Endnu en dag med et gensyn på morgenmadsfronten: McDonalds. Som den opmærksomme læser af vores tidligere blog erindrer, er morgenmaden på McDonalds blandt de bedre muligheder – og det har ikke ændret sig.
Efter morgenmaden var det i retning mod Joshua Tree National park, som har navn efter de træer, der vokser i parken. De er vist biologisk set ikke er træer, men ligner det, når man står i en ørken hvor alt andet max er 1½ meter højt. Men inden vi nåede så langt var det tid til at tanke bilen. Det lyder jo nemt nok. Der er ofte lidt snak frem og tilbage hvad angår betalingen, fordi de amerikanske pumper ikke rigtigt forstår udenlandske betalingskort, men det var nu forventet. Nej, udfordringen lå i bilen. De fleste biler har et håndtag i nærheden af førerpladsen, som åbner tankdækslet eller også åbner man bare selve dækslet. Men altså – nu er det her jo en Jeep. Så vi ledte og vi kravlede rundt under sædet og instrumentbordet uden held. Der kom selvfølgelig en hjælpsom tankpasser – som heller ikke kunne få den åbnet. Først da mand nr. 4 – en anden kunde – kom til, fandt vi den lille bitte trykknap i førerdøren, som er gemt oppe under armlænet. Meget brugervenligt designet, Jeep… Men tanket blev den.
Vel ankommet til Joshua Tree havde vi besluttet dels at tage to scenic drives og dels at gå to vandreture. Vandreturene var dels til Barker Dam og dels op på et bjerg (når man er på tur med Lise, skal man altid op på mindst ét bjerg J ). Dæmningen Barker Dam er anlagt omkring år 1900 og udvidet i 1940’erne. Det er en lille dæmning, som skulle hjælpe med vand nok til de græssende køer. Græssende køer i ørkenen. Det lyder skørt, men det praktiseres stadig i dag. Og vi så – på en senere køretur – også bemeldte køer, som så ud til at være i fin foderstand.
Efter en frokost, som et jordegern gerne ville dele med os (uden held), gik anden tur som sagt op på bjerget. Rigtig flot udsigt. Og her var vi glade for vores daglige ture med Seo og ugentlige besøg i fitnesscenteret. Det lykkedes faktisk, at undgå ømme ben dagen efter.
Udsigtspunktet var også rigtig fint. Der var dog noget dis – hvilket ifølge skiltet er helt normalt. Desværre skyldes en del af disen smog, som blæser op fra sydcalifornien. Ikke så fedt, når der er så meget forurening, at den rent faktisk er synlig.
På vej ud af parken stødte vi på en lille bonus: små søde kaktusser. Der var en lille ”mark”, man kunne gå rundt i via en sti. De så lidt nuttede ud, men ifølge skiltet skulle man holde sig væk. Piggene skulle tilsyneladende sidde fast og gøre nas at få ud igen. En anden bonus på udvejen var den farbare vej. Vi var stillet et vejarbejde med ½-1 times forsinkelse i udsigt, men det udeblev. Yay!
Turen gik så videre mod Phoenix, hvor vi gerne ville så langt, som muligt. Vi havde jo en aftale nord for byen kl. 10 dagen efter, så vi ville gerne så tæt på som muligt. Vi fik glimrende thai aftensmad i Blythe og kørte så videre. For at undgå myldretiden i Phoenix besluttede vi her at skære et hjørne af og tage landevejen. Fint valg. Der var bare ingen moteller i laaang tid. Masser er RV parks (overnatningssteder for autocampers), som vi ellers ikke har set mange af. Men ingen moteller. Det lykkedes dog at finde et i en lille by ved navn Salome. Her overnattede Sheriffen også, så vi tænkte, at det ikke kunne være helt galt.
McDonalds: 8
Miles kørt: 319