Månedsarkiv: oktober 2016

Blue Ridge Parkway

Sidste weekend greb vi chancen for at komme en tur til Smoky Mountains og Blue Ridge Parkway. Det er noget vi har haft liggende i kalenderen som en ting vi gerne ville nå, når bladene begyndte at skifte farve. Så da jeg fik aflyst en forelæsning torsdag, besluttede vi at nu skulle det være. Vi kørte afsted torsdag morgen med planlagt hjemkomst søndag aften.

Torsdag var planen at køre derovre, tage et mindre hike og så køre til et udsigtspunkt der skulle være specielt flot ved solnedgang. Vi vidste ikke om det helt ville passe i tid og da solnedgangen var omkring kl 19 valgte vi også at købe donuts med på vejen som en forret til den ellers sene aftensmad. Det viste sig at være et perfekt valg og timingen var også god. Vi nåede frem til vores solnedgangspunkt ca. 45 min før solen gik helt ned. Dagen var lun, men man kunne godt mærke at en kølig nat nærmede sig, så vi fandt et tæppe frem og så var der ellers picknic med donut i solnedgangens skær. Sammen med solnedgangen på vulkanen på Hawaii, er det den flotteste solnedgang jeg har oplevet. Et billede gør det desværre ikke retfærdighed, men viser da lidt af skønheden.

img_1984

img_2038

Vejudsigten havde generelt lovet primært overskyet med lidt mulighed for sol, hvilket jo desværre ikke var helt optimalt. Men Vi besluttede at nyde den sol der var og så tage et par hikes i løbet af fredagen. Om lørdagen var det lidt mere at køre til udsigtspunkter og besøge en æbleplantage og om søndagen skulle vi have et par korte hikes før bilen blev vendt mod Cookeville.

Så fredag morgen skulle vi vandre op på toppen af Black Balsam Knob, som er et bjerg med flad top og kun lav bevoksning. Det var en utrolig flot tur med den flotteste 360 graders udsigt. Til den ene side samlede skyerne sig under os mens der til den anden side var udsigt ud over dale og henover andre bjergtoppe. Skråningerne var klædt i røde, gule og grønne farver og solen fik det hele til at stråle. Det var med et smil på ansigtet, at man vandrede rundt.

dsc_0570-2

Lørdag var fuld af flotte udsigter men også lidt flere skyer. Vi var oppe på højeste punkt (Mount Michell) øst for Missisippi, hvor der var småkoldt, men med en god udsigt. Vi havde en dejlig dag, men endte med at køre tilbage til motellet lidt tidligere end planlagt, da vi begge var godt trætte. Så hentede vi mad på den lokale kineser, hvor vi også havde spist aftenen før, og hyggede på værelset.

Søndag stod vi op til skyer, men da vi kørte op i bjergene, kørte vi op igennem skyerne. Vi ville gerne op at se Grandfather Mountain, men det viste sig at koste 20 dollars pr mand. Det var lidt mere end vi var villige til at betale, når nu det “bare var endnu en flot udsigt”. Vi kørte i stedet videre, for henne om hjørnet lå den mest berømte strækning af Blue Ridge Parkway. En viaduct bygget henover træerne, som snor sig som et s.

dsc_0613-2

Herefter var planen at vi skulle på et mindre hike op på en boardwalk der skulle have flot udsigt. Det viste sig at være helt rigtigt:

dsc_0622-2 dsc_0624-2

Alt i alt en utrolig flot tur, som vi var glade for at vi nåede at presse ind midt i efterårets travlhed.

Efterår

I går passerede vi dagen hvor der er to måneder til at vi skal hjem. Tiden går hurtigt nu og vi kæmper lidt med at nå det hele. De sidste par uger’s primære indslag var besøg fra Christians forældre, som var her i en uge. Vi viste dem rundt i byen og på campus. Lørdag var vi først en tur i Nashville til en festival med musik og mad og om aftenen var vi til amerikansk fodboldkamp på campus. Vores hold er ikke ligefrem det bedste og de andre var favoritter, men det blev en tæt og spændende kamp som vi endte med at vinde i overtiden, så der var drama for alle pengene.

dsc_0461-2

Om søndagen var vi i kirke for at opleve gospel og “worship”. Det var en kirke hvor de gik meget op i at udtrykke deres følelser, så der blev råbt og sunget og der var i det hele taget væsentligt mere gang i den, end i en gennemsnitlig gudstjeneste i Danmark. De var også ved at samle penge ind til at bygge en kirke i en anden by. Pastoren fortalte at han havde lovet et bidrag på 5000 dollars for det kunne vi sagtens være. Og det skulle bare være indenfor et par måneder, selvom det ville være rart, hvis det kunne blive indsamlet indenfor de næste par uger. Altså ud over det man normalt donerede til kirken. En hurtig rundtælling kom op på omkring 50 personer til stede, så det vil sige omkring 100 dollars (700 kr.) pr mand. Der var både studerende, børnefamilier og pensionister i blandt. Det føltes lidt forkert.

Det blev også til en omgang shopping og et besøg i Cumberland Caverns, før vi vinkede farvel og på gensyn i Danmark.

dsc_0488-2

I går var vi på vores første efterårshike med vores vandregruppe og det var rigtig hyggeligt at se dem alle igen. Vi håber at nå ud at hike de fleste lørdage. I næste weekend er vi dog ved at planlægge en tur til Blue Ridge Parkway, som bør opleves i disse uger. Det er nemlig et skovrigt/bjergfuldt område hvor træerne er ved at skifte farve. Vi glæder os, selv om det giver os tralvt når vi gerne lige vil hive 3 dage ud af kalenderen.

Universitetet lader nemlig også røre på sig. Christian har “mid-terms” eksamener i de kommende to uger og jeg er ved at forberede et aktie pitch til Investment Challenge hvor jeg skal finde en aktie jeg tror på vil klare sig godt over det næste stykke tid. Den skal  jeg så præsentere til klassen og overbevise dem om at det er et godt køb – og hvis det lykkedes, så bliver den en del af vores portefølje.