Da vi spurgte folk om hvad vi burde se i Australien, nævnte flere Blue Mountains. Så dem måtte vi selvfølgelig et smut forbi. Vi havde hjemmefra bestilt to overnatninger i byen Katoomba, som vi havde forstået lå lige ovre på den anden side af bjergene og rimeligt centralt for at se ting. Det viste sig ikke helt at være sandt. Den lå nemlig bang midt i bjergene og 200 meter nede af vejen var en af de mest berømte klippeformationer i Blue Mountains. Så det må man sige var centralt!

Motellet viste sig at være rigtig fint i sig selv også, med en receptionist som gerne gav anbefalinger. Vi havde besluttet at første dag (hvor vi ankom til bjergene ved 13.30-tiden) at gå på stien ”National Pass Track” (her hedder det nemlig ikke trails, men tracks), som skulle være ca. 6 km lang med 300-500m højdemeter – alt efter hvor man kiggede. Den havde ry for at være en af de flotteste stier overhovedet.

Det må man også sige at den var! Katoomba og området generelt lå oppe på et plateau. Stien gik ned af plateauet og hen langs med det, halvvejs nede af bjergsiden. Først kom vi forbi et rigtig flot vandfald, som var i flere etager, som var synlige efterhånden som vi kom ned af stien. Herefter gik stien langs klippevæggen hvor man gik i en blanding af regnskov med små vandfald og så samtidig lige ud til en skråning, som hældte ned mod bunden af kløften. Det var rigtig flot og meget anderledes end vi er vant til. Vi blev ved med at tage os selv i at sige ”nøj, det er flot”, ”prøv at se der” osv. På vej tilbage til plateauet kom vi forbi endnu et stort vandfald. Der var en gruppe ved at rappelle ned af. Det var lidt sjovt at se.    

Om aftenen besluttede vi at gå de 200 meter ned til ”Three Sisters” som er den mest berømte klippeformation. Det var efter solnedgang, men vi havde fået at vide at de var lyst op om natten. For enden af vejen var en kæmpe udsigtsplatform. En halvcirkel på omkring 50 meter i diameter. ”Three Sister” var i sig selv ikke så imponerende, synes vi, men vi er nok lidt spolerede af alle de flotte ting vi efterhånden har set. Så synes vi vandfald og stien fra om eftermiddagen havde været flottere.

Næste dag valgt vi en sti som gik ned i ”Grand Canyon of the Blue Mountains”. Første del lød jo lidt bekendt… Det var en tur der skulle tage omkring 3 timer. Da vi har planlagt en håndfuld vandreture i løbet af ugen, var vi lidt obs på ikke at få gået for langt hver dag. Der skal jo også være lidt energi til dagen efter. Stien startede fra toppen og bevægede sig samme med et vandfald ned i kløften. Vi gik i en jungleagtig bevoksning med fuglelyde omkring os. Det var dog ikke meget vi så til fuglene.

I bunden af kløften fulgte vi vandløbet. Nogle gange løb det dybt under os, andre gange kunne vi dyppe fødderne i det, hvis vi ville. Specielt var det dog at kløften flere steder var ret smal og de advarede da også mod at bevæge sig derned i regnvejr. Vi havde dog sol med små hvide skyer, så der var ikke noget at være bekymret over. Efter vi kom retur gik vi ned til ”Three Sisters” for at se om de gjorde et større indtryk i dagslys. Det gjorde de ikke rigtig. Udsigt var der heller ikke meget af, for det var ret diset.

Tilbage på motellet brugte vi eftermiddagen på at slappe af og planlægge et par ting til de efterfølgende dage.