Spring break dag 2: Mount Nebo

McDonalds: 29

Vi startede morgenen i dejligt vejr. Ca. 15 grader og let sol. Vi blev enige om at spise morgenmad på en af de lokale kæde-restauranter (Chucker Barrel). Der var meget travlt – nok fordi der viste sig at være maraton i byen. Til gengæld fik vi de lækreste pandekager med sprød kant og noget god sirup til. Det var et hit og vi blev godt mættet.

Vi satte kursen mod Mount Nebo State Park som lå 1½ times kørsel væk. Solen var brændt igennem på himlen, der var flot blå. Mount Nebo var, som navnet antyder, et bjerg. Et mindre et af slagsen, som man kunne køre op ad i hårnålesving. På toppen var et plateau med diverse hytter og et visitor center. Vi havde på forhånd undersøgt parkens trails og var blevet enige om rim trail som gik langs kanten af plateauet. I alt ca. 6 km rundt med lidt op og ned. Hvor den første halvdel af trailet primært var en grussti, blev anden halvdel stenet og et par enkelte steder måtte man lige have hænderne i brug. Men det gik og efter et par timer var vi retur hvor vi startede.

Hovedparten af tiden gik stien enten lige neden for kanten af plateauet eller oppe på den og gav den flotteste udsigt over området. Solen stod som sagt højt på himlen så vi fortrød også lidt, at vi ikke havde taget shorts på, men kunne da i det mindste nyde det gode vejr i tshirt. Dejligt med en god gang sol selvom jeg endte med at blive lidt rød i nakken.

Efter vores vandretur kørte vi ned af bjerget igen og så var planen ellers at køre så langt vest på som muligt, så vi fortsat var lidt forud i vores plan. Først blev det dog lige til en halvsen frokost på Pizza Hut og i næste by røg vi også lige ud på en halv times omvej for at hente cupcakes. De havde i øvrigt en fantastisk konsistens men udvalget i butikken var lidt skuffende (på tripadvisor stod der minimum 20 slags – der var 8…) og jordbærstykkerne som skiltet påstod den ene cupcake skulle indeholde, fandtes ikke i vores eksemplar. Men den kanelcupcake vi også fik var super lækker.

Vi kørte til et godt stykke ud på aftenen og endte med at gøre holdt omkring 20.30 i en mindre by, Clinton, et sted tæt på grænsen til Texas.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *