Dag 17: Bryce Canyon

Det et en god dag at skrive blogindlæg på i dag (ikke dag 16). Vi har fundet en rolig campingplads med et bord udenfor. Solen skinner, der er skygge fra et træ og en passende brise. Så her efter frokosten kan vi sidde udenfor med computerne. Vi har endda strøm uden at skulle høre på RV’ens generator.

Men altså: Bryce. Lise havde fundet en god overnatningsplads kun få miles fra parken. Vi havde sat vækkeuret til 5.45, så vi kom i gang i god tid, men alligevel lige kunne sove lidt længere. Vi havde ikke rigtigt fundet ud af, hvilke stier, vi ville tage og vi overvejede også, om vi skulle tage parken til hest. Det havde Lise nemlig set, at man kunne. Det var også en oplagt måde at hvile benene lidt på efter mange dage med vandreture. Eller rettere – bruge dem på en anden måde.

Så da ridefirmaet åbnede kl. 7 ringede vi og spurgte om de havde plads. De kunne tilbyde en stand by plads, hvis vi kunne være der indenfor 15 min. Så fik vi travlt. Det lykkedes næsten at nå frem efter 15 min, og det lykkedes at få en plads – og en hest.

Så 7.50 var vi til hest og 8.00 var vi på vej ned i kløften på hesteryg. Tingene går hurtigt af og til J Bryce Canyon er og bliver bare et fantastisk sted. Det gælder også til hest. Og selvom jeg må indrømme, det er lidt skræmmende at kigge ned af og til når man ikke selv kan styre hvor hovene sættes, så er det bare nemmere at komme op og ned af skråningerne, når man bliver båret.

Turen tog tre timer, og hestene var rigtig fine. Min var en lidt ældre én, som var meget lydhør for de signaler, jeg gav den (gå til højre, venstre, sæt farten op osv.). Den var også god til at gå i den rigtige afstand til den foran. Lise fik lederhesten. Den var mere temperamentsfuld og forsøgte at nappe min hest, da den syntes den gik for langsomt. Men det fik Lise hurtigt bugt med. Efter meget kort tid blev de to fine venner og blev enige om, at det var helt ok, at Lise bestemte afstand til hesten foran samt hvilken side at stien, den skulle gå på. Det satte hende bagved Lise stor pris på, for hun var hverken helt tryg ved højder eller ved heste. Og da hendes hest fulgte Lises, var hun glad for at den gik på indersiden af stien.

Efter de tre timer med flotte udsigter, fine stier, snak med de andre på turen og jokes fra guiden tog vi frokost og en middagslur. Det er en anden fordel ved en RV: man kan nemmere tage sig en middagslur. Det passer i øvrigt fint med, at vores dage typisk er opdelt i en formiddagsaktivitet og en eftermiddagsaktivitet.

Eftermiddagen brugte vi på at gå tur med Seo ved vores overnatningssted. Der var en øde mark, hvor han kunne gå fri. Så der løb vi, legede vi, han tyggede pind og vi gik. Herligt.

IMG_20160528_063722 IMG_20160528_064100 IMG_20160528_064310

Vi var generelt ved at være lidt trætte, så vi ville gerne snart have en hviledag. Det passede desværre bare ret skidt med vores planer om at tage til Great Basin om to dage. For der er ikke så mange gode campingpladser i det område. Vi skulle også gerne snart handle ind og vaske tøj. Så det brugte vi lang tid på at prøve at finde en god løsning på – alt for lang tid, hvilket er trættende. Da vi simpelthen bare ikke gad mere, valgte vi at køre til Cedar City. Det var en omvej og krævede at vi overnattede på Walmarts parkeringsplads (hvilket i øvrigt ikke er noget problem), men nogle gange må man bare tage en beslutning, selvom den ikke er optimal.

Fedt at se Bryce igen – det er altså bare den flotteste nationalpark.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *