Første dag hjemme

Vi havde ærlig talt regnet med en urolig nat. Niks. Man har en kurv for at sove i den, og det gør han så. Bevares, han vil gerne have en hånd at sove op ad engang imellem og vel pusler han da med lyde, som er nye for os. Begge dele noget, som ikke giver den bedste søvn. Men altså meget bedre end forventet. Har vi gang i en nem hund her, eller er det stilhed før stormen? 6 timer besluttede han at holde sig. Imponerende – også selvom det var farligt at gå ud til vandskålen uden eskorte, hvilket resulterede i et kun moderat vandindtag om aftenen.

Hvad Seo lærte
• Der er også andre mennesker udenfor bygningen. Dem kan man sige hej til, hvis man altså lige tør løbe den ekstra meter – og det gør man.

  • Man skal ikke løbe ind mellem benene på folk bagfra. Så risikerer man ømme poter. Heldigvis fik manden og Seo lige en fælles krammer bagefter, så det var ikke helt så slemt alligevel.
  • Måske man alligevel skulle benytte den reserverede, men nysgerrige tilgang overfor folk? Det er nok bedst at sidde på sikker afstand (1 m), holde lidt øje med dem, evt. give et kort “vaf” og så hilse på dem.
  • Lejligheden er et rimeligt sikkert sted. Man kan godt selv gå kortvarigt ind i andre rum. Og man kan altid følge med os andre.
  • “Nej” betyder vistnok, at man skal holde op med det, man er i gang med. Det gælder også, når man for 50. gang på 5 minutter prøver at hoppe op i sofaen for at komme tættere på lasagnetten.
  • Den hvide spand i gangen indeholder mad. Nu skal Christian og Lise bare lære, at jeg gerne vil have mad når jeg dutter til den… (mm – tro på det 🙂 )

Hvad vi lærte
• Seo udvider lynhurtigt komfortzonen udenfor. Om en dag eller to kunne det godt ende med parkeringspladsen hvor folk kører 40 km/t. Altså: fat i en sele.

  • Seo gider ikke altid køre bil. Selvom han kan bestikkes lidt med en godbid.
  • Seler er til gengæld ok
  • “Vov!” kan også betyde “jeg vil ud nu, ellers tisser jeg på gulvet”. Især hvis han også tager fat om håndleddet med munden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *