Gårsdagens erfaringer omkring serviceniveauet i restauranten på overnatningsstedet sendte os til den nærmeste by efter morgenmad. Der viste sig at være ganske få steder – men vi skulle jo også kun bruge et. Det blev på byens største inn, hvor de serverede en god, stor pandekage og leverede en hyggelig og meget vedkommende service. Så der tjente personalet hurtigt de drikkepenge ind, vi sparede om aftenen. Det er jo sjovt at kunne være gavmild, når det ikke samtidig koster en bondegård.
Så gik turen ellers mod Yosemite. Vi havde planlagt ”scenic route”, som er østfra over Tioga Pass. Det er små 10.000 fod oppe (omkring 3.300 m), så vejen er typisk lukket pga. sne indtil sidste i maj. Da snefaldet i år ikke har været så voldsomt på disse kanter, var den heldigvis åben allerede 2. maj i år. Så ingen problemer der. Og det er en god ting – ellers skal man køre flere hundrede mil uden om hele bjergkæden. Men vi fik da den sceniske del med i form af sneklædte bjerge – og en sø ved vejen med masser af is i.
Som sagt ankom vi fra øst og ville køre på tværs af parken. Men da hovedindgangen ligger i vest, var vi lidt bekymrede for, om vi kunne finde et visitor center østpå. Ellers kunne vi risikere ikke at kunne få noget fornuftig information om seværdigheder og vandreruter inden vi nåede vest – og dermed risikere at gå glip af eventuelle østruter vi passerede på vejen. Det viste sig heldigvis ikke at være noget problem, da der lå et visitor center lige før passet, også. Så efter en fin introduktion og vejledning fra den lokale ranger, var vi godt klædt på.
Vi fulgte rangerens råd om at vandre ud mod Crystal Lake i den østlige del. Vi fulgte også den lokale skiltnings råd om at placere madvarer og stærkt lugtende genstande i de bjørnesikre metalkasser, som stod ved rutens start. Det er åbenbart ikke uhørt, at bjørne bryder ind i biler, hvis de dufter godt eller ser spændende ud. Vi læste efterfølgende at bl.a. solcreme og duftfriskere i bilen klimasystem også er i kategorien ”dufter godt”. De er åbenbart ikke så kræsne, de bjørne.
Nå men af sted med os. Vi havde hørt, at netop denne rute var den mest velbesøgte i øst, hvilket jo var rimeligt betryggende, når der åbenbart var en reel mulighed for at møde bjørne. I praksis mødte vi dog kun ét andet par de første 45 min, og de vendte om, fordi de skulle bestige et af de nærliggende bjerge og ikke ud til samme sø som os. Vi syntes derfor det var lige øde nok. Det er godt nok sjældent, man møder bjørne, men alligevel. Så vi gik tilbage igen og besluttede os for at tage en lettere – og mere befærdet – gåtur ved Mirror Lake i vest.
I den vestlige del var der godt gang i den. Ikke irriterende overrendt, men nok til at fylde de nærmeste parkeringspladser. Vi endte derfor med en 5 km gåtur i stedet for de planlagte 2. Men selvom der var en del myg (turens eneste), var der flot.
Efter en rolig og pæn tur ved Mirror Lake gik det mod overnatningsstedet. Det lå i en lille bitte by et par miles uden for parken, men alligevel ca. 30 mil fra vandreruterne i dalen. I praksis 1 time og 15 min kørsel på snoede bjergveje. Vi havde læst om vores overnatningssted, at vandtrykket skulle være dårligt og at der ikke var internetdækning. Begge dele var heldigvis forkert idet de faktisk lå i den bedre ende.
En hurtig opgørelse viste, at vi manglede benzin, vand, madpakke til frokost i morgen samt snacks. Så da den lokale restaurant alligevel virkede lidt kedelig, tog vi til nærmeste by. Det var yderligere 25 min hver vej ad snoede bjergveje. Men så fik vi også det, vi skulle bruge. Vi var endda engagerede og købte morgenmad i det lokale supermarked. Vi kunne jo lige så godt udnytte, vi boede samme sted to dage og havde adgang til et køleskab.
McDonalds: 1