I dag var planen bare at køre. Vi skulle fra Las Vegas til Santa Barbara, ca. 5½ times kørsel. Så vi stod op, tjekkede ud og kom afsted. Selve køreturen var ikke så spændende. Først bød den på mere ørken, lig den vi havde set fra Zion til Las Vegas. Så begyndte vi at nærme os forstæderne til Los Angeles (ca. 150 km fra centrum af den). Vi skulle dog ikke ind til selve Los Angeles, men nord om, for at ramme en by omkring 100 km oppe langs kysten. Undervejs på turen blev vejret mere kedelig og den første regn (på nær den vi spottede havde ramt vores bil i løbet af natten i Tuba city) ramte os. Vi var da hurtigt ude af bygen igen og var i mellemtiden kommet op i bjergene nord for Los Angeles.

Som vi kom ud mod kysten gik landskabet over i bakker og der begyndte at komme dyrkede marker omkring os. Især appelsiner og jordbær kunne spottes. Der var da også flere vejboder, som solgte lige netop det og vi stoppede ved en enkelt, hvor vi købte et par kilo jordbær (den mindste potion de havde) til 5 dollars (godt 25 kr). Vi spiste et par enkelte, som var dejligt søde og modne og kørte ellers videre.

Vi havde fra Las Vegas tjekket mulighed for overnatning i Santa Barbara, og det var dyrt. Så vi havde besluttet allerede inden vi kørte, at stoppe i byen lige før, for så at kunne tage til Santa Barbara næste morgen. Som sagt så gjort. Vi fandt et motel. Turens billigste og dårligste, det havde tidligere været et rygerværelse og det kunne man godt lugte. Desuden var det generelt lidt snusket. Heldigvis savnede vi ikke den manglende aircon, da det var 15 grader udenfor da vi ankom. Så kunne vi ligesom lære lige at betale de 10 dollars ekstra en anden gang…

Til aftensmad fandt vi en dejlig cafe med burgere som lå ved stranden. Den havde et dejligt udendørsområde, hvor der var borde og bænke, sandkasse og en lille dam. Desværre blæste det en del og solen var på vej ned, så vi nøjes med at sidde på deres overdækkede terrasse og kigge ud mens vi spiste.

Mcdonalds: 14

Tanken med i dag var egentligt den samme som for i går – bare uden at blive trætte og gå kolde om aftenen. Lise havde tænkt lidt mere hvad tøj angik og havde i højere grad konkretiseret, hvad hun ledte efter. Så vi startede med nogle timer i Premium Outlets i det sydlige Las Vegas. Dagen før var vi i det nordlige Outlet – rent luksus med indtil flere af dem at vælge imellem. Godt nok er udvalget af butikker rimelig ens, men der er alligevel lidt forskel. Og om ikke andet fryder forandring jo som bekendt.

Denne gang var Lise også noget heldigere og fandt flere gode ting. Det lykkedes os også at gøre os færdige i ordentlig tid, så vi kunne nå at flade ud på hotellet et par timer, inden vi kastede os over aftensmad og aftenstur. Dejligt.

Efter afslapning tog vi på Triple George, som er et spisested med bar. De skulle ifølge Tripadvisor lave de bedste bøffer inden for vores priskategori. Og det skal som nok passe J Det lå i downtown Las Vegas, som er det gamle bycentrum. Altså ikke The Strip med alle de nye, store temahoteller, men et område i mindre format. Men mere om det senere.

Vi parkerede på den gamle busterminal, som nu er transportmuseum. Derefter gik vi forbi mafia museet (the Mob Museum) og hen til restauranten. De havde bl.a. udendørs servering og da vejret var helt perfekt, satte vi os der. Super hyggeligt sted med pæne duge på bordene, lys i træerne og en kunstig hæk for stemningens skyld. Ved siden af lå en bar og nabo til den var den lokale motorcykelklub. Så der hyggelig ”fin” stemning hos os, høj musik fra naboen og så rockerne, som hyggesnakkede med politiet – alt sammen inden for 30 meter. Meget typisk, hvad jeg forbinder med Las Vegas.

Vi startede med en forret bestående af rejecocktail. Desværre var deres fortolkning af en sådan 4 enorme rejer på knust is. Der var godt nok et salatblad under isen og der var en skive citron med, men ellers bestod retten udelukkende af reje. Det så meget trendy ud – og bonus for at prøve en ny fortolkning – men det var ikke lige det, vi havde lyst til. Men så var vi ellers meget mere heldige med hovedretten. Vi fik hver en bøf med kartoffelmos og lidt grøntsager. Og her tog de altså revanche. Bøffen var ekstrem mør og smagte super. Det samme gjaldt i øvrigt kartoffelmosen. En lille kuriositet var i øvrigt at både franskbrødet, vi havde fået inden forretten, og kartoffelmosen blev mærkbart mere tørt under måltidet. Så kan man lære at tage sin mad med ud i ørkenluften (Las Vegas ligger midt i Nevadas ørken). Det var ikke noget, som gik ud over måltidet, men meget sjovt.

Under måltidet havde vi også lagt mærke til noget lys og en svævebane. Så det måtte selvfølgelig undersøges efter maden. Her fandt vi så det gamle, klassiske Las Vegas Downtown. Det er en gade, som er overdækket af en kæmpe tv skærm, som de kan vise shows på. Langs gaden er der hoteller, casinoer, barer, boder og madsteder. På selve gaden er der optrædende, spraymalere, folk med alle mulige kostumer man kan blive fotograferet sammen med, scener med musik og boder med alskens ragelse i massevis. Under taget – skærmen – løb en svævebane fra den ene ende af gaden til den anden. Og lys overalt. Både på casinoerne og på barerne stod der letpåklædte damer og svajede i vinden. De ville nok selv have kaldt det at danse, men enten var de ikke særligt dygtige eller også gjorde de sig bare ikke umage.

Sjovt sted at opleve. I sidegaderne på hjemvejen så vi de kedeligere eksistenser: den sovende hjemløse, den anholdte unge mand, den sindsforstyrrede gut som råbte af og slog på en skraldespand og så den stenede gut, som politiet forsøgte at vække. Men det foregik alt sammen rimeligt roligt og det var kun den vrede mand med skraldespandende, vi lige valgte at holde en god afstand til.

Nå, men vi skulle jo også gerne forbi The Strip. Så vi kørte hjemad. Vel ankommet gav vi os af sted mod dels Coca Cola butikken, dels M&M butikken og dels et par temahoteller, hvor vi gerne ville se nærmere på temaerne. På sidste tur havde vi jo overnattet på The Venetian og set deres tema (en hel lille kopi af Venedig), så det kunne være sjovt at se nogle af de andres også. Det var desværre ikke så nemt, som man skulle tro. The Strip består mest af skodbutikker – ting til ca. 1$ – og meget dyre butikker – 300$+. Og så er der hotellerne. Vi havde regnet med en vis stemning på selve Strippen, men den var der desværre ikke rigtig.

Vi gik som sagt i Coca Cola butikken og M&M butikken. Især i M&M butikken havde vi håbet på en stak billige M&Ms, men de var desværre på ca. samme niveau som i Danmark – og i nogle indpakninger dyrere. Nedtur.

Hotellerne havde vi heller ikke meget held med. Det er forbløffende svært at finde rundt på dem og på The Strip, da vej, hoteller, shoppingcentre og gangbroer er bygget ind i hinanden i sindrige systemer. Lang historie kort, fandt vi kun temaområder for hotellet New York, New York. Det var – ikke overraskende – en fin kopi af New York. Her nød vi en Ben & Jerrys is i en lille sidegade – altså inde i hotellet. Det var rigtigt hyggeligt. Derefter var det blevet sent, men vi var heldigvis ret tæt på vores eget hotel. Så på hovedet i seng med os.

Vi kan således konkludere, at man ikke bare ser The Strip. Det kræver åbenbart mere planlægning, end vi gad i denne omgang. Måske engang på en senere tur. Måske ikke.

McDonalds: 6

Så er vi i Vegas igen. Det var oprindeligt ikke planen at komme denne vej forbi, men som tidligere nævnt er planlægning et lidt flydende begreb herovre i denne omgang. Så: Vegas var varmt og tørt. Vegas gav mulighed for at indhente lidt shopping og Vegas havde The Strip, som vi ikke rigtig fik gjort så meget ud af sidste tur.

Vi startede med shopping i Premium Outlets. Jeg kunne finde en del tøj, som er væsentligt billigere end det tilsvarende i Danmark. Så jeg fik streget en del i indkøbssedlen. Det gik til gengæld noget sværere for Lise, som ledte efter noget pænt/elegant tøj. Det kunne man som sagtens få, men det meste var lavet til 25 graders varme eller derover. Og det kan man jo sjældent regne med i Danmark. Så det blev desværre en sløj omgang – igen.

Efter at have shoppet det meste af dagen fandt vi vores hotel på The Strip. Normalt overnatter vi på moteller, men i dagens anledning blev det simpelthen et hotel (de kostede det samme). Hotellet fungerer også som time share, så værelserne er reelt lejligheder, som udlejes, når ejerne ikke bruger dem. Vi havde derfor stue, køkken, soveværelse og walk in closet. Næsten synd, vi ikke er meget på værelserne – eneste benyttede værelse endte med at være soveværelset.

Vi ville have taget på steak restaurant og gået tur på The Strip om aftenen, men orkede det simpelthen ikke. Lise var også lidt småsyg (hun var heldigvis rask igen næste morgen). Vi besluttede derfor at forlænge opholdet med en dag og hoppe tidligt i seng. Så efter sølle 30-40 min. arbejde med at forlænge opholdet – snak med receptionen, indtastning på booking.com og print af papirer – tog vi på Thai restauranten fra i går og gik så til køjs.

McDonalds: 8

Op til endnu en solopgang i Bryce. Og denne gang, så vi kom før eventuelle turbusser. Det lykkedes i fin stil. Vi var de første derude og fik præcis den placering, vi gerne ville have. Umiddelbart kan det lyde ret lige meget, om man lige står en meter eller to til den ene eller anden side. Men det gør bare en enorm forskel, når man skal lave panoramaer. Der kan en halv meter hurtigt betyde en sti eller et rækværk i billedet. Dels er det grimt og dels ødelægger det perspektivet, når de enkelte fotos samles i ét billede.

Vi kom som sagt først. 10 min senere dukkede et andet par op og yderligere 10 min senere kom turbussen. Denne gang ikke med fotoentusiastiske asiater, men med småtrætte amerikanere på heldagstur. De vidste ikke meget om kløften, udsigten eller fotografering. Så de var heller ikke så fokuserede på de rigtige vinkler. Meget bedre end dagen før. Solopgangen i sig selv viste sig dog at være halvkedelig rent lysmæssigt. Vi var lidt skuffede, men besluttede at give det lidt mere tid. Og til alt held. 20 min efter solen stod op blev lyset helt perfekt. Massevis af billeder igen. Og lur os, om der ikke er nogle gode imellem. Vi kan således sige på gensyn til Bryce med fuld tilfredshed. Solopgang, solnedgang og vandretur lykkedes og blev godt.

Vi drog så videre mod Zion National Park. Vi har været der før, og den er ikke super speciel. Den er dog flot til en gåtur langs floden, så det ville vi gøre, nu den lå på vejen og kun 1½ time fra Bryce. Inden vi kastede os ud i frokost og gåture, sov vi lige en 45 min. i bilen. Her skal Jeep have ros for designet. Forsæderne lægges nemt ned og bliver næsten vandrette. Fint til en lur i skyggen af bjerget.

Vi ankom så til Zion. Parkeringspladsen var fuld med skiltet ”Parkér i byen” (100 m fra parken). Byen var så også godt fyldt. I det hele taget var der masser af mennesker. Fornemmelsen var mere en weekendtur i Dyrehaven end en rolig tur i en nationalpark. Men det er på den anden side også sådan amerikanerne bruger Zion. Den ligger nemlig tæt nok på storbyen til en dagsudflugt. Og da det var weekend, var det netop det, der skete. Så bynære parker bør man holde sig fra i weekenden.

Frokosten skal til gengæld have et par ord med på vejen. Vi tog en tilfældig café i byen uden for parken. Her bestilte vi en wrap og en sandwich – begge med jordbær smoothies til. De blev nydt i dejligt vejr udenfor og viste sig at blive turens bedste frokost indtil videre. Dejligt J

Apropos dejligt vejr. Da vi så solopgang var der ca. 3 grader. Til frokost var det 33-35 grader. Noget af en forskel. Det skyldes selvfølgelig dels tidspunktet, men også at vi var kørt længere ned ad bjergene. Vi får da brugt vores skiftetøj.

Vel ankommet til parken valgte vi samme tur som sidst, nemlig op langs et par vandfald og små søer. Der er 3 niveauer og sidste gang gik vi til nummer 2. Denne gang udnyttede vi vores bedre form og lidt køligere vejr til at gå hele vejen til 3. Der var flot, men så mange mennesker, man ikke rigtigt kunne nyde det. Vi overvejede en vandretur langs floden også, men så ville vi ankomme halvsent om aftenen, så det lod vi være med.

Vi tog i stedet videre til Las Vegas. Her var sølle 40 grader… Vi havde en liste med moteller, vi kunne overnatte på. Det var som nævnt weekend, så det var dyrt at bo på The Strip. Vi ville derfor tage en overnatning lidt længere ude den første nat og så relokere til strippen søndag, hvor priserne er langt mere tilgængelige. 2 af ”vores” moteller var fuldt bookede. Det tredje kunne vi – selv efter ihærdig søgen både i bil og til fods – ikke finde. Så af sted til det fjerde. Godt, vi ikke valgte at ankomme senere til Vegas!

Til gengæld var værten rigtig fin og hjælpsom på motellet. Der er en masse sikkerhed (sikkerhedsglas i receptionen, depositum for fjernbetjeningen til tv’et o. lign.) i den del af byen, men så snart han opdagede, vi bare var ”almindelige mennesker” hjalp han os både med navn og adresser på gode thai restauranter (på vores forespørgsel), med hvad vi burde se og med parkering. En snakkesalig gut, men han gik som sagt langt for at hjælpe os.

Da vi var ”landet” kørte vi straks mod Chinatown og de foreslåede restauranter. Den, vi valgte var meget autentisk og lavede god mad. Ca. halvdelen af klientellet var thai, regningerne var på thai, dele af skiltningen var på thai og maden var thai. Priserne var godt nok ikke thai, men stadig mærkbart under, hvad vi ellers har kunnet finde. Der opstod også flere gange kø af ventende gæster, mens vi spiste. Super sted, som vi besluttede, vi måtte forbi igen, inden vi forlader Vegas.

McDonalds: 8 (jeps – vi er tilbage ved interstate motorvejene og større byer)

Mil:

Så kom turen for alvor til Bryce Canyon – en af turens hovedattraktioner. Vi lagde hårdt ud med at stå op til solopgang. Der er nemlig nogle rigtig sceniske panoramaudsigter, som skulle være flotte i solopgang og solnedgang. Man står højt oppe med omkring 300 graders udsyn over flotte, orange og hvide stenformationer, træer, flodleje og en scenisk baggrund i form af mørke bjerge.

Så vi mødte op kl. 6 for at være i god tid til solopgangen 6.19. Det viste sig bare overhovedet ikke at være i god tid. Der var stop proppet med asiatiske fotografer, som var ankommet med turbus og havde stillet stativer op overalt. Lidt overvældende og ikke særligt opmuntrende for at få det gode billede. Mens vi ventede på solopgangen, snakkede vi med to amerikanske fotografer, vi havde mødt dagen før ved solnedgang, og de fortalte at turbussen var ankommet 5.45 – 5 min efter dem selv.

Nå, men vi fandt et acceptabelt sted at stå og ventede på solen. Den lagde op til at blive flot. Lyset var flot gyldent og begyndte at lyse skyer og bjerge op. Og så gik den bag en stor sky. Ikke mere solopgang den dag. Så ikke den store succes her. Vi besluttede os derfor for at prøve igen i morgen – og denne gang før turbusserne.

Vi tog derfor hjem på motellet og hvilede os et par timer og fik lidt søvn, så vi var friske til både solopgang og solnedgang (= små 6 timers nattesøvn). Da vi havde hvilet, tog vi ud i parken igen. Vi ville tage en mellemhård vandretur og derefter se, om der var en pæn solnegang. Vejret var overvejende skyet, så vi havde ikke de store forhåbninger hvad angik solnedgangen. Men håbet er jo lysegrønt…

Vi havde fundet en god vandrerute hjemmefra, men adgangen til den viste sig at være lukket pga. risiko for stenskred. Suk. Ok, ny plan og ny rute. Den var så også delvis lukket. Den er en cirkel og en del af cirklen var utilgængelig. Så i stedet for at kunne gå rundt, skulle man gå frem og tilbage. Dobbelt suk. Vi var nu ved at være lidt trætte af de uheldige omstændigheder ved Bryce. Den var trods alt en af vores hovedattraktioner for billeder og vandreture med tilhørende højere forventninger. Og nu var vejret imod os og vandreruterne lukket.

Men ok – hvad kan man gøre? Vi valgte så trods alt at gå den rute, vi nu engang kunne. Og det viste sig at være en heldig beslutning. Det var nemlig alligevel muligt at gå den første cirkel – og oven i købet kombinere med den cirkel, vi oprindeligt havde planlagt. Man kunne bare ikke komme ind via den sti, man ”normalt” benytter. Så da vi havde gået halvdelen af første cirkel, besluttede vi os for at tage anden med. Som vi huskede det, var den ikke så bakket, så de ekstra 3 miles lød ret overkommeligt. Det var så ikke rigtig husket… Vi endte med ca. 600 højdemeter i alt på den rute, som vi efterfølgende i brochuren så, de kaldte ”the ultimate hike” (den ultimative vandretur). Men flot var den. Og vi havde både vores sædvanlige proviant (vand og chips) samt en kanelsnegl fra gårsdagens besøg i mormonlandsbyen med. Så det gik endda. En del af turen gik vi også på vores sidste rejse. Dengang stod der en masse caerns (små bunker stablede sten). Det var lidt sjovt. Men de var desværre fjernet denne gang.

Efter vandreturen passede det meget godt med solnedgang. Det var dog stadig skyet, så vi var halvvejs på vej hjem, da solen brød igennem nogle små huller i skyerne og gav lige præcis det rigtige lys. Så over til udsigtspunktet 5 min. derfra med os. Og så stod den ellers på massevis af flotte solnedgangsbilleder. Det var godt, vi havde computeren i bilen, så vi kunne tømme hukommelseskortet undervejs.

Så med både vandretur og solnedgang intakt, blev det en god dag alligevel 🙂

I dag kørte vi fra Arches mod Bryce. Det eneste, som rigtigt ligger på vejen er Capitol Reef National Park, som vi af samme grund havde sat på ruten. Det var en af dem, som vi ville have sprunget over først, men nu da vi havde sprunget andre parker over på grund af vejret, var der rigelig med tid. Vi anede i bund og grund ikke så meget om den, så vi googlede den lidt og troppede så ellers bare op ved visitor centeret og så, hvad den kunne byde på.

Den var ganske rigtig ikke så spændende som mange af de andre parker, men den bød da på en scenisk køretur og nogle vandrestier. Der var også frugtplantager og nogle huse tilbage fra de oprindelige, mormonske nybyggere. Det var meget sjovt at se, hvordan de havde fundet et lille, grønt åndehul ved floden midt i ørkenen. I et af de store huse solgte de tærter, marmelade osv. (og smør – jeps, f.eks. æblesmør…) lavet på frugt fra plantagerne. Det var lidt sjovt, og det passede lige med frokosttid. Så vi indkøbte frokosten der, og nød den ved bordene i den tilknyttede have.

Derefter ved det ned ad den sceniske køretur. Den var ganske pæn, men jeg tror, vi er blevet en smule immune over for den slags udsigter efter de sidste dages besøg i andre parker. Til gengæld var det sjovt, at vejen mange steder krydsede flodsengen. Så mange, at vi snakkede om, at man da lige så godt kunne have asfalteret floden. Og det havde man så et par hunderede meter længere nede.

For enden af køreturen, var der en let vandretur. Vi valgte med vilje en let rute i dag, da vi har gået en del dagene før og også gerne ville være friske til Bryce dagen efter. Bryce er nemlig en af favoritparkerne på listen, og så skal der jo gerne være noget energi til overs. Vandreturen var i en udtørret flodseng. Det er en af de bedste stier, vi har gået på. Naturen kan altså bare den slags – så længe man holder sig væk ved kraftige regnskyl… Undervejs kunne man se, at de tidligere nybyggere havde skrevet på væggene: navn og dato. Altså ganske ligesom folk har tendens til i vores tid. Der var årstal fra 1888 il ca. 1920. Og så var der en, som havde skrevet i 2014. Og det er altså ikke kultur – det er hærværk. Lidt sjovt, at alderen på skriften gør forskellen, men på den anden side ville det også hurtigt komme til at se dumt ud, hvis alle skrev på væggene. Nå, men gåturen var fin – hverken mere eller mindre. Den endte dog lidt pudsigt, idet den ikke rigtigt endte. Så vi gik ca. 45 min og vendte så om igen.

Vi kørte videre til Bryce Canyon via et bjerg med sne på. Vi havde fundet overnatning ca. 20 min. kørsel fra Bryce, da vi planlagde at køre frem og tilbage til parken nogle gange. Og vi startede med det samme. Så efter aftensmaden tog vi ud at se solnedgang. Vi kom dog lidt for sent, idet solen går ned bag bjergene ca. 1 time før ”rigtig” solnedgang. Så det flotteste var overstået, da vi kom. Men så vidste vi det til dagen efter og fandt også det bedste punkt at tage billeder fra. Så var vi forberedt til dagen efter.

McDonalds: 0

Vi havde seriøst overvejet at stå op til solopgang for at fange sol og det helt tidlige morgenlys gennem hvælvingerne i Windows. Men da vi jo også må sove engang imellem – og trods alt heller ikke gider gå rundt og være alt for trætte – valgte vi at stå ”sent” op kl. 6. Det var et fint kompromis mellem at få sovet lidt og at nå noget af morgenlyset i parken.

Så vi var fremme lidt over 7. Det første, som slog os, var hvor dejligt fredeligt der er om morgenen. Parken åbner nemlig først officielt kl. 8. I praksis betyder det dog kun, at visitor centeret åbner og at man skal betale for at komme ind. Men det betyder åbenbart også, at langt størstedelen af folk først kommer fra på det tidspunkt. Der er derfor en helt anden ro. Morgener er nu officielt mit yndlingstidspunkt i parkerne.

Så var det ellers i gang med fotograferingen. Vi kendte jo allerede til motiver og vinkler fra dagen før, så det var bare i gang. Først North Window og så Double Arch. Lyset var stadig godt, trods det ”sene” tidspunkt, så det var en god plan med den ekstra times søvn eller to. Og igen var det rart med få mennesker. 50-100 turister og en række motorhomes pynter bare ikke rigtigt på naturbilleder.

lyset var taget af, gik turen videre til Devil’s Garden og Landscape Arch. Landscape Arch er en høj og bred hvælving. Faktisk overraskende stor, når man kommer tættere på den. Den er til gengæld ret spinkel. I 1991 tabte den nogle store sten, mens der var turister under buen. De nåede heldigvis at flytte sig (det knagede og rumlede lidt tid før), men siden da har stien under hvælvingen – klogt nok – været lukket. Parkpersonalet regner med, at hvælvingen knækker snart. Altså regnet i geologisk tid. Måske i vores levetid, måske ikke. Nå, men flot er den i hvert fald.

Vi gik videre af et såkaldt ”primitive trail” for at se flere hvælvinger. I parksprog betyder ”primitive trail” ”vi gør ikke noget aktivt for at vedligeholde det”. I dette tilfælde betød det ”kravl rundt på klipper med stejle fald ved siden af”. Så det droppede vi hurtigt igen. Det er ok at gå tæt på skrænter på ordentlige, vedligeholdte stier, men vi skal altså ikke ud at kravle.

Man kunne også tage en anden vej rundt – også primitive trail, som var mere spiselig. Det var nemlig en fin sandsti hen over prærien. Så den tog vi. Det var en dejlig fredelig tur, som bl.a. ledte os igennem et udtørret flodleje. Det var sjovt at prøve at gå i. Ja altså, det er jo bare grus – men selve konceptet. Efter et par km gik denne sti desværre også over til at blive til klatring ved skrænter, og så tog vi pænt sandstien tilbage igen. Men selvom vi aldrig nåede de sidste hvælvinger, fik vi en flot natur-gåtur. Fremadrettet vil vi dog forholde os skeptiske til ”primitive trails” i bjerge.

Efter turen var det blevet tid til frokost. Den blev indtaget i Moab på en hyggelig café, Lise havde fundet. Den havde havedam, grønne planter (et særsyn i ørkenen) og hyggelige borde udenfor. Her fik vi en god, ikke fedtet lakseburger og nød at sidde i skyggen. Så selvom vi oprindeligt havde gættet Moab til at være en dyr turistfælde, har den været god ved os.

Overnatningen foregik i byen Green River. Der er mange moteller med mange værelser, men det ser godt nok kedeligt ud. Det meste ligner discount og resten er bare jævnt kedeligt. Man forstår efterhånden godt teenagefilmene med de unge, som vil væk fra fødebyen og ind til storbyen.

McDonalds: 0

Vi havde jo egentligt planlagt at skulle til Mesa Verde i dag, så vi havde overnattet i Cortez. Det betød nogle timers kørsel til Arches. Arches er en nationalpark med mange flotte sten- og bjergformationer og med talrige stenhvælvinger – deraf navnet (arch = hvælving). Den nye plan blev derfor, at vi ville se solnedgang i Arches i dag og solopgang i morgen. Vi ville derfor ankomme til parken om eftermiddagen, se så meget vi gad og så finde det bedste sted til solnedgang. Hvad overnatning angik, ville vi helst bo i Moab, da det er 10 min kørsel fra Arches. Men ifølge booking.com var det halvdyrt. Det viste sig heldigvis at være forkert. Så vi fandt et fint motel til helt almindelig pris (små 70$).

Vi ankom så til Arches ved 14-tiden efter at være checket ind på motellet. Det er altså en meget behagelig park. Man kan køre til mange af områderne og der er også mulighed for både korte og lange vandreture. Og da vejret var godt – om end lidt blæsende – gjorde vi begge dele. Efter at have studeret kort og beskrivelser, besluttede vi os for, at solnedgang skulle være ved Delicate Arch – staten Utahs uofficielle vartegn. Der var en lille times vandring derop, så vi havde god tid inden, også. Den brugte vi på at se det område, som hedder Windows. Det skulle være godt at fotografere om morgenen, så vi brugte nogle timer på at se det og finde gode vinkler og motiver til morgendagens fotografering. På den led slap vi for at bruge den sparsomme tid med godt morgenlys til at overveje og kunne derimod bare gå i gang.

Ved Windows ligger også en hvælving, som hedder Doube Arch. Ud over at være imponerende stor og flot at se på, kan man også kravle op i den. Altså ikke op på selve hvælvingen men op på klippen under den. Det gjorde vi selvfølgelig – med en flot udsigt som resultat.

Ved aftenstid gik turen så mod Delicate Arch. Turen derop var ok, selvom vi jo skulle en del opad. De fleste vandreture tager vi ”bare”, som de kommer, men netop den her skulle vi jo nedad efter solnedgang. Så det var ikke helt lige meget, hvor svær den var at gå på. Men altså – den var helt ok. Der var 50m, hvor stien var helt ud til en klippekant, men til gengæld gik vi på et plant underlag, som hældte lidt ind mod klippen. Og det var helt oppe i toppen, og derfor på den del, hvor der var mest lys.

Til gengæld var det lidt en udfordring for vores højdeskræk at være oppe ved hvælvingen. Der var grundlæggende ”god” plads, men det hældte en smule nedad mod en skrænt. Det var lidt skræmmende at skulle side ved i 1½ time, men for så vidt ok. Der var trods alt 4-5 m til skrænten og en stenkant, vi kunne sidde op ad. Det værste var næsten at se på amerikanerne. De rendte rundt tæt på kanten, enkelte småløb og – ganske få – tog sig også lige en øl, nu de var der. Jeg tænker, at de er mere vant til bjerge og højder. De er jo trods alt vokset op med dem. Og der er ikke sket nogle ulykker i mange år på trods af den opførsel på daglig basis. Så mon ikke, det bare er os, som er vant til at landskabet er plant? Men stadig til at blive lidt dårlig af.

Men altså: vi blev standhaftigt siddende sammen med de andre 50 fotografer, som også var klar til solnedgangen. Det var godt nok pisse koldt (beklager sproget), vel ca. 10 grader. Så vi nåede begge at ryste af kulde, inden vi gik ned igen. Men billederne blev talrige og flotte. Vi glæder os til at se dem i færdigredigeret form. Efter solnedgang ville månen stå op. Det kunne også give nogle flotte billeder, men det kræver et stativ. Og det havde vi desværre ikke. I det hele taget ville et stativ og en vidvinkel have været kærkomment i dag.

Så i mangel af natudstyr (bemeldte stativ og i øvrigt en pandelampe), gik vi nedad, da solen gik ned. Og det var heldigvis slet intet problem. Hverken at se eller gå. Vi morede – og undrede – os også på nedvejen. For hvem så vi på vej op? En skoleklasse med elever i 10-årsalderen på skoleudflugt. De gik og legede på stien. Så vi var ikke helt ved siden af, da vi tænkte, at de er vokset op med højder herovre.

McDonalds: 2

I dag startede tidligt, meget tidligt. Vi skulle op 2.30, da der var knap to timers kørsel til Monument Valley og vi skulle mødes med vores indianerguide kl. 5.15. Så i seng kl. 21 aftenen før og forsøge at nå lidt søvn. Vi var begge trætte da vækkeuret ringede, men afsted kom vi da.

Vi nåede frem til Monument Valley ca. 4.50 og brugte ventetiden på at snakke med receptionisten på det hotel vi skulle mødes vores guide på. Han var meget hyggelig og anbefalede en masse filmserier vi burde se. Vores guide dukkede op 5 min før afgang og sammen med et italiensk par drog vi afsted i en 4-hjuls-trækker. Ca. dobbelt størrelse af vores egen…

Det viste sig at være et udmærket køretøj til grusvejen, som ikke bare var en grusvej, men også havde store furer, huller og områder med løst sand. Der er et spor rundt i parken på ca. 25 km som der er almindeligt adgang til, hvor vi nok godt kunne have kørt vores egen bil rundt, og så er der ca. 15 km, som der kun er adgang til med guide. Der var det ikke så meget en vej, men snarere et hjulspor, som bugtede sig op og ned.

Vi var jo på fototur, så vi blev kørt ud til et udsigtspunkt ca. 25 min kørsel inde i parken, hvor vi skulle se solen stå op. Der var dejligt fredeligt, men koldt, ca. 1 grad. Så der blev frosset lidt, mens vi ventede og jeg rendte rundt og tog billeder i det tiltagende lys. Solen stod da også op, men desværre ikke i den pompt og pragt vi havde forventet.

Så kørte vi videre til et nyt sted, med en stor hvælving, hvor der er et hul i loftet. Der havde boet indianere i gamle dage. Vi kørte også til et sted med petroglypher hvor vi så en mand og nogle dyr hugget ind i klippen. Det var nu ikke rigtig det, vi var der for og jeg synes bare tiden gik fra, at jeg kunne tage billeder i det flotte morgenlys.

Vi kørte videre gennem pakken og gjorde holdt ved nogle udsigtspunkter, hvor jeg fik nogle ok billeder, men ikke noget specielt wow. I det hele taget var det lidt skuffende, når vi nu var på fototur. Men da turen endte, krævede han kun betaling for en almindelig tur (besparelse ca. 350 kr), så var det mere ok.

Men generelt var vi lidt skuffede over Monument Valley. Vi kørte videre, med plan om at skulle til Mesa Verde næste dag, så Cortez var en passende by at overnatte i. På vejen passerede vi en af de mest berømte vejstrejkninger i USA, afbilledet utallige gange, så der måtte vi selvfølgelig lige have et billede.

Vel ankommet i Cortez fandt vi på tripadvisor en dejlig mexicansk restaurant, hvor vi fik tortillas der var utrolig velsmagende. Efter aftensmaden var det egentlig på tide at gå på hovedet i seng, men da vi tjekkede en vejrudsigt for Mesa Verde for den følgende dag, måtte vi tilbage i planlægningsmode. De lovede nemlig sne om morgenen og 0-5 grader med regn resten af dagen. Ikke lige et vejr vi havde lyst til at krave rundt på klipper og se gamle bosteder i.

Vi kiggede lidt frem og tilbage, overvejede at droppe Mesa Verde og så tage direkte til Black Canyon, men også der var vejrudsigten dårlig (snestorm om natten, skyet og koldt hele dagen) så til sidst besluttede vi simpelthen at skippe både Mesa Verde og Black Canyon og i stedet tage direkte til Arches, hvor der skulle være 15-17 grader og sol.

Meget trætte, både af planlægning og af at have været oppe så tidligt, kunne vi endelig komme i seng.

 Så blev det – lidt ufrivilligt – hviledag. Eller rettere: planlægningsdag. Når vi nu alligevel skulle bruge dagen på motelværelset, kunne vi jo lige så godt opdatere ruteplanen. Beslutningen om, hvorvidt vi ville køre omkring Rocky Mountains eller ej, nærmere sig nemlig. Det tog så det meste af dagen, da vi også skulle kontrollere overnatningsmuligheder de forskellige steder osv. Vi ville gerne have haft lidt længere tid til at læse en bog eller lignende, men så fik vi til gengæld lavet en god rute.

Vi fik også læst mere om Monument Valley og hvilke tourbureauer, der findes. For at komme rundt i parken skal man nemlig have en guide (eller et monster af en off roader til de helt skøre sandveje, som er eneste måde at komme rundt på). Vi fandt et rigtig godt firma, hvor vi bookede en solopgangs fotografi tur. De virkede meget seriøse, forklarede fint forskellen mellem normale ture og fotografiture, spurgte til tidspunkter og ambitionsniveau samt kontrollerede for en god ordens vejrudsigten for at være sikre på, vi fik en god tur. Meget opløftende samtale.

Andre highligths fra dagen:

Vi opdagede, at Tuba City ligger i to forskellige tidszoner

Det havde regnet på bilen

Ja, altså: så spændende er Tuba City. Det skal dog også nævnes, at den ligger i ”The Navajo Nation”, som er et indianerreservat med egne love og regler midt i Arizona. Det er lidt sjovt med en sådan ”stat” i staten. Det gør nu ikke de store forskelle som gennemrejsende, men der er nogle. For det første er næsten alle indianere. For det andet koster adgang til parker penge. For det tredje er alkohol ulovligt. Og for det fjerde er skiltning mere konfliktpræget (i mangel af et bedre ord). F.eks. må man kun opholde sig hos McDonalds i ½ time. Man må ikke tage sodavand med sig, hvis man har lavet en refill og der er gebyrer, hvis man checker mere end 10 min. for sent ud. Sådan er det sikkert også andre steder, men her blev det skiltet meget eksplicit. Det opleves som en klar forskel fra de ellers meget servicemindede amerikanere.

McDonalds: 1

Miles: 4