Dag 4: Carlsbad Caverns

I dag skulle vi køre nogle timer for at nå frem til Guadelope Mountains National Park, så vi stod tidligt op (kl. 6). Vi skulle også lige have tømt tankene og have fyldt vand på samt betale for overnatningen, så vi var først af sted kl. 8.

Apropos overnatning, så var kontoret heller ikke åbent i dag. Faktisk så det ud til, at der ikke havde været nogen på motellet siden vi var der i går. Vi prøvede at ringe på igen, men uden held. Så vi konkluderede, at vi havde fået en gratis overnatning. Pudsigt, at sådan et sted ikke engang er til stede til at modtage betaling…

Så gik turen af sted sydpå. Det meste af vejen på lange, lige veje og i lidt gråt og kedeligt vejr. Nemt at køre i, men lidt kedeligt hvad udsigten angår. Undervejs så Lise vejrudsigten for destinationen og konkluderede, at der godt kunne være thunderstorms (tænk kraftig regn og blæst). Så vi lavede om på rækkefølgen og tog til Carlsbad Caverns i stedet. Som det hulesystem, det er, er det indendørs.

Vi vidste ikke så meget om hulerne andet end at de skulle være flotte. Det var de i den grad også. Man kan gå ca. 6 km. ad en sti fra den ene hule og gang til den næste. Der er rigtig mange, pæne formationer, stalagmitter og stalaktitter. Især hulen kaldet ”Big Room” (det store rum) lever mildt sagt op til sit navn. Der er utallige, imponerende og meget forskellige formationer i et to-delt rum, som i areal ville kunde indeholde 14 fodboldbaner. Vi har også været i andre huler, men den her er altså imponerende og flot.

Efter besøget i hulerne tog vi til vores overnatningssted, som er midt på en slette af statsejet land. Her satte vi RV’en op, og gik en tur med Seo. Da vi kom tilbage, havde en mindre flok køer samlet sig og stirrede på RV’en. Vi gik ind og gav dem en times tid, men de blev hængende. Så besluttede vi os for at få gang i grillen. Det gik markant bedre end i går og den startede uden bøvl.

IMG_20160514_181402

Køerne syntes åbenbart at to mennesker, som griller, er super spændende. Eller også sad vi midt i deres eftermiddagssti. I hvert fald stillede 15-20 køer op på 10 meters afstand og gloede. Lidt intimiderende i starten, men de var fine nok. Seo syntes også, de var interessante i starten, men så blev de kedelige.

Da selve grilningen (er det et ord?) var færdig og vi satte os til at spise, besluttede køerne sig pludseligt for at gå videre. Og så gik de længere på 5 min. end de havde gjort de sidste 3 timer. Ret pudsig oplevelse 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *