Dag 37: Pakke sammen

Dagen i dag var reserveret til at pakke sammen. Vi havde besluttet ikke at lave andet i dag, så der var god tid. Vi slog derfor vækkeuret fra og stod op, da vi vågnede. Eller rettere – da Seo for tredje gang i nat aktiverede propanalarmen i RVen, fordi han lå for tæt op af den. Dvs. kl. 6 (hvilket jo også er halvsent).

Vi stod stille og roligt op og bevægede os så mod Denver, hvor RVen skal afleveres i morgen. Første trin, hundeparken. Der var en rigtig god en på udvejen – og den kunne vi jo lige så godt bruge på hjemvejen, også. Den var lige så god anden gang – bare lidt varmere. Det kunne især ses på hundenes aktivitetsniveau, som cirka halvdelen af tiden var at ligge i skyggen.

Efter hundeparken hentede vi vores bil, som havde stået til opbevaring. De havde lukket, men vi havde en kode til porten. Den startede og kørte også uden problemer (godt arbejde, nye batteri 🙂 ) Så det gik helt smertefrit.

Bagefter tog vi ned på campingpladsen, hvor vi var ved 13.30 tiden. Det var lige midt i det store ryk-ind, så der var lidt ventetid. Men vi fik vores plads, vi havde reserveret, med fuld hookup (el, vand, afløb). Især el blev vi glade for, for det var ca. 36 grader og høj sol. Og airconditioneren kan kun køre med enten generator tændt eller el-hookup.

Resten af dagen gik så med lidt læsning og ellers med nedpakning. Alting skulle flyttes fra RVen til bilen. Det tager jo tid den slags, men der var faktisk plads til det hele – også det ekstra sengetøj, gryder osv. vi købte med, da vi lejede RVen. Vi skulle jo også bruge ting næste morgen, så vi kunne ikke blive helt færdige. Men vi nåede langt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *