der var parkering til at udføre denne plan, og det var ikke noget problem. God plan – og god pizza til frokost. Det må siges at være dagens etape 1.

Etape 2 begyndte tæt på Jersey City, 12 min. fra hotellet ifølge GPS’en. Her kørte vi ind i en kø. Fint nok – det var forventet. Vi var bare glade for, at det ikke skete tidligere. Men vi havde ikke lige regnet med at køre ca. 200 m. den første time i køen. Og 3 km. den anden time i køen. Helt vanvittigt. Man kunne også se, at de lokale var overraskede og prøvede alternative ruter. Det prøvede vi en enkelt gang, hvilket sendte os om bag i køen igen (vi tabte heldigvis kun ca. 10 min.) Så var vi kureret fra at prøve den slags igen. Det viste sig, at vi ventede på adgang til Holland Tunnel, som er en af de tre adgangsveje til Manhatten fra New Jersey. Men vi kom da til Manhatten.

IMG_2786

Her gik det til gengæld stærkt. Der var ikke meget tid til at vælge bane og rute. Fair nok. Hvis altså det ikke var fordi GPS’en gav op med alle de høje bygninger og hele tiden beregnede modstridende ruter. Det ville jo nok kunne gå an. Hvis altså vores udprintede kort havde haft flere vejnavne på og dermed ville være nemmere at navigere efter – og at nogle veje ikke var nedlagt fordi hotellet ligger lige ved Ground Zero. Så måtte vi jo tage den efter retningssansen. Det lyder nemt nok, men alle vejene i kvarteret er ensrettede – og tilsyneladende ikke systematisk

Endeligt fandt vi en gade vi kunne holde ind på tæt ved hotellet. Ok, der var parkerings- og standseforbud for alt andet end politiets køretøjer og der var politi overalt pga. nærheden til World Trade Center (vi snakker ca. 5-10 betjente indenfor synsvidde), men altså vi kunne jo ikke bare køre tilfældigt rundt. Lise gik ud for at finde hotellet og en fornuftig vej derhen, mens jeg blev ved bilen (så den ikke blev fjernet, som skiltene ellers lovede). At finde hotellet gik fint, men der var også parkeringsforbud. Jeg gik derfor derover for at tale med dem. De mente ikke det var et et problem at ignorere deres parkeringsforbud i 20 min. Super. Tilbage efter bilen. Da jeg kom tilbage og åbnede døren gik bilalarmen i gang. Der er åbenbart forskel på, om man låser dørene på den ene eller anden knap (den anden er panikknappen). Vi anede ikke, hvordan man slog den fra, men prøvede lidt af hvert uden held. Og bilen stod nu 5 meter fra World Trade Center, ulovligt parkeret i en sikkerhedszone med en masse politifolk i nærheden – og dyttede højlydt med katastrofeblinket på. Suk. Man bliver lidt træt og stresset. Fat i manualen, men der stod intet i indekset, under sikkerhedssystemer eller i beskrivelsen af instrumenterne. Så ringede jeg til vejhjælpen. Lang historie kort anede han ikke, hvad han snakkede om, men var længe om at komme frem til det (mens tiden gik på vores tyndslidte amerikanske taletidskort). Lise fandt heldigvis løsningen på alarmen i manualen (under batteriskift på nøglen…) og så blev bilen stille. Og kunne startes igen. Det tog vel omkring 20 min.

Vi kunne ikke finde en fornuftig vej at køre de sidste 100 m (ensretninger igen), så vi gik det sidste stykke med kufferterne. Og håbede bilen ikke blev fjernet mens vi checkede ind. Ved check in virkede deres nøgleskriver ikke ordentligt, så det tog sin tid. Herefter drillede en af de andre gæsters nøgle i elevatoren. Yay… Men det lykkedes os da at stille kufferterne, tisse af og komme tilbage til bilen inden den blev fjernet. Pyha – og endda uden en bøde.

Så var det af sted til lufthavnen. GPS’en fik lov til at udstikke en rute, som Lise så efterfølgende dikterede mig fra vejskilte og et kort. Det gik meget bedre. Bevares, der er masser af trafik, men når bare man ved, hvor man skal hen går det ok. Vi fik afleveret bilen uden problemer. Lidt vemodigt at sige farvel til sit hjem gennem flere uger og følgesvend 🙁 Men det gik godt, og turen tilbage med metroen var simpel og udramatisk.

Og det starter så dagens del 3, hvor vi ankom til hotellet (igen) kl. ca. 21. Her var mere ro på. Vi var trætte og ville gerne have noget at spise. Så vi gik ned på en lokal asiatisk restaurant, som Lise havde set, mens bilen dyttede. Fedt sted. Roligt, velindrettet, pænt og med fantastisk mad. Og så endda billigt. Helt perfekt afslutning på en meget varieret dag.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *