Dag 20: Goblin Valley og min fødselsdag

Vi vågnede som sædvanligt tidligt. Den sidste mandag i maj er Memorial Day, så vi havde med vilje planlagt ikke at skulle i en nationalpark i dag. Det er nemlig en af de dage nationalparkerne modtager allerflest besøgende. Valget var i stedet faldet på Goblin Valley State Park som lå ca. en times kørsel væk.

Vi stod op til vanlig tidlig tid og kørte afsted. Solen var stået op men stod stadig forholdsvis lavt på himlen og kastede et flot skær hen over bjerge og klipper. Dem var der nemlig mange af og vi nød udsigten. Da vi nåede frem var temperaturen allerede nået et godt stykke derop af. De havde lovet godt 30 grader, men ved 8-tiden var det vel ”kun” 22-23 grader (men med solen bankende ned fra en skyfri himmel).

Parkens primære attraktion er et større område med klipper i alle mulige former. Klipperne består af en ret blød art, så de er afrundede og ofte sådan lidt snemands-agtige i formen. Dog er der også klipper på 30-40 meters højde. Men der er i hvert fald massere af små formationer som børn og barnlige sjæle kan kravle på alt hvad de lyster.

IMG_1106 IMG_20160530_085102

Vi tog Seo med ud fra morgenstunden og bevægede os ned mod det fjerneste område af dalen. Vi hyggede os med at gå rundt og kigge på klipperne – og i Seos tilfælde hoppe op på så mange som muligt så han kunne score en godbid. Til sidst kom vi så langt ind (1,5 km eller sådan) at vi endte i en blindgyde med høje klipper på alle sider. Her satte vi os lidt i solen og lod Seo køle af. Vi nød stilheden før vi satte kursen tilbage mod RV’en.

IMG_1089

På vej tilbage til RVen var det ved at blive godt varmt og Seo blev mere og mere glad for skyggen. Da vi stort set var tilbage fandt han en lidt større klippe hvor han prompte lagde sig ned og kiggede tilfreds op på os. Vi lod ham ligge lidt og så gik vi de sidste par 100 meter. Herefter var det frokosttid og så skulle Christian og jeg ud på opdagelse.

Hvis man går om på ”bagsiden” af dalen er der nemlig en hule, som hedder Goblin’s Lair. Vi vidste ikke helt hvad vi skulle forvente, men besluttede os for at undersøge den. Der var 30-40 min gåtur derhen og det var lidt varmt. Til gengæld var hulen et sted hvor man først klatrede/gik 10-15 højdemeter op af en skrænt og derefter klatrede ned i hulen (lidt længere ned end der var op).

IMG_20160530_112036

Det var en ret stor hule, som vel snarere var en form for revne. Der var også nogle andre mennesker og de fortalte at der faktisk var en tunnel i hjørnet hvor man kunne komme videre ned i et hulesystem. Nogle fra deres gruppe var dernede. Vi besluttede os dog for at lade være og nøjedes med at nyde den køligere temperatur i hulen, før turen gik tilbage til RV’en.

Herefter satte vi kursen mod Moab, hvor vi har været før. Det er nemlig en by som ligger lige syd for Arches National Park, syd for den nordlige indgang til Canyonlands National Park, syd for Dead Horse State Park, vest for Sal Mountains wilderness area og nord for den sydlige indgang til Canyonlands National Park. Desuden løber Coloradofloden lige nord for byen. Så man må sige at den er centrum for en masse naturoplevelser og det bærer den også præg af.

Vi havde dog ikke tænkt os at bo i selve Moab, vi skulle bare købe kage. Som sagt så gjort. Vi købte 4 forskellige slags stykker og en cookie, for fødselsdagen skulle da fejres lidt. Vi købte dem ”to go” da vi ikke havde kunne finde en ordentlig parkeringsplads og satte derefter kursen mod vores forventede overnatningssted.

Langs Coloradofloden løber en vej og langs den vej er et større antal af små og store campingpladser som alle er bestyret af Bureau of Land Management. Det koster 15 dollars at overnatte og der er ingen faciliteter ud over et bord-bænke møbel man kan sidde på. Til gengæld bor man ved bredden af Coloradofloden.

IMG_20160530_150619

Vi måtte et par campingpladser ned før vi fandt en ledig plads, men så var det til gengæld også kun 5 meter fra floden. Der var varmt, for selvom det ikke er Grand Canyon, har Coloradofloden også her gravet sig ned i klipperne. Så der var vel omkring 200 m op på begge sider. Og med en bagende sol kunne vi sagtens holde varmen.

Eftermiddagen blev brugt med at spise kage og hygge os og vi grillede om aftenen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *