Dag 26: Grand Mesa

I dag var lidt anderledes end mange andre dage. Normalt har vi på forhånd undersøgt, hvad der er i et givent område, udvalgt hvad vi vil se og fundet et sted at overnatte. Sådan var det ikke i dag. Vi vidste, vi gerne ville se området, men ikke hvad der var i området. Så vi satte kursen mod den nærmeste ranger station nordpå.

Den viste sig at ligge i et noget, som hedder Grand Mesa. Det viste sig så at være et stort og højt plateau. Faktisk så højt, at der var sne på meget af jorden og is på meget af søerne. For der var nemlig søer – noget som har været på ønskelisten et stykke tid.

Men altså – ind og snakke med rangeren. Der viste sig at være to (hvilket ikke er ualmindeligt) og især den ene var hyggelig og snakkesagelig. Han fortalte om området generelt og mere specifikt om vandrestier og camping, som vi spurgte til. Det viste sig at være ret simpelt. Der er en masse flotte stier og en god håndfuld campingpladser. Men de var sneet inde. Altså noget med 30 cm til meterdyb sne.

IMG_20160605_143957

Men der var et område med nogle søer, som skulle være rimelig snefrit. Og igen – vi ville gerne se søer – så det passede jo meget godt. Det viste sig også at være et glimrende område. Der var en del mennesker, og det bar i det hele taget præg af at være et sted, folk tager hen for at tage en slappedag og evt. fiske. Der var også en del vandrestier. Vi prøvede en enkelt, men måtte give op. Sandaler og knæhøj sne passer bare ikke særlig godt sammen – heller ikke selvom der er 20 grader og dejlig varm sol.

IMG_20160605_142419 IMG_20160605_140200 IMG_20160605_135729

Men vi fik en fin slentretur rundt mellem søerne, lystfiskerne og picnic-bordene.

Da vi var færdige med den, skulle vi finde et sted at campere. Normalt må man gerne campere i nationalskovene, hvis man bare er 30m fra veje og noget lignende fra vand. Men rangeren havde fortalt os, at det tog de lidt lettere på, nu hvor campingpladserne var lukkede – altså bare vi ikke forurenede vandet.

Så vi tog vejen nedad. Og som I husker, var der tale om et højt plateau. Så nedad var bjergvej. Og som man skulle forvente, er der ikke så mange sideveje med store, plane steder at parkere en RV på sådan én. Så vi valgte at parkere på en holdeplads ved et gammelt skiområde. Den var ikke stor, men vi kom da 5-10m fra vejen og der var rigelig plads til at starte grillen. Så det gjorde vi så 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *