Så nærmer tiden sig, hvor semesteret er slut og vi forlader Cookeville. Nærmere bestemt er der 23 dage til vi læsser bilen og kører mod Washington DC. Det er lidt med blandende følelser, at vi er gået i gang med planlægningen: Vi vil gerne hjem til familie og venner og til vores jobs. Men vi kommer til at savne vores nye venner, hikes, naturen og vejret her. Og så glæder vi os til at se Australien, selvom en sådan halvstor rejse virker lidt surrealistisk midt i at forlade USA og komme hjem til Danmark.

Men som sagt er vi gået i gang, så vi ikke står med det hele den sidste uge. Der er ordnet forsikringer derhjemme, flyttebilen i Danmark er bestilt, vi har opsagt vores internet og telefoner herovre (de virker til vi rejser) – og i dag har vi sat bilen til salg.

Vi har også en overordnet idé om vores Australientur. Kort fortalt starter vi i Sydney, hvor vi er mens Lise er til konference. Så kører vi mod Melbourne og besøger en række mindre byer, nationalparker og strande på vejen. Det bliver også spændende at opleve jul midt om sommeren. Vi har læst noget om grillparties, men nu må vi jo se.

Heldigvis er vores studier ikke så krævende for tiden. Bevares, der er noget at lave, men der er også tid til at ringe og skrive rundt med flytningen uden at det går ud over nattesøvnen. Min sidste eksamen er fredag inden vi rejser, og Lises er mandag. Da vi kører en torsdag, giver det os også lidt ro til at rydde de sidste ting og gøre rent. Det er rart – især fordi vi risikerede a have eksamener til og med torsdag.

For et par uger siden havde vi “fornøjelsen” af en tur til mekanikeren. Der var en, som kørte ud foran os. Jeg nåede næsten at bremse, men ikke helt. Ingen kom noget til skade, og han var super fin omkring det. Men det kostede da bilen en uge på værksted for at få ny kofanger, lygte og kølerophæng. De vaskede og rengjorde den også, så nu er den i bedre stand, renere og pænere end før. Og lånebilen var også lækrere, så det var ikke så galt endda. Desværre måtte Seo ikke være i den, så bade han og vi måtte finde os i gåture i villakvarteret.

I går passerede vi dagen hvor der er to måneder til at vi skal hjem. Tiden går hurtigt nu og vi kæmper lidt med at nå det hele. De sidste par uger’s primære indslag var besøg fra Christians forældre, som var her i en uge. Vi viste dem rundt i byen og på campus. Lørdag var vi først en tur i Nashville til en festival med musik og mad og om aftenen var vi til amerikansk fodboldkamp på campus. Vores hold er ikke ligefrem det bedste og de andre var favoritter, men det blev en tæt og spændende kamp som vi endte med at vinde i overtiden, så der var drama for alle pengene.

Om søndagen var vi i kirke for at opleve gospel og “worship”. Det var en kirke hvor de gik meget op i at udtrykke deres følelser, så der blev råbt og sunget og der var i det hele taget væsentligt mere gang i den, end i en gennemsnitlig gudstjeneste i Danmark. De var også ved at samle penge ind til at bygge en kirke i en anden by. Pastoren fortalte at han havde lovet et bidrag på 5000 dollars for det kunne vi sagtens være. Og det skulle bare være indenfor et par måneder, selvom det ville være rart, hvis det kunne blive indsamlet indenfor de næste par uger. Altså ud over det man normalt donerede til kirken. En hurtig rundtælling kom op på omkring 50 personer til stede, så det vil sige omkring 100 dollars (700 kr.) pr mand. Der var både studerende, børnefamilier og pensionister i blandt. Det føltes lidt forkert.

Det blev også til en omgang shopping og et besøg i Cumberland Caverns, før vi vinkede farvel og på gensyn i Danmark.

I går var vi på vores første efterårshike med vores vandregruppe og det var rigtig hyggeligt at se dem alle igen. Vi håber at nå ud at hike de fleste lørdage. I næste weekend er vi dog ved at planlægge en tur til Blue Ridge Parkway, som bør opleves i disse uger. Det er nemlig et skovrigt/bjergfuldt område hvor træerne er ved at skifte farve. Vi glæder os, selv om det giver os tralvt når vi gerne lige vil hive 3 dage ud af kalenderen.

Universitetet lader nemlig også røre på sig. Christian har “mid-terms” eksamener i de kommende to uger og jeg er ved at forberede et aktie pitch til Investment Challenge hvor jeg skal finde en aktie jeg tror på vil klare sig godt over det næste stykke tid. Den skal  jeg så præsentere til klassen og overbevise dem om at det er et godt køb – og hvis det lykkedes, så bliver den en del af vores portefølje.

Vi havde en uges undervisningsfri mellem sommer- og efterårssemesteret. Da vi oprindeligt planlagde vores år, troede vi, der var to uger. Så der var planen at tage til en konference i Kina. Men så lavede universitetet det om, og vi besluttede at tage til Hawaii i stedet. Flyveturen dertil er kortere, selvom det tager ca. 10 timer plus mellemlanding fra Tennessee. Vi har set ørken, bjerge, floder, byer, parker, skove m.m. så vi tænkte at hav, strande og regnskove var et godt supplement. Og så giver Hawaii mulighed for både at slappe af og være aktiv. Hawaii er en øgruppe, hvor øerne er forholdsvis forskellige. Men da vi “kun” havde en uge, måtte vi vælge. Så vi tog Maui og Kauai.

Lad mig starte med vores generelle indtryk af Hawaii. Klimaet var behageligt. Der var vel ca. 30 grader med en næsten konstant brise og en acceptabel luftfugtighed. Alt i alt køligere end i Cookeville og behageligt opholdsvejr (selvom det stadig var varmt at være aktiv i). Det er også meget vådt, så man skulle være klar på et regnskyl af og til. Typisk tog de dog ikke så lang tid og blev ofte kun til støvregn. Så det var mest udsigter, som led under det, når det skete.

På forhånd var vi også lidt spændte på, hvor turistet, øerne er. Og det er faktisk slet ikke slemt. Bevares, der er hoteller og resorts, men der er på ingen måde gået grisefest i den. Man bliver heller ikke mødt af mange boder med ligegyldigheder og gadesælgere. Tværtimod er der fuld gang i havet med folk, der surfer, snorkler og svømmer (Maui).

Vi prøvede at opleve lidt forskelligt, hvilket også lykkedes os til fulde. Nedenfor er et udvalg i tilfældig rækkefølge.

Vi besøgte en række strande. Både nogle, vi gik en tur på, nogle vi sad ved og nogle vi svømmede ved. Strandene er rene, vandet er rent og bølgerne er – ifølge Lise – store. Dvs. op til ca. 0,5 m. Eller rettere, op til ca. 30 m på de rigtige kyster, i den rigtige sæson i det rigtige vejr. Det så vi heldigvis ikke noget til 🙂 Til gengæld nød vi i flere omgange bare at se på folk, som lærte at surfe – eller allerede var gode til det.

Vi tog en køretur på det nordøstlige Maui kaldet Road to Hana (“vejen til Hana”. Hana er en by. Altså ca. ligeså spændende navngivet som “Roskildevej”). Der var mange små ting og steder at se undervejs, faktisk så mange at det var svært at overskue. Men så fandt vi en app til vores telefon, som kunne agere guide. Et lokalt guidefirma havde indtalt seværdigheder, anekdoter, historie og kommentarer til forskellige steder. Så de kom automatisk, når vi nåede til det relevante sted. Det fungerede rigtig godt. Dels behøvede vi ikke planlægge så meget og dels fik vi set bl.a. vandfald og huler, vi ellers aldrig ville have fundet. Så vi havde en god dag i regnskov, vandfald, by, nationalpark og mange, mange vejsving (600+ hver vej ifølge. guiden). Desværre regnede det en del, men det gør der bare på den del af øen pga. at vulkanen stopper skyerne.

En anden dag tog vi op på toppen af vulkanen for at se krateret og solnedgang. Der havde været skyet omkring den i dagevis, og de lovede også skyer den dag. Så vi forventede os ikke så meget. Men det skulle jo prøves alligevel. Og heldigvis kom vi da også op over skyerne, så alting ikke var gråt i gråt. Krateret kunne man dog ikke se. Det var fyldt med skyer. Til gengæld kunne man se en fuld regnbue, som var ret fin. Det var også en speciel oplevelse at stå og kigge ned på et skydække så langt øjet rakte. Meget anderledes end hvad jeg ellers har prøvet. Så jeg er glad for, vi tog derop. Og da solen gik ned, blev det flot på en anden måde. Vi kunne jo af gode grunde ikke se den gå ned over havet, men skyerne og himlen fik en flot farve.

Vi havde også læst, at man kunne tage en tur med Kajak op ad en flod. Så det skulle selvfølgelig prøves. For at det ikke skal blive for overrendt, er der begrænsninger på, hvor mange kajakker, som kan sejle om dagen. Så vi tog en tur med en guide, som også inkluderede en times hike til et skjult vandfald. Vi valgte den tidlige morgentur, så der ikke var så mange mennesker. Godt valg. Det var lidt hårdere end vi forventede, men ikke værre end det. Men det, vi vil huske længst er nok “embrace the mud” (omfavn/velkom mudderet). Det var guidens slogan for vandrestien, som da også havde ankeldybt mudder det meste af vejen. Normalt ville vi have droppet sådan en rute, men denne dag var det nærmest temaet, og så blev det meget sjovt. vi kunne også vaske en stor del af det af igen, da vi kom tilbage til floden.

Kauai har en kløft kaldet Waimea Canyon. Den fik stor ros, så den skulle vi selvfølgelig se. De fleste anbefalede at tage vejen (ja, der er kun en) op langs den, se udsigtspunkterne, fortsætte til udsigtspunkterne over Na Pali kysten og evt. tage et hike. Så det gjorde vi. Vi downloadede en turbeskrivelse fra samme guide som vejen til Hana, fandt et godt hike og så af sted. Det blev også en god dag med flotte udsigter og en 4 timers varm vandretur. Udsigten fra vandreturens slutpunkt skulle være helt fantastisk med udsyn til Na Pali kysten. Men vi nøjedes med “god”. “Fantastisk” krævede nemlig, at man gik et par hundrede meter lige lovligt tæt på kanten på en lige lovligt skrånende sti med lige lovligt løst sand/sten. Men en god tur alligevel.

Og vi gik ikke glip af Na Pali. For vi tog nemlig en bådtur langs kysten. Man kunne vælge mellem store både (50 passagerer) og mindre både (6 passagerer). Bølgerne var 1-1,5 m i det område, så vi overvejede, om en stor ville være bedst. Men på den anden side bliver man mindre søsyg i mindre både, den mindre båd kunne komme tættere på hulerne langs kysten, færre mennesker er ofte hyggeligere og så fik de bedst anmeldelser. Så vi valgte en mindre båd. Det viste sig at være et godt valg. Vi kom ud sammen med en svensk familie med en mor og to børn. Vi møder ellers ikke mange skandinaver, så det var helt hyggeligt at snakke med hende. Udsigten var også fantastisk: klipper, vand, græs, stenbuer og strande man ellers ikke kan komme til uden at hike en dag af åndssvagt komplicerede vandreruter. Der er også en række huler, som kaptajnen sejlede ind i. Der var godt nok ikke meget plads, så det var lidt spændende. Men sjovt at se, hvordan der ser ud i sådan en. Flere af dem er meget større end de ser ud udefra. Vi så også delfiner undervejs. Og på hjemvejen snorklede jeg (Lise gjorde ikke) med flot udsyn til fisk – og en skildpadde, som kom over og sagde hej. Skildpadder er der i øvrigt en del af og de er ca. en meter lange. Det er vel 25 år siden, jeg sidst har haft gang i svømmefødder og dykkermaske, men det var heldigvis nemt nok. Faktisk forbløffende nemt. Og nej, vi blev ikke søsyge – og det virkede på intet tidspunkt som om båden var for lille til bølgerne.

Og så fik vi bare slappet af et par dage med pool og slentreture ved stranden 🙂

Hm. Som tiden jo flyver. Siden sidst:

• Har her været mega varmt. 26 grader om natten og 33-38 grader om dagen. Høj luftfugtighed. Så vi går med Seo kl. 7 om morgenen og holder os ellers for det meste inde (hvor vi har 26 grader takket være aircondition).
• Har der været uroligheder mellem politiet og sorte i USA. Men ikke her. Cookeville er mest hvid og folk er mere vant til udlændinge pga. universitetet. Så det mærker vi intet til.
• Vi har været på kajaktur med vandregruppen på en flod. Det var sjovt at prøve og det var ikke særlig svært at styre. Det er helt klart en mere behagelig form for aktivitet end at vandre i de temperaturer. Vi havde en misforståelse med firmaer, der udlejer kajakker, men det løste vi med stor hjælp fra de andre. Der er simpelthen så mange hjælpsomme mennesker i den gruppe. Det er en fornøjelse. Bagefter tog vi ud at spise med Gary og Cindy, som er dem, vi snakker mest med. Vi fik også set Cindys hus og et vandfald i nærheden. Super hyggelig dag.
• Lise er i Atlanta på konference. Det er hendes første, så jeg glæder mig til at høre hvad hun synes, når hun kommer hjem. Hun er der sammen med hendes ven Mia, hun studerede sammen med i København.
• Efter konferencen kommer Mia med til Cookeville en lille uges tid. Hun har nemlig været i Sydamerika nogle måneder og besøger så os “på vej” hjem. Det tror jeg bliver hyggeligt. Vi regner med at tage en vandretur i Smoky Mountains (de ligger lidt højere og er derfor en smule køligere), se lokalområdet og køre til Mammoth Cave – en nationalpark to timer herfra, som vi gerne vil se.
• Har vi haft en god omgang bøvl med at planlægge hjemrejsen til Danmark og tilhørende Australientur. Kort fortalt ville SAS ikke refundere vores 10.000 kr. billet, som de ellers lovede os inden vi bestilte den. Og så kostede det i øvrigt en formue at sende en hund hjem selv. Så alt for lang historie kort tager vi til Australien via København og tager Seo med (altså til København). Og så kører vi ellers en klagesag med SAS og ser hvor servicemindede de er, når man taler med klagekontoret i stedet for kundeservice. Indtil videre har de 8 ugers svartid…

Billedet er af “pælen” i parken. Der sidder næsten altid et par ænder og/eller skildpadder.

Vi er nu kommet godt hjem til Cookeville og har vænnet os til:

• God plads. Vi kan igen gå forbi hinanden uden at det kræver akrobatiske øvelser
• Et ordentligt bad om morgenen, hvor man kan bruge mere end 5 liter vand.
• Varmen (næsten). Her er rutinemæssigt temperaturer på 30-35 grader plus/minus et par grader. Luftfugtigheden er også høj – gerne oppe i 80’erne og 90’erne. Heldigvis har vi aircon, så vi holder lejligheden på ca. 26 grader.

Ellers er vi også kommet godt i gang med studierne igen. Der er ikke så travlt som i forårssemesteret, hvilket er rart. Vi mødes også med studiegruppen en gang om ugen. Lise og jeg har de samme fag i dette semester (jeg har et mere end hende, men ellers er det de samme). Så vi mødes begge med studiegruppen. Vi har begge to nemmest ved at studere hjemme, så møderne er mest en social og kulturel ting for os. Men det er de også gode til. Vi får gerne en snak om alt muligt andet end studier, også. Sidste gang var det forskellige verdenssyn i deres familier, forskellige grene af kirker og statistikker for henholdsvis Danmark og Cookeville. Vi fik også lige taget en personlighedstest hver, som vi morede os lidt over.

Ud over studier og generel afslapning har vi også været en tur i biografen. Der er kommet en film (Warcraft) baseret på det computerspil, vi spiller (World of Warcraft). Den var rigtig fin og godt lavet. Der var godt nok ikke mange inde at se den – vel ca. 20 mennesker – men det var også den oplevelse jeg havde, sidst jeg var i den biograf. Så måske det er meget normalt…

Det har også lige været 4. juli – den amerikanske uafhængighedsdag. Det fejrede de ved arrangementer hele weekenden – alt fra vandrutschebane på gaden over bands til det afsluttende, store festfyrværkeri. Så det måtte vi jo være med til. Vi valgte at se en komsammen af veteranbiler, se en parade og se fyrværkeriet.

Veteranbilerne var alt fra små 100 år gamle personbiler over gamle pickup trucks til flydere og nyere muskelbiler. Nogle var i meget flot stand, mens andre mere var sjove.

Paraden var mandag morgen d. 4. Den var ikke specielt imponerende og var vist mest for de deltagende børns skyld. Der var heller ikke så mange mennesker. Men det var alligevel sjovt at være med og se, hvordan den slags fejres her i byen og landet.

Fyrværkeriet var mildt sagt imponerende. Det var ca. 25 minutter med kontinuerligt lys og lyd. Der var både “almindelige” (store!) raketter og raketter, som lavede specielle mønstre, når de sprang. F.eks. var der hjerter, flag og en i form af USA. De havde også lavet en aftale med 4 radiostationer, som alle spillede synkroniseret musik til.

Det skulle starte 8.45, så vi var der ca. 8.30. Normalt starter alting lidt for sent her i syden, så vi tænkte, det måtte være fint. Men på det tidspunkt, væltede det rundt med biler: der var masser på vejen og Walmarts parkeringsplads (som ligger på den anden side af gaden i forhold til fyrværkeriet) var fyldt. Så vi gjorde ikke engang et forsøg på at få en plads ved selve arrangementet. Men vi fandt en plads på kanten mellem tanken og Walmart.

Der var masser af mennesker – mange af dem med havestole og enkelte med pavilloner. De sad og stod ved Walmart, ved tanken, på græsplæner, ved Taco Bell. Så der var mennesker overalt (men stadig fin plads).

Vejret var et af de vådeste længe med flere omgange af heftig regn og noget torden. En stor byge startede ca. 5 min inden fyrværkeriet. Men så ventede de bare 20 min. før de startede. Heldigvis er det jo stadig varmt, selvom det regner.

Efter fyrværkeriet skulle vi hjem. Ca. 30 min for at komme ud af parkeringspladsen pga. trafik. Men så gik det fint derefter. Alt i alt en fed aften.

Hvis vi ser lidt fremad, har vi en uges ferie efter sommersemesteret. Det var helt oprindeligt planen, vi skulle til Kina, men så flyttede de semesteret, så der kun er en uge i stedet for to. Vi overvejede derfor enten Alaska eller Hawaii i en uge. Vi har nu bestemt os for Hawaii og har bestilt billetterne. Så det glæder vi os til. Det er 12. – 22. august alle rejsedage inkl.

Det var blevet dagen hvor vi skulle aflevere RV’en. Selve nedpakningen var næsten gjort, men det sidste måtte jo vente til om morgenen sammen med en gang rengøring. På grund af varme, ville vi gerne afsted så tidligt som muligt, hvilket i praksis var kl 8 når RV udlejningen åbnede. Vi satte derfor vækkeuret til kl 5 for også at have tid til at ordne de sidste ting.

Vi nåede ikke helt at blive færdig til kl 8, for vi skulle også lige tanke på vejen. Men RV’en blev da afleveret uden problemer og vi kørte afsted 8.30. I første omgang mod hundeparken, som vi også besøgte dagen før. Seo skulle lige have mulighed for at komme ud og more sig lidt inden han skulle være i en bil hele dagen.

Vi tilbragte omkring 45 min med at tulle rundt i hundeparken hvor Seo hilste på en masse hunde. Det er altså bare en super fed park. Vi havde heldigvis fået parkeringsplads i skyggen, så bilen blev ikke varm imens.

Herefter satte vi kursen øst på. Først af en mindre vej og efter en times kørsel nåede vi frem til i70. Den skal vi køre på det meste af vejen. Da klokken rundede 17 var vi nået til Salina og besluttede at finde et sted at bo. Vi overnattede også her på udvejen så vi vidste der var en god italiensk restaurant som lavede en laksepizza jeg helt klart gerne spiste igen. Så det gjorde vi.

Næste morgen stod vi tidligt op og kørte afsted. Vi stoppede i Topeka, hvor Seo kom i hundepark en god times tid. Så var det ellers bare mere kørsel. Frokost blev indtaget på McDonalds hvor vi sad i græsset i skyggen af et træ. Det var også her vi fandt ud af at vi faktisk kunne være hjemme kl 20 (hvis vi kørte uden pauser, så mere realistisk kl 22). Det overvejede vi så lidt og besluttede at vente med at tage stilling til, til senere på eftermiddagen.

Da vi nåede øst for St. Louis havde vi 5 timers kørsel hjem og vi havde kun ”mistet” ca. 30 min undervejs. Klokken var ca. 16 og vi besluttede, at det egentlig bare var rarest at komme hjem. Så vi kørte videre. Jeg kunne godt have undværet de sidste par timers kørsel, men det var rart at kunne sove i sin egen seng.

Så lørdag aften kl 21.15 var vi hjemme i en lejlighed der heldigvis ikke var alt for varm – i modsætning til udenfor hvor det var 30 grader. Der blev båret op i mange omgange, før vi endelig kunne falde om på sengen og sove til vi vågnede den næste morgen.

Dagen i dag var reserveret til at pakke sammen. Vi havde besluttet ikke at lave andet i dag, så der var god tid. Vi slog derfor vækkeuret fra og stod op, da vi vågnede. Eller rettere – da Seo for tredje gang i nat aktiverede propanalarmen i RVen, fordi han lå for tæt op af den. Dvs. kl. 6 (hvilket jo også er halvsent).

Vi stod stille og roligt op og bevægede os så mod Denver, hvor RVen skal afleveres i morgen. Første trin, hundeparken. Der var en rigtig god en på udvejen – og den kunne vi jo lige så godt bruge på hjemvejen, også. Den var lige så god anden gang – bare lidt varmere. Det kunne især ses på hundenes aktivitetsniveau, som cirka halvdelen af tiden var at ligge i skyggen.

Efter hundeparken hentede vi vores bil, som havde stået til opbevaring. De havde lukket, men vi havde en kode til porten. Den startede og kørte også uden problemer (godt arbejde, nye batteri 🙂 ) Så det gik helt smertefrit.

Bagefter tog vi ned på campingpladsen, hvor vi var ved 13.30 tiden. Det var lige midt i det store ryk-ind, så der var lidt ventetid. Men vi fik vores plads, vi havde reserveret, med fuld hookup (el, vand, afløb). Især el blev vi glade for, for det var ca. 36 grader og høj sol. Og airconditioneren kan kun køre med enten generator tændt eller el-hookup.

Resten af dagen gik så med lidt læsning og ellers med nedpakning. Alting skulle flyttes fra RVen til bilen. Det tager jo tid den slags, men der var faktisk plads til det hele – også det ekstra sengetøj, gryder osv. vi købte med, da vi lejede RVen. Vi skulle jo også bruge ting næste morgen, så vi kunne ikke blive helt færdige. Men vi nåede langt.