Dag 5: Guadelope Mountains National Park

I dag stod vi tidligt op (kl. 6). Formålet var at komme så tidligt som muligt ud til dagens attraktion så a) det ikke er så varmt for os at gå en tur og b) Seo ikke bliver stegt i RV’en imens. Det virkede helt efter hensigten, så det er planen fremover. Måske endda lidt tidligere op endnu…

Apropos varme, så er det en rigtig god ting at rejse i RV frem for personbil, når hunden skal blive i den. RV’en er større, der er flere ting i den som skal varmes op og dermed stabiliserer temperaturen, den har gardiner for alle vinduer, og den har udluftningskanaler man kan åbne i taget. I dag stod den f.eks. små tre timer i solen og blev kun ca. 26-27 grader C indendørs. Varmt, ja, men ikke livstruende som en personbil, der hurtigt når 50+ grader.

Nå men da vi var kommet af sted og skulle tanke, mødte vi en lokal brandmand. Han var – som de fleste – glad for at slå en sludder af og spurgte, hvor vi skulle hen. Da vi fortalte ham, vi skulle til Guadelope Maountains, gav han os en detaljeret gennemgang af, hvor de var i gang med afbrændinger og hver der derfor var lukket. Vi vidste det meste i forvejen, men dels blev vi lidt klogere og dels er det bare hyggeligt at få en snak, mens man tanker.

Vel fremme til parken var der desværre mere lukket, end vi regnede med. Men vi fandt et fint trail op med bjergets top. Vi gik dog ”kun” de første 2,5 km ud og hjem, da vi dels ikke gad gå 13 km/1000 højdemeter og dels ikke ville forlade Seo for længe i bilen før vi havde målt på, hvor hurtigt RV’en bliver varm. Vi nøjedes derfor med 365 højdemeter, som også gav en pæn udsigt. Parken var fin nok med nogle glimrende vandreruter, men ellers er den ikke noget spektakulært.

Efter parken tog vi videre til en campingplads, Lise havde fundet. Husk igen at ”campingplads” her i landet kan være alt fra en idéforladt parkeringsplads i en nedslidt by til det, vi normalt tænker på i Danmark. Den her kostede 14$ (ca. 90 kr.), men har ”hook ups” (så vi kan få vand på og komme af med spildevandet), en flot udsigt, campingbord og grillplads. Og så er den ret hyggelig. Der er endda vandreruter, man kan tage, hvis man vil. Det vil vi ikke 🙂 Så både billigt og godt – det er en god kombination. Billedet er fra en lille “have” på campingpladsen.

Og så er det blevet varmt. Jeg gætter på ca. 30 grader ved femtiden. Så airconditionen kom i brug for første gang i dag.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *