Så er sommeren kommet til Cookeville

…eller i hvert fald sommervejret. Det er også en medvirkende årsag til, at der er sket lidt mere de sidste dage.

Vi har fået havemøbler. Det er super hyggeligt at kunne tage en bog med derud og læse en times tid. Og man kan selv vælge tidspunktet mellem ca. kl. 9.30 og 18, da der er ca. 22-28 grader i det tidsrum. I søndags gik vi endda så vidt at lave pandekager og røræg og spise det på terrassen.

Ejendommens udedørs pool har også fået presenningen af. Den er ikke åbnet endnu, men nu kan det ikke vare længe.

Som I måske erindrer, skrev jeg i sidste indlæg, at vi havde snakket med vores nabo. I de næste dage, løb jeg på dem en del på parkeringspladsen og fik hilst lidt mere på. Og da jeg gjorde rent i vores bil (de tidligere ejere havde ikke den store ordenssans, så det er et flertrinsprojekt), kom naboen over med en bilstøvsuger. Sådan helt uopfordret. Og den kunne jeg bare beholde – han havde to, og han brugte ikke nogen af dem. Altså, det er absolut plastikmodellen, men det var da en fin gestus.

Fredag eftermiddag bankede de så på hoveddøren og fortalte, at de var ved at pakke båden til en grilltur, og da lige ville høre, om vi ville med. Det ville vi selvfølgelig gerne. De havde sørget for båd (de har en 9 personers, 200 HK speedbåd, grill, mad, snacks og drikkevarer. Så vi skulle bare tage med.

DSC_0386 1

DSC_0384 1

Så det blev til 3-4 super hyggelige timer på en flod/sø i en nærliggende state park med sightseeing og grillmad. Det var også sjovt at høre lidt mere om naboernes baggrund og lære dem begge lidt bedre at kende. De er nemlig to fyre i starten af tyverne, som deler lejligheden – og vi havde kun snakket med den ene. De er begge fra Dubai og læser også på Tech (samme universitet som os). Det er interessant at høre, hvordan kulturerne er forskellige og hvordan de er ens. F.eks. vil mange danskere nok tænke et lidt indelukket land, når man snakker om et af landene i de forenede arabiske emirater, men Dubai har tilsyneladende over 100 folkeslag fra hele verden og en aktiv politik om at tiltrække udlændinge. Og det er bare en af de ting, vi blev klogere på. De sluttede i øvrigt af med at sige, at de tog af sted de fleste weekender, og at vi bare skulle tage med, hvis vi havde lyst. Det må siges at være et fornemt tilbud.

Af de mere “dagligdags” ting, har Lise været på endnu et hike. Jeg blev hjemme for at lade knæet hvile en uge mere. Så tog jeg i biografen med min studiegruppe i stedet. Filmen var acceptabel, men det var hyggeligt at lave noget sammen, som ikke var finansieringslektier.

Vi var også en tur i state parken Rock Island, hvor der er stier, som ikke er hårde. Den er mest lagt an på fredagshygge med familien og grill. Så der brugte vi et par timer på en spadseretur og på at se kløften og vandfaldene.

IMG_20160416_154625 IMG_20160416_173317

Åh, ja – så har vi i øvrigt begge to influenza. Så vi er dødtrætte og pudser næse hele tiden, når vi ikke er på næsespray. Lise er ved at være ovre det, og jeg er godt i gang. Men når det nu endelig skal være, rammer det ok. Jeg har ikke synderligt travlt lige nu, det er ikke midt i en eksamen og det ødelægger ikke en ferie. Så ud over, jeg hellere ville slippe, skal jeg ikke klage.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *