Vi overnattede samme sted som i går nat, dvs. 10 min fra Bryce Canyon og en halv times tid fra Kodachrome State Park. Vi stod vanen tro op ca. 5.15, gjorde os klar og tog af sted. Kodachrome er – som statsparker er flest – ikke voldsomt stor. Men den skulle være scenisk.

Vi havde på forhånd udvalgt to vandrestier, vi ville gå og en, som vi måske ville tage, hvis vi havde lysten til den tid. Den første gik langs bunden af et par mindre canyons og var på ca. 1½ mile. Den tog vi Seo med ud på. Han trækker fortsat, men den historie er jo efterhånden kendt stof.

Den næste sti lod vi ham blive hjemme. Den var ligeledes et par mile, men gik lidt mere til vejrs, så vi kunne se parken oppefra. Begge trails var flotte. Ikke spektakulære men flotte på sådan en mere stille-og-rolig-dag-med-flot-udsigt måde. På begge stier nåede vi fordelen ved at stå tidligt op: man har det for sig selv og der er helt stille bortset fra naturens lyde (og hvad man nu selv frembringer – eller ens pustende hund frembringer… J )

På vejen ud af parken lånte vi (for 5$) deres dump station, så vi kunne få tømt ud for de sidste 4 dage. Helt perfekt måde at spare på campingudgifterne uden at det går ud over komforten.

Planen for i morgen var at se Great Basin National Park et godt stykke vestpå. Så efter gårsdagens alt for lange overvejelser omkring rute havde vi valgt at køre til Cedar City, hvor der både var en Walmart og et vaskeri. Så det gjorde vi.

Ved ankomst var vi begge ved at være noget trætte, men begge dele fungerede heldigvis upåklageligt. Vi handlede ind og fik vekslet penge i Walmart. Det med at veksle penge er ikke en selvfølge, så det var fedt, at det bare gik nemt. Vi fandt også vaskeriet nemt, og det fungerede, som sådan ét skal.

Vi savnede lidt en pizza, så vi fandt den lokale Domino’s hvor vi bestilte til to dage (dag to ligger nu i fryseren). Det var rigtig god pizza. Efter maden ville vi opdatere ruten de næste dage – hvad vi gjorde – og heldigvis kontrollerede Lise også forholdene i Great Basin, som jo var morgendagens mål. Og jeg skriver med vilje ”var”. For der stod, at man skulle planlægge med hård vinter og have det nødvendige udstyr med på alle de interessante stier, fordi parken ligger højt. Og det var ikke lige det, vi er forberedt på.

Så vi valgte at droppe Great Basin og i stedet sætte kursen mod næste punkt på ruten: Goblin Valley State Park. Men først vil vi tage en hviledag på vejen.

Utah. The Elevated State (den høje stat). En af vores yndlingsstater på grund af dens flotte, røde klipper. Første attraktion var Coral Pink Sand Dunes National Monument. Nu havde vi set “normalt” gult sand, hvidt sand, og sort sand. Så måtte vi da også se pink sand.

På vej ud af Grand Canyon området fik vi endnu en overraskelse: sne. Altså ikke den, som ligger på jorden i de højere luftlag og som ikke er smeltet endnu. Men den slags, som falder ned fra himlen – men heldigvis ikke i mængder, som lagde sig. Det blev hurtigt solskinsvejr igen. Men det mindede os lige om effekten ved at opholde sig på høje områder.

Undervejs til Pink Sand Dunes begyndte vejret at se lidt mørkt og truende ud. Det gjorde det stadig, da vi nåede frem. Men vi tænkte, at det nok var bedst at komme ud at se på sagerne, inden vejret blev dårligt. Så vi skyndte os ud i klitterne. I øvrigt ikke af pink sand, men af orange sand. Jeg ved ikke hvor de har fået det der med pink fra. Måske i solopgang eller solnedgang…?

Hvorom alting er ombestemte vi os rimelig hurtigt, da det begyndte at blæse en del. Så vi skyndte os tilbage til RV’en og erklærede frokost. Der kom lidt regn og noget blæst, men ikke rigtig meget. På den anden side var det heller ikke klaret op, da frokosten var færdig. Så vi udnyttede, at vi var i RV og havde hele ”huset” med. Så vi fandt en bog frem og erklærede pause mens vejret blev bedre.

Efter en times tid blev det ok, og vi begav os igen ud i klitterne. Igen en typisk statsparkfølelse: det er flot uden at være super spektakulært. Seo nød dog at kunne løbe fri, da der ikke var andre mennesker indenfor en kilometers radius. Altså indtil vi kom op på toppen af en klit, hvor blæsten smed masser af sand i hovedet på ham. Det kom han sig dog hurtigt over, da vi havde kaldt ham væk og havde fjernet sandet fra hans øjne igen.

Efter at have gået en god tur i klitterne satte vi kursen mod Bryce, hvor Lise havde fundet et fint sted at campere gratis.

Bliver vi ikke snart trætte af den kløft, kunne man spørge sig selv. Og svaret er nej. Den er bare stor og imponerende, og der er masser af vinkler og steder at udforske. Vi har også allerede idéer til, hvad der skal ses, hvis vi en dag kommer igen.

I denne omgang havde vi valgt nordsiden (i modsætning til de andre gange, hvor vi er kommet sydfra). Nordsiden skulle være mindre befærdet, hvilket også er korrekt. Desuden er den højere oppe, hvilket gør den koldere, gør stien til bunden længere og giver flere og bredere sidekløfter fordi der er mere vand og det har mere fart på.

Vi besluttede os for dels at se så mange udsigtspunkter som muligt og dels at gå lidt ned af North Kaibab Trail – bare for at kunne sige til os selv, at vi har været der. Det er den sti, som fører ned i bunden til Phantom Ranch – den ranch vi besøgte i forårsferien kommende fra sydsiden. Den er flot med en pæn udsigt, men man går inde i en sidekløft, så man får ikke den storslåede fornemmelse, man ellers gør fra syd. Til gengæld er den stejl.

Læg mærke til broen på ovenstående billede (over kløften i “skovområdet”). Den er en del af stien. Så langt gik vi dog slet ikke. Vi nøjedes med ca. 2 mil og 450 højdemeter.

Vel oppe fra North Kaibab stien gik vi i gang med udsigtspunkter. Og her kan nordsiden altså virkeligt noget. Vi besøgte en håndfuld, som alle gik fra storslåede til meget storslåede. Her var der virkelig panorama for alle pengene. Så da vi tog ud af parken ved 15-16 tiden var vi helt mættet af indtryk.

På vejen ud fik vi så alligevel en ekstra bonus: bisoner på vejen. Der var et skilt med præcis den besked og vi nåede lige at tænke ”helt sikkert…”, men så var der en bisonflok med kalve og det hele 30 m længere fremme.

Om aftenen overnattede vi i nationalskoven lige udenfor Grand Canyon National Park. Ud over en fin plads, som var stille trods en del campister, var der også mulighed for at gå løs med Seo på en nærtliggende eng. Fedt bare at kunne lege med bold, tumle og gå uden snor.

Det er regnvejr. Altså ikke dag 14, men lige nu mens jeg skriver indlægget. Lise ligger i sengen og læser. Vi er ved Coral Pink Sand Dunes og har lige spist frokost. Det er altså en herlig ting ved at rejse i RV: Vejret er ikke med os i dag, men vi kan komfortabelt vente på, at det bliver tørvejr igen.

Nå, men tilbage til dag 14. Dagens plan var at se Horseshoe Bend. Det er en bugtning af Coloradofloden, som er speciel scenisk. Den er også nemt at komme til – man parkerer 50 m fra hovedvejen (som vi alligevel skulle køre af) og går yderligere 5-800 m. Så uden at erklære dagen total afslapningsdag, var det tæt på.

Så vi stod sent op (ca. kl. 7) og gjorde os klar i ro og mag. Derefter tog vi ned på den morgenmadsrestaurant i byen, som fik de absolut bedste anmeldelser. Her fik vi pandekager med røræg og bacon ved siden af. Super hyggeligt med variation fra mysli i RV’en. Maden var meget gennemsnitlig på den helt ok måde.

Derefter tog vi til Horseshoe Bend. Her tullede vi lidt rundt og fik taget nogle billeder. De helt sublime vinkler måtte vi opgive, da udsigten var på en klippe, hvor kanten var et fald på flere hundrede meter uden rækværk. Så den holdt vi en sund afstand til.

Herefter gik ruten videre mod Grand Canyons nordside. Den skulle være mindre trafikeret og se anderledes ud end sydsiden. Vejen dertil var i hvert fald flot. Der er massevis af plateauer, klipper og kløfter i mange farver. Vi kom også over en bro over Coloradofloden, som er bygget lige ved siden af en ældre bro, fordi den ældre er for smal til lastbiler, som krydser hinanden. Den ældre bro er så lavet om til fodgængerbro. Så der skulle vi selvfølgelig lige ud og se udsigten.

Vi overnattede i skoven udenfor Grand Canyon Nationalparken. Det var efterhånden helt hjemligt at køre gennem landskabet med grantræer og enge.

Vi vågnede tidligt. Faktisk første gang omkring ved 4-tiden da et ordentligt vindstød tog i RV’en. Men så vendte vi os om og sov lige en time mere. Vi står nemlig op mellem 5 og 5.30 i øjeblikket for at få max ud af morgenerne. Først en lille morgentur med Seo ad samme sti som i går (dog ikke lige så langt) før vi kørte ind til centrum af Sedona. Oppe ad en lille sidegade skulle vi ca. 500 m af en grusvej, og så var vi ved en parkeringsplads hvorfra der gik stier ud og op i højlandet. Turen vi havde valgt var ca. 8 km med 250 højdemeter. Fordi vi går hver dag – og gerne både en vandretur og en tur med Seo, prøver vi at holde vandreturene på 7 til 10 km. Så det var jo perfekt.

Turen startede gennem et skovagtigt nåletræsområde. Jorden i Sedona er helt rød, så der var rødt og grønt overalt. Stien begyndte snart at gå lidt opad og efter ca. 1,5 km kom vi op på et udsigtspunkt hvor man kunne se ned over Sedona, op til begge sider med bjerge og bagud til en flot dal med endnu flere bjerge i baggrunden. Turen gik videre hen over dalen før den svingede tilbage og rundt om det ene bjerg og retur til parkeringspladsen. Det var en super flot tur. Det tog lidt længere tid end vi havde regnet med, simpelthen fordi vi stoppede for at tage billeder hele tiden.

Da vi var startet på turen 7.30 var der også dejligt roligt i forhold til mennesker. Først mod slutningen af turen begyndte der at være en del folk på trailet. Det er altså dejligt at have det roligt og for sig selv (som regel møder man dog et par andre morgenfriske par). Vi er i hvert fald fans af at sove tæt på det sted vi skal ud at se og så komme tidligt op, så vores tur kan starte inden 8.

Vel retur til RV’en fik vi en bid frokost før vi satte kursen mod Sedonas hundepark. Her var det tid for Seo at komme ud. Hundparken viste sig at være en støvet plads med et område bagved på størrelse med to-tre parcelhushaver som var gradueret i niveau og med buske og træer. Vi sad først lidt ved pladsen hvor han legede med nogle andre hunde og så slentrede vi ud i området bagved. Derefter var det retur til pladsen og lege lidt mere med en anden hund. Det havde da givet en times tid.

Herefter kørte vi til en anden dry camping plads hvor vi håbede der var lidt mere læ. Vinden havde nemlig blæst op igen og det blæste faktisk mere end i går. Det var ca. 500 m inde af en grusvej, hvor der var et område med grus og buske. Der var allerede to telte, en campingvogn og en anden RV, men vi fandt også en plads og slog os ned. Desværre med alt for meget blæst til at vi kunne være ude. Det er lidt irriterende, når det nu ellers er godt vejr.

Senere gik vi en tur længere ned af grusvejen med Seo. Jeg havde nemlig læst at der skulle være flere områder længere nede. Så vi ville lige tjekke om de var mere i læ og give Seo lidt mere motion. Udsigten var flottere, men da der ikke var mere læ, besluttede vi at blive holdende hvor vi var. Det lokkede nemlig ikke at skulle længere ind af grusvejen.

Aftensmaden blev igen lavet indenfor og hen på aftenen tog vinden lidt af så vindstødene i det mindste ikke ruskede så meget i RV’en. Der var en overgang hvor jeg følte mig helt søsyg… Heldigvis skal det blæse lidt mindre i morgen, så det håber vi viser sig at være rigtigt.

Den oprindelige plan var egentlig at se Saguaro National Park i dag, men da vi sad og kiggede campingpladser og rute i går aftes, gad vi ikke rigtig mere. Så vi besluttede at tage os en slapperdag på en nærliggende campingplads med wifi og vaskemaskiner.

Som besluttet, så gjort. Vi kørte 2 miles fra vores overnatningssted og checkede ind på campingpladsen. Der var en del RV’er, men ikke rigtig nogen mennesker. Heller ikke på kontoret. Det er ikke unormalt, så man kan checke ind selv. Men på den her plads havde vi nu regnet med bemanding – især fordi det var, hvad der stod på skiltene.

Men altså, bortset fra at minigolfbanen havde kendt meget bedre dage, var pladsen pæn og indrettet lidt hyggeligt. Så vi hookede op og skulle vaske. Men så kom dagens første udfordring: de tog kun 25-cent mønter. Og vi skulle bruge 39. Vi havde 0. Ok, tænkte vi: vi veksler, når de åbner kontoret kl. 10. Kl. 12 havde de ikke åbnet. Så vi tænkte at tage i Walmart og handle og veksle, hvis de ikke havde åbent kl. 16. Der var 20 min hver vej og ville kræve vi hookede RV’en af og på igen. Så vi ville helst slippe. Heldigvis kom der nye gæster i form af et ægtepar, som havde en rulle med 40 25-cent mønter, vi kunne købe. Yay!

Undervejs opdagede vi dagens anden udfordring: wifi netværket var ubrugeligt. Vi kunne sagtens koble os på, men der var i praksis ingen båndbredde (det tog minutter at åbne Google). Det løste vi ved at bruge vores datalinje på telefonerne i stedet.

Efter således at have overkommet nærmest uoverstigelige problemer i løbet af dagen ( J ), fik vi læst, hygget i skyggen udenfor RV’en, planlagt de næste par dage og generelt bare slappet af. Fin dag.

Aftenturen for Seo skulle have været på et trail bag campingpladsen. Der var desværre for mange kaktusser til vores nysgerrige hund, men flot var det ellers.