Kategoriarkiv: USA 2011

IMG_2597

Red Lodge til Newcastle

(0)

Så begynder målet at hedde New York. Dette var første dag af seks, hvor der skal køres nogle mil. Men nu kan det jo godt være lidt ensformigt kun at sidde i bilen, så vi tager gerne en omvej eller to så længe de ikke er for lange. Dagens delmål hed Mount Rushmore. Det er det bjerg, hvor fire præsidenters portrætter er hugget ind i. Det lå i en passende afstand, og kunne være meget sjovt at have set, når vi nu alligevel er her. Vi havde også hørt om et bjerg kaldet Devils Tower, som kunne være pænt. Det ville vi også tage forbi, hvis der ikke var for langt. Så af sted mod det af I-90 – en motorvej vi kommer til at se en del til de næste dage.

Vi kørte nogle timer i et landskab, som nu er mere fladt. Prærien var dog lidt mere bakket og bjergrig, end vi umiddelbart havde forestillet os. Det skyldes nok, at vi trods alt stadig var i “Rocky Mountains” enden.

Det fladeste prærie, vi kunne finde:

IMG_2587

Pludselig begyndte der at komme skilte til “Custers last stand” (Custers sidste kamp) monumentet. Det var en overkommelig omvej, så det skulle selvfølgelig ses. Her var et fint lille museum, som beskrev kampene mellem føderationstropperne og indianerne. Der var også en god beskrivelse af historien og hændelserne op til kampene – og det er rart at se, at indianerne ikke beskrives som vilde barbarer, der hærgede til højre og venstre. Tværtimod er følgende et citat fra en film, som kørte i baggrunden: “der var ikke tale om en massakre, men et slag mellem to regulære hære”. Her omtales kampen mellem en samling indianerstammer og konfederationshæren. Det var også muligt at komme rundt og se selve kamppladsen, og vi havde fået et kort, som beskrev troppebevægelserne i landskabet. Men det gik vi rimelig let hen over. I vores tid er det trods alt “bare” en række græsbeklædte bakker. Men stadig respekt for enhver officer, som kan holde bare det mindste smule overblik i sådanne bakker uden radioer.

Videre mod Mount Rushmore med os. Devils Tower viste sig at være en lille omvej, men stadig overkommelig. Så det tog vi med på vejen. Det er et enlig, lille og meget stejlt bjerg. Indianerlegenden fortæller, at det opstod da en gruppe piger blev overfaldet af bjørne i vildnisset. De bad til ånderne om hjælp, og som svar hævede ånderne den klippe de stod på, så bjørnene ikke kunne nå dem. Den kedelige, videnskabelige forklaring er, at det er indmaden af en eroderet vulkan. Uanset forklaringen er det et fredfyldt og pænt sted at gå en tur på en times tid. Alternativt kan man – hvis man er erfaren bjergbestiger – klatre op af bjerget. Det var der en, som gjorde, mens vi var der. Fin måde at få sat størrelsen i perspektiv.

Devils Tower på afstand:

IMG_2594

Devil’s Tower tættere på:

IMG_2597

Vi overnattede i en by kaldet Newcastle. Den ligger tæt på Aberdeen og Tipperary. Vi har en skummel mistanke om, at de oprindelige nybyggere her var fra Storbritanien og Irland. Byen var lille, men havde da et lille villakvarter, vi først fandt dagen efter. Til gengæld opdagede vi jernbanen, olieraffinaderiet og: et hyggeligt og klassisk motel. Meget lokalt og hyggelig ejer, som tydeligvis selv boede på stedet. Vi fik nogle gode kort over området og tips omkring restauranter.

Vi fandt en italiensk restaurant, som viste sig at været byens in-sted (og senere viste sig at være den eneste restaurant, som ikke serverede fast food). Vi bestilte to pizzaer, så der også var til frokosten dagen efter. Super betjening, lækker mad, mange mennesker og god stemning. Bedste restaurant hidtil (måske delt førsteplads med road trip dineren i Williams). Under middagen kom vi til at kigge på deres desertkort, hvilket resulterede i to, store bægre is med brownies og chokoladesovs. Også rigtig velsmagende. Og til små 16 kr. stykker kan man jo næsten ikke lade være. Vi var helt proppede og i højt humør da vi kørte tilbage til motellet og slappede af et par timer med at kigge på de lokale brochurer.

I brochurerne fandt vi bl.a. et lokalt “Vild horse sanctuary” (reservat for vilde heste). Vi havde egentlig ikke tid til det med planen for morgendagens køretur. Men på den anden side: Lise er jo hestefan. Så vækkeuret blev stillet til kl. 5.30. Så kunne vi lige klemme deres kl. 9 bustur ind uden at skulle skynde os. Og så var det ellers på hovedet i seng.

IMG_2478

Yellowstone – Red Lodge

(0)

07.00 Tidspunktet vores vækkeur ringede

08.30 Tidspunktet vi skulle tjekke ud og køre mod Yellowstone

09.15 Tidspunktet vi skulle mødes med vores rideguide på

09.17 Tidspunktet vi vågnede på

09.18 Tidspunktet vi desperat ringede til kontoret der styrede rideturene

09.30 Tidspunktet hvor vi havde pakket, tjekket ud og startede bilen på

09.45 Tidspunktet vi var på mødestedet med guiden

Men vi nåede det heldigvis og der var smil og ingen sure miner. Heldigvis havde vi bosat os i Gardiner, som er den nærmeste indgang til det sted vi skulle ride. Havde vi været ethvert andet sted, havde vi ikke nået det.

Så uden morgenmad og med lidt solcreme klattet her og der stod vi klar til vores møde med hestene. I alt var vi 12 på turen + to guider og alle virkede søde. Vi fik først lidt basis viden til dem der ikke var vant til heste (hvordan styrer man, hvordan bremser man, osv) og så fik vi ellers tildelt heste. Jeg fik Rodriguez mens Christian fik Rio.

Christian som cowboy og mig som ridende fotograf:

IMG_2473

Mig og Rodi:

IMG_2478

Rio var en rolig fætter, der så snart det var muligt så sit snit til at snuppe lidt græs. Christian og han havde et par kampe men fandt hurtigt en fælles rytme (så længe Rio kun tog græs i farten og ikke stoppede op, var det okay med Christian). Rodi var der lidt mere gang i, dvs. han foretrak trav mens de andre skridtede. Han var nu meget sød alligevel.

Vi startede på en parkeringsplads og red herefter ud over markerne, væk fra de civiliserede veje. Snart gik det opad og der gik ikke længe før vi var kommet et stykke til vejrs. Vi red igennem et mindre pas og ned igennem en nåleskov hvorefter vi gjorde holdt for frokost. Forestil jer Christians og min glæde da vi fandt ud af at de havde mad med til os! Sulten blev stillet og der blev snakket lidt. Alle var meget interesserede i vores historie, da alle andre på nær et enkelt par var fra USA. En gut var specielt meget interesseret fordi han havde sejlet i Øresund og op langs den svenske kyst.

Så er der frokostpause. Hestene står bundet til hinanden to og to på ægte cowboy maner, så de ikke stikker af:

IMG_2481

Efter endt frokost fortsatte vi videre opad. Og opad. Og opad. Vi red af en smal sti langs en græskant der for det meste var fin, men stejl enkelte steder. Udsynet var flot! Og Rodi havde fundet ud af at det også var okay bare at skridte, bonus! Vi var på udkig efter dyr, både hjorte, bjørne og præriehunde. Desværre så vi ikke nogen (måske meget fint mht. bjørne).

IMG_2491

Lidt mere udsigt:

IMG_2493

Efter 3 timers ridning nåede vi op på et plateau hvor vi kunne se ud over et vandfald, vores startsted og en dal med en sø, det var super flot! Herefter gik det langsomt nedad, tilbage til hvor vi startede. Det var egentlig rart, for vi var rimelig ømme bagi. Bagdelen er ikke helt i træning i mere til den slags ting.

Alt i alt var det en super oplevelse og den kan absolut anbefales. Man kommer væk fra standardvejene og får virkelig mulighed for at nyde naturen.

Efter end ridetur var det tid til lidt mere frokost. Vores første omgang havde trods alt været en slags morgenmad. Herefter skulle vi se Mammoth Hot Springs, som var vores sidste punkt på planen inden det var på tide at vende snuden øst, ud at Yellowstone og med retning mod New York.

Udsigten fra toppen af MHS ud over MHS “by”:

IMG_2508

I forhold til geyser-områderne var MHS lidt af en skuffelse. Det var da specielt og anderledes, men vi havde bare set flottere, mere specielt og mere anderledes dagen før. Så vi brugte ikke så lang tid der før GPS’en blev sat og bilen startet. Selve turen ud af Yellowstone tog i sig selv 1½ time, så vi var klar til aftensmad da vi nåede første by. Her gik vi ind på hvad der lignede en hyggelig restaurant i en bjælkebygning. Maden var egentlig ok, men priserne viste sig desværre at være nogenlunde 50% højere end hvad vi var vandt til.

Herefter var målet Billings, en by ca. 2 timers kørsel derfra. Det viste sig dog at vejen (hvor man måtte køre 65 mil i timen, dvs. godt 100 km i timen) hurtigt blev til en snoet bjergvej. Det var jo både godt og skidt: Skidt fordi vi gerne ville nå frem til Billings indenfor rimelig tid. Godt fordi bjerge ofte er pæne. Denne gang var ingen undtagelse. Efter at de første 10 mils bjergkørsel var pænt jævn udsigtsmæssig blev der taget revanche. Første sceniske effekt: Sø, med bjerge med sne i baggrunden. Tilsæt nu dramatiske skyer på den ene side og en solnedgang til den anden side for flot lys og dynamisk himmel. Kør så videre af vejen og find dig selv stående på toppen af et bjerg hvor du nu ser ned på de bjergtoppe du før brugte som baggrund på dit søbillede. Se sneen ligge i hvide klumper under dig og ved siden af dig. Nyd solnedgangen på venstre side. Det bliver ikke meget flottere!

IMG_2541

IMG_2554

Og herefter var der så 20 mils kørsel nedad der så nogenlunde sådan her ud på gps’en:

IMG_2564

Og ja, mørket var ved at falde på, da vi nåede dalen var det helt mørkt og der var stadig en time til Billings (på dette tidspunkt var det ca. 2 timer siden vi havde fået aftensmad). Da vi pludselig begyndte at se huse på begge sider og det blev til en by krævede det ikke meget overvejelse at stoppe og finde overnatning. Vi fandt et hyggeligt motel midt i byen. Byen viste sig at hedde Red Lodge, er en ski-sports by om vinteren og en ”vandre” by om sommeren. Ydermere fandt vi ud af at det ”lille” bjerg vi så kækt havde været oppe over var over 3,5 km højt! Så kunne vi bedre forstå vi syntes der var langt ned…

Og så lige et par bisonbilleder (fordi de er så søde). Først far og mor og barn:

IMG_2514

Og så George (eller hvad han nu hedder, men sød er han i hvert fald):

IMG_2526

Desværre må jeg ikke få ham med hjem for Christian. Han siger noget om at han ikke kan være i kufferten og at toldreglerne er lidt besværlige på det punkt…

IMG_2416

Yellowstone: Geysere m.v.

(0)

Vi var ved at blive lidt trætte med det forholdsvis kompakte program, så vi havde besluttet os for at sove lidt længere i dag. Vi satte vækkeuret til kl. 10, men vågnede ca. 9.30. Planen var vestsiden af Yellowstone med fokus på geyserområderne og de mangeforvede hot springs (varme vandhuller – meget flottere end det lyder på dansk). Vi var, som forudset, for sent oppe til at spise morgenmad på motellet, så vi havde fundet en café på www.tripadvisor.com som også serverede morgenmad. Den havde fået gode anmeldelser, men det var ærlig talt et kedeligt sted. Mørkt, under gennemsnit mad, stressede servitricer uden overblik og priser i den høje ende. Vi spiste vores mad og skyndte os ind i parken.

Der er to store geyserområder i Yellowstone: Norris området og Old Faithful området. Norris var nærmest, så der startede vi. Det var meget fint at se, og også værd lige at stoppe for. Men Old Faithful området er bare større, sejere og pænere. Så det var næste stop på ruten. Her var til gengælg geysere i massevis. Store geysere, små geysere, geysere som springer hver time og geysere som springer med årtiers mellemrum. Vi håbede på at se den største af dem (Grand), da den skulle springe efter ca. 1 time.

Vi var der ½ time inden og blev 45 min. efter. Vi fik så at vide, at når den opførte sig som den gjorde i vores tilfælde (noget med vandspejl osv.) kunne der gå flere timer før den sprang igen. Vi gik derfor videre. Selvfølgelig sprang den 20 min. senere, hilket vi kunne skimte over trætoppene… Nå, men vi gik mod geyseren Old Faithful (gamle trofaste), som er meget forudsigelig. Dvs. at den springer hvert 90. min +/- 10 min. Den så vi lidt på afstand. Igen sjovt at se, men så heller ikke vildere end det. Så var det faktisk sjovere med de mindre geysere. En af dem måtte vi løbe fra, da den pludseligt skød vand ud over stien vi gik på (uskadeligt, men overraskende). En anden, mindre geyser brølede ad os og gik derefter i gang med et mindre vandshow. Skægt med den slags terræn.

Old Faithful på afstand:

IMG_2361

Her burde der have været et billede af Grand:

IMG_2372

En gejser der pludselig gik amok (vi stod lige i vindretningen da det skete):

IMG_2351

Varm kilde med tilhørende bakterievækst:

IMG_2354

Springvand???

IMG_2367

Efter Old Faithful området tog vi til Midway Geyer Basin, som i bund og grund er 3 hot springs, dvs. 3 varme søer. Det lyder lidt kedeligt, men er det absolut ikke. Der er nogle fantastiske farver som dannes af bakterier, som lever ved forskellige temperaturer. Så søerne er dybblå i midten og går så gennem alle regnbuens farver til dybrød i kanten. Og så står der en konstant damp fra dem pga. den højere temperatur. Meget svært at tage gode billeder af, men smukt at se på.

Fra Midway Geyser basin. Det her er rent faktisk en geyser, men den har ikke været i udbrud i hundrede (eller var det tusinde?) år:

IMG_2400

Grand Prismatic Spring lige i den tidlige aftensol:

IMG_2416

Til slut tog vi forbi Lower Geyser Basin. Her var flere geysere (det havde I ikke gættet, vel? :) ). Men der var faktisk flere sceniske ting. Der var en mudderpøl som stod og boblede og hele tiden lavede nye former, der var en større geyser som sprang næsten hele tiden og der var en fin udsigt over en slette med mange smågeysere rundtomkring som dampede konstant. Absolut et besøg værd. Vi havde overvejet en tur mere ned omkring søen, men Lise havde oparbejdet en god hovedpine, så vi tog hjemad. Det var alligevel ved at være den tid, så vi gik egentlig ikke glip af noget. Vi tog en burger på den lokale grill på hjemvejen. Spiselig, billig men lidt kedelig. Herefter tog vi hjem, hvor Lise hvilede sig mens jeg kiggede på overnatning til dagen efter. Vi ville heller ikke for sent i seng. I morgen skulle der rides og vi skulle op i god tid.

IMG_2432

En dekorativ bison på hjemvejen:

IMG_2451

IMG_2250

Pocatello til Gardiner – og Yellowstone

(3)

Efter morgenmad på motellet fortsatte vi mod Yellowstone. Vi havde besluttet at overnatte i byen Gardiner, som ligger få kilometer fra den nordlige indgang og ca. et kvarters kørsel fra det sted, vi skulle ride om søndagen. Priserne på overnatning er højere så tæt på parken, men så slipper man til gengæld for en masse kørsel frem og tilbage. Og det er en udtalt behagelighed – især fordi det i forvejen tager 1½-2 timer at køre fra den ene ende af Yellowstone til den anden. Indtil videre har vi altid set ting, før vi fandt et sted at bo, men i dag gjorde vi det omvendt og etablerede “basen” først – også fordi vi skulle bo her hele 2 nætter. Det lyder ikke af meget, men det var meget rart at have en morgen, hvor kufferten ikke skulle pakkes.

Vi tog derfor direkte til Gardiner og indkvarterede os på den lokale Super 8. Den sidste del af turen gik gennem selve Yellowstone parken. Ved indkørslen var et skilt, som advarede mod dyr på vejen. Det lovede ikke for meget. Vi havde kørt 10 min. da vi så en bison gå pænt i kanten af vejen i venstre side. Ganske som en godt opdraget fodgænger. Vi tænkte, at det kun sker én gang i livet. Og så skete det igen efter yderligere 10 min. Det lovede godt for at se dyr. Og vi fik da også set dyr ved visitor centeret (touristinformationen). Her lå 30-40 elge i alle aldre på en græsplæne udenfor. Nogle spiste, nogle gik lidt rundt og andre halvsov. Og det 2 m. fra et skilt, som huskede touristerne på, at elgene er vilde dyr og at man ikke skal gå for tæt på dem. De var nu helt ligeglade med biler.

Lokal fodgænger (hovgænger?):

IMG_2250

Hvordan holder man sig lige på afstand af dem her?

IMG_2267

Da vi var checket ind på motellet var klokken henad fire, så vi besluttede os for en aftenstur i parken. Groft sagt kan man sige, at den er opdelt i et 8-tal og der er masser at se overalt. Men igen skal man også huske at det tager 3-4 timer bare at køre ned i den anden ende og tilbage igen. Så det er bedst at “gruppere” de ting, man gerne vil se. Umiddelbart så de mest interessante ting (bl.a. geyserne) ud til at ligge i den vestlige del, så den gemte vi til dagen efter, hvor vi havde en hel dag. Altså blev det østdelen. Det var som sagt hen på eftermiddagen, så hvis vi ville nå det hele, måtte vi affinde os med at skulle køre hjem i mørke. Det er nu heller ikke noget problem.

Første stop var Tower Falls , som er et vandfald. Der er mere vand i, end der var i Bryce Canyon. Mere er der vist ikke at sige om det, end at de sælger gode is med forbløffende gode vafler tæt på. Næste stop var Yellowstones “Grand Canyon”. Den er ikke i nærheden af størrelsen på den “rigtige” Grand Canyon, men man kan komme meget tæt på en kraftig flod med to store vandfald. Faktisk kan man komme ca. 2 m. fra toppen af et af faldene – igen på meget betryggende vis med asfaltering og hegn (og det er altså et hit, når man kigger 50 m. ned i et vandfald). Udsigten var også betagende ud over kløften med dens mange forskellige farver.

Vi fortsatte ad vejen sydpå, som gik gennem en slette, som er kendt for sine gode muligheder for at se dyr. Det bedste tidspunkt at se dyr på er desuden ved solnedgang og solopgang. Vi havde heldigvis en begyndende solnedgang ved hånden. Masser af bisoner og pæne farver på himlen over sletten. Flot! Turen gik derefter forbi en svovlpøl. Den lugter ikke så godt og er egentlig ret grim. Men det er sjovt at se en pøl af mystisk farvet vand bare stå og boble af sig selv. Og ved siden af var et hul i jorden med under ½ m. i diameter. Der stod damp op af hele tiden, så den lød som en jetmotor i tomgang. Også helt anderledes end noget nogen af os havde set før.

Efter svovlpølen kørte vi videre ned til søen i Yellowstone. Den er amerikas største højlandssø (over 7000 fod oppe) og den er så stor, at den påvirker klimaet omkring den. F.eks. er den med til at lave skyer. Vi kom desværre lidt sent frem, så vi fik kun en kort gåtur langs søen med den sidste del af solnedgangen. Men meget hyggeligt alligevel. Så gik det hjemad i den nu mørke park. Her så vi en coyote på vejen. Den gik naturligvis også pænt i venstre side af vejen.

Da vi nåede Gardiner, var klokken lidt over ti. Vi havde forventet at finde noget mad inde i parken (der er madsteder på kortet), men det var ikke lykkedes. Vi ville derfor gerne have noget aftensmad, men alt var lukket. Bortset altså fra denne her lille lokale café/bar kaldet K-Bar. De har åbent til kl. 23 og serverer pizza indtil 22.30. Super hyggeligt sted med masser af lokale – både unge og ældre. Pizzaen var god og der var rigeligt af den – så var frokosten også sikret til næste dag.

hmmm

Hmmm

Ja, vi er ved at være lidt bagud her. Altså på bloggen. På ruten er vi nogenlunde stadig med. I har måske lagt mærke til at det er Christian der hat stået for de sidste mange indlæg. Det er fordi han kan skrive i bilen mens vi kører, den snyder. Jeg bliver desværre køresyg hvis jeg prøver. Vi har lige tilføjet et par ekstra punkter på programmer (yay, vi skal ud og se vilde heste i dag i et reservat) så dagen i dag bliver lang, men vi glæder os (og stakkels Christian gik med til at stå op kl 5.30 for at vi kunne nå hestene også). Jeg ville meget gerne love en opdatering i aften, men ved ikke rigtig hvor trætte vi er, når vi når frem. Der er så meget at fortælle!

Men for bare lige at give en mini update: Vi er pt i Newcastle i Wyoming tæt på grænsen til South Dakota og skal i dag til Hot Springs (South Dakota), se Crazy Horse (indianer) monument, se Mount Rushmore og køre (og måske gå en tur) i Badlands National Park.

Der er ca. kørt 3.500 miles nu.

IMG_2244

Beaver til Pocatello

(10)

Planen for i dag var at køre til Salt Lake City og så videre mod Yellowstone i morgen. Vi havde delt turen op i to, da det er en ganske pæn køretur. Erfaringerne fra de sidste dage har dog vist, at lange stræk naturligvis tager tid, men at de ikke er særligt krævende eller trættende mentalt. Så vi besluttede os for lige at tage Salt Lake Citys største seværdighed med på vejen, når vi nu alligevel var i området, så det ikke bare blev en ren køredag. Vi taler naturligvis om Bonneville Salt Flats.

Efter en udmærket morgenmad på motellet gik det derfor mod Salt Lake City og derefter Salt Flats. Der var ca. 3½ time til Salt Lake City. Herfra var det ud af nærmeste motorvej vestpå, som løber igennem the Salt Flats. Ud fra Googles kort ser det ud til, at man skal køre en times tid, før man er ved saltsøen. Sådan forholder det sig ikke helt. Man kommer godt nok forbi noget salt, men det er jævnt kedeligt. Hvis man derimod væbner sig med tålmodighed og kører ½-1 time mere, så ser det rigtig fedt ud. Helt hvidt salt fra motorvejen og helt til bjergene. Meget anderledes end hvad man ellers ser (måske med undtagelse af i Death Valley, men det var meget mindre tilgængeligt).

Mig 10 meter fra en rasteplads:

IMG_2226

Der var en vej ud til Bonneville racerbanen, hvor der i ca. 100 år er blevet sat en række hastighedsrekorder i bil. Stedet er perfekt til høje hastigheder, da der er kilometer efter kilometer af fladt sand, som ikke drejer. Så er der ikke lige noget at køre ind i, selvom man runder de 1.000 km/t. Jeg kan ikke huske den nuværende rekord, men det er noget i den stil. Nå, men vi tog selvfølgelig vejen helt derud. Den var asfalteret og ledte ud midt i saltet – hvor den så stoppede. Der var kun en nedkørsel til saltet og et skilt. Skiltet forklarede, at racerbanen bestod af en 16 km langt og 80 m. bredt område af saltet med en sort stribe i midten, som hvert forår blev gjort klar til ræs. Herudover er der en oval bane, man kan komme til ved at køre et par kilometer ud af den lige bane.

Bonneville racerbane:

IMG_2242

Efter en kort overvejelse om salts indvirken på bilen (som vi vurderede som værende minimal i tørt klima og evt. en bilvask) kørte vi en tur ud på banen. Når jeg nu skriver banen, så tænk nærmere en hårdt trampet og noget ujævn del af saltet. I den nuværende stand er den nok bedre til at teste en bils støddæmpere end dens maksimale hastighed. Men det er nok fordi vi er henne på sensommeren og langt fra den sidste klargøring. Vi fandt dog den ovale bane, som nogle andre var ved at gøre klar til at race på. De spurgte pænt, om vi kunne holde os fra den del af banen, hvilket vi naturligvis indvilligede i. Detblev de glade for og fortalte os til gengæld lidt om saltets beskaffenhed: hvor det var bedst at køre osv. Ret fed oplevelse at køre på en af de mest berømte racerbaner i verden (og så er der en sjov World of Warcraft reference, men den vil jeg skåne jer for – den røg direkte af sted til dem, vi spiller med).

Hyundai Santa Fe på racerbane:

IMG_2244

Efter Bonneville Salt Flats kørte vi videre mod Pocatello, som var på vej mod Yellowstone. Vi havde forventet en stor flække, men den har både statsuniversitet og meget andet. Der kan man jo blive så overrasket. Vi ankom sidst på aftenen, så vi kontrollerede lige et par småting omkring Yellowstone og så var det ellers på hovedet i seng.

IMG_2083

Bryce Canyon

En af mine kollegaer havde foreslået os at tage til Bryce Canyon. Vi kendte intet til stedet, men han var ret insisterende og vi var foran “tidsplanen”, så vi besluttede os for at tage en tur forbi. Vi sov længe om morgenen, hvilket resulterede i, at vi ikke længere kunne få morgenmad, men gik direkte til en tidlig frokost bestående af cheeseburgers. Vi købte et par ekstra med til en senere frokost, da det er rart at have mad med i parkerne. Ellers kan det tage lang tid at finde noget. Så var det ellers af sted. Det meste af turen var der ca. 28 grader, men under en 10 min. regnbyge faldt det til 13. Ret voldsomt skift, selvom vi kun oplevede det fra bilens termometer. Efter ca. 1½ times kørsel ankom vi til Bryce Canyon.

For første gang på turen var vejret ikke med os. Der var skiftende skyet og der var altid en eller flere tordenbyer tæt på. Temperaturen var til gengæld under 30 grader, hvilket var rart. Vi fulgte rådene i informationsmaterialet om parken og startede med en gåtur ned i selve kløften. Bagefter planlagde vi at tage bilen til en række udsigtspunkter – også i tråd med rådene i informationsmaterialet.

Skiltningen for gåturene var mangelfuld og svær at finde rundt i, men til gengæld var stierne gode og nemme at gå på. Det gjorde det meget overkommeligt at komme både op, ned og rundt. Nu kunne man selvfølgelig tro, at vi havde set, hvordan sådan en kløft kan se ud i Grand Canyon og i Zion. Men vi fik en tredje version. Endnu en imponerende oplevelse. Bryce Canyon er mere hyggelig med mange små vægge inde i kløften som gør, at man går i mindre områder. Klipperne er meget røde og der er hoodoos overalt. En hoodoo er en stensøjle med varierende bredde, som f.eks. kan være smal midt på og så have en stor, bred sten øverst. Desværre besluttede en af de lokale tordenbyger at komme lidt for tæt på under turen. Den gav ikke meget regn, men det er ikke så sjovt at befinde sig i ukendt landskab lang fra bil og bygninger (som man bør opholde sig i i tordenvejr. Vi har læst op på emnet – også på hvad man gør, hvis man ikke lige har en bil/bygning). Så sidste del af gåturen blev i hastigt tempo. Fint for konditræningen at marchere op ad en bjergvæg, men ikke helt så scenisk.

Starten på gåturen:

IMG_1975

Vi begynder for alvor at gå ned ad:

IMG_1978

Det er ikke kun naturen der kan lave stenstatuer:

IMG_1981

Og de var alle steder i det område:

IMG_1983

Efter gåturen tog vi bilen til udsigtspunkterne. Der er ca. 10 af dem, som alle er placeret på en lang vej. Vi startede fra en ende af. De første par stykker var ærligt talt ikke så imponerende. Bevares, de var pæne, men kunne ikke måle sig med den tur, vi lige havde gået. Det var indtil vi nåede Bryce Point. Det var imponerende (jeg er ved at løbe tør for stærke tillægsord her, så imponerende må være godt nok). Der var et asfalteret udkigspunkt med rækværk, så vi kunne rent faktisk stå med over 300 graders udsyn over kløften helt ude på kanten uden at risikere liv og lemmer. Og sikke en udsigt! Det yder den ikke retfærdighed at beskrive, så i må kigge billeder (som heller ikke yder den retfærdighed, men trods alt er bedre).

Bryce point:

IMG_2083

Fra et af de andre udsigtspunkter:

IMG_1993

Vi besluttede at intet i parken kunne toppe Bryce Point og kørte derfor videre mod Beaver by, hvor vi havde valgt at overnatte. Belært af erfaringerne fra de tidligere dage havde vi besluttet at spise aftensmad, før vi fandt et sted at bo. Ellers bliver vi bare trætte og sultne. Så da vi kome forbi en lille, amerikansk restaurant på vejen, gik vi derind. Det så lidt kedeligt ud, men de overraskede positivt ved at servere gratis salat og bolle som forret. Vi fik endda selv lov til at vælge dressing til salaten. Fornemt. “Chicken tender” (mør kylling), som Lise bestilte, viste sig desværre at være friturestegt kylling med kedelige pommes frites lignende kartofler til. Ikke lige hvad vi havde håbet på ud fra “Mør kylling”. Men det var da spiseligt. Min hamburryg var til gengæld ok.

Derefter tog vi til Beaver, hvor vi boede på Super 8, som er vores nye favoritkæde. De har rimelige priser, wifi og typisk også morgenmad, som ikke bare er en tør doughnut.

IMG_1951

Zion

Vi valgte den hurtige løsning for morgenmaden i dag og tog på McDonalds efter råd fra receptionisten. De viser sig at servere glimrende pandekager i lige så glimrende portionsstørrelser. Derefter gik turen til Zion National Park. Der skulle være ca. 1½ times kørsel fra Page, men da staten Utah åbenbart er meget ærekære omkring tilstanden på deres veje, blev vi forsinket tre gange af vejarbejder. Den ene gang fik vi bare et STOP-skilt og måtte vente 15 min. Tredje gang holdt vi i kø udenfor en tunnel uden synlig grund i 30 min. Det eneste vi så var et par vejarbejdermaskiner, som kom ud af den af og til. Alt i alt en forsinkelse på 1½ time. Men frem kom vi da.

Kø:

IMG_1874

(indsat)…Lise er ret vild med Utah’s flotte natur så her kommer et par billeder:

IMG_1876

Det går meget op og ned i Utah. Faktisk ligger det meste af staten i over 2 km højde:

IMG_1901

Vi vidste ikke rigtig noget om Zion før vi ankom, andet end der skulle være flot. Det var der der også. Nationalparken viste sig at være en kløft, men en meget anderledes kløft end Grand Canyon. Her var meget mindre og meget mere frodigt. Selve gåturene og shuttle busserne kørte her i bunden af kløften i modsætning til Grand Canyon, hvor de kører oppe på kanten. Sjovt at prøve begge dele. Der var træer i klare, grønne farver overalt og nede i bunden løb en lille hyggelig flod. Ved kraftig regn kan floden blive 200 gange kraftigere, men det sker mest om vinteren. I 2010 måtte de f.eks. evakuere nogle gæster på grund af kraftig stormflod. Det var heldigvis slet ikke relevant for os.

En lidt fesen version af floden:

IMG_1918

Der var ca. 40 grader og solskin, så efter et kig på parkens hikes (gåture), valgte vi en af de lette til noget som hedder Emerald Pools. Det er et vandfald med tilhørende små søer. Det var et perfekt valg. Stien var nem at gå på, den var flot og den var i skygge næsten hele vejen. Stien gik også ind under vandfaldet. Og selvom der ikke er meget vand på denne årstid, så er det sjovt at stå inde under og se ud på faldende vand. Vi havde egentligt planlagt den korteste tur (1,5 km) på grund af varmen, men gik lige et par kilometer mere, fordi det var så flot. På turen havde Lise sit første møde med firben/salamandere. De var meget fotogene og spændende, men måske lige lovligt spændende, når de ikke sad stille. De kunne også være svære at se, så hun var lidt bekymret for at komme til at træde på en af dem.

Stien i dejlig skygge:

IMG_1925

Vandfaldet:

IMG_1936

Vandfaldet set oppefra fra siden:

IMG_1951

Et af de farlige firben:

IMG_1950

Efter vores gåtur tog vi lige shuttle bussen resten af kløften rundt for at se det hele. Busserne kørte hvert 7. minut, så der var næsten ingen ventetid. Mens de kørte, blev der fortalt om kløftens historie, geologi, dyreliv osv. Interessant og nemt.

Vi kørte til Cedar City for at overnatte. Her kan den lokale Thai restaurant kraftigt anbefales. Prøv evt. retten “Drunken Noodles” (Pad Thai med en anden sovs til de af jer, som ved hvad det er 😉 ). Den var meget delikat. Stedet ejes af en pensioneret amerikaner og hans thailandske kone. Vi gætter på, at det var datteren som serverede. Alle med et stort smil. Efter maden fik vi en god sludder med amerikaneren om chili, udstationeringer i Tyskland osv. Endnu en fantastisk dag vel afrundet.

IMG_1728

Grand Canyon

Så sidder jeg her i bilen med computeren mens regnen trommer på forruden. I hvert fald i et minuts tid – så kom vi ud af den regnbyge. Men ok – de kaldte det også risiko for isolerede byger i vejrudsigten. Og det må jo siges at passe. I det omfang er regn lige til at klare :)

Det ligner Sverige…men det er vejen til Grand Canyon:

IMG_1716

Nå, men vi er nået til Williams og Grand Canyon. Morgenmaden bestod af pandekager på den lokale græske restaurant. Lidt sjovt at finde en græsk restaurant midt i hele road trip temaet. Efter maden vendte vi bilen mod Grand Canyon, som lå en times tid væk. Lad os sige det med det samme: ordet “Grand” (dvs. storslået) er et helt passende ord til stedet. Det tager sin tid at komme rundt med de lokale shuttle busser, visitor centeret er ikke særligt imponerende (hvad de ellers ofte er i usa) og informationen var ikke særlig præcis. F.eks. fik vi modstridende oplysninger omkring en af de gåruter, man kunne vælge, hvilket resulterede i at vi endte på en rute som kom alt for tæt på kanten og med alt for mange løse sten og grus. Så den gik vi ikke så langt af, men stoppede da den så ud til at blive usikker.

Men når det er sagt, så er stedet fantastisk. Kløften er gennemsnitligt 16 km bred, den er ca. 1,5 km dyb og der er et utal af sidekløfter, bjerge og lodrette fald på flere hundrede meter. I bunden løber Colorado floden, som er stor, men virker næsten som en å når man står ved kanten og kigger ned på den. Det er også fantastisk at se de mange forskellige farver og lag, som er i bjergene, ligesom det er sjovt at se kondorer (hedder de det på dansk? det er i hvert fald en stor fugl) og turkey vultures (gribbe, som mere ligner ørne). Og det er mindst lige så sjovt at kunne kigge flere hundrede meter ned på dem, mens de flyver.

Som sagt endte vi på en mindre befærdet gåtur, hvilket ikke var så befordrende for vores tur ned i selve kløften, men til gengæld placerede os i en meget rolig del af området. Og det var både sjovt at prøve og virkelig behageligt. Vi gik en tur på en sti langs kanten af kløften og mødte kun folk ca. hvert 20. minut. Der var helt stille det meste af tiden – altså ingen motorstøj, ingen snak, ingen cikader men helt stille. Af og til kunne man høre helikoptere, som der er en del af over kløften, men ellers var vi helt os selv. Det havde vi ikke regnet med i en af usas mest besøgte nationalparker med over en million besøgende om året. Vi fik bl.a. også 20 min. for os selv på en bænk på en af de flotte udsigtspunkter. Ren afslapning med udsigt over fantastisk natur. Det bliver ikke meget bedre.

Frokostudsigten:

IMG_1728

I vores informationsfolder stod der, at man skulle tage sig tid til enten solopgang eller solnedgang, hvilket vi selvfølgelig gjorde. Vi sørgede for at være på det østligste udsigtspunkt en time før solnedgang. Der er der nemlig et flot sted, hvor man kan se ca. 270 grader rundt på kløft, bjerge og højsletter fra et højt stentårn bygget til formålet. Man kan også se meget langt: det fjerneste synlige bjerg var ca. 150 km væk. Jeg ved godt jeg gentager mig selv, men det var fantastisk flot.

Så er der solnedgang (bemærk tordenskyen i baggrunden hvor man af og til kunne se lyn fra):

IMG_1802

Mere solnedgang:

IMG_1822

Vi sluttede dagen af med at køre til byen Page, for at være i position til Zion National Park dagen efter. Det var sjovt også at prøve aftenkørsel herovre. Når det er mørkt, så er det mørkt. Af og til ser man en lygte eller to ude på stepperne, men det er det. Det var i den anledning, at vi opdagede at hver enkelt trailer eller hus på prærien har deres egen lygtepæl. Vejret havde også arrangeret et show med lyn i horisonten, hvilket var meget scenisk. Vi kørte 150 km. i retning af lynene, men oplevede aldrig våde veje. Man kan åbenbart se meget langt her (eller også regner det ikke, bare fordi det lyner).

IMG_1678

Vegas til Williams

Planen for dagen var en stille dag. Det blev den også, men med flere sjove indslag. Vi startede med et bjerg af en morgenmad på kasinoet, som var nabo til motellet. 5 pandekager er altså lige i overkanten, selvom nogle af de lokale så ud til, at de sagtens kunne spise op. Det kunne vi ikke.

Efter maden var det tilbage til Premium Outlets. Denne gang fik vi endnu en god høst, heriblandt et par ting fra Tommy Hilfiger til priser, som minder om H&Ms i Danmark. Herefter satte vi kursen mod byen Williams for at være så tæt på Grand Canyon som muligt. Som en sidenote kan det nævnes at “så tæt på som muligt” – dvs. nærmeste by med et indbyggertal som Hørsholms – er ca. 85 km.

Turen til Williams gik stille og roligt. Faktisk så roligt at vi ca. 100 km lå bag en lastbil, som vi indhentede med ca. 300 m over hele strækningen. Da vi nåede et bjerg, hvor dens motor ikke helt kunne følge med, blev vi desværre nødt til at overhale den.

Hen ad aften ankom vi til Williams. Byen ligger på Route 66, som er den gamle hovedvej fra Chicago til Los Angeles og den klassiske road trip rute på tværs af USA. Det har Williams gjort et tema ud ad med en hovedgade med road trip overalt. Vi fandt en rigtig fin diner med bil på taget, benzinstandere indenfor og autoværn som hegn. Stemningen blev rundet af med en cowboy, som spillede live guitar og sang. De havde borde udendørs og efter 10 min. på venteliste til et bord stod den på hjemmelavet burger, spareribs og over en liter cola til hver – selvfølgelig med mulighed for refill. Og for lige at løfte stemningen endnu en tand, kom der en hestevogn i rigtig westernstil forbi på hovedgaden, mens vi spiste. Helt perfekt.

Efter maden rundede vi af med en gåtur gennem hovedgaden og så hjem til motellet. Vi udnyttede at det havde været en rolig dag, og sluttede med at par blogindlæg med billeder og det hele.