Månedsarkiv: september 2011

jfk-terminal-4

Hjemturen

(3)

Så var dagen kommet, hvor det var tid til at tage hjem igen. Lidt mærkeligt at skulle hjem til hverdagen, men på den anden side også meget rart, når vi nu havde oplevet så meget.

Den største overvejelse var vejret. Vi skulle først flyve kl. 22.10, så vi havde noget tid inden vi skulle i lufthavnen. Men på den anden side ville det være rart ikke at gennemsvede tøjet alt for meget, når vi nu skulle have det på længe. Vores umiddelbare plan var, ikke at stå alt for tidligt op og så tage hen i en park og slappe af. Den plan var vejret ikke med på. Den stod på kraftig regn fra morgenstunden og varede hele dagen. Men så blev vi da ikke gennemsvedte.

Vi overvejede så at tage på museum eller lignende, men kunne ikke finde nogen, som lige sprang i øjnene. Så vi besluttede os for at sætte os med en god bog i hotellets læsestue i stedet. Der brugte vi så eftermiddagen, som gik forbløffende hurtigt. Vi tog lige en afstikker til Leos Bagels, hvor vi fik en god frokost. Det resulterede i våde sokker, men de nåede da at tørre inden vi skulle flyve.

Vi havde bestilt en taxa gennem hotellet, som skulle hente os kl. 18. Vi ville gerne være i lufthavnen kl. 19.10, og vores egen køretur dertil havde taget ca. en halv time. Hotellet sagde 45 min, så vi tænkte at en time og et kvarter måtte være ok. Taxaen var så 15 min. forsinket og det tog næsten halvanden time at køre derud. Det var heldigvis ikke et problem og check in gik hurtigt. Vi blev kaldt direkte over i en nystartet kø og slap derfor for at vente.

Flyet blev en time forsinket, men landede et kvarter før tid. Imponerende nok. Undervejs fik vi en snak med en Philipinsk dame, som havde boet i New York i 40 år og som rejste meget. Hun skulle på rundrejse i Skandinavien og ville gerne have et par tips omkring attraktioner, mad osv. Så det fik hun selvfølgeligt. I lufthavnen blev vi hentet af Lises forældre. Ren luksus – især når man har ca 50 kg. bagage at flytte rundt på :)

IMG_2886

New York dag 2

(5)

Dagen i dag skulle bruges til at se de ting, vi ikke så dagen før. Det var primært Wall Street, en havnerundfart og en tur gennem de kendte kvarterer på Manhatten såsom SoHo, Greenwich Village, Chinatown, Little Italy.

Havnerundfarten sejlede kun på bestemte tidspunkter, så vi planlagde med formiddagsturen. Vi var godt nok lidt trætte om morgenen, så vi kom sent af sted. Men ikke værre end vi kunne nå en 3 timers tur i stedet for en 2 timers. Vi tog lige forbi McDonalds for morgenmad, som stod på full breakfast, ikke bare pandekager. Man må jo variere sig :)

Da vi kom ned til kajen, viste det sig, at Circle Line (som driver kanalrundfarten) sejler fra to lokationer. Den, vi var kommet til, havde kun 1 timers ture. Hvis vi ville have 2- eller 3-timers, skulle vi en times kørsel væk med metroen. Efter en kort overvejelse besluttede vi, at vi var for trætte til at begive os ud i den slags og tog i stedet en 1 times. Det var en tur om det sydlige Manhatten, hvor man så skyskrabere, historiske bygninger og selvfølgelig Frihedsgudinden. Vi havde en god guide, som var nem at forstå og høre hvad sagde. Så det var rigtig fint. Vejret var lidt skyet og blæsende, men det var faktisk meget rart. Så var det knap så varmt.

IMG_2904 IMG_2914

Efter kanalrundfarten gik vi hjem til hotellet for at hvile lidt ud til aftenens gåtur i de forskellige kvarterer. Rart med en pause til bare at ligge og læse lidt. Dvs. jeg læste, mens Lise analyserede statistikker til World of Warcraft. Sådan slapper man jo af med noget forskelligt :)
På vejen til hotellet gik vi via Wall Street, som var en omvej på 5 min. Vejen er ganske kort og smal og minder mest om en gågade. Ikke noget stort og imponerende her. Til gengæld er selve børsen pæn. Heller ikke vildt imponerende eller noget, men pæn.

IMG_2922

Da vi havde slappet af et par timer, gik vi ned på den lokale, asiatiske restaurant og gentog en meget velsmagende aftensmad. Så var vi klar til en gåtur. Chinatown lever tydeligt op til sit navn. Masser af kinesere og kinesiske skrifttegn overalt. Men ikke vildt spændende at gå rundt i Little Italy er én stor gade med italienske restauranter i bedste tourisstil. Rent charter, men meget livligt. De andre kvarterer er ikke så specielle igen. Men nu kan vi da sige, vi har været der.

IMG_2788

New York dag 1

Vi var nu vel installeret på vores gode 4-stjernede hotel på 18. sal med udsigt over Ground Zero. Vu havde desuden fået en god nats søvn, så det var tid til at se på, hvilke af byens seværdigheder, som ligger hvor, og i hvilken rækkefølge, vi ville se dem. Det viste sig heldigvis, at en del af dem ligger rimelig samlet omkring Central Park og lidt syd for. Vi slog nogle krydser på kortet og undersøgte åbningstider. Vi var der både en søndag og en helligdag, men det var slet ikke noget problem. Det er altså meget praktisk, at der ikke er nogen lukkelov, når man er ude at rejse.

Første stop var en tur i hestevogn i Central Park. Det har Lise nævnt for flere år siden, at hvis vi en dag kom til New York, så skulle vi køre i hestevogn. Så det var et helt naturligt sted at starte. Vi tog metroen op til parken og fandt uden problemer en flot, hvid vogn med bløde sæder. I den kørte vi en 45 min. tur rundt i parken. Kusken fortalte lidt om de steder, vi kom forbi og småsnakkede lidt med os. Men det meste af tiden fik vi “lov til” at at snakke selv indbyrdes og kigge os omkring. Helt perfekt – og en god måde at se parken på. Det er heller ikke så varmt, som at gå 😉

Herefter gik vi selv en tur i parken, som er ganske stor: 0,8 km * 4 km. Vi nød at vade rundt mellem træer, violinspillere, gademusikanter, statuer, malere og folk på hyggetur. Bl.a. var der et par gademusikanter, som specialiserede sig i, at lade små børn spille med. Et hit for børnene, de forbipasserende, forældrene og – så det ud til – også musikanterne selv. Da det blev lidt for varmt at gå, satte vi os en times tid på den store græsplæne, hvor vi slappede af med at kigge på to baseballkampe og et 5-årigt barn med hans bedstefar. Drengen og bedstefaderen øvede kast og grib til baseball i over 45 min. utroligt tålmodig knægt – og rigtig god til at kaste også.
Så var vi blevet sultne, så vi gik ud af parken til Upper West Side (området vest for parken), hvor vi hurtigt fandt en café, som serverede sandwiches.

IMG_2790 IMG_2793 IMG_2795

Næste punkt på planen var egentlig Top of the Rock (et udsigtspunkt på toppen af Rockefeller Center). Vi planlagde oprindeligt med at tage i Empire State Building for udsigten, men den har fået meget dårlige anmeldelser de sidste år på grund af lange køer og ventetider. Rockefeller fik til gengæld gode anmeldelser. Men vi ville helst se udsigten i mørke, og klokken var kun ca. halv to, så vi tog i stedet i High Line Park, som vi havde på morgendagens program.

High Line Park er en park, som er anlagt på en gammel højbane, som ikke længere er i brug. Sjov idé og meget originalt. De havde også fundet på nogle gode løsninger med designede bænke, indbyggede solstole af træ og et lille oversvømmet område. Man kunne også stadig se de gamle jernbanespor mange steder. Godt tænkt, og sjovt at se. Desværre er parken enormt besøgt, så flere steder skulle man nærmest stå i kø for at komme videre. Det tog lidt af hyggestemningen af. Vi fandt dog en bænk midt i alt mylderet, hvor vi kunne slappe lidt af. Og igen var det nødvendigt med en pause fra det at gå på grund af varmen. Der var godt nok “kun” 32-33 grader, men ganske fugtigt. Vi fik også besøg af en toårig pige, som synes det var fantastisk sjovt at lege rutschebane på vores bænk (en del af designet på bænken var faktisk en slags rutsjebane for enden). Da hendes far lurede, at vi syntes det var helt fint, hyggede han sig også fint med det.

Efter High Line Park gik vi mod Top of the Rock. På vejen kom vi forbi Times Square, som også stod på listen. Det er stedet, hvor Broadway møder 7th Avenue og er kendt for sit menneskemylder og enorme lysreklamer. Det siges, at der er lige så lyst om dagen som om natten. Det skulle selvfølgelig ses, så vi ville gerne se den både i dagslys og om natten. Så vi tog den i dagslys på udvejen. Der var ganske rigtigt både mange mennesker og mange reklamer. Sjovt at have set, men vi gik hurtigt videre.
På vej mod Rockefeller Center løb vi ind i en stor gadefest med en masse i brasiliansk tøj. Vi fandt aldrig ud af, hvad de fejrede, men de blokerede flere gader midt i byen, spillede højt og så glade ud.

Nå, men vi fandt Rockefeller Center. Det er stort og dårligt skiltet, men heldigvis havde de en ansat stående på gaden, som vi kunne spørge om vej. Så det endte med at være nemt nok. Der var kun ganske korte køer, så vi kom hurtigt til tops. På toppen var 3 observationsdæk (etager), som man frit kunne bevæge sig imellem. Godt tænkt, og godt udført. Vi fandt en plads på øverste etage, hvor der ikke var forstyrrende glasruder som kunne være i vejen for fotograferingen. Vi kom lige før skumringen og blev til efter mørkets frembrud. Det kunne ikke være meget bedre. Ok, det var lidt tåge, men ellers.

IMG_2824 IMG_2829

Efter Rockefeller var det tilbage til Times Square. Det er ikke helt løgn. Der er næsten lige så lyst om natten. Vi havde egentlig planer om at finde et steak house (bøfrestaurant) til aftensmad, men jeg løb tør for energi. Så det blev en McDonalds og så med metroen tilbage til en god nats søvn.

IMG_2882

bil

Beloit til Westfield

(21)

For første gang siden LA er vi nu up to date med bloggen, yay! Hvad der startede med at være en plan om at nå at blogge hver aften blev en desperat halsen efter at nå et enkelt indlæg engang imellem. Det hjalp dog gevaldigt da vi opdagede at Christian sagtens kunne skrive mens jeg kører bilen. Det blev dog igen så lidt et problem i Yellowstone hvor Christian kørte mens jeg fotograferede (man vidste aldrig hvornår man lige kom på tværs af en bison). Men nu har vi så indhentet igen og denne post er skrevet fra Westfield, New York hvor vi har sovet i nat.

I går var det også bare planen at få kørt nogle mil. Vi overnattede som sagt i går nat i Beloit, som ligger på grænsen til Illinois. Vi kørte fra Beloit til Chicago, Illinois og herefter via Indiana til Cleveland i Ohio. Det var egentlig her omkring der var dagens mål at nå, men vi tænkte lige at give den en ekstra skalle. Det kunne jo være sjovt at nå 5 stater på en dag.

Aftensmaden blev indtaget på Taco Bell et sted i Ohio tæt på grænsen til Pennsylvania. Jeg var på forhånd lidt skeptisk, men prøves skulle det jo. Jeg fik desværre ret. Så vi satte kursen mod en Dunkin Donuts (donuts kæde herovre) og købte 6 donuts med, mums! Det lappede ligesom hullet i maven.

Vi fandt motorvejen igen i skæret af solnedgangen. Desværre røg der en tidszone i løbet af dagen, så den blev en time kortere. Vi kørte endnu en gang på I-90 (har vi gjort stort set siden Yellowstone) og dens rute gennem Pennsylvania er ret kort. Så hvorfor ikke lige nuppe en 6. stat på vejen? Og det gjorde vi så. Så vi kørte gennem Pennsylvania uden stop og tog den første by med overnatning vi kom til i New York.

Se vores rute her

Planen for i dag er at køre til Niagara Falls (ca. 1½ times kørsel) og herefter vende snuden mod New York. Vi regner dog med at gøre holdt inden vi når helt til New York. Vi skal aflevere bilen i lufthavnen morgen, så vi foretrækker at vi kun har en kort afstand dertil (dvs. 3-4 timer). Altså skal vi heller ikke køre så meget i dag (med mindre vi lige støder på noget på vejen).

Og til jer der synes der er noget galt med tidsplanen: Vi skal kun have to dage i New York i forhold til den oprindelige plan på tre dage.

IMG_2787

Owego til New York

(6)

Denne dag må vist sige at være modsætningernes dag. Vi startede som nævnt i Owego, som er en helt lille provinsby. Alt forløb som det plejede med at pakke, spise morgenmad og køre nogle timer. Da vi nærmede os New Yorks forstæder, var det tid til frokost, så det kunne nås inden vi skulle igennem byens trafik, aflevere kufferter osv. Vi havde nemlig besluttet, at aflevere kufferterne på hotellet, inden vi afleverede bilen i lufthavnen. Så slap vi nemlig for at skulle slæbe tunge kufferter og tilhørende tasker igennem metroen. Meget rart, både fordi det er tungt, og fordi jeg har fået lidt hold i nakken (som i skrivende stund er ved at være væk igen). Vi havde naturligvis forhørt os med hotellet, om der var parkering til at udføre denne plan, og det var ikke noget problem. God plan – og god pizza til frokost. Det må siges at være dagens etape 1.

Etape 2 begyndte tæt på Jersey City, 12 min. fra hotellet ifølge GPS’en. Her kørte vi ind i en kø. Fint nok – det var forventet. Vi var bare glade for, at det ikke skete tidligere. Men vi havde ikke lige regnet med at køre ca. 200 m. den første time i køen. Og 3 km. den anden time i køen. Helt vanvittigt. Man kunne også se, at de lokale var overraskede og prøvede alternative ruter. Det prøvede vi en enkelt gang, hvilket sendte os om bag i køen igen (vi tabte heldigvis kun ca. 10 min.) Så var vi kureret fra at prøve den slags igen. Det viste sig, at vi ventede på adgang til Holland Tunnel, som er en af de tre adgangsveje til Manhatten fra New Jersey. Men vi kom da til Manhatten.

IMG_2786

Her gik det til gengæld stærkt. Der var ikke meget tid til at vælge bane og rute. Fair nok. Hvis altså det ikke var fordi GPS’en gav op med alle de høje bygninger og hele tiden beregnede modstridende ruter. Det ville jo nok kunne gå an. Hvis altså vores udprintede kort havde haft flere vejnavne på og dermed ville være nemmere at navigere efter – og at nogle veje ikke var nedlagt fordi hotellet ligger lige ved Ground Zero. Så måtte vi jo tage den efter retningssansen. Det lyder nemt nok, men alle vejene i kvarteret er ensrettede – og tilsyneladende ikke systematisk

Endeligt fandt vi en gade vi kunne holde ind på tæt ved hotellet. Ok, der var parkerings- og standseforbud for alt andet end politiets køretøjer og der var politi overalt pga. nærheden til World Trade Center (vi snakker ca. 5-10 betjente indenfor synsvidde), men altså vi kunne jo ikke bare køre tilfældigt rundt. Lise gik ud for at finde hotellet og en fornuftig vej derhen, mens jeg blev ved bilen (så den ikke blev fjernet, som skiltene ellers lovede). At finde hotellet gik fint, men der var også parkeringsforbud. Jeg gik derfor derover for at tale med dem. De mente ikke det var et et problem at ignorere deres parkeringsforbud i 20 min. Super. Tilbage efter bilen. Da jeg kom tilbage og åbnede døren gik bilalarmen i gang. Der er åbenbart forskel på, om man låser dørene på den ene eller anden knap (den anden er panikknappen). Vi anede ikke, hvordan man slog den fra, men prøvede lidt af hvert uden held. Og bilen stod nu 5 meter fra World Trade Center, ulovligt parkeret i en sikkerhedszone med en masse politifolk i nærheden – og dyttede højlydt med katastrofeblinket på. Suk. Man bliver lidt træt og stresset. Fat i manualen, men der stod intet i indekset, under sikkerhedssystemer eller i beskrivelsen af instrumenterne. Så ringede jeg til vejhjælpen. Lang historie kort anede han ikke, hvad han snakkede om, men var længe om at komme frem til det (mens tiden gik på vores tyndslidte amerikanske taletidskort). Lise fandt heldigvis løsningen på alarmen i manualen (under batteriskift på nøglen…) og så blev bilen stille. Og kunne startes igen. Det tog vel omkring 20 min.

Vi kunne ikke finde en fornuftig vej at køre de sidste 100 m (ensretninger igen), så vi gik det sidste stykke med kufferterne. Og håbede bilen ikke blev fjernet mens vi checkede ind. Ved check in virkede deres nøgleskriver ikke ordentligt, så det tog sin tid. Herefter drillede en af de andre gæsters nøgle i elevatoren. Yay… Men det lykkedes os da at stille kufferterne, tisse af og komme tilbage til bilen inden den blev fjernet. Pyha – og endda uden en bøde.

Så var det af sted til lufthavnen. GPS’en fik lov til at udstikke en rute, som Lise så efterfølgende dikterede mig fra vejskilte og et kort. Det gik meget bedre. Bevares, der er masser af trafik, men når bare man ved, hvor man skal hen går det ok. Vi fik afleveret bilen uden problemer. Lidt vemodigt at sige farvel til sit hjem gennem flere uger og følgesvend :( Men det gik godt, og turen tilbage med metroen var simpel og udramatisk.

Og det starter så dagens del 3, hvor vi ankom til hotellet (igen) kl. ca. 21. Her var mere ro på. Vi var trætte og ville gerne have noget at spise. Så vi gik ned på en lokal asiatisk restaurant, som Lise havde set, mens bilen dyttede. Fedt sted. Roligt, velindrettet, pænt og med fantastisk mad. Og så endda billigt. Helt perfekt afslutning på en meget varieret dag.

IMG_2767

Westfield til Owego: Niagara Falls

Som nævnt i morgenens post, var planen af køre til Niagara Falls og så passende tæt på New York City. Der var ganske rigtig ca. 1½ times kørsel til Niagara Falls, som er et ret unikt sted. Der er selvfølgelig vandfaldet. Det er overordnet opdelt i to dele, og den ene del er yderligere opdelt i to. Det er lavere end man skulle tro (“sølle” 57 m), men der flyder enormt meget vand. Jeg kan ikke huske det præcise tal, men det blev målt i millioner liter per sekund. Floden ned til vandfaldet ser også bred og vild ud, omend ikke særlig dyb.

IMG_2770

Så langt så godt. Tag nu ovenstående naturbeskrivelse og placér den midt i en hyggelig, civiliseret og meget velordnet park (tænk f.eks. Frederiksberg Have). Det virker lidt pudsigt. Hvis man så tilsætter et par skyskrabere i baggrunden og husker på, at floden er landegrænsen mellem Canada og USA, så bliver det lidt surrealistisk. Men altså på den gode måde. Vi er til gengæld begyndt at rende ind i østkystens fugtigere klima. Det føltes som en af de varmeste ture, vi har begivet os ud på, selvom der “kun” var små 30 grader.IMG_2784

Efter at have set Niagara Falls tog vi videre mod New York, hvor vi overnattede i en lille by kaldet Owego. Her skete der ikke så meget, men det passede os fint.

new-york

Vel ankommet til New York

Lige en hurtig kommentar her fra hotellet. Vi er vel ankomne til New York, byen har ingen spor efter orkaner eller lignende og hotellet er godt. Her er varmt og vi laver vanen tro en del. Vi er derfor også lidt ugidelige, hvad angår dagbogen. Den kommer på et tidspunkt, men indtil nu må I nøjes med “Hej herfra” :)

P.S. Da vi afleverede bilen havde vi kørt 4,780 miles hvilket er lig med 7.693 km.

tæller

miles…

Tidligere skrev jeg at vi havde rundet (så vidt jeg husker) 3.500 miles. Det var dog forkert. Vi kan ikke helt finde ud af vores triptæller, som vi ellers mente vi nulstillede da vi startede bilen i LA. Den nulstiller selv efter hver 1000 miles så i starten var vi i tvivl om, om vi var nået til over 2000 eller 3000 miles.

