Dagen startede godt med yoghurt og en lun kanelsnegl på værelset. Der er nu altså bare noget behageligt i stille og roligt at kunne indtage sin morgenmad uden først at skulle finde en café, tage stilling til menukort, vente på bestilling osv. Det er fint nok de første to-tre uger, men når man har været af sted længere end det, sætter man pris på de simple ting.

Over morgenmaden havde vi jo så også muligheden for at studere ruterne i Yosemite nærmere. De viste sig i det store hele at være delt op i to grupper: de meget nemme, som kunne gås på en times tid, og massive vandreture på 6-12 timer med ca. 1.000 højdemeter. Da vi jo som bekendt havde vandret en del de sidste uger, stod en heldags klatretur ikke højest på ønskelisten. Og da udsigten i Yosemite ikke er så spændende endda (bjergsider med grantræer), besluttede vi os for den nemme løsning i dag.

Heldigvis var der en enkelt rute, som var lidt en mellemting, nemlig vandring i dalbunden. Den kunne gås enten 11 km eller 21 km uden nogen synderlige højdemeter. Så den tog vi. Det viste sig at være et fint valg. Stien startede nær lower Yosemite falls trail, så det tog vi med på vejen. 1-2 km omvej for at se det berømte vandfald tæt på skulle da ikke forpasses. Igen et fint valg. Pænt vandfald – og interessant at mærke, hvor meget sådan en omgang smeltevand kan påvirke temperaturen i området lige omkring. Det var stadig fint varmt, men – gætter jeg på – 5-8 grader køligere end lidt længere væk.

Videre ude af ruten, gik stien af et flot og roligt engområde. I længere stræk gik den også langs floden, som er så klar, at man uden problemer kan se bunden og de fisk, som svømmer rundt. Faktisk er det så klart, at det næsten er svært at se vandet som andet end genspejling og krusninger.

Langs ruten kom vi også forbi en gruppe mennesker, som stod og kiggede på en ca. 1 km høj, lodret bjergside (El Capitan). Det viste sig, at der var bjergbestigere i gang deroppe. De kunne kun ses med kikkert, bortset fra en enkelt, som kunne anes, fordi han bar rundt på en rød madras. De kan nemlig ikke nå helt op på en enkelt dag, så de spænder sig fast om natten og sover hængende fra klippevæggen. Det lyder jo helt skørt, men folk har vel taget skørere udfordringer op gennem tiderne. Det passede i hvert fald os fint, at vi var på dalbunden.

Tilbagevejen var lidt kedeligere, da den gik væk fra floden og igennem en skov. Det var også lidt varmere. Største attraktion her, var de ganske mange ansatte/frivillige, som gik og skar døde grene af træerne og rev stierne. Med antallet af træer og længden på stien virkede det lidt omsonst. Men måske det alligevel løber op, hvis de gør det hver dag. Det er i hvert fald den eneste nationalpark, hvor vi har set folk gå og “nusse” om den.

Efter vandreturen – som alligevel løb op i 14-15 km med afstikkeren til Yosemite Village og vandfaldet – tog vi os et velfortjent hvil med en is, inden vi trillede videre til Glacier Point. Glacier Point er et udsigtspunkt, som ligger 4 miles gang fra dalbunden – eller 35 miles i bil. Vi valgte at køre, hvilket tog en time. Men så var der også en fin udsigt over bl.a. 3 af parkens 4 vandfald.

Til aftensmad fandt vi et pizzeria med stenovnspizzaer. Tynd, sprød bund. Tilpas mængde topping. Ikke druknet i ost. Mums.