Vi havde overnattet på Bright Angel Lodge, 50m fra Grand Canyon så dagens transport var ikke lang – altså måske lige bortset fra til fods J

Planen var at tage South Kaibab Trail (et trail er en vandresti) ned til Phantom Ranch, som ligger i bunden af kløften på den anden side af Coloradofloden. South Kaibab trail er ca. 7 mil (11,3 km) langt og går 1500 m ned. Udenfor sommersæsonen tager de fleste det trail ned i stedet for Bright Angel Trail. Grunden er, at South Kaibab er stejlere og ikke har nogen vandposter på vejen ned. Stejlheden er grunden til, at folk hellere går ned end op, og det manglende vand er et problem om sommeren, hvor der bliver over 40 grader i skyggen – og så er der i øvrigt ikke nogen skygge om sommeren, heller.

Vi havde læst, at det tager de fleste 4-5 timer at gå ned, så vi ville gerne tidligt at sted. Dels fordi, vi gerne ville være fremme i god tid inden skumring og aftensmand og dels fordi vi gerne ville kunne tage turen stille og roligt. Så vi stod op lidt over 6 og fandt noget morgenmad rundt om hjørnet. Derefter afleverede vi vores kufferter, hankede op i rygsækken og tog bussen til stiens start. Kl. lidt over 9 var vi i gang.

Der var en del på trailet i starten, men det løjede af senere. Der er nemlig mange, som går en del af vejen og så vender om.

Som vi har erfaret før, er Grand Canyon altså bare et super flot sted. Man kan selvfølgelig beskrive det og tage billeder af det, men det fanger ikke rigtigt indtrykket. Det er meget få steder, jeg har det sådan med, men Grand Canyon er et af dem. I modsætning til Bright Angel Trail, går South Kaibab ”ude på kanten” af sidekløften i den forstand, at man kan se meget længere til begge sider. Det giver en anden oplevelse, end vi før har haft her.

Selve turen forløb fornemt. Mit knæ begyndte at brokke sig igen et stykke nede, hvilket jeg selvfølgelig helst havde været foruden, men ellers var alt perfekt. Vejret var herligt: solen skinnede tilpas til at tage billeder og give lidt varme – men ikke mere varme end behageligt. Og med amerikansk vejr, er det absolut ikke noget man kan regne med.

På vejen ned ”fulgtes” vi med en guidet gruppe. Dvs. vi gik i ca. samme tempo og mødtes derfor med dem 5-10 gange på vejen. Vi valgte at kopiere deres pausemønster for ikke at blive for overmodige og gå kolde på vejen.

At gå kolde var heldigvis ikke et problem. Vi var faktisk begge overraskede over, hvor ”nemt” det var at gå ned. Bortset fra mit ømme knæ var der kun lidt stive lægmuskler hos Lise. Fedt! Vi var fremme 15.30 og checkede ind på vores sovesale.

Phantom Ranch har nærmest camping stemning. Faciliteterne er meget begrænsede og alle er udendørsmennekser. Aftensmaden var stuvning, som blev serveret på klokkeslættet og så havde man ellers 45 min til at spise.

Overnatningen var opdelt i sovesale til mænd og kvinder. Og det eneste fællesareal var i kantinen, som havde lukket 4 timer om aftenen for at kunne servere aftensmad. Så hvis man ikke havde en hytte (det havde vi ikke), havde man ikke nogen steder at være sammen indendørs. Så vi satte os og kiggede på stjerner indtil det blev for køligt. Og så gik vi ellers i seng.