Hjemturen

(3)

Så var dagen kommet, hvor det var tid til at tage hjem igen. Lidt mærkeligt at skulle hjem til hverdagen, men på den anden side også meget rart, når vi nu havde oplevet så meget.

Den største overvejelse var vejret. Vi skulle først flyve kl. 22.10, så vi havde noget tid inden vi skulle i lufthavnen. Men på den anden side ville det være rart ikke at gennemsvede tøjet alt for meget, når vi nu skulle have det på længe. Vores umiddelbare plan var, ikke at stå alt for tidligt op og så tage hen i en park og slappe af. Den plan var vejret ikke med på. Den stod på kraftig regn fra morgenstunden og varede hele dagen. Men så blev vi da ikke gennemsvedte.

Vi overvejede så at tage på museum eller lignende, men kunne ikke finde nogen, som lige sprang i øjnene. Så vi besluttede os for at sætte os med en god bog i hotellets læsestue i stedet. Der brugte vi så eftermiddagen, som gik forbløffende hurtigt. Vi tog lige en afstikker til Leos Bagels, hvor vi fik en god frokost. Det resulterede i våde sokker, men de nåede da at tørre inden vi skulle flyve.

Vi havde bestilt en taxa gennem hotellet, som skulle hente os kl. 18. Vi ville gerne være i lufthavnen kl. 19.10, og vores egen køretur dertil havde taget ca. en halv time. Hotellet sagde 45 min, så vi tænkte at en time og et kvarter måtte være ok. Taxaen var så 15 min. forsinket og det tog næsten halvanden time at køre derud. Det var heldigvis ikke et problem og check in gik hurtigt. Vi blev kaldt direkte over i en nystartet kø og slap derfor for at vente.

Flyet blev en time forsinket, men landede et kvarter før tid. Imponerende nok. Undervejs fik vi en snak med en Philipinsk dame, som havde boet i New York i 40 år og som rejste meget. Hun skulle på rundrejse i Skandinavien og ville gerne have et par tips omkring attraktioner, mad osv. Så det fik hun selvfølgeligt. I lufthavnen blev vi hentet af Lises forældre. Ren luksus – især når man har ca 50 kg. bagage at flytte rundt på 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *