Så kom vi for alvor til Rocky Mountains – en af turens hovedattraktioner. Vi lagde ud med en vandretur i Loveland Pass i 11.990 fods højde (ca. 4 km). Nu har jeg flere gange skrevet ”det var flot, men ikke imponerende”. Det gjaldt ikke her.

Der var nemlig mange fede ting, som bare spillede sammen og gjorde det en god tur. Vi havde Seo med. Og han opførte sig ordentligt (altså han trak, men var ikke irriterende omkring det). Vi mødte sne, som både gav en udfordring og et flot landskab. Der var en fantastisk udsigt med bjerge – masser af dem. Og så nåede vi toppen af stien, selvom det krævede en ekstra indsats. Og endeligt havde vi ingen spor af højdesyge, hvilket man ellers godt kan have i den højde. Det lover godt for vores planer med Rocky Mountains National Park.

Men lad mig uddybe lidt: turen startede med en vis stigning, men ellers på en rimelig bred og nem sti. Så begyndte der at komme sne på stien. Ikke så meget – bare noget sjap. Så kom der meget sne på stien. Sådan 20-30 meter med 1-2 meter dyb sne. Heldigvis var den rimelig hård, så vi kunne gå på den. Vores ben røg i til knæene flere gange og enkelte gange til hoften. Lidt koldt, men faktisk ikke så galt med gode vandrestøvler og vandresokker.

Seo syntes også, at sneen var fantastisk. Den skulle løbes i, rulles i, laves sneengle i (det gør hunde åbenbart også, selvom de ser lidt anderledes ud) og spises af. Der var et par enkelte gange, han løb ud i for dyb sne. Det så lidt komisk ud, når han skulle hoppe/kravle ud igen.

Så forsvandt stien helt i sne. Men vi kunne se den igen længere fremme. Heldigvis var det muligt at gå udenom hen over græs og sten. Så det gjorde vi. For selvom vi gik rundt på en bjergkant, var der ikke noget med bratte fald og lodrette sider. Mere noget med 20-30 graders hældning.

Stien var ca. halvanden mil hver vej og ca. 150 meter fra toppen, troede vi, vi måtte give op på grund af sne. Men så fandt vi en anden vej rundt, som oprindeligt så værre ud, men hvor sneen var hårdere pakket. Så det lykkedes alligevel. Selvom udsigten faktisk ikke var flottere for enden af stien, var det alligevel fedt at komme helt ”i mål”. På den led er det fedt med en sti, hvor man kan ”eksperimentere” lidt mere med at komme frem, og hvor en eventuel fejlvurdering ikke betyder, at man falder ned i en slugt eller på anden måde kommer til skade.

Efter vandreturen tog vi til vores overnatning ved Grand Lake lige sydvest for Rocky Mountains National Park. Vi fandt hurtigt stedet, vi ville campere, men det tog små 40 minutter at få bilen bare nogenlunde vandret. Lidt irriterende, når man nu bare gerne vil slappe af. Men det sker heldigvis ikke så ofte.

Aftenen gik med flere studier og med at undersøge aktiviteter de næste dage. Nettet var meget ringe og ustabilt, så det var en trættende affære. Til gengæld havde vi fået en flot, stor plads for os selv, hvor vi kunne sidde ude, nyde vejret og grille.