Kategoriarkiv: USA 2014

Dag 24: Rodeo

På overnatningsstedet var der morgenmad inkluderet. Det viste sig at inkludere ikke bare den sædvanlige toast/vaffel mulighed, men også engelske muffins, amerikanske muffins, røræg og pølser. Vi tog bestemt ikke sultne derfra!

Planen for i dag var at køre fra Three Rivers til Santa Maria, en køretur på ca. 4 timer. Her skulle vi så se rodeo om aftenen. Undervejs synes vi det kunne være hyggeligt at købe jordbær og chokolade i anledningen af min fødselsdag. Vi havde kørt en lille time, da vi nåede til et sted med en frugtbod og her købte vi dejlige, saftige jordbær. Chokolade endte vi dog med at undvære.

Først skulle vi dog købe billetter til rodeoet, da vi gerne ville være sikre på at få en plads. Det viste sig at blive en længere omgang, men det lykkedes da til sidst. Vi skal vist være glade for at Christians telefonregning er betalt af firmaet….

Da vi kørte fra Three Rivers ved 10-tiden var det omkring 30 grader og temperaturen steg endnu et par grader. Vi havde dog set en vejrudsigt for Santa Maria, der sagde 20 grader og sol. Men vi har jo oplevet nogle temperaturskift. Det var da også 30 grader det meste af vejen, lige indtil vi passerede sidste bjergkæde (det lyder så voldsomt, det var det ikke) ud mod Stillehavet, så faldt temperaturen til 18 grader i løbet af 10 minutters kørsel. Ret imponerende.

Vel ankommet til Santa Maria kørte vi til det motel vi havde bestilt, hvor vi slappede af et par timer, inden det var tid til aftensmad og efterfølgende rodeo. Aftensmaden blev på den lokale kineser som viste sig at være i top 100 af kinesiske restauranter i USA. Vi synes dog bare den var normalt god.

Herefter gik det afsted mod rodeoet. Vi var spændt på, hvordan det ville se ud. Det viste sig at være et sted på størrelse med en atletikbane, hvor der var en oval bane i midten, tribuner langs den ene langside og kortside, et VIP telt på 1/3 af den anden langside og så var der låger i begge ender og langs resten af den anden langside var bokse, hvor hestene/tyrene blev sluppet løs fra.

IMG_8525

Det hele startede kl 18 med kæphesteløb for børn under 6. Det gik godt for de fleste og kun nogle enkelte farede vild (de skulle løbe fra en linje hen om en tønde og tilbage igen. Kort efter startede det rigtige rodeo. Speakeren snakkede først om en der blev udnævnt til æresmedlem (og fik overrakt et gevær i gave) og herefter blev der sunget nationalsang. Pludselig begyndte folk at kigge op og pege, og da vi gjorde det samme, kunne vi spotte en faldskærmsudspringer med et kæmpe amerikansk flag under sig. Han kom langsomt dalende ned og landede midt i arenaen. Det tog vel et par minutter i alt. Selvfølgelig blev soldaterne også lige nævnt og takket for deres indsats for landet. Meget amerikansk, men meget sjovt at opleve.

IMG_8565

Derefter gik det for alvor i gang, først med en af de heste, som ikke var tilredet, der simpelthen sprang ud af sin boks ind i arenaen og tog en løbetur rundt. Den blev dog hurtigt indfanget igen. Der gik ikke mange minutter, så åbnede tre låger pludselig og to cowboyer til hest med en tyrekalv imellem sig kom i fuld spurt ud, hvorefter den ene af cowboyerne kastede sig fra sin hest over på tyrekalven, greb den om hornene og væltede den til jorden. Det så ret vildt ud! Det var der så 10 par cowboyer der gjorde efterfølgende. Det gjaldt åbenbart om at være hurtigst.

IMG_8600

Og så var rodeoet ligesom i gang. Herefter kom der cowboyer på ikke-tilredet heste uden sadler. De lå nærmest ned og det gjaldt om at blive på hesten i 8 sekunder og se så sej ud som muligt i mellemtiden. Det var kun ca. halvdelen der klarede de 8 sekunder. Ud over det var der også konkurrence med lasso på tyrekalv, hvor en cowboy skulle fange den om hornene og en anden om benene. En konkurrence, hvor en cowboy skulle fange en kalv om halsen for derefter at springe af hesten, løbe hen til kalven og binde tre ud af fire ben sammen (åbenbart den måde de indfanges når de skal brændemærkes?). Og så var der selvfølgelig også de klassiske, hvor de skulle holde sig i sadlen på en vildhest og blive siddende på en tyr.

IMG_8670

IMG_8710

Indimellem var der også et show, med en ældre gut, som trænede vilde mustanger, som var blevet indfanget pga. deres levesteder var blevet ødelagte. Han kom ridende på en mustang, han havde haft et års tid og jagtede blandt andet et mekanisk får, sprang over en specielt indrettet bil og endte med at hesten satte sig op i bilen (no kidding), som kun havde et stort sæde og han hoppede ind ved siden af og kørte ud.

Efter tyreridningen tænkte vi, at nu var det nok ved at blive slut, men nej, så var det børnenes tur igen. De skulle selvfølgelig også prøve at lege rodeo. De fik dog hverken en vild hest de skulle blive siddende på, eller en tyr. De fik et får. Så de blev sat ned på et får, inde i en bås, hvorefter porten åbnede, fåret løb afsted og barnet så skulle blive hængende så længe som muligt. I alt var der vel 15 børn. Heraf klarede 3-4 at blive hængende mere end to sekunder. En sød lille pige vandt.

IMG_8852

Og så er det slut, tænkte vi, men nej, så blev der kørt en rampe ind og to fyre på motorcross-cykler lavede vilde hop, hvor de lavede saltoer og lignende mens motorcyklen var i luften. Jeg turde slet ikke kigge til sidst. Men så var det også slut og det var vist meget godt. Klokken var blevet 22.30 og temperaturen var faldet til 10 grader. Så os, der bare havde en bluse og sommerjakke på, frøs efterhånden godt. Det var derfor rart at komme tilbage til bilen, som hurtigt varmede op, og ellers var det bare hjem og under dynen i en fart.

 

Dag 23: Sequoia National Park

Vi havde oprindeligt sat to dage af til at se Kings Canyon og Sequoia National Park. Men da vi kiggede nærmere på dem i går, viste det sig, at de godt nok teknisk set er to parker, men administreres som én. Vejen dertil er også den samme. Og alle de ting, vi på forhånd gerne ville se, lå i Sequoia delen. Kombineret med en to timers lang køretur ind i parken og ganske lange afstande internt i selve parken, besluttede vi at se hvor meget vi nåede i dag og så vurdere, om vi ville bruge endnu en dag eller tage videre.

Vi ville gerne se store træer. Så vi gik efter de to største – målt på omkreds og på volumen – samt efter en gåtur i en del af skoven, hvor der voksede særligt mange store Sequoiaer. Allerede ved indgangen til parken blev vi dog inspireret til en afstikker. Ved nærmeste toilet/parkeringsplads var der nemlig en vandrerute kaldet ”big stump”. Her kunne man se stubbene efter de oprindelige skovhuggere, som havde ryddet store områder, inden det blev nationalpark. Det er bare herligt, når mennesker beslutter sig for på nogle uger eller måneder at ødelægge noget, som tager årtusinder at genoprette…

Men det var interessant at se. Både for det historiske i det, og fordi stubbene var så store og så ”velholdte”. Træerne nedbrydes nemlig – af en for os ukendt grund – ret langsomt. Senere så vi et over 100 år gammelt fotografi af et væltet træ og det så ud ligesom det gør i dag. På ruten var bl.a. stubben fra et træ, som blev fældet for at informere verden om sequoiaernes eksistens. Man fældede det og skar et par skiver af, som blev sendt til henholdsvis New York og London. De var simpelthen så store, at folk i første omgang troede, de var falske. Vi så også et træ, som var savet halvt igennem, inden man fik stoppet fældningsprocessen. Det levede i bedste velgående, hvilket var ret imponerende – indtil vi så de brandskader, mange af de andre træer levede fint videre med. Så var det mindre imponerende.

Efter Big Stump Trails tog vi forbi General Grant Tree, som er det med størst omkreds. Det er svært at beskrive som andet end et enormt træ. Men det er værd at se. Herefter videre til general Sherman Tree, som er det med størst volumen. Her gik vi også ud på Congress Trail, som var et godt valgt til en skovtur blandt verdens største træer. Det var en fed måde at opleve dem på i stedet for enkelte træer, som var udstillet. På stien var de meget mere i deres rette element, og vi kunne så store, meget store, kæmpe, skæve, brændte, væltede og yngre træer også.

Efter wow- og naturoplevelsen, skulle der også være plads til parkens gimmick: et væltet træ, som var skåret ud, så man kunne køre igennem det. I samme område var Moro Rock, det højeste udsigtspunkt i parken. Men vi gad bare ikke vade 400 trin op. Så vi smuttede hjemad i stedet.
IMG_8498

Vi kørte ud af parkens syd indgang. Det viste sig at være en oplevelse i sig selv. Det var 30 miles med hårnålesving og kraftigt fald på vejen. Vi havde læst, de frarådede store køretøjer, men sådan et var vi jo heller ikke i. På selve vejen anbefalede de via skiltning så også kraftigt, at man benyttede lavt gear for at skåne bremserne. Det er en smule mere besværligt i automatgearede biler, så jeg besluttede mig for bare at bremse så lidt som muligt og se, om det ikke gik. Overophedede bremser blokerer (de sætter ikke ud), så i værste fald ville vi blive forsinket, mens de kølede af. Men da vi stoppede halvvejs nede for at se en udsigt, kunne vi lugte bremserne og man kunne mærke varmen fra dem på en halv meters afstand. Så blev der motorbremset resten af vejen! Det siger alligevel lidt om faldet (til de bilkyndige), at en bil med 9 gear stadig sætter farten op med fuld motorbremse i 2. gear. Men det gik fint, bremserne overlevede og de var normale i temperatur, da vi kom ned.
IMG_8504

Vel fremme til et behageligt motel, besluttede vi os for, at vi havde set det, vi ville i parkerne. Spørgsmålet var så, hvad vi ville bruge næste dag på. Her fandt Lise et rodeo i Santa Maria kun 1½ times omvej fra den direkte hjemtur. Da vi oprindeligt planlagde turen, prøvede vi længe at finde et rodeo, som passede ind. Men uden held. Så det var helt perfekt, at det nu alligevel kunne lykkes. Vi prøvede at bestille billetter via nettet, men uden held. Vi besluttede derfor at ringe til dem dagen efter og klare det via telefonen (hvilket også lykkedes fint 🙂 ).

Dag 22: Yosemite

Dagen startede godt med yoghurt og en lun kanelsnegl på værelset. Der er nu altså bare noget behageligt i stille og roligt at kunne indtage sin morgenmad uden først at skulle finde en café, tage stilling til menukort, vente på bestilling osv. Det er fint nok de første to-tre uger, men når man har været af sted længere end det, sætter man pris på de simple ting.

Over morgenmaden havde vi jo så også muligheden for at studere ruterne i Yosemite nærmere. De viste sig i det store hele at være delt op i to grupper: de meget nemme, som kunne gås på en times tid, og massive vandreture på 6-12 timer med ca. 1.000 højdemeter. Da vi jo som bekendt havde vandret en del de sidste uger, stod en heldags klatretur ikke højest på ønskelisten. Og da udsigten i Yosemite ikke er så spændende endda (bjergsider med grantræer), besluttede vi os for den nemme løsning i dag.

Heldigvis var der en enkelt rute, som var lidt en mellemting, nemlig vandring i dalbunden. Den kunne gås enten 11 km eller 21 km uden nogen synderlige højdemeter. Så den tog vi. Det viste sig at være et fint valg. Stien startede nær lower Yosemite falls trail, så det tog vi med på vejen. 1-2 km omvej for at se det berømte vandfald tæt på skulle da ikke forpasses. Igen et fint valg. Pænt vandfald – og interessant at mærke, hvor meget sådan en omgang smeltevand kan påvirke temperaturen i området lige omkring. Det var stadig fint varmt, men – gætter jeg på – 5-8 grader køligere end lidt længere væk.

Videre ude af ruten, gik stien af et flot og roligt engområde. I længere stræk gik den også langs floden, som er så klar, at man uden problemer kan se bunden og de fisk, som svømmer rundt. Faktisk er det så klart, at det næsten er svært at se vandet som andet end genspejling og krusninger.

IMG_8255

Langs ruten kom vi også forbi en gruppe mennesker, som stod og kiggede på en ca. 1 km høj, lodret bjergside (El Capitan). Det viste sig, at der var bjergbestigere i gang deroppe. De kunne kun ses med kikkert, bortset fra en enkelt, som kunne anes, fordi han bar rundt på en rød madras. De kan nemlig ikke nå helt op på en enkelt dag, så de spænder sig fast om natten og sover hængende fra klippevæggen. Det lyder jo helt skørt, men folk har vel taget skørere udfordringer op gennem tiderne. Det passede i hvert fald os fint, at vi var på dalbunden.

IMG_8291

Tilbagevejen var lidt kedeligere, da den gik væk fra floden og igennem en skov. Det var også lidt varmere. Største attraktion her, var de ganske mange ansatte/frivillige, som gik og skar døde grene af træerne og rev stierne. Med antallet af træer og længden på stien virkede det lidt omsonst. Men måske det alligevel løber op, hvis de gør det hver dag. Det er i hvert fald den eneste nationalpark, hvor vi har set folk gå og “nusse” om den.

Efter vandreturen – som alligevel løb op i 14-15 km med afstikkeren til Yosemite Village og vandfaldet – tog vi os et velfortjent hvil med en is, inden vi trillede videre til Glacier Point. Glacier Point er et udsigtspunkt, som ligger 4 miles gang fra dalbunden – eller 35 miles i bil. Vi valgte at køre, hvilket tog en time. Men så var der også en fin udsigt over bl.a. 3 af parkens 4 vandfald.

IMG_8312

Til aftensmad fandt vi et pizzeria med stenovnspizzaer. Tynd, sprød bund. Tilpas mængde topping. Ikke druknet i ost. Mums.

Dag 21: Yosemite

Gårsdagens erfaringer omkring serviceniveauet i restauranten på overnatningsstedet sendte os til den nærmeste by efter morgenmad. Der viste sig at være ganske få steder – men vi skulle jo også kun bruge et. Det blev på byens største inn, hvor de serverede en god, stor pandekage og leverede en hyggelig og meget vedkommende service. Så der tjente personalet hurtigt de drikkepenge ind, vi sparede om aftenen. Det er jo sjovt at kunne være gavmild, når det ikke samtidig koster en bondegård.

Så gik turen ellers mod Yosemite. Vi havde planlagt ”scenic route”, som er østfra over Tioga Pass. Det er små 10.000 fod oppe (omkring 3.300 m), så vejen er typisk lukket pga. sne indtil sidste i maj. Da snefaldet i år ikke har været så voldsomt på disse kanter, var den heldigvis åben allerede 2. maj i år. Så ingen problemer der. Og det er en god ting – ellers skal man køre flere hundrede mil uden om hele bjergkæden. Men vi fik da den sceniske del med i form af sneklædte bjerge – og en sø ved vejen med masser af is i.

IMG_7986

Som sagt ankom vi fra øst og ville køre på tværs af parken. Men da hovedindgangen ligger i vest, var vi lidt bekymrede for, om vi kunne finde et visitor center østpå. Ellers kunne vi risikere ikke at kunne få noget fornuftig information om seværdigheder og vandreruter inden vi nåede vest – og dermed risikere at gå glip af eventuelle østruter vi passerede på vejen. Det viste sig heldigvis ikke at være noget problem, da der lå et visitor center lige før passet, også. Så efter en fin introduktion og vejledning fra den lokale ranger, var vi godt klædt på.

Vi fulgte rangerens råd om at vandre ud mod Crystal Lake i den østlige del. Vi fulgte også den lokale skiltnings råd om at placere madvarer og stærkt lugtende genstande i de bjørnesikre metalkasser, som stod ved rutens start. Det er åbenbart ikke uhørt, at bjørne bryder ind i biler, hvis de dufter godt eller ser spændende ud. Vi læste efterfølgende at bl.a. solcreme og duftfriskere i bilen klimasystem også er i kategorien ”dufter godt”. De er åbenbart ikke så kræsne, de bjørne.

Nå men af sted med os. Vi havde hørt, at netop denne rute var den mest velbesøgte i øst, hvilket jo var rimeligt betryggende, når der åbenbart var en reel mulighed for at møde bjørne. I praksis mødte vi dog kun ét andet par de første 45 min, og de vendte om, fordi de skulle bestige et af de nærliggende bjerge og ikke ud til samme sø som os. Vi syntes derfor det var lige øde nok. Det er godt nok sjældent, man møder bjørne, men alligevel. Så vi gik tilbage igen og besluttede os for at tage en lettere – og mere befærdet – gåtur ved Mirror Lake i vest.

I den vestlige del var der godt gang i den. Ikke irriterende overrendt, men nok til at fylde de nærmeste parkeringspladser. Vi endte derfor med en 5 km gåtur i stedet for de planlagte 2. Men selvom der var en del myg (turens eneste), var der flot.

IMG_8101
Efter en rolig og pæn tur ved Mirror Lake gik det mod overnatningsstedet. Det lå i en lille bitte by et par miles uden for parken, men alligevel ca. 30 mil fra vandreruterne i dalen. I praksis 1 time og 15 min kørsel på snoede bjergveje. Vi havde læst om vores overnatningssted, at vandtrykket skulle være dårligt og at der ikke var internetdækning. Begge dele var heldigvis forkert idet de faktisk lå i den bedre ende.

En hurtig opgørelse viste, at vi manglede benzin, vand, madpakke til frokost i morgen samt snacks. Så da den lokale restaurant alligevel virkede lidt kedelig, tog vi til nærmeste by. Det var yderligere 25 min hver vej ad snoede bjergveje. Men så fik vi også det, vi skulle bruge. Vi var endda engagerede og købte morgenmad i det lokale supermarked. Vi kunne jo lige så godt udnytte, vi boede samme sted to dage og havde adgang til et køleskab.

McDonalds: 1

Dag 20: Lake Tahoe

Vi startede dagen med at lede efter morgenmad. GPS’en afslørede at der var et vaffel-sted i nærheden, så det smuttede vi ned på. Det viste sig at være et godt valg. Vi fik hver vores dejlige, kæmpe vaffel i en hyggelig diner, med god stemning.

Vi havde nu ca. 1½ times kørsel til Lake Tahoe. Det var primært gennem nåleskov op af en bjergkæde, søen ligger nemlig næsten 2 km over vandets overflade. På vejen var der køkørsel i den modsatte retning, ud af Lake Tahoe, fordi det havde været helligdagsweekend. Vi snakker omkring 20 km kø, der kørte 10-15 km i timen… Vi var glade for, at vi ikke besøgte stedet i går.

Vel fremme ved søen, ikke at vi kunne se den endnu, var der et område med butikker og overnatningssteder. Her spottede vi Subway, hvor vi, belærte af i går, skyndte os at købe dagens frokost i form af sandwich vi kunne have med.

Herefter skulle vi finde ned til søen, faktisk ikke så let som det lyder. En stor del af dens bredder er åbenbart private, så vi endte med at køre ned ved en bådudlejning/badehotel, hvor vi tænkte at leje en kano. Det viste sig dog, at de ikke havde nogen kanoer. Valget stod mellem vandcykler (der kun måtte bevæge sig i et område på 20×150 m), havkajakker eller en rigtig båd (som så kostede ca. 1000 kr. for en time eller 2500 for 4 timers leje). Vi tænkte derfor at gå efter havkajakkerne, men da de advarede os om, at man godt kunne blive ret våd, gik vi væk fra ideen igen.

Vi besluttede derfor i stedet bare at lægge os på stranden nogle timer og nyde det gode vejr (ca. 25 grader og sol). Vandet var koldt (en stor del af vandforsyningen til søen kommer fra smeltesne), men alligevel var der en del børn, som entusiastisk plaskede rundt. Vi nød at slappe af og ligge og læse lidt.

Da vi havde fået nok sol og strand kørte vi videre mod dagens overnatningssted, som lå 2½ times kørsel mod sydvest. Vi skulle over et par bjerge mere, med sne på, før vi kom frem til Bridgeport, der ligger i et dalområde i Sierre Nevada bjergene. Der kom godt nok et par højdemeter på, op og ned gik det, mellem 8000 fod og 3000 fod, flere gange.

Vel ankommet til overnatningsstedet fandt vi ud af, at vi faktisk var meget tæt på den berømte spøgelsesby fra guldgraver tiden, Bodie, men desværre også at den lukkede kl 18 (den har status af ”State park”), så vi kunne ikke nå forbi.

Vi måtte tage til takke med et par cupcakes, købt på vej ud af San Francisco, i haven hvor vi boede, ned til en lille å. Det var nu også ret fint. Aftensmaden blev spist på stedet, da det havde egen restaurant. Stemningen var bjælkehytte med mange ”sjove” skilte og effekter hængende på væggen. I restauranten var det familien der serverede. Det vil sige højgravid mor med tvillinger i maven, datter på omkring 15 og to knægte på 10. Kvaliteten var også derefter, vi måtte vente på at få mere vand, vi fik en forkert pizza og et godt stykke ventetid. Men så sparede vi da de drikkepenge.

Dag 19: San Francisco

I dag var planen at tage til Golden Gate Park, som er en ca. 5 km lang og små 1 km bred park i den vestlige del af San Francisco. Den skulle være ret flot, med mange forskellige områder. Vi startede dog med at smutte ned på et sted i nærheden, der skulle være et af de bedste steder at spise morgenmad i SF.

Vi fik lov at vælge bord og fandt ud af hvad vi ville have. Så manglede vi bare en tjener. Hun kom da også og serverede den scone med syltetøj til, som alle fik, mens de ventede på deres bestilling. Den smagte godt. Jeg bestilte pandekager med jordbær på og Christian var eventyrlysten og bestilte noget, vi oversætter til fuldkornspandekage med æble i.

Efter lidt tid fik Christian sine pandekager, som smagte i retning af rugbrød og var lidt kedelige, men sådan kan det jo gå, når man prøver noget nyt. Da han var ca. halvvejs igennem, var jeg heldig nok til også at få serveret min portion, de måtte dog sendes tilbage, da de var halvrå. Da Christian var færdig fik jeg så en ny portion, som havde fået lidt mere, men stadig var på den rå side. Imponerede var vi ikke rigtig.

Vi havde besluttet at køre hen til Golden Gate Park, da der alligevel var en times gåtur. Da vi så bakkerne på vejen, blev vi glade for det valg. Jeg er altså glad for, at jeg ikke skal bevæge mig rundt i den by til daglig. Vi fandt gratis parkering (yay!) ved det nordøstlige hjørne og begyndte vores vandring gennem parken.

Til vores overraskelse fandt vi ud af, at flere veje løb på langs i parken, så der var meget asfalt i forhold til park. Heldigvis var den ene vej lukket for biler i weekenden (det var søndag), så vi bevægede os i den retning. Undervejs kom vi forbi et sted hvor de underviste i swing dans, i tre timer, hver søndag, gratis. Det var tydeligt at, mange ikke havde været der før og så var der ca. en tredjedel, som gav den gas i den ene ende. Det var sjovt at se.

Vi kom også forbi en sø, med en ø (bakketop) i midten, hvor folk sejlede rundt i robåde og på vandcykler. Vi ville have spist der, men der var mindst en halv times ventetid, så vi besluttede i stedet at tage den gratis shuttlebus, der kørte i weekenden, ned i den anden ende af parken, hvor der også lå et spisested. Vi slap med at vente 20 min, selvom der stod, at den kørte hver 15. min og blev langsomt fragtet gennem parken.

IMG_7874

Vel nede i den anden ende kom vi ind på et spiseområde, hvor det væltede rundt med mennesker. Støjniveauet var højt og det hele virkede lettere kaotisk. Her var der også ventetid på mad og vi var efterhånden godt sultne. Vi burde nok have sat os og ventet, men i al den larm havde vi ikke lyst til at blive, så vi besluttede at tage shuttlebussen tilbage til den anden ende af parken, hvor vores bil holdt og så finde mad der.

Det virkede som en god plan, hvis altså shuttlebussen ville dukke op. Efter godt 30 min gav vi op og begyndte at gå i stedet. Der viste sig til gengæld at være klogt. Så fik vi en is på vejen og shuttlebussen passerede os først 5 min før vi var i den anden ende af parken (dvs. ca. en time senere). Så kom der til gengæld 2 med 3 minutters mellemrum. Jeg ved ikke hvad de shuttlebusser har lavet, men det er i hvert fald ikke særlig smart at skrive at de kommer hver 15. min, når der kan gå over en time.

Vel henne til bilen besluttede vi at når klokken alligevel var blevet 15.30, så kunne vi lige så godt lave frokosten om til en tidlig aftensmad, som vi ville finde på den anden side af Golden Gate Bridge, som vi havde besluttet at køre over ud af byen. Som sagt så gjort. Vi tog dog lige en lille detour, da man efter broen kunne køre op af en lille bjergvej og få de flotteste billeder med broen i forgrunden og San Francisco i baggrunden.

Men kl 17 fik vi da frokost/aftensmad, på den første, den bedste McDonalds. Herefter gik det nordøst på, hvor vi skulle bo i Placerville, ca. 2 timers kørsel fra San Francisco og med godt 1 times kørsel til Lake Tahoe. Da vi nåede frem blev vi mødt at et hyggeligt indisk par, som ejede motellet. De undrede sig, for på vores booking stod der ”Vil gerne have stille værelse” – på dansk. Det var en boks, man kunne sætte hak i på booking.com, men vi havde da regnet med, at de ville oversætte den, når den blev sendt til hotellet. Da vi oversatte for dem, opgradere de os straks til et kingsize værelse, hvor der ikke var nogen i værelserne på hver side. Det må man da sige er service.

Dag 17: Santa Cruz og Big Basin State Park

Vi stod op i Monterey til sol og dejligt vejr. Efter morgenmad på motellet satte vi kursen mod Santa Cruz, ca. en times kørsel nordpå. Her fandt vi deres forlystelsespark, som ligger i strandkanten. Vi ankom lige som den åbnede og da det var fredag var der en del skoleklasser. Det var omkring 15 grader, men dog solskin og alle var klædt i lårkorte shorts og t-shirt. Det så lidt koldt ud.

Efter at have gået en tur i forlystelsesparken fandt vi en cafe hvor vi delte en pizza til frokost. Herefter var det videre til Big Basin State Park hvor vi skulle se Redwood træer. Det er dem, som bliver over 100m høje. Vi ankom og fik betalt for parkering og udleveret kort over vandreruter. Vi nøjes dog med en lille kort en på 1 km, da vi gerne ville nå frem til det sted vi skulle sove før aftensmad.

Det var rigtig flot. Man gik i en dejlig grøn skov og ud over de ”normale” træer var der også bare nogle, som man slet ikke kunne se toppen på. Det største i parken hed Mother of the Forest og var godt 100 meter højt (de bliver endnu højere længere nordpå). Det ældste træ hed Father of the Forest og var over 2000 år.

IMG_7746

Vi tøffede tilbage til bilen og satte kursen mod Redwood city som ligger ca. 30 min kørsel syd for San Francisco. Det nærmeste sted, vi kunne få en overnatning til en ordentlig pris. Vi nåede frem sidst på eftermiddagen og benyttede lejligheden til at slappe lidt af, før vi smuttede ned på den lokale Thai restaurant, som fik ros på tripadvisor, og fik noget dejlig aftensmad.

McDonalds: 4

Dag 18: San Francisco

Vi startede dagen med morgenmad på McDonalds og herefter gik det videre mod San Francisco. Vi nåede frem til hotellet kl 10, hvor de beklagede, de ikke havde et værelse klar. Det gjorde nu ikke noget, vi ville bare gerne have et sted at parkere. Så vi satte bilen og begyndte at gå ned mod Fishermans Wharf.

IMG_7831IMG_7832

Ovenstående billeder er taget med ca. 1 minuts mellemrum. Heldigvis oplevede vi byen som på billede nr. to.

Planen var at gå fra hotellet via Lombard street, som har en sektion ned af bakke, hvor der er slalom, til Fishermans Warf og herefter gennem Chinatown og eventuelt andre kvarterer hjem. Vi overvejede først enten at leje cykler eller bruge tourbusser (ligesom der findes i andre storbyer, med 20 forskellige stop hvor man kan hoppe af og på) men da begge dele kostede omkring 50 dollars pr. næse, blev vi enige om at fødderne var fine nok.

IMG_7850

Som vi forlod bilen var vi i tvivl om vores påklædning. Klokken var lidt over 10, det var 20 grader og solen skinnede. Hvor meget/lidt skulle man have på? Det viste sig, at vi burde have haft noget vindtæt med. Det blæste nemlig en del og vinden var kold. Det er åbenbart normalt i San Francisco. Så på trods af de godt 20 grader det blev i løbet af dagen, var det en lettere kold fornøjelse (vi havde bare t-shirt og bluse og jeg havde lange shorts, mens Christian havde lange bukser på).

På vej mod Fishermans Warf kunne vi dog godt holde varmen. Det gik nemlig opad. Et sted måtte man kun parkere vinkelret på gaden, så stejl var den. Herefter gik det selvfølgelig ned ad igen. Vi fandt frokost et sted blandt alle de andre turister hvor maden var ok, men halvdyr. Vi gik en tur langs Fishermans Warf og Pier 39 som er meget berømte, vi kunne dog ikke helt forstå hvorfor. Det var bare en masse turister ved en masse madsteder og typiske turistbutikker. Det eneste specielle var søløverne som holdt til i havnen, men dem havde vi set massere af de sidste par dage.

IMG_7834

Så vi gik mod Chinatown, men halvvejs dertil stødte vi på en park, eller egentlig bare en grøn firkant, hvor der var nogle træer og en græsplæne. Her lå en masse og hyggede sig, nogle enkelte spille bold og hunde rendte rundt og legede. Så her slog vi os ned et par timer. Når man lå ned, mærkede man ikke vinden så meget, så vi fik varmen igen.

Det begyndte at nærme sig aftensmadstid, så vi satte igen kursen mod Chinatown. Det første vi lagde mærke til, var at det var meget forskelligt fra Chinatown i Las Vegas. Denne version var mere slidt og mindre prangende. Det virkede dog egentlig mere troværdigt. For ikke at ryge i fælden med turistpriser og dertilhørende kvalitet igen, blev vi enige om at finde en restaurant som ikke lå i området, men på vejen hjem.

Vi endte med at gå et godt stykke (op og ned, op og ned…) og vi kom forbi en Swensen Is, der skiltede med hjemmelavet is. Vi småfrøs dog og burde få aftensmad, ikke dessert, så vi gik forbi. Et stykke videre fandt vi så endelig en restaurant, asiatisk, som lavede udmærket mad. Min var dog lidt stærk, men det stod der også på menukortet.

Kort før vi nåede hotellet faldt vi over et skilt til ”Kara’s cupcakes” så der måtte vi lige ned og købe dessert, mums. Hjemme på værelset var der ordentligt internet, så der blev bestilt værelser til de efterfølgende fire nætter, hvor vi skal forbi Lake Tahoe, før vi når til Yosemite, hvor vi bliver et par dage. Der blev også indhentet lidt blogskrivning mens Christian hyggede sig med en kop kaffe.

McDonalds: 3

Dag 16: Monterey

På køreturen til Monterey var vi blevet inspireret af vores rejsebog til også at besøge Redwood State Park, hvor der er mulighed for at se redwood træer. Det er verdens højeste træsort, så dem ville vi gerne opleve. Der er en hel nationalpark tilegnet dem længere nordpå, men det er for lang en omvej. Så state parken var oplagt med sin halve times ekstra kørsel. Vi valgte derfor som noget af det første i Monterey at forlænge vores ophold med en dag.

Dagen startede med en hvaltur. Vi steg ombord på båden kl. 9 og så varede det ca. 4 timer. Der var rimelig godt gang i bølgerne, og der var da også to passagerer, som afleverede morgenmaden over rælingen. Men Lise havde været så forudseende at foreslå, at vi begge tog søsygetabletter om morgenen. Så ingen af os blev dårlige. Turen gik i alt sin enkelthed ud på, at sejle ud til hvalerne, se på dem og sejle hjem igen. Og de fandt pukkelhvaler forbløffende nemt. De havde også håbet på spækhuggere og delfiner – som de havde set en del af de sidste dage – men så heldige var vi desværre ikke. Til gengæld var der ganske mange pukkelhvaler, så det var nemt at se sprøjt fra dem. Vi fangede også en del halefinner og heldigvis også en legesyg kalv, som lige skulle hoppe en gang op af vandet. En mor og kalv skulle også lige undersøge båden på 3 meters afstand, hvorefter vi blev godkendt som ufarlige.

IMG_7609

En anden pudsig ting, var de mange søløver. Nu havde vi jo set dem på stranden langs Highway One, men der var også masser i havnen. De lå på sten, på de nedre dele af molerne og de svømmede rundt i havnebassinet. Og så gøede de. Lidt uvant baggrundslyd for os i en havn.

IMG_7571

Efter hvalturen gik vi en tur i akvariet. Det er ret kendt som værende stort og imponerende. Det var nu ikke vores oplevelse. Den Blå Planet virker faktisk større og med flere fisk. Montereys akvarium fylder måske nok mere, men der er mange restauranter, souvenirbutikker og legeplads til børn. Sidstnævnte var absolut et hit, men havde ikke så meget med os at gøre. Men når det er sagt, var der helt klart nogle flotte tanke og akvarier imellem. Især deres stimefisk var interessante. Det er altså lidt fascinerende at se, hvordan sådan en stime bevæger sig og ændrer form. Der var også nogle helt sølvfarvede fisk, som næsten lignede de blink man kan købe i fiskeributikkerne, samt gopler i alverdens farver og størrelser.

På vej ud fra akvariet opdagede vi, at der var gratis wifi, så vi undersøgte lige, om vi kunne finde en donut- eller cupcake butik til ”eftermiddagskaffen”. Og der var begge dele. Vi havde parkeret en god halv times gang fra akvariet og begge butikker var sådan nogenlunde på vejen. Vi fandt også byens bedste pizzeria til aftensmad, vi kunne tage forbi uden den store omvej. Så af sted til cupcake butikken. Som var lukket. Ok, af sted til donut butikken. Som var lukket. Suk. Af sted til pizzeriaet. Som ikke fandtes. Så efter små halvanden times gang gik vi bare tilbage til bilen og besluttede os for at tage pizzeriaet i centeret ved motellet i stedet.

Det viste sig at være en rigtig god idé. Centeret var nemlig pænt, havde en cupcake butik og så lå det pizzeria, vi havde ledt efter, her. Så efter at have givet op, lykkedes det meste til sidst. Så blev det en hel god hjemtur alligevel.

Vel hjemme tænkte vi, at vi lige ville bruge 20 min på at finde overnatning i San Francisco. De sidste dage har det nemlig vist, at det godt kan betale sig at booke via booking.com. For det første er det ofte en smule billigere og for det andet skal man ikke bruge energi på at finde et sted om aftenen, hvor vi typisk er trætte efter en køretur. Ulempen er selvfølgelig, at vi så er tvunget til at køre til netop det sted og dermed ikke bare kan stoppe, når det passer os.

Men altså: overnatning i San Francisco. Det tog ikke 20 min. Det tog 3 timer og endte med en overnatning uden for byen og en i byen (i stedet for 2 i byen) og det blev 100$ dyrere end forventet. Grunden er, at der er karneval lørdag, så alt er ellers booket. Vi synes godt nok ikke, vi er så heldige med timingen…

Dag 15: Highway One

Sååådan. Så er faciliteterne i orden til noget blog skrivning. Vi har lavet en masse de sidste dage, vi har været tvunget til at bruge mere tid på planlægning end vi har haft lyst til og internetforbindelserne har været ganske ustabile. Nu her på dag 18 sidder vi på et deluxe værelse i San Francisco med skrivebord, kontorstol, kaffe og stabilt Internet. Så jeg kan skrive noget blog, mens Lise hygger med Youtube videoer på Ipad’en i sengen.

Tilbage til dag 15: Highway One. Highway One er den vestligste motorvej I USA og er det nærmeste man kommer Strandvejen. Vi havde hørt meget godt om ruten og havde derfor besluttet at give den et par dage. I dag ville vi starte med morgenmad i Santa Barbara, køre gennem Solvang og så overnatte i Monterey.

Santa Barbara er en by med en meget høj gennemsnitlig indkomst pr. indbygger. Det er også en flot og velholdt by. Den er ikke ekstravagant, men pæn at bevæge sig rundt i. Her indtog vi morgenmaden – en god undskyldning for at komme lidt rundt og se noget af byen. For god ordens skyld skal det nævnes, at vi ikke deltog i gadeskyderier, som både har floreret i nyhederne her og i Danmark.

Efter morgenmaden gik turen videre til Solvang. Det er det nærmeste, man kommer på en danskerversion af ”Chinatown”, idet det er en hel by med dansk tema. Der er bindingsværkhuse med stråtag – altså lavet i beton – der er storke i plastic og der er masser af bagerier og skilte på dansk. Der var også afbilledet den danske kongerække. Der skulle også bo en del amerikanere med dansk baggrund i byen. Nu kan det jo umiddelbar lyde ret usmageligt og kikset, men der var faktisk en hyggelig stemning. Og hvis der er noget, der er dansk, så er det jo hygge. Så selvom selve de fysiske rammer var ret karikerede, så ramte stemningen flot.

IMG_7490 IMG_7501

Efter Solvang begav vi os videre ud på den ”rigtige strandvej”. Den overraskede del ved forbløffende meget bjergkørsel og dels ved på mærkbare dele af strækningen rent faktisk ikke at ligge ud til kysten. Endeligt var det ret overraskende, hvor lidt kyststrækningen egentligt er beboet. USA har jo ikke meget kyst, så vi ville så der var meget gråt i gråt.

I har måske lagt mærke til det: vejret bliver nævnt en del i vores beskrivelser. Det er ikke (kun) fordi, vi er danskere og elsker at tale om vejret, men også fordi det skifter meget fra sted til sted, fra tidspunkt til tidspunkt ligesom vejrudsigterne skifter som vinden blæser… Men nu har vi besluttet os for i det store hele at ignorere vejrudsigter. Både fordi de er voldsomt upålidelige og fordi, vi efterhånden ikke har så mange dage at flytte rundt på aktiviteterne i mere.

Derfor skulle gråvejr da heller ikke forhindre os i en strandtur. Frokosten blev derfor indtaget siddende i sandet på Pismo Beach og bestod af gårsdagens jorbær – jeps et kilo+ til hver – og chokolade indkøbt til lejligheden. Mågerne ville gerne dele, men da vi kastede sand efter dem, forstod de budskabet helt klart.

Af andre sjove ting fra turen kan nævnes, at vi mødte et par flokke albatrosser. Sådan nogle har vi kun set i Zoologiske haver før, men nu kom de i flokke og i det fri. Det er lidt noget andet. Og så så vi søløver. Dem har vi jo set før, men her lå der bogstaveligt talt hundredevis af dem og solede sig, tøffede lidt rundt og sloges for sjov. De ligger der 3-4 uger, mens de skifter yderhud. Lidt overvældende at se så mange af dem samlet på ét sted – og i så ”normale” omgivelser. Ikke noget show her, bare dovne, halvsøvnige søløver i massevis.

IMG_7545 IMG_7563

Vel ankommet i Monterey, besluttede vi os for asiatisk mad. Der var en vietnamesisk restaurant tæt på, så en tog vi. Troede vi. For den var af uransagelige årsager lukket netop den dag. Ok, tilbage til motellet for at få noget wifi og finde noget andet. Tommys wok i nabobyen lød god, så af sted med os. Den viste sig at ligge i en lillebitte gyde, så det tog os et kvarter at finde den. Engang imellem savner man altså bare at kunne gå ud i køkkenet, tage noget mad og spise det i stedet for at skulle lede i timevis først. Men når det er sagt, var maden hos Tommy god.

McDonalds: 1