Forfatterarkiv: Lise

Dag 20: Goblin Valley og min fødselsdag

Vi vågnede som sædvanligt tidligt. Den sidste mandag i maj er Memorial Day, så vi havde med vilje planlagt ikke at skulle i en nationalpark i dag. Det er nemlig en af de dage nationalparkerne modtager allerflest besøgende. Valget var i stedet faldet på Goblin Valley State Park som lå ca. en times kørsel væk.

Vi stod op til vanlig tidlig tid og kørte afsted. Solen var stået op men stod stadig forholdsvis lavt på himlen og kastede et flot skær hen over bjerge og klipper. Dem var der nemlig mange af og vi nød udsigten. Da vi nåede frem var temperaturen allerede nået et godt stykke derop af. De havde lovet godt 30 grader, men ved 8-tiden var det vel ”kun” 22-23 grader (men med solen bankende ned fra en skyfri himmel).

Parkens primære attraktion er et større område med klipper i alle mulige former. Klipperne består af en ret blød art, så de er afrundede og ofte sådan lidt snemands-agtige i formen. Dog er der også klipper på 30-40 meters højde. Men der er i hvert fald massere af små formationer som børn og barnlige sjæle kan kravle på alt hvad de lyster.

IMG_1106 IMG_20160530_085102

Vi tog Seo med ud fra morgenstunden og bevægede os ned mod det fjerneste område af dalen. Vi hyggede os med at gå rundt og kigge på klipperne – og i Seos tilfælde hoppe op på så mange som muligt så han kunne score en godbid. Til sidst kom vi så langt ind (1,5 km eller sådan) at vi endte i en blindgyde med høje klipper på alle sider. Her satte vi os lidt i solen og lod Seo køle af. Vi nød stilheden før vi satte kursen tilbage mod RV’en.

IMG_1089

På vej tilbage til RVen var det ved at blive godt varmt og Seo blev mere og mere glad for skyggen. Da vi stort set var tilbage fandt han en lidt større klippe hvor han prompte lagde sig ned og kiggede tilfreds op på os. Vi lod ham ligge lidt og så gik vi de sidste par 100 meter. Herefter var det frokosttid og så skulle Christian og jeg ud på opdagelse.

Hvis man går om på ”bagsiden” af dalen er der nemlig en hule, som hedder Goblin’s Lair. Vi vidste ikke helt hvad vi skulle forvente, men besluttede os for at undersøge den. Der var 30-40 min gåtur derhen og det var lidt varmt. Til gengæld var hulen et sted hvor man først klatrede/gik 10-15 højdemeter op af en skrænt og derefter klatrede ned i hulen (lidt længere ned end der var op).

IMG_20160530_112036

Det var en ret stor hule, som vel snarere var en form for revne. Der var også nogle andre mennesker og de fortalte at der faktisk var en tunnel i hjørnet hvor man kunne komme videre ned i et hulesystem. Nogle fra deres gruppe var dernede. Vi besluttede os dog for at lade være og nøjedes med at nyde den køligere temperatur i hulen, før turen gik tilbage til RV’en.

Herefter satte vi kursen mod Moab, hvor vi har været før. Det er nemlig en by som ligger lige syd for Arches National Park, syd for den nordlige indgang til Canyonlands National Park, syd for Dead Horse State Park, vest for Sal Mountains wilderness area og nord for den sydlige indgang til Canyonlands National Park. Desuden løber Coloradofloden lige nord for byen. Så man må sige at den er centrum for en masse naturoplevelser og det bærer den også præg af.

Vi havde dog ikke tænkt os at bo i selve Moab, vi skulle bare købe kage. Som sagt så gjort. Vi købte 4 forskellige slags stykker og en cookie, for fødselsdagen skulle da fejres lidt. Vi købte dem ”to go” da vi ikke havde kunne finde en ordentlig parkeringsplads og satte derefter kursen mod vores forventede overnatningssted.

Langs Coloradofloden løber en vej og langs den vej er et større antal af små og store campingpladser som alle er bestyret af Bureau of Land Management. Det koster 15 dollars at overnatte og der er ingen faciliteter ud over et bord-bænke møbel man kan sidde på. Til gengæld bor man ved bredden af Coloradofloden.

IMG_20160530_150619

Vi måtte et par campingpladser ned før vi fandt en ledig plads, men så var det til gengæld også kun 5 meter fra floden. Der var varmt, for selvom det ikke er Grand Canyon, har Coloradofloden også her gravet sig ned i klipperne. Så der var vel omkring 200 m op på begge sider. Og med en bagende sol kunne vi sagtens holde varmen.

Eftermiddagen blev brugt med at spise kage og hygge os og vi grillede om aftenen.

Dag 13: Sedona (Bell Rock) og Sunset Crater National Monument

Dagen startede som vanligt tidligt. Det er jo dejlig let at pakke sammen når man dry camper. Desuden havde vi besluttet at tage Seo med på vores hike i dag. Det var nemlig kun 7 km i nogenlunde fladt terræn og vi ville gerne teste om det kun var den første halve times tid han ville trække, eller hele turen. Så der skulle heller ikke gås morgentur før vi tog afsted.

Da der heller ikke var langt til trailheadet, var vi fremme 6.40. Der var også et par andre morgenfriske som sædvanlig, men ellers var der generelt dejligt roligt og let at få parkering. Selve turen var ganske fin. Det viste sig at turen både gik rundt om Bell Rock som havde form som en klokke, der stod på jorden, og Courthouse Rock som var stor, stejl og firkantet.

Ca. halvvejs rundt om tog vi, som vi ofte gør, en lille pause og en muslibar. Seo fik ikke nogen muslibar men blev til gengældt tilbudt vand, som han gladelig drak (en halv liter…). Herefter gik turen videre og lige pludselig kunne vi høre panfløjte (eller lignende) musik. Det viste sig at være en gut som sad oppe på en klippe og spillede. Det var rigtig hyggeligt og fint. Resten af turen var stille og rolig og vi var tilbage ved RV’en efter godt 2 timer.

IMG_20160523_084757

Seo havde selvfølgelig trukket hele vejen. Det er altså bare ærgerligt at vi ikke kan få ham til at lade være. Det kunne ellers være hyggeligt også at have ham med på nogle af de længere hikes, men man orker det jo ikke. Så vi har accepteret at han kun kommer med på maks. 2 timers ture.

Herefter satte vi kursen mod motorvejen nordpå. Vi skulle forbi Sunset Crater National Monument som ligger lidt nord for Flagstaff. Det er et område hvor der for 900 år siden har været vulkansk aktivitet. Der er nu store sorte bakker og områder med stivnet lava. Det var meget sjovt at se og vi gik en tur rundt i området på ca. halvanden km (næst længste tur der var…). Vi spiste også frokost her, før vi satte kursen mod Page hvor vi regnede med at overnatte.

IMG_0882

Vi har før været i Page, på vores første tur rundt i USA. Dengang var det et ret så dyrt bekendtskab. Page ligger omkring 2 timers kørsel øst/nord fra Grand Canyons sydside når man kører ud af den østlige indgang. Det gør man typisk, når man har set solnedgang fra deres watchtower. Dengang troede vi, at vi kunne overnatte i en by kort efter nationalparken, men det viste sig bare at være et par butikker. Det var mørkt og det tordnede og trætte nåede vi frem til Page. Dengang havde vi jo ikke internet, så vi ringede altid til 2-3 steder, for at lure prisniveauet i byen og valgte så et af dem. Den første (en af de sædvanlige kæder) ville have 120 dollars (vi plejede at give 60-70). Vi prøvede en mere, med samme resultat. Undrende ringede vi til en tredje. Også 120 dollars, så vi endte med turens dyreste overnatning i Page.

Page ligger nemlig godt. Byen ligger på kanten af Lake Powell, som er dannet af en dæmning i Coloradofloden. Dengang dæmningen blev bygget tog det adskillige år, før søen var fyldt og der er så mange sidekløfter, at kanten rundt om er længere en USA’s kystlinje ud til Stilllehavet. Nok derfor det er så dyrt at bo i Page, og så kombineret med højsæsonen.

Men denne gang havde vi rent faktisk planlagt at bo i Page. Det var på tide at finde en campingplads så vi kunne få henholdsvis fyldt og tømt diverse tanke og der lå en til små 30 dollars i Page. Det passede perfekt med vores rute. Og så fik vi også rent faktisk set køreturen dertil. Den er nemlig flot. På den ene side er der græsland/slette og på den anden løber en klippemur i nogle 100 meters højde et stykke inde. Klipperne er flotte i røde/gule nuancer og så er der nogle steder blandet grå og nærmest bordeaux ind. Vi nød turen.

Campingpladsen viste sig også at være rigtig fin. Vi nød et par timer i skyggen og grillede pølser til aftensmad. Seo var meget optaget af de andre hunde på campingpladsen men han fik desværre ikke hilst på nogen. Temperaturen var dejlig og vi nød aftenen.

Dag 11: Sedona (Brins Mesa)

Vi vågnede tidligt. Faktisk første gang omkring ved 4-tiden da et ordentligt vindstød tog i RV’en. Men så vendte vi os om og sov lige en time mere. Vi står nemlig op mellem 5 og 5.30 i øjeblikket for at få max ud af morgenerne. Først en lille morgentur med Seo ad samme sti som i går (dog ikke lige så langt) før vi kørte ind til centrum af Sedona. Oppe ad en lille sidegade skulle vi ca. 500 m af en grusvej, og så var vi ved en parkeringsplads hvorfra der gik stier ud og op i højlandet. Turen vi havde valgt var ca. 8 km med 250 højdemeter. Fordi vi går hver dag – og gerne både en vandretur og en tur med Seo, prøver vi at holde vandreturene på 7 til 10 km. Så det var jo perfekt.

Turen startede gennem et skovagtigt nåletræsområde. Jorden i Sedona er helt rød, så der var rødt og grønt overalt. Stien begyndte snart at gå lidt opad og efter ca. 1,5 km kom vi op på et udsigtspunkt hvor man kunne se ned over Sedona, op til begge sider med bjerge og bagud til en flot dal med endnu flere bjerge i baggrunden. Turen gik videre hen over dalen før den svingede tilbage og rundt om det ene bjerg og retur til parkeringspladsen. Det var en super flot tur. Det tog lidt længere tid end vi havde regnet med, simpelthen fordi vi stoppede for at tage billeder hele tiden.

IMG_20160521_082024

Da vi var startet på turen 7.30 var der også dejligt roligt i forhold til mennesker. Først mod slutningen af turen begyndte der at være en del folk på trailet. Det er altså dejligt at have det roligt og for sig selv (som regel møder man dog et par andre morgenfriske par). Vi er i hvert fald fans af at sove tæt på det sted vi skal ud at se og så komme tidligt op, så vores tur kan starte inden 8.

Vel retur til RV’en fik vi en bid frokost før vi satte kursen mod Sedonas hundepark. Her var det tid for Seo at komme ud. Hundparken viste sig at være en støvet plads med et område bagved på størrelse med to-tre parcelhushaver som var gradueret i niveau og med buske og træer. Vi sad først lidt ved pladsen hvor han legede med nogle andre hunde og så slentrede vi ud i området bagved. Derefter var det retur til pladsen og lege lidt mere med en anden hund. Det havde da givet en times tid.

Herefter kørte vi til en anden dry camping plads hvor vi håbede der var lidt mere læ. Vinden havde nemlig blæst op igen og det blæste faktisk mere end i går. Det var ca. 500 m inde af en grusvej, hvor der var et område med grus og buske. Der var allerede to telte, en campingvogn og en anden RV, men vi fandt også en plads og slog os ned. Desværre med alt for meget blæst til at vi kunne være ude. Det er lidt irriterende, når det nu ellers er godt vejr.

Senere gik vi en tur længere ned af grusvejen med Seo. Jeg havde nemlig læst at der skulle være flere områder længere nede. Så vi ville lige tjekke om de var mere i læ og give Seo lidt mere motion. Udsigten var flottere, men da der ikke var mere læ, besluttede vi at blive holdende hvor vi var. Det lokkede nemlig ikke at skulle længere ind af grusvejen.

Aftensmaden blev igen lavet indenfor og hen på aftenen tog vinden lidt af så vindstødene i det mindste ikke ruskede så meget i RV’en. Der var en overgang hvor jeg følte mig helt søsyg… Heldigvis skal det blæse lidt mindre i morgen, så det håber vi viser sig at være rigtigt.

Dag 10: Saguaro National Park

I dag skulle vi så videre igen. Først skulle vi besøge Saguaro National Park som er en kaktus-park. Det var ikke en videre RV-venlig park, da alle trails lå oppe af en grusvej. Nu har vi jo haft et par nærmere bekendtskabe med grusveje og tager dem gerne, hvis de altså er korte. Men det her var et ensrettet loop på over 5 miles. Så vi besluttede at stille RV’en ved at indhak der skulle ligge et par 100m før grusvejen begyndte og så gå op af den hvor trailet skulle starte ca. 500 m oppe. Det lød som en god plan.
Desværre viste det sig at kortet ikke helt passede til målestok. Så der var i alt 2,5 km op til starten af trailet. Og så viste det sig ikke at være omkring 5 km (som vi havde sjusset os frem til) men 9 km. Vi var hurtigt enige om at vi ikke skulle ud på en tur på 14 km (2,5 km hver vej + de 9 km), men vi kunne da i hvert fald gå lidt ud af trailet og så vende om. Så det gjorde vi.
Saguaro er i en ørken, så selv klokken 7.30 om morgenen da vi ankom, var der allerede 25 grader. Solen varmede også godt. Og så var der små sorte fluer, som omringede en så snart man stod stille (eller gik langsomt). Så der var desværre ikke meget fred til at tage billeder. Da vi havde gået omkring 20 min ud af trailet besluttede vi derfor at vende om. Vi følte også lidt at vi havde set en kaktus nu…
Så vi vandrede tilbage til bilen hvor Seo havde taget en formiddagslur. Nu var planen en tur i Walmart for at købe ind og derefter at sætte kursen mod Sedona, som lå ca. 3 timers kørsel nordpå. Som I kan læse jer til handler vi ind i Walmart ca. hver 3-4 dage. Det passer med hvad vi kan overskue af måltider/plads i køleskabet og fungerer rigtig fint. Det gør også at vores madbudget er på niveau med derhjemme (eller faktisk lidt lavere, da vi ikke går på restaurant fra RV’en).
Da der var godt fyldt op i køleskabet blev kursen sat mod nord. Jeg havde fundet et sted at dry campe lidt syd for Sedona, nogle km fra motorvejen og ind ad en lille sidevej. Det viste sig at være et fint sted, dog blæste det en del. Vi ankom ved 15-tiden og ville have siddet udenfor og nydt vejret osv., men det satte blæsten en stopper for. Så vi trak indendørs og sad i stedet med åbne vinduer. Vi afstod også fra at grille, så der blev lavet mad indenfor.
Seo skulle dog selvfølgelig ud en tur. Sedona ligger i ca. 1300m højde og er derfor lidt køligere end området omkring Tucson. Vi fandt en sti lige på den anden side af vejen og gik ud af den. Området var sådan halvt ørken, halvt busk/græs. Så der var lidt kaktusser man skal passe på (altså styre Seo udenom), men ikke så mange som der havde været sydpå. I øvrigt havde vi snakket kort med en hundeejer nede ved Tucson som havde bemærket ”når de først har ramt en kaktus en gang, lærer de det”. Det er altså ikke tilfældet for Seo. Han har både haft dem i poterne, lige omkring munden under snuden og i benene. Men han krammer dem måske lidt mindre end tidligere…
IMG_20160520_154042
Vi brugte aftenen på at tjekke de trails vi havde fundet i Sedona: hvilke ville vi ud på? Vi havde besluttet at blive i området i 3 dage, da det er et rigtig flot område med masser af vandremuligheder. Vi besluttede os for et der gik op i højlandet med flot udsigt, et i en kløft og en rundt om en stor rød klippe (dem er der mange af!) som hedder Bell Rock. Så var planen lagt og vi krøb til køjs i en RV der gyngede let i vinden.

Dag 8: Chiricahua National Monument

Vi vågnede tidligt til fuglekvidder og solskin. Vi pakkede hurtigt sammen og gik en morgentur med Seo langs grusvejen i skoven. Herefter var det tid til at køre retur af de 8 km grusvej. Vi havde besluttet at prøve en anden strategi i dag. I stedet for at køre langsomt, så at prøve at køre ”hurtigt” (dvs 45-50 km/t) så man ikke mærkede de små bump. Det virkede faktisk overraskende godt, men til gengæld skulle man passe på de lidt større. Så vi fik et par hop, og blev rystet godt igennem (det værste var faktisk når vi bremsede ned for de større bump) men kom da væsentligt hurtigere frem end i går. Så ved 7-tiden trillede vi ind i Chiricahua National Monument. Efter en lille granskning af kortet vi fandt ved indgangen, besluttede vi os for en godt 5 km rundtur som ville tage os ud og se nogle af de flotteste sten i området. Herefter ville vi tage en anden sti, som gik op på Sugarloaf (”Sukkertoppen”) som lå midt i parken og som skulle have en flot udsigt over området og dalen nedenfor.

På grund af tidspunktet var parken stort set øde. Vi mødte kun en enkel ranger og et par arbejdere, som reparerede vejen. Vi skulle op for enden af Scenic Drive ruten for at komme ud på vores vandreture, så afsted med os. Det tog os omkring 500 m højere op og der var en flot udsigt. Det var køligere end forventet. Vi var jo i nogle bjerge, lige op til en ørken. Men der blæste en kølig vind. Det var egentlig meget rart, da vi først kom ud på trailet.

Selve stien gik let nedad langs med/igennem/forbi en masse skøre sten. Vi hyggede os med at tage billeder og nyde udsigten. Omkring halvvejs på turen nåede vi ned i bunden af en kløft til et område de kaldte ”Parken”. Her var grønt og fuglekvidder krydret med sorte, døde træer som er levn fra en skovbrand for 10-15 år siden. En sjov kombination, men rigtig flot.

IMG_20160518_085813

Herefter gik det stille og roligt op igen. Vi kunne se på vores hiking app at vi skulle ca. 160 meter op, men det virkede som ingenting. Vi nåede tilbage til RV’en lidt over 10 og var klar til frokost. Når man står op 5.30 må man jo rykke den tilsvarende. Så vi fik os en gang hurtig frokost, før vi skulle køre et par km til næste sti. Det viste sig dog at de i mellemtiden havde lukket den vej fordi den skulle have ny asfalt på, så det måtte vi droppe.

Så kørte vi ned igen til visitor centeret, hvor der var en sti langs bunden af kløften hen til en gammel farm. Her måtte man gerne have hund med, så Seo fik en god gåtur hvor vi mødte flere hjorte på vejen. Efter godt en time var vi retur ved RV’en og satte kursen mod Tucson. Tucson er en større by i Arizona og jeg havde fundet et område uden for byen hvor vi kunne overnatte gratis. Det var ejet af Bureau of Land Management, som er statsejet og skal beskytte landområder. Der var også 4-5 andre campere, men der var god plads, så det var ikke noget problem.

Samtidig havde det trukket sammen til regnvejr, så selvom vi egentlig havde planlagt at grille, tog vi mikrobølgeovnen i brug til et par færdigretter vi havde med i fryseren som nødløsning. Det fungerede også fint. Regnen kølede området lidt og det var dejligt, for det er et ørkenområde – komplet med kaktusser som man ser i de gamle westerns.

Dag 7: City of Rocks

I dag havde vi for første gang glæden af at vække op i parken vi ønskede at se. Det var dejligt. Vækkeuret står til tidligt (enten 5.30 eller 6.00) så vi kan få mest muligt ud af de lyse timer og dem hvor det ikke er alt for varmt (både for vores og Seos skyld). Så vores tur rundt i City of Rocks State Park startede 7.15 om morgenen hvor alt åndede fred og ro.

City of Rocks er et mindre område langs kanten af nogle ”småbjerge” hvor der er en masse mærkelige sten. Parken er simpelthen bare stenområdet (+ campingområde) og man går rundt imellem stenene som man har lyst. Der er ikke nogen faste stier. Det er vel 1 km langt og 300-400m bredt.

wpid-wp-1463619802497.jpg

På grund af tidspunktet var parken dejlig fredligt – og det var kaninerne enige i. De var overalt. Så Seo synes det var mægtigt spændende at gå rundt. Vi hyggede os også med at kravle på sten – alle tre. Vi slentrede stille og roligt rundt i en god times tid før vi vendte tilbage til RVen.

Her blev der ryddet lidt op i baggagerummet, inden vi satte kursen mod Chiricahua National Momument. Eller rettere, i Coronado National Forest, der lå lige op ad. Her havde jeg lokaliseret en godt sted at campere gratis (igen, drycamping). Det lå godt nok inde af en 8 km grusvej, men den skulle være godt vedligeholdt. Mere om det senere….

Først turen derhen. Vi var på jagt efter noget wifi. Vi ville nemlig gerne have opdateret blog. Det har nemlig vist sig at vi generelt ikke har adgang til wifi (nok primært fordi vi bruger dry camping og state parks). Ofte hr vi heller ikke dataforbindelse på telefonen og vi har også lige skulle lure hvor meget data vi brugte, når vi researcher ting. Så jagten på wifi gik ind. Første forsøg var en McDonalds i Silver City. Ingen wifi. Vi tog videre til Lordsburg, hvor der også var en McDonalds. De havde heldigvis wifi og det passede med frokosttid, så der brugte vi en times tid og fik lagt nogle indlæg online.

Herefter var det afsted igen. Jeg blev dog opmærksom på at google maps foreslog en grusvej – bare 25 km op igennem et bjergpas…. Det var den anden ende af den grusvej hvor vores ønskede campingplads lå. Så jeg fandt i stedet en anden vej der også førte igennem bjergene, men på et lavere sted (udenom tog 30 min mere). Vi havde kørt af den godt 20 km – og så blev det også pludselig til en grusvej. Bare 14 km videre… typisk! Men vi gad jo heller ikke køre 20 km tilbage, så vi væbnede os med tålmodighed og trillede stille og roligt derud ad. Det tog sin tid, men det var til gengæld en flot tur. Men vi var alligevel lidt glade da vi nåede asfalt igen. Og gruede samtidig for de 8 km vi også lige skulle tage til slut af grusvej. Det kom så til at tage ca. 45 min at køre dem.

wpid-wp-1463619816792.jpg

Heldigvis havde vi jo været tidligt oppe, så klokken var ”kun” ca. 15 da vi nåede frem til vores campingplads. Det var til gengæld et rigtig fint sted med en lysning i skoven. Vi måtte dog i gang med noget bakken frem og tilbage for at ramme det sted som var mest jævnt (køleskabet kræver at RV’en står lige). Da alt endelig var på plads skulle der lige pustes lidt ud.

Herefter gik vi en tur med Seo lidt længere ned af vejen. Ca. 500m længere henne var der endnu en lysning – et lidt større område – hvor der var 4 telte og et RV parkeret. Det så også meget hyggeligt ud og var egentlig rart at der også var andre, når man nu var 8 km ude i en skov (der var så også en ”ranch” ca. 4 km nede af vejen, da vi kørte ind).

Aftenen blev brugt stille og roligt. Her i skoven er der nemlig hverken wifi, data eller telefonforbindelse. Så det var bøger, der blev hygget med.

IMG_20160517_143814

Dag 3: Bandelier National Monument og Scenic Drive 2

Dag 3: Bandelier National Monument og Scenic Drive 2

Vi vågnede tidligt kl 6 og klokken 7 var vi på farten igen. Denne gang på en lille omvej mod Bandlier National Monument for at følge en scenisk rute fra vores bog. Den bragte os opad (og vi var allerede i 3 km højde) op mod et bjergpas. På grund af tidspunktet var de eneste andre ”trafikanter” en coyote og en hel del hjorte af forskellig art. På højeste punkt var der et picnic område med en del sne på jorden. Vi tog et kort stop for at tage billeder. Det var vel 5 grader varmt.

Afsted med os igen og snart gik det nedad. Det gik fra sne/græsklædte enge med nåleskov til at tynde lidt ud i bevoksningen og i højere grad klipper. De var flotte nuancer af røde og gule. Efter et par timers kørsel ankom vi til Bandelier. Her startede vi med picnic til frokost før vi bevægede os ud på området.

Bandelier er et område med bebyggelse fra 1200-tallet. Nogle steder var bygget af stenmure, andre langs kløftens vægge. Kløften var en særlig stenart som var mere blå og der var derfor små huler ind. Det havde folkene benyttet sig af. Der hvor der ikke var hulrum, havde de lavet huller ind i klipperne for at støtte tagkonstruktionen. Det var ret spændende at se. Et par af stederne var der også stiger, så man kunne klatre op til nogle huler. Vi gik rundt i hovedområdet men besluttede os for ikke at begynde at vandre op langs kløftens sider. Vi havde jo også Seo at tænke på tilbage i RV’en.

Efter Bandelier kørte vi til Santa Fe som havde en stor hundepark som Seo kunne tumle i. Altså lige indtil han fik kaktus i poterne. De andre hunde virkede ikke til at have problemer med det, men måske var de vandt til det? Men han fik da hygget sig i 40 mins tid. Herefter satte vi kursen af velkendt vej (tænk at man kan sige det 3000 km ”hjemmefra”) mod I40, som vi krydsede over på vej mod en lille by Vaughn, hvor der var to RV parker. Vi havde planer om at overnatte i den ene.

Da vi nåede frem fandt vi hurtig den park vi havde planlagt at overnatte i. Det var egentlig bare et græsområde bag en legeplads hvor der var sat op med elektricitet, vand og kloak. Man skulle så hen i et motel længere nede af vejen for at checke ind. Men der var ikke nogen hjemme. Så vi besluttede at prøve det andet sted. Men det viste sig at være lukket. Hvad gør man så 18.30 om aftenen når der er halvanden time til næste by og planen er at man skal grille til aftensmaden? Og man desuden har brug for at få fyldt vand på og tømt sine andre tanke? Vi besluttede at køre retur til den første og slå os ned der og så betale den efterfølgende morgen.

Der skulle nu tændes op i grillen. Det blev en besværlig omgang. Vi har ikke kunne opstøve grillbriketter, så det skulle gøres med tændvæske. Men tændvæsken brændte hurtig ud og der ville ikke gå ild i kullene. Det endte med at tage Christian en times tid at få gang i den. Men så var der endelig succes og vi kunne få burger til aftensmad. Imens undersøgte jeg mulige campingpladser til de kommende dage og det ser ud til at vi kan finde nogle fornuftige, billige (eller gratis) steder at bo. Så vidt vi kan vurdere har vi brug for vand ca. hvert 4. dag – men dog rarest at få hver 3. Men det bliver vi nok klogere på hen ad vejen.

 

 

 

 

 

Dag 2: Great Sand Dunes National Park

I dag var planen at køre til Great Sand Dunes, som lå ca. en times kørsel væk (ikke helt tilfældigt!). Hvis man tænker Råbjerg Mile, men med 250 m høje klitter beliggende op af et bjerg med sne på toppen og en mindre flod (snarere kæmpe bred bæk) der løber langs foden af klitterne, så får man Great Sand Dunes. Det var et imponerende sted. Først tog vi Seo ud en tur langs/i floden så han kunne få lov at tumle rundt og hygge sig. Det var populært. Herefter en gang frokost i RV’en (det er ved at blive en vane…) før vi var klar til at tackle turen op til næsthøjeste klit (230 m). Den ligger næsten i første række, man skal dog op og lidt ned af nogle mindre klitter før man når den.

Sandet var nogle steder meget fast og let at gå på, andre steder sank man i. Så ind imellem var det en ret hård tur. Fordi man er oppe i 3 km højde, er luften også tyndere, så som udgangspunkt er det også bare hårdere for kroppen. Mange stoppede på halvvejen hvor der også var en top med flot udsigt. Men vi ville (selvfølgelig) helt op. Og det kom vi da også og blev belønnet med den flotteste udsigt ud over selve klit-området op mod bjergene.

Efter at have nydt udsigten et kvarters tid, satte vi kursen ned ad igen. Det tog kun den halve tid og vi havde det sjovt med nærmest at gynge-gå ned af de stejle skråninger. Vel tilbage ved RV’en ventede Seo og vi kørte afsted mod Walmart for at købe lidt mere mad og en grill. Efter Walmart gik turen mod Tres Piedras i New Mexico, hvor jeg havde lokaliseret en gratis campingplads i Carson National Forest.

Da vi var ved at være fremme ved destinationen begyndte vi at se røg. Vi kiggede lidt bekymret på det, da det var i den retning vores campingplads lå. Lidt længere fremme var der skilte med ”prescribed burns”. Det var altså brande antændt af rangers for at vedligeholde skoven. Vi fandt campingpladsen (en lysning i skoven) og der var allerede et andet par camperet. De havde snakket med skovpasseren, som havde sagt at det ikke var noget problem at overnatte der, men vi endte med at synes det var for tæt på branden og rykkede nogle km væk, ned til den lokale ranger station og overnattede på deres parkeringsplads. Det var der heldigvis ikke nogen der brokkede sig over.

Dag 1: Garden of the Gods og Scenic Drive 1

Vores plan for i dag var stille og rolig. Vi skal jo lige lære RV’en at kende. Derfor ville vi besøge Garden of the Gods som ligger i Colorado Springs. Det er en state park, dvs. en mindre version af en nationalpark. Vi ankom om formiddagen og startede med en gang frokost på parkeringspladsen. Allerede her var vi begejstret for vores RV (eller primært vores køleskab). Herefter fandt vi en hundesti til Seo hvor han kunne løbe fri og bagefter tog vi op i hovedområdet af parken. Garden of the Gods primære attraktion er nogle meget stejle, tynde klipper i rødlige farver. Vi gik rundt i området en times tid og kunne have Seo med i snor.

Herefter var planen at køre syd på. Dog har vi besluttet at undgå de store motorveje, da landevejene ofte er langt mere sceniske. Så vi havde lagt en plan, hvor vi først kørte vest op i bjergene og så syd på igennem bjerglandskabet. Det blev en rigtig flot tur og vi fandt senere ud af, at det meste af den faktisk var det meste af en rute fra vores bog ”The most scenic drives in America”. Vi kom op i 3 km højde, hvor der var højsletter. Omkring var der bjerge med sne på. Over os var himlen blå med sceniske skyer. Vores destination var et sted man kunne parkere gratis uden hook ups (dispersed camping, dry camping, boondocking, kært barn har mange navne). Stedet var et område for vildfugle og der var rigtig smukt. Mindre søer var overalt i et slettelignende område og skinnede blåt om kap med himlen. Vi nød aftenen der og en lasagne i mikrobølgeovnen. En hel okay måde at slutte dagen på.

Spring break dag 2: Mount Nebo

McDonalds: 29

Vi startede morgenen i dejligt vejr. Ca. 15 grader og let sol. Vi blev enige om at spise morgenmad på en af de lokale kæde-restauranter (Chucker Barrel). Der var meget travlt – nok fordi der viste sig at være maraton i byen. Til gengæld fik vi de lækreste pandekager med sprød kant og noget god sirup til. Det var et hit og vi blev godt mættet.

Vi satte kursen mod Mount Nebo State Park som lå 1½ times kørsel væk. Solen var brændt igennem på himlen, der var flot blå. Mount Nebo var, som navnet antyder, et bjerg. Et mindre et af slagsen, som man kunne køre op ad i hårnålesving. På toppen var et plateau med diverse hytter og et visitor center. Vi havde på forhånd undersøgt parkens trails og var blevet enige om rim trail som gik langs kanten af plateauet. I alt ca. 6 km rundt med lidt op og ned. Hvor den første halvdel af trailet primært var en grussti, blev anden halvdel stenet og et par enkelte steder måtte man lige have hænderne i brug. Men det gik og efter et par timer var vi retur hvor vi startede.

Hovedparten af tiden gik stien enten lige neden for kanten af plateauet eller oppe på den og gav den flotteste udsigt over området. Solen stod som sagt højt på himlen så vi fortrød også lidt, at vi ikke havde taget shorts på, men kunne da i det mindste nyde det gode vejr i tshirt. Dejligt med en god gang sol selvom jeg endte med at blive lidt rød i nakken.

Efter vores vandretur kørte vi ned af bjerget igen og så var planen ellers at køre så langt vest på som muligt, så vi fortsat var lidt forud i vores plan. Først blev det dog lige til en halvsen frokost på Pizza Hut og i næste by røg vi også lige ud på en halv times omvej for at hente cupcakes. De havde i øvrigt en fantastisk konsistens men udvalget i butikken var lidt skuffende (på tripadvisor stod der minimum 20 slags – der var 8…) og jordbærstykkerne som skiltet påstod den ene cupcake skulle indeholde, fandtes ikke i vores eksemplar. Men den kanelcupcake vi også fik var super lækker.

Vi kørte til et godt stykke ud på aftenen og endte med at gøre holdt omkring 20.30 i en mindre by, Clinton, et sted tæt på grænsen til Texas.