Dag 13: Mere Las Vegas

Tanken med i dag var egentligt den samme som for i går – bare uden at blive trætte og gå kolde om aftenen. Lise havde tænkt lidt mere hvad tøj angik og havde i højere grad konkretiseret, hvad hun ledte efter. Så vi startede med nogle timer i Premium Outlets i det sydlige Las Vegas. Dagen før var vi i det nordlige Outlet – rent luksus med indtil flere af dem at vælge imellem. Godt nok er udvalget af butikker rimelig ens, men der er alligevel lidt forskel. Og om ikke andet fryder forandring jo som bekendt.

Denne gang var Lise også noget heldigere og fandt flere gode ting. Det lykkedes os også at gøre os færdige i ordentlig tid, så vi kunne nå at flade ud på hotellet et par timer, inden vi kastede os over aftensmad og aftenstur. Dejligt.

Efter afslapning tog vi på Triple George, som er et spisested med bar. De skulle ifølge Tripadvisor lave de bedste bøffer inden for vores priskategori. Og det skal som nok passe J Det lå i downtown Las Vegas, som er det gamle bycentrum. Altså ikke The Strip med alle de nye, store temahoteller, men et område i mindre format. Men mere om det senere.

Vi parkerede på den gamle busterminal, som nu er transportmuseum. Derefter gik vi forbi mafia museet (the Mob Museum) og hen til restauranten. De havde bl.a. udendørs servering og da vejret var helt perfekt, satte vi os der. Super hyggeligt sted med pæne duge på bordene, lys i træerne og en kunstig hæk for stemningens skyld. Ved siden af lå en bar og nabo til den var den lokale motorcykelklub. Så der hyggelig ”fin” stemning hos os, høj musik fra naboen og så rockerne, som hyggesnakkede med politiet – alt sammen inden for 30 meter. Meget typisk, hvad jeg forbinder med Las Vegas.

Vi startede med en forret bestående af rejecocktail. Desværre var deres fortolkning af en sådan 4 enorme rejer på knust is. Der var godt nok et salatblad under isen og der var en skive citron med, men ellers bestod retten udelukkende af reje. Det så meget trendy ud – og bonus for at prøve en ny fortolkning – men det var ikke lige det, vi havde lyst til. Men så var vi ellers meget mere heldige med hovedretten. Vi fik hver en bøf med kartoffelmos og lidt grøntsager. Og her tog de altså revanche. Bøffen var ekstrem mør og smagte super. Det samme gjaldt i øvrigt kartoffelmosen. En lille kuriositet var i øvrigt at både franskbrødet, vi havde fået inden forretten, og kartoffelmosen blev mærkbart mere tørt under måltidet. Så kan man lære at tage sin mad med ud i ørkenluften (Las Vegas ligger midt i Nevadas ørken). Det var ikke noget, som gik ud over måltidet, men meget sjovt.

Under måltidet havde vi også lagt mærke til noget lys og en svævebane. Så det måtte selvfølgelig undersøges efter maden. Her fandt vi så det gamle, klassiske Las Vegas Downtown. Det er en gade, som er overdækket af en kæmpe tv skærm, som de kan vise shows på. Langs gaden er der hoteller, casinoer, barer, boder og madsteder. På selve gaden er der optrædende, spraymalere, folk med alle mulige kostumer man kan blive fotograferet sammen med, scener med musik og boder med alskens ragelse i massevis. Under taget – skærmen – løb en svævebane fra den ene ende af gaden til den anden. Og lys overalt. Både på casinoerne og på barerne stod der letpåklædte damer og svajede i vinden. De ville nok selv have kaldt det at danse, men enten var de ikke særligt dygtige eller også gjorde de sig bare ikke umage.

Sjovt sted at opleve. I sidegaderne på hjemvejen så vi de kedeligere eksistenser: den sovende hjemløse, den anholdte unge mand, den sindsforstyrrede gut som råbte af og slog på en skraldespand og så den stenede gut, som politiet forsøgte at vække. Men det foregik alt sammen rimeligt roligt og det var kun den vrede mand med skraldespandende, vi lige valgte at holde en god afstand til.

Nå, men vi skulle jo også gerne forbi The Strip. Så vi kørte hjemad. Vel ankommet gav vi os af sted mod dels Coca Cola butikken, dels M&M butikken og dels et par temahoteller, hvor vi gerne ville se nærmere på temaerne. På sidste tur havde vi jo overnattet på The Venetian og set deres tema (en hel lille kopi af Venedig), så det kunne være sjovt at se nogle af de andres også. Det var desværre ikke så nemt, som man skulle tro. The Strip består mest af skodbutikker – ting til ca. 1$ – og meget dyre butikker – 300$+. Og så er der hotellerne. Vi havde regnet med en vis stemning på selve Strippen, men den var der desværre ikke rigtig.

Vi gik som sagt i Coca Cola butikken og M&M butikken. Især i M&M butikken havde vi håbet på en stak billige M&Ms, men de var desværre på ca. samme niveau som i Danmark – og i nogle indpakninger dyrere. Nedtur.

Hotellerne havde vi heller ikke meget held med. Det er forbløffende svært at finde rundt på dem og på The Strip, da vej, hoteller, shoppingcentre og gangbroer er bygget ind i hinanden i sindrige systemer. Lang historie kort, fandt vi kun temaområder for hotellet New York, New York. Det var – ikke overraskende – en fin kopi af New York. Her nød vi en Ben & Jerrys is i en lille sidegade – altså inde i hotellet. Det var rigtigt hyggeligt. Derefter var det blevet sent, men vi var heldigvis ret tæt på vores eget hotel. Så på hovedet i seng med os.

Vi kan således konkludere, at man ikke bare ser The Strip. Det kræver åbenbart mere planlægning, end vi gad i denne omgang. Måske engang på en senere tur. Måske ikke.

McDonalds: 6

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *