Månedsarkiv: juli 2012

10,2 kg

…og har nu sovet 3 nætter uden at skulle op. Ikke i træk, men tæt på 🙂

Billederne er af Seo og hans mor (bortset fra det, hvor han sover på Lise, selvfølgelig).

Nattero!

Ok, ro er måske lidt overdrevet, når man tænker på, hvor meget Seo møfler rundt i løbet af natten. Men YES! Seo har holdt sig fra vi gik i seng til vi stod op i morges – uden at skulle ned. Det lover godt for fremtiden.

Hvordan nåede vi så hertil? Ja enten er han bare ved at blive lidt ældre, eller også var det strandturen i går med:

* Sand og vand. Vandet er ret spændende og det er helt ok at få våde poter. Men havet har altså lidt en tendens til at snige sig ind på én og lave bagholdsangreb
* Masser af ferieglade mennesker, som gerne ville klappe
* Masser af kåde hunde – både gamle og unge – som ville lege
* To hvalpe – en ad gangen – som var helt klare på at tumle
* En spade, som en rar mand havde sat i sandet. Så måtte der jo helt klart være noget, der var værd at grave efter. Og det gjorde han så… 🙂

Billederne giver indtryk af, at der næsten ikke var nogen mennesker. Det er helt forkert. Vi måtte have Seo i snor 2/3 af turen, fordi der var folk overalt.

Lidt billeder

Seo hjemme:

Hygge-mode

seo

Bide-mode

IMG_20120712_211018

Seo holder hele familien i gang i sommerhuset (faktisk var han merget rolig og eksemplarisk)

Vaccine og sundhedstjek

Så blev Seo 12 uger. Ja altså, det gjorde han tirsdag, men i dag var det tid til 12 ugers sundhedstjek. Vi valgte Dyreklinikken Rungstedvej, som vi havde rigtig gode erfaringer med fra Trico. Vi kendte den, fordi Mette fra Tricos træningshold arbejder der, hvilket gjorde ham meget mere tryg ved situationen.

Lang historie kort: de skuffede ikke. Seo synes, det var en fest. Der var mange hunde man kunne – men ikke måtte 🙁 – lege med, der var masser af godbidder og folk ville gerne snakke og nusse. Så ingen skræk for læger dér. Tværtimod. Og vi andre fik en hyggesludder med Mette, som vi ikke havde set i små to år.

Highlights:

8,4 kg.

Ingen chip. Meget mærkeligt. 2 personer prøvede at scanne, hver med 3 forskellige scannere og over hele kroppen. Meget, meget mærkeligt. Måske chippen kunne være af et andet fabrikat end det gængse, så scannerne ikke kunne læse den? Men det tydede chipnummeret nu ikke på. Vi ser allerede frem til administrationsarbejdet… Hanne (opdrætteren) er sat på sagen med at finde ud af, hvad der kan være gået galt.

Seo skæller fortsat meget. Vi fik at vide af opdrætteren, at det kun var en hvalpeting – at det skyldes den hurtige vækst. Men det viser sig, at det også kan skyldes en genetisk sygdom, som findes hos nogle goldens (vær opmærksom på det, folk som evt. overvejer en golden). Yay… Selvom det ikke havde ændret vores beslutning om at vælge ham, ville det da have været rart at vide fra starten af. Det kan dog også sagtens være en hvalpeting. Nu må vi jo se, når han bliver ældre. Under alle omstændigheder er det i hvert fald ikke farligt for ham eller til gene for ham.

Men når det så er sagt, så er Seo ved perfekt helbred. De kommenterede også på hans store nysgerrighed, interesse, venlighed og overskud ved hele situationen. De gættede (korrekt) på, at han er en rigtig bandit – på den gode måde. Det udmøntede sig bl.a. i hans velvilje overfor at blive på et bord, mens dyrlægen rodede rundt med ham, så på tænder osv. Han fik også en vaccination i nakken uden så meget som at blinke, flytte sig eller på anden måde reagere. Han havde jo en godbid, som skulle spises 🙂

Så vi havde en træt hund om aftenen.

Babygitter

Som tidligere skrevet: hvalpe er søde osv. men de kan altså også være sindssygt enerverende. Det er bare ikke spændende at dyret æder alle ens ting i timevis – når han altså ikke lige napper en selv eller gør ad en. Den gode løsning er at være tålmodig, men på et tidspunkt går den bare ikke længere.

Hvad gør man så? Vi blev foreslået et babygitter/hvalpegitter, så man kunne få lidt afstand uden at skulle lukke en hel uigennemsigtig dør. Og så tænkte vi: det har Kirstine da også nævnt noget om engang. Så det skal da prøves.

