Månedsarkiv: maj 2014

Dag 10: Bryce

Så kom turen for alvor til Bryce Canyon – en af turens hovedattraktioner. Vi lagde hårdt ud med at stå op til solopgang. Der er nemlig nogle rigtig sceniske panoramaudsigter, som skulle være flotte i solopgang og solnedgang. Man står højt oppe med omkring 300 graders udsyn over flotte, orange og hvide stenformationer, træer, flodleje og en scenisk baggrund i form af mørke bjerge.

Så vi mødte op kl. 6 for at være i god tid til solopgangen 6.19. Det viste sig bare overhovedet ikke at være i god tid. Der var stop proppet med asiatiske fotografer, som var ankommet med turbus og havde stillet stativer op overalt. Lidt overvældende og ikke særligt opmuntrende for at få det gode billede. Mens vi ventede på solopgangen, snakkede vi med to amerikanske fotografer, vi havde mødt dagen før ved solnedgang, og de fortalte at turbussen var ankommet 5.45 – 5 min efter dem selv.
IMG_5886

Nå, men vi fandt et acceptabelt sted at stå og ventede på solen. Den lagde op til at blive flot. Lyset var flot gyldent og begyndte at lyse skyer og bjerge op. Og så gik den bag en stor sky. Ikke mere solopgang den dag. Så ikke den store succes her. Vi besluttede os derfor for at prøve igen i morgen – og denne gang før turbusserne.

Vi tog derfor hjem på motellet og hvilede os et par timer og fik lidt søvn, så vi var friske til både solopgang og solnedgang (= små 6 timers nattesøvn). Da vi havde hvilet, tog vi ud i parken igen. Vi ville tage en mellemhård vandretur og derefter se, om der var en pæn solnegang. Vejret var overvejende skyet, så vi havde ikke de store forhåbninger hvad angik solnedgangen. Men håbet er jo lysegrønt…

Vi havde fundet en god vandrerute hjemmefra, men adgangen til den viste sig at være lukket pga. risiko for stenskred. Suk. Ok, ny plan og ny rute. Den var så også delvis lukket. Den er en cirkel og en del af cirklen var utilgængelig. Så i stedet for at kunne gå rundt, skulle man gå frem og tilbage. Dobbelt suk. Vi var nu ved at være lidt trætte af de uheldige omstændigheder ved Bryce. Den var trods alt en af vores hovedattraktioner for billeder og vandreture med tilhørende højere forventninger. Og nu var vejret imod os og vandreruterne lukket.

Men ok – hvad kan man gøre? Vi valgte så trods alt at gå den rute, vi nu engang kunne. Og det viste sig at være en heldig beslutning. Det var nemlig alligevel muligt at gå den første cirkel – og oven i købet kombinere med den cirkel, vi oprindeligt havde planlagt. Man kunne bare ikke komme ind via den sti, man ”normalt” benytter. Så da vi havde gået halvdelen af første cirkel, besluttede vi os for at tage anden med. Som vi huskede det, var den ikke så bakket, så de ekstra 3 miles lød ret overkommeligt. Det var så ikke rigtig husket… Vi endte med ca. 600 højdemeter i alt på den rute, som vi efterfølgende i brochuren så, de kaldte ”the ultimate hike” (den ultimative vandretur). Men flot var den. Og vi havde både vores sædvanlige proviant (vand og chips) samt en kanelsnegl fra gårsdagens besøg i mormonlandsbyen med. Så det gik endda. En del af turen gik vi også på vores sidste rejse. Dengang stod der en masse caerns (små bunker stablede sten). Det var lidt sjovt. Men de var desværre fjernet denne gang.
IMG_6232

Bryce

Efter vandreturen passede det meget godt med solnedgang. Det var dog stadig skyet, så vi var halvvejs på vej hjem, da solen brød igennem nogle små huller i skyerne og gav lige præcis det rigtige lys. Så over til udsigtspunktet 5 min. derfra med os. Og så stod den ellers på massevis af flotte solnedgangsbilleder. Det var godt, vi havde computeren i bilen, så vi kunne tømme hukommelseskortet undervejs.

Så med både vandretur og solnedgang intakt, blev det en god dag alligevel 🙂

Dag 9: Capitol Reef

I dag kørte vi fra Arches mod Bryce. Det eneste, som rigtigt ligger på vejen er Capitol Reef National Park, som vi af samme grund havde sat på ruten. Det var en af dem, som vi ville have sprunget over først, men nu da vi havde sprunget andre parker over på grund af vejret, var der rigelig med tid. Vi anede i bund og grund ikke så meget om den, så vi googlede den lidt og troppede så ellers bare op ved visitor centeret og så, hvad den kunne byde på.

Den var ganske rigtig ikke så spændende som mange af de andre parker, men den bød da på en scenisk køretur og nogle vandrestier. Der var også frugtplantager og nogle huse tilbage fra de oprindelige, mormonske nybyggere. Det var meget sjovt at se, hvordan de havde fundet et lille, grønt åndehul ved floden midt i ørkenen. I et af de store huse solgte de tærter, marmelade osv. (og smør – jeps, f.eks. æblesmør…) lavet på frugt fra plantagerne. Det var lidt sjovt, og det passede lige med frokosttid. Så vi indkøbte frokosten der, og nød den ved bordene i den tilknyttede have.

Derefter ved det ned ad den sceniske køretur. Den var ganske pæn, men jeg tror, vi er blevet en smule immune over for den slags udsigter efter de sidste dages besøg i andre parker. Til gengæld var det sjovt, at vejen mange steder krydsede flodsengen. Så mange, at vi snakkede om, at man da lige så godt kunne have asfalteret floden. Og det havde man så et par hunderede meter længere nede.

IMG_5471

For enden af køreturen, var der en let vandretur. Vi valgte med vilje en let rute i dag, da vi har gået en del dagene før og også gerne ville være friske til Bryce dagen efter. Bryce er nemlig en af favoritparkerne på listen, og så skal der jo gerne være noget energi til overs. Vandreturen var i en udtørret flodseng. Det er en af de bedste stier, vi har gået på. Naturen kan altså bare den slags – så længe man holder sig væk ved kraftige regnskyl… Undervejs kunne man se, at de tidligere nybyggere havde skrevet på væggene: navn og dato. Altså ganske ligesom folk har tendens til i vores tid. Der var årstal fra 1888 il ca. 1920. Og så var der en, som havde skrevet i 2014. Og det er altså ikke kultur – det er hærværk. Lidt sjovt, at alderen på skriften gør forskellen, men på den anden side ville det også hurtigt komme til at se dumt ud, hvis alle skrev på væggene. Nå, men gåturen var fin – hverken mere eller mindre. Den endte dog lidt pudsigt, idet den ikke rigtigt endte. Så vi gik ca. 45 min og vendte så om igen.

Vi kørte videre til Bryce Canyon via et bjerg med sne på. Vi havde fundet overnatning ca. 20 min. kørsel fra Bryce, da vi planlagde at køre frem og tilbage til parken nogle gange. Og vi startede med det samme. Så efter aftensmaden tog vi ud at se solnedgang. Vi kom dog lidt for sent, idet solen går ned bag bjergene ca. 1 time før ”rigtig” solnedgang. Så det flotteste var overstået, da vi kom. Men så vidste vi det til dagen efter og fandt også det bedste punkt at tage billeder fra. Så var vi forberedt til dagen efter.

IMG_5540

McDonalds: 0

Dag 8: Arches igen

Vi havde seriøst overvejet at stå op til solopgang for at fange sol og det helt tidlige morgenlys gennem hvælvingerne i Windows. Men da vi jo også må sove engang imellem – og trods alt heller ikke gider gå rundt og være alt for trætte – valgte vi at stå ”sent” op kl. 6. Det var et fint kompromis mellem at få sovet lidt og at nå noget af morgenlyset i parken.

Så vi var fremme lidt over 7. Det første, som slog os, var hvor dejligt fredeligt der er om morgenen. Parken åbner nemlig først officielt kl. 8. I praksis betyder det dog kun, at visitor centeret åbner og at man skal betale for at komme ind. Men det betyder åbenbart også, at langt størstedelen af folk først kommer fra på det tidspunkt. Der er derfor en helt anden ro. Morgener er nu officielt mit yndlingstidspunkt i parkerne.

Så var det ellers i gang med fotograferingen. Vi kendte jo allerede til motiver og vinkler fra dagen før, så det var bare i gang. Først North Window og så Double Arch. Lyset var stadig godt, trods det ”sene” tidspunkt, så det var en god plan med den ekstra times søvn eller to. Og igen var det rart med få mennesker. 50-100 turister og en række motorhomes pynter bare ikke rigtigt på naturbilleder.

lyset var taget af, gik turen videre til Devil’s Garden og Landscape Arch. Landscape Arch er en høj og bred hvælving. Faktisk overraskende stor, når man kommer tættere på den. Den er til gengæld ret spinkel. I 1991 tabte den nogle store sten, mens der var turister under buen. De nåede heldigvis at flytte sig (det knagede og rumlede lidt tid før), men siden da har stien under hvælvingen – klogt nok – været lukket. Parkpersonalet regner med, at hvælvingen knækker snart. Altså regnet i geologisk tid. Måske i vores levetid, måske ikke. Nå, men flot er den i hvert fald.

IMG_5317

Vi gik videre af et såkaldt ”primitive trail” for at se flere hvælvinger. I parksprog betyder ”primitive trail” ”vi gør ikke noget aktivt for at vedligeholde det”. I dette tilfælde betød det ”kravl rundt på klipper med stejle fald ved siden af”. Så det droppede vi hurtigt igen. Det er ok at gå tæt på skrænter på ordentlige, vedligeholdte stier, men vi skal altså ikke ud at kravle.

Man kunne også tage en anden vej rundt – også primitive trail, som var mere spiselig. Det var nemlig en fin sandsti hen over prærien. Så den tog vi. Det var en dejlig fredelig tur, som bl.a. ledte os igennem et udtørret flodleje. Det var sjovt at prøve at gå i. Ja altså, det er jo bare grus – men selve konceptet. Efter et par km gik denne sti desværre også over til at blive til klatring ved skrænter, og så tog vi pænt sandstien tilbage igen. Men selvom vi aldrig nåede de sidste hvælvinger, fik vi en flot natur-gåtur. Fremadrettet vil vi dog forholde os skeptiske til ”primitive trails” i bjerge.

IMG_5297

Efter turen var det blevet tid til frokost. Den blev indtaget i Moab på en hyggelig café, Lise havde fundet. Den havde havedam, grønne planter (et særsyn i ørkenen) og hyggelige borde udenfor. Her fik vi en god, ikke fedtet lakseburger og nød at sidde i skyggen. Så selvom vi oprindeligt havde gættet Moab til at være en dyr turistfælde, har den været god ved os.

Overnatningen foregik i byen Green River. Der er mange moteller med mange værelser, men det ser godt nok kedeligt ud. Det meste ligner discount og resten er bare jævnt kedeligt. Man forstår efterhånden godt teenagefilmene med de unge, som vil væk fra fødebyen og ind til storbyen.

McDonalds: 0

Dag 7: Arches

Vi havde jo egentligt planlagt at skulle til Mesa Verde i dag, så vi havde overnattet i Cortez. Det betød nogle timers kørsel til Arches. Arches er en nationalpark med mange flotte sten- og bjergformationer og med talrige stenhvælvinger – deraf navnet (arch = hvælving). Den nye plan blev derfor, at vi ville se solnedgang i Arches i dag og solopgang i morgen. Vi ville derfor ankomme til parken om eftermiddagen, se så meget vi gad og så finde det bedste sted til solnedgang. Hvad overnatning angik, ville vi helst bo i Moab, da det er 10 min kørsel fra Arches. Men ifølge booking.com var det halvdyrt. Det viste sig heldigvis at være forkert. Så vi fandt et fint motel til helt almindelig pris (små 70$).

Vi ankom så til Arches ved 14-tiden efter at være checket ind på motellet. Det er altså en meget behagelig park. Man kan køre til mange af områderne og der er også mulighed for både korte og lange vandreture. Og da vejret var godt – om end lidt blæsende – gjorde vi begge dele. Efter at have studeret kort og beskrivelser, besluttede vi os for, at solnedgang skulle være ved Delicate Arch – staten Utahs uofficielle vartegn. Der var en lille times vandring derop, så vi havde god tid inden, også. Den brugte vi på at se det område, som hedder Windows. Det skulle være godt at fotografere om morgenen, så vi brugte nogle timer på at se det og finde gode vinkler og motiver til morgendagens fotografering. På den led slap vi for at bruge den sparsomme tid med godt morgenlys til at overveje og kunne derimod bare gå i gang.

IMG_4674

Ved Windows ligger også en hvælving, som hedder Doube Arch. Ud over at være imponerende stor og flot at se på, kan man også kravle op i den. Altså ikke op på selve hvælvingen men op på klippen under den. Det gjorde vi selvfølgelig – med en flot udsigt som resultat.

IMG_4862

Ved aftenstid gik turen så mod Delicate Arch. Turen derop var ok, selvom vi jo skulle en del opad. De fleste vandreture tager vi ”bare”, som de kommer, men netop den her skulle vi jo nedad efter solnedgang. Så det var ikke helt lige meget, hvor svær den var at gå på. Men altså – den var helt ok. Der var 50m, hvor stien var helt ud til en klippekant, men til gengæld gik vi på et plant underlag, som hældte lidt ind mod klippen. Og det var helt oppe i toppen, og derfor på den del, hvor der var mest lys.

Til gengæld var det lidt en udfordring for vores højdeskræk at være oppe ved hvælvingen. Der var grundlæggende ”god” plads, men det hældte en smule nedad mod en skrænt. Det var lidt skræmmende at skulle side ved i 1½ time, men for så vidt ok. Der var trods alt 4-5 m til skrænten og en stenkant, vi kunne sidde op ad. Det værste var næsten at se på amerikanerne. De rendte rundt tæt på kanten, enkelte småløb og – ganske få – tog sig også lige en øl, nu de var der. Jeg tænker, at de er mere vant til bjerge og højder. De er jo trods alt vokset op med dem. Og der er ikke sket nogle ulykker i mange år på trods af den opførsel på daglig basis. Så mon ikke, det bare er os, som er vant til at landskabet er plant? Men stadig til at blive lidt dårlig af.

Men altså: vi blev standhaftigt siddende sammen med de andre 50 fotografer, som også var klar til solnedgangen. Det var godt nok pisse koldt (beklager sproget), vel ca. 10 grader. Så vi nåede begge at ryste af kulde, inden vi gik ned igen. Men billederne blev talrige og flotte. Vi glæder os til at se dem i færdigredigeret form. Efter solnedgang ville månen stå op. Det kunne også give nogle flotte billeder, men det kræver et stativ. Og det havde vi desværre ikke. I det hele taget ville et stativ og en vidvinkel have været kærkomment i dag.

IMG_5038

IMG_5086

Så i mangel af natudstyr (bemeldte stativ og i øvrigt en pandelampe), gik vi nedad, da solen gik ned. Og det var heldigvis slet intet problem. Hverken at se eller gå. Vi morede – og undrede – os også på nedvejen. For hvem så vi på vej op? En skoleklasse med elever i 10-årsalderen på skoleudflugt. De gik og legede på stien. Så vi var ikke helt ved siden af, da vi tænkte, at de er vokset op med højder herovre.

McDonalds: 2

Dag 6: Monument Valley

I dag startede tidligt, meget tidligt. Vi skulle op 2.30, da der var knap to timers kørsel til Monument Valley og vi skulle mødes med vores indianerguide kl. 5.15. Så i seng kl. 21 aftenen før og forsøge at nå lidt søvn. Vi var begge trætte da vækkeuret ringede, men afsted kom vi da.

Vi nåede frem til Monument Valley ca. 4.50 og brugte ventetiden på at snakke med receptionisten på det hotel vi skulle mødes vores guide på. Han var meget hyggelig og anbefalede en masse filmserier vi burde se. Vores guide dukkede op 5 min før afgang og sammen med et italiensk par drog vi afsted i en 4-hjuls-trækker. Ca. dobbelt størrelse af vores egen…

Det viste sig at være et udmærket køretøj til grusvejen, som ikke bare var en grusvej, men også havde store furer, huller og områder med løst sand. Der er et spor rundt i parken på ca. 25 km som der er almindeligt adgang til, hvor vi nok godt kunne have kørt vores egen bil rundt, og så er der ca. 15 km, som der kun er adgang til med guide. Der var det ikke så meget en vej, men snarere et hjulspor, som bugtede sig op og ned.

Vi var jo på fototur, så vi blev kørt ud til et udsigtspunkt ca. 25 min kørsel inde i parken, hvor vi skulle se solen stå op. Der var dejligt fredeligt, men koldt, ca. 1 grad. Så der blev frosset lidt, mens vi ventede og jeg rendte rundt og tog billeder i det tiltagende lys. Solen stod da også op, men desværre ikke i den pompt og pragt vi havde forventet.

IMG_4253

Så kørte vi videre til et nyt sted, med en stor hvælving, hvor der er et hul i loftet. Der havde boet indianere i gamle dage. Vi kørte også til et sted med petroglypher hvor vi så en mand og nogle dyr hugget ind i klippen. Det var nu ikke rigtig det, vi var der for og jeg synes bare tiden gik fra, at jeg kunne tage billeder i det flotte morgenlys.

Vi kørte videre gennem pakken og gjorde holdt ved nogle udsigtspunkter, hvor jeg fik nogle ok billeder, men ikke noget specielt wow. I det hele taget var det lidt skuffende, når vi nu var på fototur. Men da turen endte, krævede han kun betaling for en almindelig tur (besparelse ca. 350 kr), så var det mere ok.

Men generelt var vi lidt skuffede over Monument Valley. Vi kørte videre, med plan om at skulle til Mesa Verde næste dag, så Cortez var en passende by at overnatte i. På vejen passerede vi en af de mest berømte vejstrejkninger i USA, afbilledet utallige gange, så der måtte vi selvfølgelig lige have et billede.

Vel ankommet i Cortez fandt vi på tripadvisor en dejlig mexicansk restaurant, hvor vi fik tortillas der var utrolig velsmagende. Efter aftensmaden var det egentlig på tide at gå på hovedet i seng, men da vi tjekkede en vejrudsigt for Mesa Verde for den følgende dag, måtte vi tilbage i planlægningsmode. De lovede nemlig sne om morgenen og 0-5 grader med regn resten af dagen. Ikke lige et vejr vi havde lyst til at krave rundt på klipper og se gamle bosteder i.

Vi kiggede lidt frem og tilbage, overvejede at droppe Mesa Verde og så tage direkte til Black Canyon, men også der var vejrudsigten dårlig (snestorm om natten, skyet og koldt hele dagen) så til sidst besluttede vi simpelthen at skippe både Mesa Verde og Black Canyon og i stedet tage direkte til Arches, hvor der skulle være 15-17 grader og sol.

Meget trætte, både af planlægning og af at have været oppe så tidligt, kunne vi endelig komme i seng.

Dag 5: Hviledag

 Så blev det – lidt ufrivilligt – hviledag. Eller rettere: planlægningsdag. Når vi nu alligevel skulle bruge dagen på motelværelset, kunne vi jo lige så godt opdatere ruteplanen. Beslutningen om, hvorvidt vi ville køre omkring Rocky Mountains eller ej, nærmere sig nemlig. Det tog så det meste af dagen, da vi også skulle kontrollere overnatningsmuligheder de forskellige steder osv. Vi ville gerne have haft lidt længere tid til at læse en bog eller lignende, men så fik vi til gengæld lavet en god rute.

Vi fik også læst mere om Monument Valley og hvilke tourbureauer, der findes. For at komme rundt i parken skal man nemlig have en guide (eller et monster af en off roader til de helt skøre sandveje, som er eneste måde at komme rundt på). Vi fandt et rigtig godt firma, hvor vi bookede en solopgangs fotografi tur. De virkede meget seriøse, forklarede fint forskellen mellem normale ture og fotografiture, spurgte til tidspunkter og ambitionsniveau samt kontrollerede for en god ordens vejrudsigten for at være sikre på, vi fik en god tur. Meget opløftende samtale.

Andre highligths fra dagen:

Vi opdagede, at Tuba City ligger i to forskellige tidszoner

Det havde regnet på bilen

Ja, altså: så spændende er Tuba City. Det skal dog også nævnes, at den ligger i ”The Navajo Nation”, som er et indianerreservat med egne love og regler midt i Arizona. Det er lidt sjovt med en sådan ”stat” i staten. Det gør nu ikke de store forskelle som gennemrejsende, men der er nogle. For det første er næsten alle indianere. For det andet koster adgang til parker penge. For det tredje er alkohol ulovligt. Og for det fjerde er skiltning mere konfliktpræget (i mangel af et bedre ord). F.eks. må man kun opholde sig hos McDonalds i ½ time. Man må ikke tage sodavand med sig, hvis man har lavet en refill og der er gebyrer, hvis man checker mere end 10 min. for sent ud. Sådan er det sikkert også andre steder, men her blev det skiltet meget eksplicit. Det opleves som en klar forskel fra de ellers meget servicemindede amerikanere.

McDonalds: 1

Miles: 4

Dag 4: Grand Canyon

Vi vågnede tidligt og var af sted ved halv syv tiden. Caféerne var ikke åbne endnu, så morgenmaden blev på McDonalds. Det var den jo nok blevet alligevel, da Williams som sagt er ret turistet og priserne er derefter. Priserne på McDonalds varierer også fra sted til sted, men ikke i lige så høj grad som caféernes. Nå, men dagens emne var heller ikke menukort og tilhørende priser. Det var Grand Canyon. Så af sted til den.

Vi har jo været der før, så turen til visitor centeret var kendt stof. Da vi ankom var det – som forventet ud fra vejrudsigten – halvkoldt. Dvs. ca. 14-15 grader. Så vi hoppede i jakken for første gang. Sidste gang, vi var ved Grand Canyon, så vi den oppefra, så denne gang var det af sted på Bright Angel Trail ned i kløften. Bright Angel Trail er den mest benyttede og mest velholdte af stierne. Der er 4 naturlige ”stoppesteder” på stien med ca. 1½ mile (små 2,5 km) mellemrum og vi valgte at gå til det andet. Dvs. 10 km i alt op og ned. Men altså også ca. 650 m ned og 650 m op.

Så af sted med os. Stien var de fleste steder ca. 1½ m bred og lige ud til kanten af kløften. I starten virkede det lidt skræmmende, men vi vænnede os hurtigt til det. Stien var trods alt rimelig plan og understøttet af sten og træbjælker. Og så var det jo bare at nyde udsigten. For der er rigtig flot. Altså – rigtig flot. Det er også en lidt vild fornemmelse at gå nedad i noget tid og så kigge op. ”Har vi været helt deroppe?” og igen på opvejen ”Se den stentop dernede – den så vi op på for en time siden”.

Ud over udsigten var der to ting, som slog os. For det første temperaturforskellen. På kanten var der som sagt 14-15 grader og det blæste en del. Ved ”stoppested” nr. 2 var der 27 grader og næsten vindstille. Så det var en smule varmt i lukkede sko, lange bukser og en taske på ryggen. Den anden ting var, hvor ”nemt” vi havde ved at gå op igen. Brochurerne skriver, at man bør sætte ca. den dobbelte tid af til at gå op i forhold til ned. Men for os tog det ca. den samme tid. Så vidt vi kan lure er vi lidt sløve til at gå nedad (vi blev overhalet), men til gengæld hurtige op ad bakke (hvor vi selv overhalede andre). Men altså – igen en venlig tanke til vores ture med Seo og besøgene i fitness centeret.

Da vi var oppe fra stien igen gik det mod Tuba City for overnatning. Her havde vi regnet med en rolig aften. Men det var indtil vi så vejrudsigten for dagen efter. Den lovede nemlig kulde, skyer og høj risiko for regn. Ikke lige den cocktail, vi gerne ville se Monument Valley i. En af hovedattraktionerne her er nemlig, at man kan tage nogle flotte billeder. Men det kræver sollys. Så var gode råd jo dyre. Skulle vi håbe på det bedste og prøve alligevel? Skulle vi vente en dag i Tuba City, som der intet er at lave i? Skulle vi køre til Page, som er en smule mere livlig? Efter timers overvejelser, læsning på Tripadvisor og på weather.com besluttede vi at tage en hviledag, hvor vi var. Så kunne vi få styr på ruteplanlægningen, opdatere blog og slappe lidt af. Det skal man jo heller ikke kimse ad J

McDonalds: 3

Miles: 141

Dag 3: Cowboy!

Vi vågnede i Salome – kl 0.48 da et længere godstog kom forbi. Det krydser en vej i byen, så det var selvfølgelig med horn på. Dejligt. Men vi faldt da i søvn igen, indtil stedets hane vågnede omkring kl.5 og synes vi andre også skulle tage at stå op. Vi blev dog standhaftigt liggende indtil ved 6-tiden.

Der var ikke morgenmad på motellet og den eneste cafe i byen var ikke åbent, da vi kørte, så vi besluttede at finde morgenmad i næste by. Det blev så 60 miles senere i Wickenburg. På vej til Wickenburg kørte vi ad en rimelig øde strækning, hvor der var 2 “byer” med lidt trailere og et par enkelte huse. Og så var der kaktusser som vi kender dem fra westernfilm og børnetegninger. De var fine.

I Wickenburg var der flere cafeer og saloons i rigtig westernstil. Vi tog den første, den bedste og det viste sig at være et godt valg. Der var mange mere eller mindre fristende ting på menukortet, men vi bestilte hver 1 pandekage. Man kunne bestille 1 eller 2, men som servitricen også sagde “I wouldnt have let you order more”. For stor, det var den. På størrelse med et fad og vi spiste kun omkring halvdelen hver. Bemærk at enderne er bøjet ind under den på billedet, den er oval.

IMG_3937

Men videre efter morgenmaden gik det med kurs mod Bumblee Ranch, hvor vi skulle prøve at drive kvæg. Vi drejede af motorvejen, som angivet og fulgte den eneste vej, der var. Efter 2 km blev den til en grusvej, som heldigvis var i god stand. Men vi blev da enige om, at vi var glade for, at vi ikke var i sportsvogn. Efter yderligere 6-7 km fandt vi frem til Ranchen. Den bestod af tre bygninger i alt. Til den ene side lå kontoret og hvad vi gætter på var deres bolig, som var pænt indhegnet, da de havde hunde. Og så var der lige deres lille kalv, som også troede den var en hund. Den logrede pænt, når man hilste på den.

Og så holdt der selvfølgelig en fin rød sportsvogn udenfor. Tjah, hvorfor ikke?

I den anden ende var den sidste bygning, det var saddelkammeret. Stalden bestod af et overdækket område med små folde af metalgitter, ca. dobbelt størrelse af en dansk hesteboks. Her stod nogle heste og køer.

Vi skulle som sagt på cattle drive og til at hjælpe os havde vi to cowboys, Dallas og Rodriguez. Vi fik hver en hest, jeg fik Wilbur og Christian fik Walker. Som de sagde, han var opkaldt efter det han gjorde bedst. Vi kom i sadlerne, nogle mere elegant end andre, og kom afsted. Vi skulle ud i nærmeste indhegning på ca. 1,5 kvm og finde 14 køer og 4 kalve.

Det lykkedes at spotte dem ca. midt i indhegningen og vi begyndte at samle dem sammen. Dette blev gjort ved at Christian, Rodriguez og jeg dannede en linje bag dem og Dallas var foran dem til at guide. Til undsætning kom yderligere to medhjælpere på gården og deres helikopterpilot Dave. Han havde siddet på en hest ca. dobbelt så mange gange som Christian, så han var mest til pynt. Men meget flink.

Men vi fik da sat gang i køerne, nogle var mere villige end andre, og et par gange måtte vi ud og hente nogle, der synes de skulle en anden vej. Det var sjovt. Vi fik dem hele vejen tilbage til indhegningen, hvilket tog ca. 1½ time i alt. Så troede vi egentlig turen var slut. Men nej, vi fik til opgave af Dallas sammen med Dave at skille en bestemt ko ud fra resten og bringe den ned i den anden ende af indhegningen. Først viste Rodriguez og de to medhjælper hvordan, og så blev vi sluppet løs. Det gik forbløffende nemt.

Efter første succes fandt Dallas en ko med lidt mere udfordring til os, men det gik også fint. Men så foreslog han en bestemt kalv – uden dens mor. Og så fik vi problemer. Det var den ikke meget for og den løb flere gange tilbage. Men så fik jeg da også prøve at galopere rundt, vende på stedet og rigtig lege cowboy. Det var fantastisk og min ellers lidt dovne hest vågnede helt op.

IMG_3956

Køerne var trætte efter vi havde hundset rundt med dem, så de lagde sig ned…

Da Dallas hørte, at vi ikke havde nogen bestemt rute, forslog han at vi kørte til Sedona, en meget flot by, som var i retning af Flagstaff. Området omkring Sedona var ganske rigtig, rigtig flot. Røde klipper rejste sig på alle sider af en dal. Desværre var selve Sedona meget touristet. Hvis I forestiller jer en ferieby på Gran Canaria, så er I ved at være der.

Fra Sedona til Flagstaff, hvor vi havde tænkt os at overnatte, kørte vi videre gennem dalen, hvor der langsomt kom flere og flere nåletræer og vejen begyndte at klatre op langs bjergsiden i bunden af kløften. På toppen var et udsigtspunkt, hvor vi gjorde holdt, men der var køligt i forhold til Sedona, så vi kørte hurtigt videre mod Flagstaff.

IMG_3993

Vel fremme ringede vi til et motel, hvor vi fik at vide, at en overnatning kostede 199 dollars (de plejer at ligge på 60-80). Vi ringede til endnu et, de tog 189 dollars, men oplyste os om at universitetet havde et stort arrangement og det var derfor. Nå, vi havde jo ikke ligefrem lyst til at bruge 200 dollars på en overnatning. Vi ringede derfor til et par moteller i Williams, som ligger 30 mins kørsel vest for Flagstaff, hvor vi også boede på vores sidste rejse. Williams ligger 1 times kørsel syd for Grand Canyon (Flagstaff ligger 75 min kørsel sydøst for Grand Canyon). Der var priserne mere rimelige, så afsted mod Williams med os.

IMG_4005

Vi endte på samme motel som vi boede på sidst, i udkanten af byen og meget rimelig i pris. Aftensmaden blev desværre på en turistfælde af en italiensk restaurant, men i en by som Williams, er det svært at finde andet.

McDonalds: 6

Miles kørt: 259

Opdateret rute

I dag er det koldt og regner i ørkenen. Ja – ørkener er åbenbart også kolde, regnfulde steder hvor der græsser køer. Så bliver man jo så klog. Men det betyder også, at fotografering ikke er optimalt (og at det er pisse koldt og vådt). Og da næste punkt er en fototur til Monument Valley, så holder vi hviledag i dag. Det er jo en fin anledning til at opdatere ruten. De røde, er aktiviteter, som kan udgå, hvis vi støder på noget mere interessant undervejs.

Aktivitet Overnatning Dato
Monument Valley Cortez 12
Mesa Verde Montrose 13
Black Canyon Grand Junction 14
Canyonlands Moab 15
Arches Green River 16
Capitol Reef Cannonville 17
Bryce Canyon Cannonville 18
Zion Las Vegas 19
Las Vegas Las Vegas 20
Køredag Santa Barbara 21
Highway 1 Monterey 22
Monterey Bay San Francisco 23
San Francisco San Francisco 24
San Francisco Lake Tahoe 25
Lake Tahoe Mammoth Lakes 26
Yosemite Merced 27
Yosemite Visalia 28
Sequioa Visalia 29
King’s Canyon Camarillo 30
Outlet LAX 31