Månedsarkiv: marts 2016

DSC_0264 1

De sidste par uger

Så kom der styr på indlæggene fra spring break. Det har jeg også gerne villet i lidt tid nu. Så nu til et af de mere ustrukturerede indlæg.

Efter spring break havde vi en travl uge på universitetet. Jeg havde tre eksamener på 3 dage. Oven i det kom to større, skriftlige projekter. Jeg kan ikke længere huske detaljerne omkring Lises opgaver, men hun kedede sig heller ikke.

I sidste weekend var vi i Frozen Head State park med den gruppe, vi mødte nogle uger tidligere. Super hyggelig tur – igen med spisning bagefter. Mit knæ brokkede sig igen (pokkers), så jeg må jo bare træne det lidt mere seriøst med nogle knæøvelser – altså når det er færdigt med at brokke sig. Så det har jeg gjort siden.

12378078_1057441397628279_8126874309765431283_o 12885953_1057441560961596_7831986579499104161_o

Onsdag var vi ude at besøge en, vi havde mødt på en vandretur tidligere. Hendes mand og hende har en farm en halv times kørsel fra os. Vi endte med en gåtur rundt på ejendommen, med at hilse på køerne, med vinsmagning og en frostpizza, mens vi fik fortalt om vandreture på Hawaii. Super aften. Og super at have lidt social omgangskreds.

Over den sidste uges tid er det blevet mere forår i Cookeville. Det er hyggeligt med mere farve på træerne. Temperaturen, solen, skyerne og nedbøret gør stadig, hvad der passer dem. De er (næsten) ligeglade med årstiden.

Lige nu er Lise ude at vandre med gruppen. Jeg ville gerne have været med, men jeg tænker, det er bedst at give knæet en fri-uge, selvom det har været helt fint de sidste dage. Så håber jeg øvelserne gør, der ikke kommer problemer igen. Det kan jo ikke været rigtigt, at det skal brokke sig, bare fordi man går 15-17 km. hen, 1 km op og 1 km ned af skæve jordstier 😉

Så jeg vil i stedet bruge weekenden på at få ordnet nogle af de huslige ting i et adstadig tempo. Måske også læse lidt. Eller spille computer. Nu må vi se.

IMG_0651

Spring break, dag 8: Op ad Grand Canyon

Morgenmad 5.30. Det var heldigvis samme menu som dagen før. Så en god start på dagen. Selskabet var mere ordinært, så vi gjorde os færdige, så vi kunne komme opad. Vi havde samlet taskerne op og fyldt vandsækken, så vi gik 6.15. Det passede præcis med solopgangen, så vi havde lys til at se ordentligt – og samtidig et helt fantastisk smukt morgenlys. Jeg har lagt nogle billeder i indlægget her, men igen yder de slet ikke oplevelsen retfærdighed.

IMG_0606 IMG_0611 Opturen foregik af Bright Angel Trail. Det er ikke så stejlt som South Kaibab Trail og det er mere grønt. De første miles var ned til floden og langs den. Derefter kom et par miles, hvor man hele tiden gik i en lille kløft sammen med et vandløb. Det var både meget grønt og meget småt (på den gode måde). Så radikalt anderledes end nedturen.IMG_0616IMG_0625

IMG_0620 IMG_0627 IMG_0632

Som på nedturen sørgede vi for at holde pause ca. en gang i timen. Det gjorde også, at vi ”fulgtes” med et par grupper op. Det er nu meget hyggeligt, når man har snakket med dem et par gange og begynder at kunne have en samtale længere end ”how are you”.

Ca. halvvejs oppe ligger Indian Gardens, som er en campingplads. Her spiste vi vores medbragte frokost og fik hældt lidt mere vand i vandsækken. Det var også her, vi begyndte at møde folk, som kom oppefra i stedet for kun nedefra. Det er i det hele taget sjovt at se efterhånden, som man kommer opad: I starten er det folk med vandreudstyr og gerne store rygsække. Så er det folk med dagsrygsække. Derefter folk med en flaske vand i bæltet – og endeligt folk i tøj, som passer bedre i et storcenter end i en naturpark.

Indtil Indian Gardens var stigningen ikke så mærkbar. Det skiftede efter. Så efter at have tullet rundt, skulle vi nu til at sætte et mere overvejet tempo. Der var ca. en til to mile, som var hårde på grund af ekstra stejl stigning. Men ellers var det faktisk ikke så galt. Knæet var helt ok. Læggene og lårene var med på det og kondien klarede sig glimrende. Så kl. 13.15 stod vi oppe på kanten igen.

IMG_0659 IMG_0666

Vi havde egentlig forventet at komme senere op og at være trætte. Så vi havde booket en nat ved kanten på Bright Angel Lodge. Men da vi stod der kl. 13.45 med vores kufferter og overvejede resten af dagen tænkte vi ”vi har alligevel mange timers kørsel de næste dage…”. Så vi pakkede bilen i stedet – og tog et 6 timers forspring på weekendens køretur.

11 McDonalds

IMG_0596

Spring break, dag 7: I Grand Canyon

Morgenmad 7.00 – igen på tid. Men nu kendte vi rutinen. Og mens aftensmaden var en smule kedelig, så var morgenmaden rigtig god. Der var pandekager med sirup, røræg, bacon, brød og frugt. Der var også både kaffe, te og juice. Lækkert alt sammen. Selskabet var også godt. Man sidder ved borde med ca. 12 mennesker i alt. Og vi blev placeret sammen med en gymnasieklasse med 2 lærere og 4 elever. De to lærere underviste i ”outdoor”, så de fik løn for at hygge rundt i Grand Canyon. Eleverne havde outdoor som fag og fik derfor undervisnings-credit for det samme. Jeg kan godt se, jeg har valgt den helt forkerte studieretning… J Også imponerende var, at deres ca. 60 år gamle lærer for 5 år siden var løbet fra den ene kant af Grand Canyon til den anden og tilbage igen på en dag. Det er 78,5 km henad, 3.401 m ned og 3.401 m op.

IMG_0594 IMG_0600

Vi valgte et mere adstadigt tempo. I dag var hvile/hyggedag. Så vi gik op på en mere rolig sti. Men selvom vi ikke gik så langt (3-4 km hver vej), var der nu alligevel god stigning på. Men det gav så til gengæld en super flot udsigt over Coloradofloden. Og så var der en fin stenbænk, vi kunne slappe af på. Her så vi også en helikopter, som fløj forsyninger til Bright Angel Campground i rutefart. Den var vel frem og tilbage en håndfuld gange. Meget sjovt at kigge ned på en helikopter i stedet for op. Vi rendte også på 5-8 personer, som vedligeholdte trailet med hakker og skovle. Det så lidt varmt ud…

IMG_0556 IMG_0560 IMG_0572

På nedvejen brokkede mit knæ sig igen, men holdt så pludseligt op. I løbet af 5-10 min gik det helt væk, og så havde det det fint. Fedt! Vi var lidt imponerede over, at vi dagen efter en lang, stejl gåtur kunne slippe med kun ømme lægmuskler.

Da vi kom ned igen, besluttede vi os for at tage et smut på stranden. Vi havde nemlig lagt mærke til en lille en af slagsen ved Colorado floden. Så der satte vi os ned et par timer og kiggede på både. Af og til tager folk nemlig på river rafting igennem kløften, og i dag var altså ”af og til”. Vi prøvede også at mærke på vandet. Det var godt nok koldt. Men det vidste vi egentlig godt, det ville være. Det skyldes, at det er dæmmet op længere oppe og at flodvandet derfor for nyligt har ligget dybt i en sø. Det forhindrede dog ikke arbejderne fra stien i at komme på stranden senere og hoppe i vandet (de så også ud til, de synes det var koldt).

IMG_0578 IMG_0584

Efter stranden skrev vi postkort. Når vi nu skriver blog, er postkort ikke noget, vi gør os så meget i, men de havde nogle fine nogle med teksten ”mailed by mule”, som vi syntes var sjove.

Om aftenen var der steak til aftensmad. Den var væsentlig bedre end stuvningen, men ikke noget vi ville gå langt efter. Efter aftensmaden pakkede vi vores tasker, tog et bad og hoppede på hovedet i seng kl. 9. Vi skulle jo op dagen efter kl. 5 (morgenmad præcis 5.30) og ud af røret, så vi havde god tid til at gå op igen.

IMG_0457

Spring break, dag 6: Ned i Grand Canyon

Vi havde overnattet på Bright Angel Lodge, 50m fra Grand Canyon så dagens transport var ikke lang – altså måske lige bortset fra til fods J

Planen var at tage South Kaibab Trail (et trail er en vandresti) ned til Phantom Ranch, som ligger i bunden af kløften på den anden side af Coloradofloden. South Kaibab trail er ca. 7 mil (11,3 km) langt og går 1500 m ned. Udenfor sommersæsonen tager de fleste det trail ned i stedet for Bright Angel Trail. Grunden er, at South Kaibab er stejlere og ikke har nogen vandposter på vejen ned. Stejlheden er grunden til, at folk hellere går ned end op, og det manglende vand er et problem om sommeren, hvor der bliver over 40 grader i skyggen – og så er der i øvrigt ikke nogen skygge om sommeren, heller.

IMG_0478

Vi havde læst, at det tager de fleste 4-5 timer at gå ned, så vi ville gerne tidligt at sted. Dels fordi, vi gerne ville være fremme i god tid inden skumring og aftensmand og dels fordi vi gerne ville kunne tage turen stille og roligt. Så vi stod op lidt over 6 og fandt noget morgenmad rundt om hjørnet. Derefter afleverede vi vores kufferter, hankede op i rygsækken og tog bussen til stiens start. Kl. lidt over 9 var vi i gang.

Der var en del på trailet i starten, men det løjede af senere. Der er nemlig mange, som går en del af vejen og så vender om.

IMG_0476

Som vi har erfaret før, er Grand Canyon altså bare et super flot sted. Man kan selvfølgelig beskrive det og tage billeder af det, men det fanger ikke rigtigt indtrykket. Det er meget få steder, jeg har det sådan med, men Grand Canyon er et af dem. I modsætning til Bright Angel Trail, går South Kaibab ”ude på kanten” af sidekløften i den forstand, at man kan se meget længere til begge sider. Det giver en anden oplevelse, end vi før har haft her.

IMG_0482 IMG_0493 IMG_0540

Selve turen forløb fornemt. Mit knæ begyndte at brokke sig igen et stykke nede, hvilket jeg selvfølgelig helst havde været foruden, men ellers var alt perfekt. Vejret var herligt: solen skinnede tilpas til at tage billeder og give lidt varme – men ikke mere varme end behageligt. Og med amerikansk vejr, er det absolut ikke noget man kan regne med.

På vejen ned ”fulgtes” vi med en guidet gruppe. Dvs. vi gik i ca. samme tempo og mødtes derfor med dem 5-10 gange på vejen. Vi valgte at kopiere deres pausemønster for ikke at blive for overmodige og gå kolde på vejen.

At gå kolde var heldigvis ikke et problem. Vi var faktisk begge overraskede over, hvor ”nemt” det var at gå ned. Bortset fra mit ømme knæ var der kun lidt stive lægmuskler hos Lise. Fedt! Vi var fremme 15.30 og checkede ind på vores sovesale.

Phantom Ranch har nærmest camping stemning. Faciliteterne er meget begrænsede og alle er udendørsmennekser. Aftensmaden var stuvning, som blev serveret på klokkeslættet og så havde man ellers 45 min til at spise.

Overnatningen var opdelt i sovesale til mænd og kvinder. Og det eneste fællesareal var i kantinen, som havde lukket 4 timer om aftenen for at kunne servere aftensmad. Så hvis man ikke havde en hytte (det havde vi ikke), havde man ikke nogen steder at være sammen indendørs. Så vi satte os og kiggede på stjerner indtil det blev for køligt. Og så gik vi ellers i seng.

IMG_0434

Spring break dag 5: Petrified Forest og Meteor Crater

Lad mig starte med at sige, at overskriften er misvisende. Vi besluttede os nemlig for et mere adstadigt tempo i dag og sprang meteor crater (et af verdens største og mest ”velholdte” meteorkratere) over. Så vi kørte til Petrified Forest National Park.

Den ligger bogstaveligt talt hen over motorvejen med park på begge sider. Den er kendt for sine forstenede træer, men også landskabet overraskede os ved at være scenisk med flere rigtig flotte udsigter. Det er lidt pudsigt, at det ser helt fladt ud fra motorvejen og så gemmer der sig kløfter og småbjerge under 15 km derfra.

IMG_0426

Vi kørte gennem parken og så det meste. Men vi stod da også ud og gik en 15 min rundtur blandt en stor koncentration af forstenede træer. Det er sjovt at se, hvordan noget af det ligner træ, andet sten og andet igen mineraler – i samme stub. Det overraskede mig også at høre, at der er ca. 227 mio. år gamle.

IMG_0425

Ravnen herover sad på parkeringspladsen og sagde pænt farvel til os. Den er faktisk ret stor, sådan en fugl.

Vel ude af parken kørte vi videre mod Grand Canyon. På vejen så vi et højt bjerg med sne på. Det kunne vi ikke huske at have set før. Lidt skørt, da det viste sig at være Arizonas højeste punkt, som ligger lige ved siden af byen Flagstaff, som vi har været i før på begge vores ferier… Men måske vi har set så mange bjerge på de ferier, at et ekstra ikke har fanget vores opmærksomhed.

Vi ankom til Grand Canyon Village (den lille by ved kløften) sent på eftermiddagen. Vi spiste vores aftensmad på restauranten Arizona Room, pakkede tasken til næste dags tur og hoppede så på hovedet i seng.

DSC_0233 1

Spring break dag 4: Cerillos Hills og Santa Fe

Så, nu sidder jeg igen i bilen og skriver blog for bare at kunne følge nogenlunde med. Det er ikke sådan, når man har været et par dage væk fra internetdækning. Det er ren feriestemning J

Dagens attraktion var Cerrillos Hills i New Mexico. Køreturen dertil af I-40 var flot og gennem et landskab, som passede perfekt med vores forventninger til New Mexico. Det gjaldt både græs, mængden af buske og bjergene. Der var også mere øde med langt mellem byer, tankstationer og mobildækning. Trafikken var også aftaget ganske betragteligt, og vejen gik ofte helt ud i horisonten. Lige som det ”skulle” være.

Da vi kom af I-40, kom vi også igennem nogle mindre byer. Byggestilen er meget anderledes, end vi ellers har set. Her ligner husene rødbrune lerhytter – firkantede, men med rundede kanter. Selv betonklodserne ved motorvejen har samme rødbrune farve. Det er sjovt at se – og passer igen perfekt med New Mexico.

Statsparken Cerillos Hills er et forholdsvis lille område, men der var en perfekt mængde stier til os – især fordi vi ikke ville gå os for trætte inden Grand Canyon. Landskabet var flot og som taget ud af en westernfilm med bakker, flotte udsigter, græs, småbuske og enkelte blomster. Der var også meget stille (blæsende, men stille), hvilket bidrog til westernstemningen. Endeligt var der en række miner fra ca. 1870’erne, hvor området havde en kort men hektisk mineaktivitet. Det ophørte, da Santa Fe jernbanen kom forbi og gjorde metal meget billigere. Det var i øvrigt også skægt at se, at en mine i denne sammenhæng var et hul i jorden på ca. 2 m. i diameter og 2-10 m. dybt. Man glemmer nogle gange, hvor meget større skala ting er i i vores tid pga. hjælp fra maskiner.

Efter Cerillos Hills blev frokosten indtaget i Santa Fe. Vi havde en forventning om en ”kunsterby”, hvilket da også blev indfriet. Vi spiste frokost på et sted, som havde gode anmeldelser på Tripadvisor (en hjemmeside, hvor folk kan anmelde restauranter, overnatninger og oplevelser). Det så småt og slidt ud udefra, men indenfor var det større og hyggeligt. Overskrifterne på menuen var på fransk, og vores tjener insisterede på at sige hej, tak o. lign. på fransk. Det ærgrer mig, vi ikke kan fransk, så vi kunne teste, hvor meget, hun egentligt kunne. Min fint indslag. Efter frokosten slog vi en runde i Santa Fes historiske område og så den centrale plads og katedralen. Især sjovt at se, at selv mange af de store bygninger var i ”lerhyttestil”

DSC_0234 1 DSC_0235 1

Da vi kørte videre, ringede vi endnu engang til Xanterra, som sælger billetter til Phantom Ranch i Grand Canyon. Som I ved, har vi gjort det ofte i månedsvis og fik for 3 uger siden en overnatning. Den seneste uge har vi så ringet dagligt for at få en ekstra overnatning. Og det lykkedes så i dag! Og ikke nok med det – vi kunne også udvide, så vi endte med en overnatning onsdag og torsdag (i stedet for torsdag og fredag, som ville have givet en ret hektisk køretur hjem). Så har vi dels en hviledag, inden vi skal op igen og dels en mulighed for at se mere af bunden. Helt perfekt! Knap så perfekt var det, at vi mistede telefonforbindelsen midt i samtalen. Så vi havde lige 30 min ude midt på prærien, hvor vi ikke vidste, om vi havde fået bookingen eller ej. Ikke så fedt – men det lykkedes altså.

11 McDonald’s

DSC_0226 1

Spring break dag 3: Palo Duro Canyon

Dagens plan var Palo Duro – også kaldet den Texanske Grand Canyon. Det er måske lige at strække den lidt, for Grand Canyon har bare noget storslåethed, som Palo Duro ikke har på samme måde. Men når det er sagt, så er det en flot kløft. Den har både klipper i mange farver, sceniske træer og fine vandrestier. Vi valgte ”Lighthouse trail” (fyrtårnsstien), da den havde lidt længde uden at have for mange højdemeter. Vi vil jo helst ikke være for trætte i benene sidst på ugen.

DSC_0232 1

Igen i dag var vejret godt. Det så godt nok truende ud i starten, og det blæste også kraftigt hele dagen. Men det har været lunt – ca. 24-25 grader celsius. Så det var i den varme ende af behageligt at vandre rundt. Det kan man slet, slet ikke klage over her tidligt på foråret J

Nå, men vandreruten var i bedste præriestil og gik ud til to høje stenformationer, som den også er navngivet efter. Den var helt som forventet rimelig plan og nem at gå ad. Bortset fra lige til sidst. Der satte den trumf på med en god klatretur, som især på nedturen krævede noget koncentration. Også fordi der var sand og løse småsten overalt.

Til aften kørte vi til Tucumcari (jep – den har jeg heller ikke hørt om før, men den var i stavekontrollen på min mobiltelefon). Kort fortalt er motelværelset som de er flest, men de får ingen point for internet. For det første er det inkluderet i prisen via Booking.com, men det var de ligeglade med: vi måtte betale 3$ ekstra for adgang. Det er nærmest uhørt – også blandt dem, som ikke skilter med det. Og for det ikke skal være løgn, kan vi kun have én telefon/ipad/pc på ad gangen. Suk.

Til aftensmad havde vi udset os en BBQ restaurant, som fik gode anmeldelser. Men den har åbenbart lukket om søndagen. Og det har hele byens top 5 restauranter. Og resten får dårlige anmeldelser (altså så dårlige, at man ikke bare tager dem alligevel). Så ikke mange point til byen herfra.

Men så fandt vi Denny’s (en diner kæde). De serverede en velsmagende burger og betjeningen var god. Og så havde de is til dessert, hvor man selv kunne vælge kugler, sovs og drys. Og så til kun 3$. Så var aftenen reddet alligevel J

McDonald’s: 4

DSC_0208 1

Spring break dag 2: Mount Nebo

McDonalds: 29

Vi startede morgenen i dejligt vejr. Ca. 15 grader og let sol. Vi blev enige om at spise morgenmad på en af de lokale kæde-restauranter (Chucker Barrel). Der var meget travlt – nok fordi der viste sig at være maraton i byen. Til gengæld fik vi de lækreste pandekager med sprød kant og noget god sirup til. Det var et hit og vi blev godt mættet.

Vi satte kursen mod Mount Nebo State Park som lå 1½ times kørsel væk. Solen var brændt igennem på himlen, der var flot blå. Mount Nebo var, som navnet antyder, et bjerg. Et mindre et af slagsen, som man kunne køre op ad i hårnålesving. På toppen var et plateau med diverse hytter og et visitor center. Vi havde på forhånd undersøgt parkens trails og var blevet enige om rim trail som gik langs kanten af plateauet. I alt ca. 6 km rundt med lidt op og ned. Hvor den første halvdel af trailet primært var en grussti, blev anden halvdel stenet og et par enkelte steder måtte man lige have hænderne i brug. Men det gik og efter et par timer var vi retur hvor vi startede.

Hovedparten af tiden gik stien enten lige neden for kanten af plateauet eller oppe på den og gav den flotteste udsigt over området. Solen stod som sagt højt på himlen så vi fortrød også lidt, at vi ikke havde taget shorts på, men kunne da i det mindste nyde det gode vejr i tshirt. Dejligt med en god gang sol selvom jeg endte med at blive lidt rød i nakken.

Efter vores vandretur kørte vi ned af bjerget igen og så var planen ellers at køre så langt vest på som muligt, så vi fortsat var lidt forud i vores plan. Først blev det dog lige til en halvsen frokost på Pizza Hut og i næste by røg vi også lige ud på en halv times omvej for at hente cupcakes. De havde i øvrigt en fantastisk konsistens men udvalget i butikken var lidt skuffende (på tripadvisor stod der minimum 20 slags – der var 8…) og jordbærstykkerne som skiltet påstod den ene cupcake skulle indeholde, fandtes ikke i vores eksemplar. Men den kanelcupcake vi også fik var super lækker.

Vi kørte til et godt stykke ud på aftenen og endte med at gøre holdt omkring 20.30 i en mindre by, Clinton, et sted tæt på grænsen til Texas.

DSC_0196 1

Spring break, dag 1: Memphis

Så blev det første dag i forårsferien. Eller rettere – det er faktisk lørdag, som er første dag. Vi har snydt lidt og lavet lektier som gale de sidste uger, så vi er blevet færdige en dag før. Det var ikke nemt med de mange ekstra opgaver, men det lykkedes.

Planen ser ca. ud som følger:

Dag 1: Memphis
Dag 2: Mount Nebo State Park
Dag 3: Palo Duro Canyon
Dag 4: Cerillos Hills og Santa Fe
Dag 5: Petrified Forest og Meteor Crater
Dag 6: Hyggedag ved Grand Canyon
Dag 7: Gå ned i Grand Canyon
Dag 8: Gå op ad Grand Canyon
Dag 9 og 10: Køre, køre, køre til Cookeville (der er ca. 24 timers kørsel plus pauser)

Som den opmærksomme og geografisk kyndige måske (eller ret sikkert ikke…) har luret, går ruten ud på at køre af motorvej i40 til Grand Canyon og så se, hvad der ligger tæt på den af spændende ting.

I hvert fald kørte vi til Memphis i dag. Her ville vi gerne se Beale Street, som er en gade med musiksteder, barer og byliv. Vi fandt den da også uden problemer, men vi var ikke imponerede. Den interessante del af vejen var ca. 100 m og var i bundt og grund en række barer. Måske der er mere gang i den om aftenen – vi var der sidst på eftermiddagen – men det var trods alt fredag og vejret var fint. Faktisk meget bedre end forventet med sol, selv det ikke var decideret varmt. Hvis vi får muligheden, får den en chance mere til sommer.

Men gik vi ned til Mississippi floden i stedet. Den er bred! Der var en park ved bredden, hvor vi kunne sidde og nyde solen lidt på en bænk. Vi prøvede også at bestille en kop the/kaffe, men uden held. De lukkede åbenbart tidligt i vintersæsonen. Vi tog i hvert fald videre efter at have nydt floden en times tid.

Vi kørte videre til byen Little Rock. Den er overhovedet ikke little (lille). Den viste sig at være statshovedstad med højhuse og en gang spaghetti af et motorvejsnet. Men vi fandt et sted at sove. Og så fandt vi en super, asiatisk restaurant. De kørte en minimalistisk stil med kun 3 retter. Men det smagte rigtig godt. Så selvom det ikke var helt som forventet, så viste det sig at være en god ting.

Bagefter fandt vi en cupcake butik og købte kager til aftenen. De var overraskende gode i både konsistens og smag. Og som I måske husker, nævnte vi i en tidligere post, at flere af amerikanerne er rimelig godt med, hvad resten af verden angår. Hvad og hvor tror I, cupcake sælgeren havde studeret? Europæisk politik i Bruxelles, selvfølgelig… J

(22)

highres_447319166

Snart spring break

Så nærmer forårsferien sig. Det betyder flere ting. Lige nu betyder det massive mængder afleveringer for mig på studiet, da alle forelæsere tænker, at det jo må være det perfekte tidspunkt at lægge et par større, skriftlige opgaver. Kombineret med, at der er eksaminer dagen efter ferien, keder jeg mig ikke… Som eksempel kan nævnes, at min Human Resource professor besluttede sig for at give os en 13 siders rapport for mandag eftermiddag, som skal afleveres inden udgangen af ferien (den er skrevet – noget har jeg da lært af et årti som konsulent :) ).

Men det betyder også, at vi snart pakker bilen og kører vestpå til Grand Canyon. Vi glæder os til både destinationen og til turen derhen. Det er 24 timers kørsel plus pauser, så vi tager det i etaper, hvor vi også besøger en håndfuld state parks på vejen. Det bliver også fedt at få en pause fra bøgerne og opgaverne.

På vores ugentlige vandretur – denne gang til Standing Stone National Park – mødte vi i denne uge bl.a. en kvinde, som har en farm i nærheden. Hun inviterede os forbi med Seo, så han kan få lov at løbe uden snor. Så det vil vi helt sikkert gøre, når vi kommer tilbage fra ferien. Hun har vist også nogle heste, som Lise gerne vil hilse på. Indtil videre er vi ovenud tilfredse med at vandre i grupper. Selve turen bliver bedre og vi møder nye mennesker – som i øvrigt er imødekommende og nemme at falde i snak med.

Vi har haft bilen på værksted for 5. gang i dag. Den korte version er, at den først skulle have skiftet bremser og motorophæng. Dernæst støddæmpere. Så gik det ene motorophæng i stykker (garantisag), og det har så taget et par forsøg at få det gjort, da leverandøren i første omgang sendte et forkert. Nå, men nu håber vi, vi kan få lov at bruge den til lidt andet end at køre frem og tilbage til mekanikeren. Brugte biler er herlige… Men ok, når man køber en bil i den prisklasse med plads til et par kufferter og/eller indkøbsposer, kan man jo heller ikke forvente helt samme oplevelse som derhjemme.

Åh ja – så fik vi også endeligt indregistreret bilen. Det tog 10 min helt uden dikkedarer. Så nu har den en fin nummerplade – og en mere permanent parkeringstilladelse til universitetet.