Af sted til Ikea, som havde den billigste version, som også så funktionel ud. Man kan endda få nogle, som ikke skal skrues fast, men bare sættes i spænd. Så slipper man for at ødelægge dørkarmene og man kan nemmere flytte den rundt, hvis det er nødvendigt. 249 kr. i medlemspris (299 for ikke medlemmer). Super.

Det blev straks sat op og kom lynhurtigt i brug. Og lad mig sige det med det samme: Fantastisk opfindelse. Når han bliver sat om bagved – og derved ikke har adgang til stuen – ville jeg tro han ville brokke sig kraftigt. Men nej. Han gør gerne et par gange og hopper måske lidt op. Men så tuller han ud i køkkenet og sover. Lige præcis, hvad vi gerne ville opnå: at han slappede af. Så det kan varmt anbefales.

IMG_20120705_215459 IMG_20120705_215503

Hvalpeevaluering

I torsdags var Seo og vi til hvalpeevaluering. Vi havde hørt om det gennem Hanne, som havde slået det op på Facebook. Det gik ud på, at en gruppe elever indenfor dyreadfær skulle bruge nogle hvalpe til at øve sig på.

I praksis gik det ud på, at hvalpene en ad gangen blev placeret i forskellige situationer, så vi kunne se, hvordan de reagerede. Og så fik vi en opsummering af “fagekspertisen”. Alle øvelserne var på et område, hvalpen ikke havde set før.

Selvtillid og indkald

Udførelse: Ejeren vandrer lidt rundt på området mens hunden er fri. Man ser på, om hvalpen holder sig til ejeren eller udforsker på egen hånd. Efter noget tid foretages indkald.

Resultat: Seo udforskede med stor glæde hele området selv. Ved indkald var han fløjtende ligeglad (hvilket han også har været den sidste uges tid).

Betydning: Seo er selvsikker og nysgerrig. Det er en god ting. Til gengæld opfatter han ikke indkald som værende nødvendige at høre efter. Det er skidt. For at træne indkald foreslog de

1) at undlade at kalde, hvis vi ikke i forvejen er sikre på, han kommer (alternativt bare samle ham op)

2) At kalde med en mere neutral stemme og så lyde meget glad når han kommer (for ikke via en glad kaldestemme at “rose” ham for ikke at komme)

3) At bruge fløjte. Det kan jeg personligt sagtens se det smarte i ved jagt og marktræning, men jeg synes det er lidt bøvlet indendørs.

Ukendte underlag

Udførelse: Der blev lagt en pressenning ud, som ejer og hund skulle gå henover.

Resultat: Seo stoppede lige inden pressenningen, snuste til den og gik så over den. Herefter var den bare helt ok.

Betydning: Seo er helt ok med ukendt underlag. Ikke så overraskende, når han allerede har prøvet klinker, parket, linoleum, sten, græs, grus, fortov, asfalt, trægulv, tæppe, sand, riste m.m.

Rystelser

Udførelse: Seo blev placeret i en trillebør med et tæppe i.

Resultat: Det var lidt mærkeligt, men ok. Lidt kedeligt, så han ville hellere hoppe ud – altså indtil han fandt ud af, at han måtte bide i tæppet. Så ville han hellere blive.

Betydning: Seo er lidt reserveret med nye ting, men er ikke bange for dem. Vi fik som tip, at vi ikke skulle irettesætte ham for at prøve at hoppe ud, men i stedet gøre det spændende at blive. Det vidste vi egentlig godt, men en god ting kan ikke siges for tit – især når man glemmer den i praksis.

Andre lugte

Udførelse: Seo blev placeret foran en anden hunds transportkasse. Den var selvfølgelig tom, men lugtede godt af fremmed hund.

Resultat: Seo kiggede lidt på kassen. Snusede lidt til kassen. Gik rundt om kassen. Og så var den ikke spændende mere. Så gik han i stedet hen til en balje, skubbede til den og så faldt den ned. Stort brag og en overrasket hund.

Betydning: Seo er ikke bange for andre hundes steder. Han er til gengæld mere tilbageholdende end frembrusende. Til gengæld er han træt. Rigtig træt 🙂

Udforskeren Seo

Det er sjovt at se, hvordan Seos komfortradius vokser. I starten ville han helst ikke mere end en meter fra os. Så var det et rum. Så ca. 20 m og indenfor synsvidde.

I dag sad vi så i forhaven i sommerhuset. Seo vandrede stille og roligt mod baghaven. Jeg regnede med, at han ville vende tilbage efter et minuts tid. Men efter 5 min. var han stadig ikke kommet. Så jeg kiggede efter. Han lå stille og roligt helt omme i baghaven og spiste græs – helt alene. Han er ved at blive helt modig 🙂

I øvrigt endnu en god grund til, at vi hegnede hele grunden ind i dag.