Hjemkomst

Endeligt oprandt dagen, hvor Seo flyttede hjem. Efter papirarbejdet var på plads, gik vi til bilen med en forventning om et pivedyr den næste halve time hjem. Men nej – 2 minutters stille piveri og så var han ok med at ligge og kigge resten af vejen. Selv da vi lige stoppede og tog en pizza med, var det helt i orden. Vinduesviskerne var dog en smule suspekte, men det vænnede han sig til.

Hjemme var han totalt eksemplarisk: fandt hurtigt sin kurv og legetøj og skulle så ellers have en massiv lur. Det var farligt at gå mere end ca. en meter væk, så han blev, hvor vi lagde ham. Han var lidt mere kæk udenfor, hvor han med lidt tilløb kunne løbe hele 2 meter væk.

Hvad Seo lærte i dag
• Køkkenet er måske ikke så farligt endda. Der er i hvert fald mad derude, hvilket er en meget formildende omstændighed.

Hvad vi lærte i dag
• Naboens 1-årlige hund tager kommandoen “dæk” ekstremt seriøst. Selv med en lille hvalp, han ellers meget gerne ville have hilst på, lagde han sig prompte da Brian bad om det og blev liggende. Så kan de få lov at hilse pænt, når Seo lige har fået et øjeblik til at falde til.

  • Seo tager tilsyneladende store omvæltninger og nye ting med en vis reserveret nysgerrighed.
  • “Vov!” betyder: jeg vil rigtig gerne gå med dig ind i det andet værelse, men det er lidt farligt og jeg tør ikke rigtig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *