Efter anbefaling fra manden i visitor centeret i går, tog vi i dag i Sylvan Lake State Park, som skulle være den flotteste statspark i Colorado. Den er også flot og idyllisk. Ren feriebrochure at kigge på: en flot skovsø, enge, træer og et scenisk vandløb. Men det var ligesom også det. Så da vi havde gået en tur undt om søen, var vi ”færdige”. Vi overvejede at sætte os i de sceniske omgivelser, men der var horder af små insekter, som bed. Altså nogle steder hundredevis af dyr på bare den kvadratmeter, man selv var på. Helt så slemt var det ikke ved bordene, men alt for mange til en hyggelig formiddag ude.

Vi havde Seo med rundt, og han syntes det var et hit: et fint vandløb at plaske i og drikke af, fiskere langs søen og så en koloni af jordegern. De løb rundt, de sad og gloede på ham og de sagde lyde. Super spændende for sådan en hund.

Men altså – midt på formiddagen var vi videre mod aftenens mål. Det var i en nationalskov på vej mod Leadville. På vejen udnyttede vi, at vi havde god tid, og handlede ind og dumpede tankene. Vi havde nemlig fundet en rasteplads med gratis dump station. Det er sgu god service.

Om aftenen var vejret lidt kedeligt. Men det passede på den anden sige udmærket med planen: at komme et godt stykke videre med studierne.

P.S. Vi har nu købt noget myggespray. Vi ved ikke om det virker endnu, men at anvende det er jo første trin.

Dagens plan var – lidt ”forsinket” – Colorado National Monument. Det var vi blevet anbefalet af nogle andre RV’ere, vi mødte for nogle dage siden. Som oftest tog vi på sightseeing om morgenen og formiddagen, så vi var der ved ottetiden. Ved indgangen er der ofte et par skilte, og et af dem her var ”Tunnels. Max clearance 10’ 5”. Eller på almindelig dansk: ”Hvis du kører igennem denne tunnel i din RV, så mister du taget”. Ikke så fedt. Det havde vi ikke læst noget om. Så i gang med at læse yderligere materiale, som var hængt op og lede på nettet (det var netadgang!). Heldigvis viste det sig, at det er i den yderste kan af tunellerne og at der var 16’ på midten, hvilket var rigeligt til vores ca. 13. Så af sted med os.

Monumentet er en lang vej langs en kløft. Så vi havde udvalgt nogle udsigtspunkter og 3 korte vandreture langs den. De var ganske fine, men vi må bare erkende, at vi har set så mange kløfter de sidste uger, at der skal mere til at imponere os nu.

Til gengæld er bjergkørsel nu også ren rutine. Det var det allerede hjemmefra i personbil – nu er det det også i RV.

Efter monumentet tog vi til en by ved navn Eagle. Den lå i den rigtige retning og havde efter sigende et visitor center. Det havde den ganske rigtig også – lige op ad Coloradofloden. Apropos den, så er den ved at blive et tema. Den er i Grand Canyon, vi har overnattet ved den og vi har kørt over den og langs den adskillige gange de sidste dage – og kommer til det de næste dage også, da den udspringer i Rocky Mountains.

Men tilbage til visitor centeret. Det var rigtigt hyggeligt. Det var en historisk bygning, så det havde lidt mere charme. Og ham, der arbejdede der, var snakkesagelig og hjælpsom. Han bød også på gratis kaffe og tilbød, at vi overnattede på deres parkeringsplads: så kunne vi jo også bruge de opvarmede toiletter og i øvrigt få morgenkaffen, når de åbnede kl. 9. Der var endda restauranter i gåafstand. Inden vi gik, ville han også gerne lige have en note i gæstebogen. Så det fik han selvfølgelig. Super service! Så vi købte lidt chokolade for at støtte foretagenet (og spise chokoladen) og slog os ned.

Til aftensmad tog vi en af restauranterne: en kineser, Lise fandt på Tripadvisor. De lavede god mad i solide portioner. Så vi tog os en tre retters menu. Lækkert at få noget ”rigtigt” kinesisk mad, som ikke bare er friturestegt kylling. Vi var ikke i nærheden af at kunne spise op, så vi tog det med hjem. Så var der også mad til i morgen. Det er i øvrigt endnu en fordel ved en RV: man har køleskabet med og kan udnytte rester fra måltider – både fra restauranter, pizzarier og hjemmelavet.

I dag var lidt anderledes end mange andre dage. Normalt har vi på forhånd undersøgt, hvad der er i et givent område, udvalgt hvad vi vil se og fundet et sted at overnatte. Sådan var det ikke i dag. Vi vidste, vi gerne ville se området, men ikke hvad der var i området. Så vi satte kursen mod den nærmeste ranger station nordpå.

Den viste sig at ligge i et noget, som hedder Grand Mesa. Det viste sig så at være et stort og højt plateau. Faktisk så højt, at der var sne på meget af jorden og is på meget af søerne. For der var nemlig søer – noget som har været på ønskelisten et stykke tid.

Men altså – ind og snakke med rangeren. Der viste sig at være to (hvilket ikke er ualmindeligt) og især den ene var hyggelig og snakkesagelig. Han fortalte om området generelt og mere specifikt om vandrestier og camping, som vi spurgte til. Det viste sig at være ret simpelt. Der er en masse flotte stier og en god håndfuld campingpladser. Men de var sneet inde. Altså noget med 30 cm til meterdyb sne.

Men der var et område med nogle søer, som skulle være rimelig snefrit. Og igen – vi ville gerne se søer – så det passede jo meget godt. Det viste sig også at være et glimrende område. Der var en del mennesker, og det bar i det hele taget præg af at være et sted, folk tager hen for at tage en slappedag og evt. fiske. Der var også en del vandrestier. Vi prøvede en enkelt, men måtte give op. Sandaler og knæhøj sne passer bare ikke særlig godt sammen – heller ikke selvom der er 20 grader og dejlig varm sol.

Men vi fik en fin slentretur rundt mellem søerne, lystfiskerne og picnic-bordene.

Da vi var færdige med den, skulle vi finde et sted at campere. Normalt må man gerne campere i nationalskovene, hvis man bare er 30m fra veje og noget lignende fra vand. Men rangeren havde fortalt os, at det tog de lidt lettere på, nu hvor campingpladserne var lukkede – altså bare vi ikke forurenede vandet.

Så vi tog vejen nedad. Og som I husker, var der tale om et højt plateau. Så nedad var bjergvej. Og som man skulle forvente, er der ikke så mange sideveje med store, plane steder at parkere en RV på sådan én. Så vi valgte at parkere på en holdeplads ved et gammelt skiområde. Den var ikke stor, men vi kom da 5-10m fra vejen og der var rigelig plads til at starte grillen. Så det gjorde vi så 🙂

I dag blev slet ikke som planlagt. Og det er en god ting. Tanken var at tage til Black Canyon of the Gunnison, som er en nationalpark med en kløft. Når den var set, ville vi tage videre til Colorado National Monument.

Ganske som planlagt tog vi hen til parken, men så så vi et skilt en mile inde ”Astrologoaften i aften”. Hmm. Det lød da ret spændende. Så vi undersøgte det nærmere. Det drejede sig åbenbart både om et foredrag om rummet, kiggen på planeter i teleskoper og om at fotografere nattehimlen. Og det lød jo spændende. Så vi besluttede at blive hele dagen og halvdelen af natten.

Formiddagen gik med at se selve parken. Der er nogle flotte udsigtspunkter, men så er den heller ikke mere fantastisk end det. Det mest specielle er, at kløften er dyb og smal i forhold til andre kølfter, hvilket bl.a. skyldes det store fald på floden i det område og den deraf følgende højere fart på vandet.

Men da vi nu havde besluttet at være der hele dagen, tog vi også til en ”ranger talk” kl. 14. Der fortalte en ranger om, hvordan parken var blevet til. Det tog 15 min og var både lærerigt og interessant. Og den slags har vi ikke prøvet før, så vi fik også en ny oplevelse med i købet.

Kl. 15 var vi tilbage ved visitor centeret, og der havde nogle private mennesker stillet teleskoper op til at kigge på solen med. Så det skulle da også prøves. Lise fik også en god snak med dem om natfotografering, da de også gav sig af med den slags. En af dem brugte endda sit teleskop som objektiv og havde fået nogle ret imponerende billeder. Vi mødte også ham, som ville give en introduktion til natfotografering senere, og han lovede, at vi kunne låne et stativ af ham om natten til selv at tage billeder. Fedt, når nu Lises ligger i Danmark.

Efter snakken, gjorde vi noget andet, vi ikke plejer: Vi så en film på visitor centeret. Inden filmen var der et indlæg om, hvordan man læser et stjernekort. Ret interessant. Så så vi filmen, som langt hen ad vejen var en gentagelse af det, rangeren havde sagt. Så ikke meget nyt der – men fint tidsfordriv.

Eftermiddagen gik med at vente til kl. 20, hvor der var foredrag om natfotografering. Der blev givet nogle fine tips og indstillinger til kamera, motiver osv. Herefter tog vi over til amfiteateret ved campingpladsen, hvor en ranger fortalte om rumrejer generelt og om NASAs historie og programmer. Ganske interessant faktisk.

Derefter gik vi over til et område, hvor private mennesker havde opstillet teleskoper, man kunne se planeter igennem. Der var alt fra ca. 15 cm. I diameter til noget, der lignede en lille kanon. I ”kanonen” så vi Saturn. Og den ligner totalt Saturn på billeder. Man kunne se to ringe og 5 måner. Ret sjovt.

Men det sjoveste var fotograferingen. Så den gik vi hurtigt videre til. Og så var der ellers billeder i lange baner, akkompagneret af snak med de andre fotonørder om rejser, om lukketider, om nebulaer osv. Vi fik nogle ret gode billeder af både stjerner, planeter og mælkevejen. Vi legede også lidt med lys i forgrunden. Man kan få nogle ret fede effekter med en lommelygte, når kameraet tager et billede over 30 sek. F.eks. kan man lyse på træerne nogle sekunder – så fremstår de tydeligere på billedet.

Da klokken nærmere sig midnat, pakkede vi glade og trætte sammen og kørte til Walmart og en god nats søvn.

Endnu en dag hvor vi vågnede tidligt. Jeg føler lidt jeg gentager mig selv her. Vores mål var ikke langt væk. Ca. en halv time øst for Montrose lå en campingplads som hørte til Curecanti National Area. Der var ikke hookups, men til gengæld var der mulighed for at dumpe (tømme tanke), hvilket vi havde brug for. Det var også meningen at i dag skulle være en lidt rolig dag. Så vi ville køre hen til campingpladsen, tjekke ind, gå en tur i området og så bare hygge resten af dagen.

Vi nåede frem uden problemer og fandt at pladsen lå nogle 100 m væk fra vejen ved en brusende flod. Der var 4 andre campister til de ca. 30 pladser. Så det var ikke noget problem at finde en god plads. Vi fandt også en brochure for området som vi studerede mens vi spiste en lidt tidlig frokost. Det viste sig at det trail der lød bedst ikke lå ved campingpladsen, men længere mod øst hvor der var nogle søer.

Hele området er centreret omkring the Gunnison River, som starter et sted jeg ikke ved hvor er. Den er så dæmmet op tre gange og det skaber nogle søer. Udover det har floden før den blev dæmmet op skåret sig igennem en masse klippe, så længere nede af floden (mod vest) ligger Black Canyon of the Gunnison National Park som vi skal besøge i morgen. Det er en kløft som er ca. 2/3 dybde af Grand Canyon, til gengæld er den meget smal og ikke lige så lang. Men nok om det, vi besluttede at tage af sted i RV’en til trailet.

Det var ca. 30 min kørsel og trailet startede hvor vejen krydsede søen henover en bro. Vi parkerede og der var kun en enkelt bil ved trailheadet. Det blæste godt og var let overskyet, men stadig rimelig varmt – vel 20 grader. Så en t-shirt og en vindtæt jakke og afsted med os. Seo kom selvfølgelig også med. Lige da vi gik, mødte vi de andre som holdt parkerede, så vi besluttede at lade Seo løbe fri på turen. Det nød han!

Selve trailet gik først langs søen og så lidt op og hen over et plateau til et udsigtspunkt. Jakken blev hurtigt bundet om livet og da solen kom tydeligere frem var det lige pludselig ikke noget problem at holde varmen. Vi havde taget en halv liter vand med men gav det meste af den til Seo. Han var nemlig godt tørstig af at udforske. På udsigtspunktet var der en bænk hvor vi sad og nød udsigten lidt før vi vendte om. Alt i alt var det en dejlig tur som vi alle tre nød.

Herefter tog vi tilbage til campingpladsen hvor vi slappede af i det gode vejr. I mellemtiden var næsten alle andre campister taget hjem, så der var kun os og et andet par (som også havde hund). Seo ville gerne hilse, men den anden fik ikke lov at komme hen til ham.

Hen på aftenen blev vi lidt rastløse, så vi besluttede at følge den lille vej der gik udenfor campingpladsen langs floden. Det viste sig at være en god beslutning. Den gik ind i en kløft og ca. 1 km henne krydsede vejen sidefloden og ved siden af floden stod en sektion af en bro med jernbaneskinner på. Det viste sig at der havde stået en togvogn på, for i gamle dage gik der en jernbane østfra og ud via sidefloden. Det var The Rio Grande Railway. Lidt længere henne løb floden ind i den store flod (Gunnison River), som dog var opdæmmet lige over stedet. Så sidefloden havde mere vand end hovedfloden. Lyset var super flot da solen var ved at gå ned og vi nød den flotte tur tilbage.

Mesa Verde er den eneste nationalpark, som er oprettet for at beskytte noget af USA’s historiske arv. De andre er oprettet for at beskytte natur. Parken indeholder således ruinerne af pueblofolkets huse og landsbyer fra ca. år 600 til 1200.

De første huse var lavet ved at grave ca. ½ meter ned i jorden og sætte et tag på pæle. Over de næste hundrede år udviklede de teknikken ved at grave dybere, lave bedre udluftning til ildstederne, lave murede vægge og konstruere ”kiwaer” (religiøse samlingsrum) og tårne. Det var sjovt at se, og mange af stederne var velbevarede. En pudsig ting var bl.a. at de havde indgangsdør i taget. Det var også tankevækkende at se, hvor lille et område en landsby dækkede (ca. på størrelse med vores hus).

I ca. 1100 begyndte de at lave boliger på klippevæggene under klippefremspring. Nogle af dem er helt skøre. Jeg aner ikke, hvordan jeg skulle komme hen til dem uden at rapelle ned af en klippevæg, og de mennesker boede der. Så de skulle ind og ud hver dag, de skulle lave landbrug og deres børn skulle lege der. Men eftersom de boede sådan i 200 år, må det jo have kunnet lade sig gøre.

Efter at have set ca. halvdelen af parken – den del vi havde udvalgt som dagens indsats – satte vi snuden mod Curenate Recreational Area. Det var en ca. 3 timers køretur, så vi tog lige et smut i hundeparken fra i går igen, inden vi kom alt for langt.

Tanken var at overnatte to nætter på en campingplads ved Curenati, men da vi havde handlet ind i Walmart 30 min kørsel derfra og klokken var næsten 18, besluttede vi i stedet at overnatte på Walmarts parkeringsplads og køre derhen i morgen. Så sparede vi da de $16.

I dag vågnede vi få miles fra Needles indgangen til Canyonlands. Så morgenturen var kort, hvilket altid er rart. Vi kendte ikke så meget til distriktet – og vi havde ikke internet – så vi tog til visitor centeret for at orientere os. Der var ganske mange vandrestier, som lød flotte og spændende, men de lå alle i områder, som krævede en firehjulstrækker med god frihøjde. Og det kan man trods alt ikke kalde vores RV. Flere af dem krævede også chauffører, som er dygtige til offroad kørsel. Og selvom jeg godt kan finde ud af at køre en bil, vil jeg nødig klassificere mig selv som ”dygtig til offroad” (i hvert fald indtil jeg har prøvet noget mere kompliceret end en græsmark).

Så vi valgte at se en række udsigtspunkter og gå to ture ved den asfalterede vej. De var ikke så spændende igen. Bevares – det er et flot landskab og vi hyggede os på turen, men vi har bare set så meget andet, som var både mere imponerende og flottere. Så konklusionen herfra er, at turen ind til selve parken er det flotteste, med mindre man medbringer en firehjulstrækker. Både Lise og jeg synes det kunne være fedt at prøve en ferie på den måde – altså med firehjulstrækker – engang, men der er jo så meget, vi gerne vil. Så nu må vi se om/hvornår det kan lade sig gøre.

Efter parken tog vi mod Mesa Verde. Vi havde fundet en fin nationalskov at overnatte i 2-3 miles fra indgangen. Og så var der en hundepark i den nærved liggende by. Seo har ikke været så meget uden snor siden han kom til USA, som han har været på den her tur. Fedt for ham og fedt for os J Der var i øvrigt også fuld underholdning for ham hvor vi camperede. Jeg tror, der var rådyr i området. I hvert fald fik han et par timer til at gå med at snuse ud af døren (vi havde ham oprindeligt ude, men han blev ved med at flå alting rundt med snoren han var bundet med).

Dagen startede få meter fra Coloradofloden, hvilket jo er en ganske habil made at starte en dag på. Planen i dag var Canyonlands – en nationalpark som i flere omgange har stået på vores liste over rejsemål, men som bare er blevet nedprioriteret af forskellige årsager. Men denne gang skulle det altså være. Parken er opdelt i flere ”distrikter” adskilt af kløfter og floder. I praksis betyder det, at man skal vælge, hvilket distrikt man vil besøge, inden man kører ind, da kørsel mellem distrikterne tager 2-6 timer.

I dag havde vi valgt distriktet Island in the Sky (ø i himlen). Det er et plateau, som er relativt nemt at komme rundt i – hvilket vi sætter pris på i vores RV som ikke er terrængående – og med en flot udsigt. Efter at have set et kort over området, udvalgte vi os to stier, som vi ville gå ad: en langs toppen af en kløft med flot udsigt og en anden, som gik ud over en eng og endte i et ligeledes flot udsigtspunkt.

Canyonlands minder lidt om Grand Canyon i landskabet. Og så alligevel ikke. Der er mere udtalte plateauer og der er flere kløfter. Og så er de mindre. Under alle omstændigheder et flot landskab. Og engene på det øverste plateau – Island of the Sky – gav det også en anden dimension end hvad vi ellers her set. Så vi er glade for, det endelig lykkedes os at få set parken. Og da de forskellige distrikter skulle være forskellige oplevelser, besluttede vi os for at tage en tur til i morgen, i Needles distriktet.

Seo måtte ikke komme med på vandrestierne, så vi tog ham med i hundepark bagefter. Der brugte vi 1½ time i selskab med to amerikanere og deres to hunde. Så der blev snakket, leget med bold og søgt på campingpladser på telefonen (der var telefondækning).

Bagefter kørte vi mod en campingplads nær Needles distriktet. Det var godt nok en flot tur med enge og klipper i mange former og farver. Campingpladsen var også imponerende idet den var gratis men alligevel havde borde, ildsteder og toiletter (tørklosetter). Og så var den hyggelig og charmerende. Meget bedre end vores forventning til en gratis overnatning lige udenfor en nationalpark.

Vi har også længe ledt efter en mulighed for at kigge stjerner. Det skulle gerne passe med, at det ikke var fuldmåne og at vi ikke var for nær en by. Så i nat skulle det være. Så vi satte et vækkeur til kl. 1. Det var rigtig flot. Vi var overraskede over, hvor lyst det var, men selvom man ikke kunne se alle detaljer kunne vi sagtens se massevis af stjerner – og Mælkevejen som en hvidlig streg over himlen. Så det var vi glade for, vi gjorde.

Vi vågnede som sædvanligt tidligt. Den sidste mandag i maj er Memorial Day, så vi havde med vilje planlagt ikke at skulle i en nationalpark i dag. Det er nemlig en af de dage nationalparkerne modtager allerflest besøgende. Valget var i stedet faldet på Goblin Valley State Park som lå ca. en times kørsel væk.

Vi stod op til vanlig tidlig tid og kørte afsted. Solen var stået op men stod stadig forholdsvis lavt på himlen og kastede et flot skær hen over bjerge og klipper. Dem var der nemlig mange af og vi nød udsigten. Da vi nåede frem var temperaturen allerede nået et godt stykke derop af. De havde lovet godt 30 grader, men ved 8-tiden var det vel ”kun” 22-23 grader (men med solen bankende ned fra en skyfri himmel).

Parkens primære attraktion er et større område med klipper i alle mulige former. Klipperne består af en ret blød art, så de er afrundede og ofte sådan lidt snemands-agtige i formen. Dog er der også klipper på 30-40 meters højde. Men der er i hvert fald massere af små formationer som børn og barnlige sjæle kan kravle på alt hvad de lyster.

Vi tog Seo med ud fra morgenstunden og bevægede os ned mod det fjerneste område af dalen. Vi hyggede os med at gå rundt og kigge på klipperne – og i Seos tilfælde hoppe op på så mange som muligt så han kunne score en godbid. Til sidst kom vi så langt ind (1,5 km eller sådan) at vi endte i en blindgyde med høje klipper på alle sider. Her satte vi os lidt i solen og lod Seo køle af. Vi nød stilheden før vi satte kursen tilbage mod RV’en.

På vej tilbage til RVen var det ved at blive godt varmt og Seo blev mere og mere glad for skyggen. Da vi stort set var tilbage fandt han en lidt større klippe hvor han prompte lagde sig ned og kiggede tilfreds op på os. Vi lod ham ligge lidt og så gik vi de sidste par 100 meter. Herefter var det frokosttid og så skulle Christian og jeg ud på opdagelse.

Hvis man går om på ”bagsiden” af dalen er der nemlig en hule, som hedder Goblin’s Lair. Vi vidste ikke helt hvad vi skulle forvente, men besluttede os for at undersøge den. Der var 30-40 min gåtur derhen og det var lidt varmt. Til gengæld var hulen et sted hvor man først klatrede/gik 10-15 højdemeter op af en skrænt og derefter klatrede ned i hulen (lidt længere ned end der var op).

Det var en ret stor hule, som vel snarere var en form for revne. Der var også nogle andre mennesker og de fortalte at der faktisk var en tunnel i hjørnet hvor man kunne komme videre ned i et hulesystem. Nogle fra deres gruppe var dernede. Vi besluttede os dog for at lade være og nøjedes med at nyde den køligere temperatur i hulen, før turen gik tilbage til RV’en.

Herefter satte vi kursen mod Moab, hvor vi har været før. Det er nemlig en by som ligger lige syd for Arches National Park, syd for den nordlige indgang til Canyonlands National Park, syd for Dead Horse State Park, vest for Sal Mountains wilderness area og nord for den sydlige indgang til Canyonlands National Park. Desuden løber Coloradofloden lige nord for byen. Så man må sige at den er centrum for en masse naturoplevelser og det bærer den også præg af.

Vi havde dog ikke tænkt os at bo i selve Moab, vi skulle bare købe kage. Som sagt så gjort. Vi købte 4 forskellige slags stykker og en cookie, for fødselsdagen skulle da fejres lidt. Vi købte dem ”to go” da vi ikke havde kunne finde en ordentlig parkeringsplads og satte derefter kursen mod vores forventede overnatningssted.

Langs Coloradofloden løber en vej og langs den vej er et større antal af små og store campingpladser som alle er bestyret af Bureau of Land Management. Det koster 15 dollars at overnatte og der er ingen faciliteter ud over et bord-bænke møbel man kan sidde på. Til gengæld bor man ved bredden af Coloradofloden.

Vi måtte et par campingpladser ned før vi fandt en ledig plads, men så var det til gengæld også kun 5 meter fra floden. Der var varmt, for selvom det ikke er Grand Canyon, har Coloradofloden også her gravet sig ned i klipperne. Så der var vel omkring 200 m op på begge sider. Og med en bagende sol kunne vi sagtens holde varmen.

Eftermiddagen blev brugt med at spise kage og hygge os og vi grillede om aftenen.

En hurtig opdatering efter en stile uge på bloggen:

• Vi har stadig sjældent net – og endnu sjældnere ordentligt net
• Studierne er startet
• Så når vi kan få “hul igennem” bruger vi det til at hente studiematerialer frem for at lægge blogindlæg op.
• Selvom vi er lidt bagud, skriver vi stadig indlæggene. Så de kommer på et tidspunkt 🙂

Vi har det stadig godt og oplever noget hver dag. Det ser også ud til, at studierne kan passes ind uden de store problemer. Selvfølgelig sætter det vores tempo lidt ned, men dels er det ikke meget og dels er det helt ok med et lavere tempo.

Vi er kommet over i nærheden af Rocky Mountains og ser træer, floder, sne, bjerge og søer for tiden.