Vi vågnede i Salome – kl 0.48 da et længere godstog kom forbi. Det krydser en vej i byen, så det var selvfølgelig med horn på. Dejligt. Men vi faldt da i søvn igen, indtil stedets hane vågnede omkring kl.5 og synes vi andre også skulle tage at stå op. Vi blev dog standhaftigt liggende indtil ved 6-tiden.

Der var ikke morgenmad på motellet og den eneste cafe i byen var ikke åbent, da vi kørte, så vi besluttede at finde morgenmad i næste by. Det blev så 60 miles senere i Wickenburg. På vej til Wickenburg kørte vi ad en rimelig øde strækning, hvor der var 2 “byer” med lidt trailere og et par enkelte huse. Og så var der kaktusser som vi kender dem fra westernfilm og børnetegninger. De var fine.

I Wickenburg var der flere cafeer og saloons i rigtig westernstil. Vi tog den første, den bedste og det viste sig at være et godt valg. Der var mange mere eller mindre fristende ting på menukortet, men vi bestilte hver 1 pandekage. Man kunne bestille 1 eller 2, men som servitricen også sagde “I wouldnt have let you order more”. For stor, det var den. På størrelse med et fad og vi spiste kun omkring halvdelen hver. Bemærk at enderne er bøjet ind under den på billedet, den er oval.

Men videre efter morgenmaden gik det med kurs mod Bumblee Ranch, hvor vi skulle prøve at drive kvæg. Vi drejede af motorvejen, som angivet og fulgte den eneste vej, der var. Efter 2 km blev den til en grusvej, som heldigvis var i god stand. Men vi blev da enige om, at vi var glade for, at vi ikke var i sportsvogn. Efter yderligere 6-7 km fandt vi frem til Ranchen. Den bestod af tre bygninger i alt. Til den ene side lå kontoret og hvad vi gætter på var deres bolig, som var pænt indhegnet, da de havde hunde. Og så var der lige deres lille kalv, som også troede den var en hund. Den logrede pænt, når man hilste på den.

Og så holdt der selvfølgelig en fin rød sportsvogn udenfor. Tjah, hvorfor ikke?

I den anden ende var den sidste bygning, det var saddelkammeret. Stalden bestod af et overdækket område med små folde af metalgitter, ca. dobbelt størrelse af en dansk hesteboks. Her stod nogle heste og køer.

Vi skulle som sagt på cattle drive og til at hjælpe os havde vi to cowboys, Dallas og Rodriguez. Vi fik hver en hest, jeg fik Wilbur og Christian fik Walker. Som de sagde, han var opkaldt efter det han gjorde bedst. Vi kom i sadlerne, nogle mere elegant end andre, og kom afsted. Vi skulle ud i nærmeste indhegning på ca. 1,5 kvm og finde 14 køer og 4 kalve.

Det lykkedes at spotte dem ca. midt i indhegningen og vi begyndte at samle dem sammen. Dette blev gjort ved at Christian, Rodriguez og jeg dannede en linje bag dem og Dallas var foran dem til at guide. Til undsætning kom yderligere to medhjælpere på gården og deres helikopterpilot Dave. Han havde siddet på en hest ca. dobbelt så mange gange som Christian, så han var mest til pynt. Men meget flink.

Men vi fik da sat gang i køerne, nogle var mere villige end andre, og et par gange måtte vi ud og hente nogle, der synes de skulle en anden vej. Det var sjovt. Vi fik dem hele vejen tilbage til indhegningen, hvilket tog ca. 1½ time i alt. Så troede vi egentlig turen var slut. Men nej, vi fik til opgave af Dallas sammen med Dave at skille en bestemt ko ud fra resten og bringe den ned i den anden ende af indhegningen. Først viste Rodriguez og de to medhjælper hvordan, og så blev vi sluppet løs. Det gik forbløffende nemt.

Efter første succes fandt Dallas en ko med lidt mere udfordring til os, men det gik også fint. Men så foreslog han en bestemt kalv – uden dens mor. Og så fik vi problemer. Det var den ikke meget for og den løb flere gange tilbage. Men så fik jeg da også prøve at galopere rundt, vende på stedet og rigtig lege cowboy. Det var fantastisk og min ellers lidt dovne hest vågnede helt op.

Køerne var trætte efter vi havde hundset rundt med dem, så de lagde sig ned…

Da Dallas hørte, at vi ikke havde nogen bestemt rute, forslog han at vi kørte til Sedona, en meget flot by, som var i retning af Flagstaff. Området omkring Sedona var ganske rigtig, rigtig flot. Røde klipper rejste sig på alle sider af en dal. Desværre var selve Sedona meget touristet. Hvis I forestiller jer en ferieby på Gran Canaria, så er I ved at være der.

Fra Sedona til Flagstaff, hvor vi havde tænkt os at overnatte, kørte vi videre gennem dalen, hvor der langsomt kom flere og flere nåletræer og vejen begyndte at klatre op langs bjergsiden i bunden af kløften. På toppen var et udsigtspunkt, hvor vi gjorde holdt, men der var køligt i forhold til Sedona, så vi kørte hurtigt videre mod Flagstaff.

Vel fremme ringede vi til et motel, hvor vi fik at vide, at en overnatning kostede 199 dollars (de plejer at ligge på 60-80). Vi ringede til endnu et, de tog 189 dollars, men oplyste os om at universitetet havde et stort arrangement og det var derfor. Nå, vi havde jo ikke ligefrem lyst til at bruge 200 dollars på en overnatning. Vi ringede derfor til et par moteller i Williams, som ligger 30 mins kørsel vest for Flagstaff, hvor vi også boede på vores sidste rejse. Williams ligger 1 times kørsel syd for Grand Canyon (Flagstaff ligger 75 min kørsel sydøst for Grand Canyon). Der var priserne mere rimelige, så afsted mod Williams med os.

Vi endte på samme motel som vi boede på sidst, i udkanten af byen og meget rimelig i pris. Aftensmaden blev desværre på en turistfælde af en italiensk restaurant, men i en by som Williams, er det svært at finde andet.

McDonalds: 6

Miles kørt: 259