Vi havde en uges undervisningsfri mellem sommer- og efterårssemesteret. Da vi oprindeligt planlagde vores år, troede vi, der var to uger. Så der var planen at tage til en konference i Kina. Men så lavede universitetet det om, og vi besluttede at tage til Hawaii i stedet. Flyveturen dertil er kortere, selvom det tager ca. 10 timer plus mellemlanding fra Tennessee. Vi har set ørken, bjerge, floder, byer, parker, skove m.m. så vi tænkte at hav, strande og regnskove var et godt supplement. Og så giver Hawaii mulighed for både at slappe af og være aktiv. Hawaii er en øgruppe, hvor øerne er forholdsvis forskellige. Men da vi “kun” havde en uge, måtte vi vælge. Så vi tog Maui og Kauai.
Lad mig starte med vores generelle indtryk af Hawaii. Klimaet var behageligt. Der var vel ca. 30 grader med en næsten konstant brise og en acceptabel luftfugtighed. Alt i alt køligere end i Cookeville og behageligt opholdsvejr (selvom det stadig var varmt at være aktiv i). Det er også meget vådt, så man skulle være klar på et regnskyl af og til. Typisk tog de dog ikke så lang tid og blev ofte kun til støvregn. Så det var mest udsigter, som led under det, når det skete.
På forhånd var vi også lidt spændte på, hvor turistet, øerne er. Og det er faktisk slet ikke slemt. Bevares, der er hoteller og resorts, men der er på ingen måde gået grisefest i den. Man bliver heller ikke mødt af mange boder med ligegyldigheder og gadesælgere. Tværtimod er der fuld gang i havet med folk, der surfer, snorkler og svømmer (Maui).
Vi prøvede at opleve lidt forskelligt, hvilket også lykkedes os til fulde. Nedenfor er et udvalg i tilfældig rækkefølge.
Vi besøgte en række strande. Både nogle, vi gik en tur på, nogle vi sad ved og nogle vi svømmede ved. Strandene er rene, vandet er rent og bølgerne er – ifølge Lise – store. Dvs. op til ca. 0,5 m. Eller rettere, op til ca. 30 m på de rigtige kyster, i den rigtige sæson i det rigtige vejr. Det så vi heldigvis ikke noget til 🙂 Til gengæld nød vi i flere omgange bare at se på folk, som lærte at surfe – eller allerede var gode til det.
Vi tog en køretur på det nordøstlige Maui kaldet Road to Hana (“vejen til Hana”. Hana er en by. Altså ca. ligeså spændende navngivet som “Roskildevej”). Der var mange små ting og steder at se undervejs, faktisk så mange at det var svært at overskue. Men så fandt vi en app til vores telefon, som kunne agere guide. Et lokalt guidefirma havde indtalt seværdigheder, anekdoter, historie og kommentarer til forskellige steder. Så de kom automatisk, når vi nåede til det relevante sted. Det fungerede rigtig godt. Dels behøvede vi ikke planlægge så meget og dels fik vi set bl.a. vandfald og huler, vi ellers aldrig ville have fundet. Så vi havde en god dag i regnskov, vandfald, by, nationalpark og mange, mange vejsving (600+ hver vej ifølge. guiden). Desværre regnede det en del, men det gør der bare på den del af øen pga. at vulkanen stopper skyerne.
En anden dag tog vi op på toppen af vulkanen for at se krateret og solnedgang. Der havde været skyet omkring den i dagevis, og de lovede også skyer den dag. Så vi forventede os ikke så meget. Men det skulle jo prøves alligevel. Og heldigvis kom vi da også op over skyerne, så alting ikke var gråt i gråt. Krateret kunne man dog ikke se. Det var fyldt med skyer. Til gengæld kunne man se en fuld regnbue, som var ret fin. Det var også en speciel oplevelse at stå og kigge ned på et skydække så langt øjet rakte. Meget anderledes end hvad jeg ellers har prøvet. Så jeg er glad for, vi tog derop. Og da solen gik ned, blev det flot på en anden måde. Vi kunne jo af gode grunde ikke se den gå ned over havet, men skyerne og himlen fik en flot farve.
Vi havde også læst, at man kunne tage en tur med Kajak op ad en flod. Så det skulle selvfølgelig prøves. For at det ikke skal blive for overrendt, er der begrænsninger på, hvor mange kajakker, som kan sejle om dagen. Så vi tog en tur med en guide, som også inkluderede en times hike til et skjult vandfald. Vi valgte den tidlige morgentur, så der ikke var så mange mennesker. Godt valg. Det var lidt hårdere end vi forventede, men ikke værre end det. Men det, vi vil huske længst er nok “embrace the mud” (omfavn/velkom mudderet). Det var guidens slogan for vandrestien, som da også havde ankeldybt mudder det meste af vejen. Normalt ville vi have droppet sådan en rute, men denne dag var det nærmest temaet, og så blev det meget sjovt. vi kunne også vaske en stor del af det af igen, da vi kom tilbage til floden.
Kauai har en kløft kaldet Waimea Canyon. Den fik stor ros, så den skulle vi selvfølgelig se. De fleste anbefalede at tage vejen (ja, der er kun en) op langs den, se udsigtspunkterne, fortsætte til udsigtspunkterne over Na Pali kysten og evt. tage et hike. Så det gjorde vi. Vi downloadede en turbeskrivelse fra samme guide som vejen til Hana, fandt et godt hike og så af sted. Det blev også en god dag med flotte udsigter og en 4 timers varm vandretur. Udsigten fra vandreturens slutpunkt skulle være helt fantastisk med udsyn til Na Pali kysten. Men vi nøjedes med “god”. “Fantastisk” krævede nemlig, at man gik et par hundrede meter lige lovligt tæt på kanten på en lige lovligt skrånende sti med lige lovligt løst sand/sten. Men en god tur alligevel.
Og vi gik ikke glip af Na Pali. For vi tog nemlig en bådtur langs kysten. Man kunne vælge mellem store både (50 passagerer) og mindre både (6 passagerer). Bølgerne var 1-1,5 m i det område, så vi overvejede, om en stor ville være bedst. Men på den anden side bliver man mindre søsyg i mindre både, den mindre båd kunne komme tættere på hulerne langs kysten, færre mennesker er ofte hyggeligere og så fik de bedst anmeldelser. Så vi valgte en mindre båd. Det viste sig at være et godt valg. Vi kom ud sammen med en svensk familie med en mor og to børn. Vi møder ellers ikke mange skandinaver, så det var helt hyggeligt at snakke med hende. Udsigten var også fantastisk: klipper, vand, græs, stenbuer og strande man ellers ikke kan komme til uden at hike en dag af åndssvagt komplicerede vandreruter. Der er også en række huler, som kaptajnen sejlede ind i. Der var godt nok ikke meget plads, så det var lidt spændende. Men sjovt at se, hvordan der ser ud i sådan en. Flere af dem er meget større end de ser ud udefra. Vi så også delfiner undervejs. Og på hjemvejen snorklede jeg (Lise gjorde ikke) med flot udsyn til fisk – og en skildpadde, som kom over og sagde hej. Skildpadder er der i øvrigt en del af og de er ca. en meter lange. Det er vel 25 år siden, jeg sidst har haft gang i svømmefødder og dykkermaske, men det var heldigvis nemt nok. Faktisk forbløffende nemt. Og nej, vi blev ikke søsyge – og det virkede på intet tidspunkt som om båden var for lille til bølgerne.
Og så fik vi bare slappet af et par dage med pool og slentreture ved stranden 🙂