Så kom turen for alvor til Bryce Canyon – en af turens hovedattraktioner. Vi lagde hårdt ud med at stå op til solopgang. Der er nemlig nogle rigtig sceniske panoramaudsigter, som skulle være flotte i solopgang og solnedgang. Man står højt oppe med omkring 300 graders udsyn over flotte, orange og hvide stenformationer, træer, flodleje og en scenisk baggrund i form af mørke bjerge.
Så vi mødte op kl. 6 for at være i god tid til solopgangen 6.19. Det viste sig bare overhovedet ikke at være i god tid. Der var stop proppet med asiatiske fotografer, som var ankommet med turbus og havde stillet stativer op overalt. Lidt overvældende og ikke særligt opmuntrende for at få det gode billede. Mens vi ventede på solopgangen, snakkede vi med to amerikanske fotografer, vi havde mødt dagen før ved solnedgang, og de fortalte at turbussen var ankommet 5.45 – 5 min efter dem selv.
Nå, men vi fandt et acceptabelt sted at stå og ventede på solen. Den lagde op til at blive flot. Lyset var flot gyldent og begyndte at lyse skyer og bjerge op. Og så gik den bag en stor sky. Ikke mere solopgang den dag. Så ikke den store succes her. Vi besluttede os derfor for at prøve igen i morgen – og denne gang før turbusserne.
Vi tog derfor hjem på motellet og hvilede os et par timer og fik lidt søvn, så vi var friske til både solopgang og solnedgang (= små 6 timers nattesøvn). Da vi havde hvilet, tog vi ud i parken igen. Vi ville tage en mellemhård vandretur og derefter se, om der var en pæn solnegang. Vejret var overvejende skyet, så vi havde ikke de store forhåbninger hvad angik solnedgangen. Men håbet er jo lysegrønt…
Vi havde fundet en god vandrerute hjemmefra, men adgangen til den viste sig at være lukket pga. risiko for stenskred. Suk. Ok, ny plan og ny rute. Den var så også delvis lukket. Den er en cirkel og en del af cirklen var utilgængelig. Så i stedet for at kunne gå rundt, skulle man gå frem og tilbage. Dobbelt suk. Vi var nu ved at være lidt trætte af de uheldige omstændigheder ved Bryce. Den var trods alt en af vores hovedattraktioner for billeder og vandreture med tilhørende højere forventninger. Og nu var vejret imod os og vandreruterne lukket.
Men ok – hvad kan man gøre? Vi valgte så trods alt at gå den rute, vi nu engang kunne. Og det viste sig at være en heldig beslutning. Det var nemlig alligevel muligt at gå den første cirkel – og oven i købet kombinere med den cirkel, vi oprindeligt havde planlagt. Man kunne bare ikke komme ind via den sti, man ”normalt” benytter. Så da vi havde gået halvdelen af første cirkel, besluttede vi os for at tage anden med. Som vi huskede det, var den ikke så bakket, så de ekstra 3 miles lød ret overkommeligt. Det var så ikke rigtig husket… Vi endte med ca. 600 højdemeter i alt på den rute, som vi efterfølgende i brochuren så, de kaldte ”the ultimate hike” (den ultimative vandretur). Men flot var den. Og vi havde både vores sædvanlige proviant (vand og chips) samt en kanelsnegl fra gårsdagens besøg i mormonlandsbyen med. Så det gik endda. En del af turen gik vi også på vores sidste rejse. Dengang stod der en masse caerns (små bunker stablede sten). Det var lidt sjovt. Men de var desværre fjernet denne gang.
Efter vandreturen passede det meget godt med solnedgang. Det var dog stadig skyet, så vi var halvvejs på vej hjem, da solen brød igennem nogle små huller i skyerne og gav lige præcis det rigtige lys. Så over til udsigtspunktet 5 min. derfra med os. Og så stod den ellers på massevis af flotte solnedgangsbilleder. Det var godt, vi havde computeren i bilen, så vi kunne tømme hukommelseskortet undervejs.
Så med både vandretur og solnedgang intakt, blev det en god dag alligevel 🙂