Vi havde seriøst overvejet at stå op til solopgang for at fange sol og det helt tidlige morgenlys gennem hvælvingerne i Windows. Men da vi jo også må sove engang imellem – og trods alt heller ikke gider gå rundt og være alt for trætte – valgte vi at stå ”sent” op kl. 6. Det var et fint kompromis mellem at få sovet lidt og at nå noget af morgenlyset i parken.

Så vi var fremme lidt over 7. Det første, som slog os, var hvor dejligt fredeligt der er om morgenen. Parken åbner nemlig først officielt kl. 8. I praksis betyder det dog kun, at visitor centeret åbner og at man skal betale for at komme ind. Men det betyder åbenbart også, at langt størstedelen af folk først kommer fra på det tidspunkt. Der er derfor en helt anden ro. Morgener er nu officielt mit yndlingstidspunkt i parkerne.

Så var det ellers i gang med fotograferingen. Vi kendte jo allerede til motiver og vinkler fra dagen før, så det var bare i gang. Først North Window og så Double Arch. Lyset var stadig godt, trods det ”sene” tidspunkt, så det var en god plan med den ekstra times søvn eller to. Og igen var det rart med få mennesker. 50-100 turister og en række motorhomes pynter bare ikke rigtigt på naturbilleder.

lyset var taget af, gik turen videre til Devil’s Garden og Landscape Arch. Landscape Arch er en høj og bred hvælving. Faktisk overraskende stor, når man kommer tættere på den. Den er til gengæld ret spinkel. I 1991 tabte den nogle store sten, mens der var turister under buen. De nåede heldigvis at flytte sig (det knagede og rumlede lidt tid før), men siden da har stien under hvælvingen – klogt nok – været lukket. Parkpersonalet regner med, at hvælvingen knækker snart. Altså regnet i geologisk tid. Måske i vores levetid, måske ikke. Nå, men flot er den i hvert fald.

Vi gik videre af et såkaldt ”primitive trail” for at se flere hvælvinger. I parksprog betyder ”primitive trail” ”vi gør ikke noget aktivt for at vedligeholde det”. I dette tilfælde betød det ”kravl rundt på klipper med stejle fald ved siden af”. Så det droppede vi hurtigt igen. Det er ok at gå tæt på skrænter på ordentlige, vedligeholdte stier, men vi skal altså ikke ud at kravle.

Man kunne også tage en anden vej rundt – også primitive trail, som var mere spiselig. Det var nemlig en fin sandsti hen over prærien. Så den tog vi. Det var en dejlig fredelig tur, som bl.a. ledte os igennem et udtørret flodleje. Det var sjovt at prøve at gå i. Ja altså, det er jo bare grus – men selve konceptet. Efter et par km gik denne sti desværre også over til at blive til klatring ved skrænter, og så tog vi pænt sandstien tilbage igen. Men selvom vi aldrig nåede de sidste hvælvinger, fik vi en flot natur-gåtur. Fremadrettet vil vi dog forholde os skeptiske til ”primitive trails” i bjerge.

Efter turen var det blevet tid til frokost. Den blev indtaget i Moab på en hyggelig café, Lise havde fundet. Den havde havedam, grønne planter (et særsyn i ørkenen) og hyggelige borde udenfor. Her fik vi en god, ikke fedtet lakseburger og nød at sidde i skyggen. Så selvom vi oprindeligt havde gættet Moab til at være en dyr turistfælde, har den været god ved os.

Overnatningen foregik i byen Green River. Der er mange moteller med mange værelser, men det ser godt nok kedeligt ud. Det meste ligner discount og resten er bare jævnt kedeligt. Man forstår efterhånden godt teenagefilmene med de unge, som vil væk fra fødebyen og ind til storbyen.

McDonalds: 0