Vi vidste fra forleden dag at vi ikke kunne parkere RV’en ved trailheadet og at den første shuttlebus gik kl 7. Så vækkeuret blev sat til 4.45 for at være sikker på at nå den. Vi skal jo både op, i bad, gå med Seo, køre derhen, have myggespray på osv. Det hele tager tid. Men vi havde beregnet lidt for god tid, så vi stod klar var bussen kl 6.25. Så var det heldigt at vejret var godt, solen var på vej over træerne og vi fandt en bog frem på mobilen at læse i ventetiden.
Det viste sig at vi var de eneste med bussen og heldigvis tog det kun 10 min at køre derhen. Så vandreturen kunne startes lidt over 7 og det var stadig tidligt nok til at der ikke var mange mennesker på trailet. Det startede med at gå ind i skoven, hvor det gik lidt den ene og den anden vej og indimellem langs en flod. Små 2 km henne kom vi til et vandfald på omkring 20 meter. Der var godt gang i vandet og det larmede en del, rigtig flot!
Turen gik videre opad. Det gør den jo gerne når man render rundt i bjergene og vi er efterhånden vant til det. Der var ca. 5 km op til søen The Loch som var dagens mål. Den lå smukt, men det blæste en del, så vi nød ikke udsigten så længe som vi gerne ville have gjort. Vi nøjedes med en muslibar og så afsted nedad. På vejen op havde vi passeret et skilt hvor der stod at der var omkring 2 km til Lake Hiyaha. Den sø vi havde opgivet at måtte besøge to dage før pga. sne. Denne her sti kom fra den anden side, så vi overvejede om vi skulle give den et forsøg. Det ville dog gøre turen et godt stykke længere end planlagt.
Men tjah, vi er jo glad for at vandre, så vi valgte at gå mod søen. Ca. halvvejs nåede vi et udsigtspunkt hvor der var en lille smeltevandssø. Den var vel 20 meter i diameter og var 100% klar, alt på bunden kunne ses. Og så kunne man se langt ud over trætoppene og over til bjergene der altid er i horisonten. Her mødte vi også en englænder, som var flyttet til Texas i 1988 og havde boet i lokalområdet de sidste 12 år. Ham slog vi en sludder af med og det var rigtig hyggeligt.
Indtil da havde stien været let nok at gå på med stort set ingen sne. Det ændrede sig lidt, men det var da stadig til at komme frem. Godt nok var der en del snedriver man skulle hen over, men der var ikke nogen stejle steder, så det var mest det at falde på bagdelen man skulle bekymre sig over. Det sidste stykke hen mod søen var stort set kun sne, så vi måtte sætte tempoet lidt ned. Men så nåede vi da frem. Og blev lidt skuffede. Vi havde forventet en væsentligt større sø.
Indtil der kom nogle andre hikere, som ikke stoppede der, men fortsatte hen over nogle klippestykker der stak op over vandet og hen om et hjørnet. Så afsted med os den samme vej. Og sørme om vi ikke var blevet narret af en lille for-sø. Søen var langt større og lå helt op af bjergskrænterne. Langs kanten hvor vi var, var der dækket af store sten og klipper og det så ud til at selve bunden i søen også bare var en sten/klippebund. Den var meget klar og rigtig flot. Men igen blæste en kold vind, så vi blev der ikke længe. Og så havde vi jo også Seo at tænke på, som ventede tilbage i RV’en.
Så afsted med os tilbage over sneen. Da vi kom tilbage til den oprindelige sti var der lige pludselig et rend af folk. Det ødelægger altså oplevelsen lidt, men heldigvis havde vi jo fået lov til at have det meste af turen i fred, så for os gjorde det ikke noget. Men vi snakkede da lidt om hvor dejligt det er at være på trailet tidligt, så der er fred, ro og flot lys.
Tilbage ved trailheadet ventede vi 10 min på en shuttle som tog os tilbage til Seo. Selve gåturen havde sneget sig op på godt 13 km og pga. sneen var farten langsommere end sædvanligt, så vi havde brugt 5 timer (+ transport med shuttle). Normalt går vi ca. 4 km i timen i bjergrigt terræn (og så et par pauser oveni der sætter gennemsnittet ned til omkring 3,5 km/t). Seo var glad for at se os men var med på at tage en lur mens vi snuppede en bid mad.
Derefter var det igen en tur i hundepark hvor Seo hyggede sig i halvanden times tid. Det virker som om han rigtig godt kan lide at være i hundepark så vi glæder os til at prøve den som er åbnet i Cookeville mens vi har været væk.
Tilbage ved campgrounden slappede vi af i det gode vejr. Her blæste det heldigvis ikke så meget. Vi har været rigtig glade for at bo der, der er hyggeligt og pænt og folk er rigtig søde. Der kom også nogen forbi for at høre om de måtte tage pladsen den næste dag, fordi deres børn også kom for at campere. Det måtte de selvfølgelig godt.
Selvom vi ikke skulle tidligt op (ingen vækkeur til i morgen!), var vi alligevel i seng ved 9-tiden, dødtrætte. Men vi blev vækket et par gange i løbet af natten af at Seo havde lagt sig op af propan-alarmen, så den ikke fik noget luft. Typisk.