En halv times køretur bragte os til formiddagens mål: en stor bugt placeret nogle timers kørsel syd for Sydney. Her skulle være flot og hyggeligt og så skulle der gå en sti langs strandene (strandene er adskilt af klippefyldte områder) et godt stykke hen langs kysten. Så planen var at gå en tur langs den og nyde udsigten og det gode vejr.

Vi fandt en lille lokal parkeringsplads, hvor stien krydsede igennem, så man må sige vi havde god parkering. Vi valgte at gå mod syd og gik først igennem et plantageagtigt område. Herefter kom vi ud til den flotteste sandstrand med noget meget hvidt sand. Der var et par familier som legede langs vandkanten, men ellers var stedet ikke ligefrem overrendt.

Målet var at nå frem til en cafe som lå tæt ved stien, hvor vi kunne spise frokost. Efter en times tid nåede vi frem og der var heldigvis ledige borde. Vi fik dog at vide at vi først kunne bestille fra frokostmenuen 15 min senere, fordi den kun var 11.15. Så vi ventede pænt. Men så glemte de vores bestilling. Og så skulle deres milkshake maskine flyttes over på et nyt bord (Christian havde bestilt milkshake). Omkring en time efter vi havde sat os, kom maden endelig og 5-10 min efter fik vi da også lov at få noget at drikke. Heldigvis var maden god og vi endte med at få den ene burger gratis.

Vi besluttede at gå lidt videre langs stranden før vi vendte om. Vi var dog opmærksomme på ikke at gå alt for langt, for dagen efter var planen en tur op på Mount Kosciuszko, så der skulle gerne være lidt energi i benene. Vi havde derfor også lidt at en køretur foran os, for at komme i nærheden af bjerget til dagen efter. Så vi vendte tilbage til bilen og kørte afsted mod sydvest. Dette var også min første tur som chauffør. I Australien kører man i venstre side, så jeg ville gerne starte på en strækning uden for meget trafik. Det fandt vi, da vi kom 30 min ind i landet. Så kørte vi af en landevej gennem skov og marker og vi mødte en bil hver 5-10 min. Det var en flot tur gennem landskabet som vi nød.

Da vi nåede frem til hotellet havde receptionen lukket. Så vi skulle ringe på en dørtelefon og få en kode til et lille pengeskab hvor nøglen lå i. En smule besværligt, men det lykkedes da heldigvis. Værelset viste sig at ligge på anden sal og huset mindede mest om en kæmpe alpehytte. Det er også et skisportssted om vinteren og vi havde passeret et skilt kort før byen der viste til ”Tyrolean Village”. Så det var egentlig ikke så overraskende. Værelset i sig selv var også ret stort og der var hems – i alt var der soveplads til 6. Så der var god plads. Men det vigtigste for os var bare fred og ro og en god seng at sove i, og det fik vi også.