Men så har vi selvfølgelig også vores odometer, som vi kan huske rundede 24.000 miles et sted på vejen mellem LA og Ridgecrest. Før det regner vi med at vi kørte ca. 200 miles. Den står nu på lige godt 28.000 så det giver ca. 4200 miles, men hvis vi skulle tro triptælleren har vi kørt enten 5000 miles eller 4000 miles pt – men da vi er sikre på at den var under 24.000 da vi modtog den, kan det ikke passe.

Altså, vores endelige konklusion er at vi stoler på odometeret da det trods alt ikke bliver nulstillet på noget tidspunkt (vi har måske nulstillet triptælleren på et tidspunkt uden at opdage det?) så mens vi ikke har det præcise antal miles (øv) ligger vi altså nu på omkring 4200 miles.

Ifølge google har vi ca. 500 miles at tilbagelægge før vi når lufthavnen i New York. Dvs vi får kørt i alt ca. 7500 km.

bil

Chamberlain til Beloit

(16)

Hmm. Jeg har en fornemmelse af, at det her bliver en kort beskrivelse. Dagen stod på kørsel. Vi planlagde at få tilbagelagt nogle mil, så vi måske kunne ankomme lidt tidligere på dagen, hvor vi når til New York – og så vi ikke skal til at køre meget længe nogle dage, hvis vi ryger ind i vejarbejder. Og kørt blev der.

Landskabet ligner nu Danmark. Skiltene ser lidt anderledes ud, men ellers ligner udsigten Sønderjylland. Så det er en smule trivielt (uden i øvrigt at kalde Sønderjylland trivielt 😉 ). Men det regnede vi også med, da vi lagde planen. Det er selvfølgelig stadig interessant at se forskellene i USA fra vestens rå, øde natur til det mere befolkede og kultiverede øst. F.eks. behøver man ikke konstant at have ½ tank benzin i reserve for at være sikker på at nå næste tankstation.

Vi har besluttet at prøve så mange af madkæderne (McDonalds, Taco Bell osv.) som muligt, så vi har lavet en liste, vi kan krydse af på. Da vi nåede aftensmadstid havde vi dog lyst til asiatisk, så vi satte gps’en på nærmeste asiatiske restaurant. Det viste sig nærmere at være en bar, men byen den lå i, Dells, var sjov atkøre igennem. Den er ét stort vandland med tilhørende barer, restauranter, moteller og plasticelge på tagene af enkelte biler som reklame. Tænk i baner af et hvilken som helst charter touriststed. Og så ligger det midt i en skov et tilfældigt sted i midtvesten. Meget overraskende og sjovt at se. Med hensyn til aftensmaden kørte vi hurtigt videre til den næste restaurant, som var en kineser. De serverede god mad i portionsstørrelser, som var ca. 3 gange, hvad vi kunne spise. Som tjeneren sagde: “sig til, når I vil have det pakket ned” (ikke hvis, men når). Overnatningen blev et standard motel i Beloit.

IMG_2661

Newcastle til Chamberlain

(2)

Så vi havde besluttet at se vilde heste i går. Det betød som sagt at vækkeuret stod på 5.30. Vi var begge pænt groggy da vi vågnede, men vi stod da op og kom af sted. Vi havde beregnet ca. 1½ times kørsel til stedet og man skulle helst være der 15 min før, så vi havde planlagt at køre klokken 6.30 så vi var der i god tid og nå morgenmad på vejen. I teorien fint, i praksis røg morgenmad da vi fór lidt vild (gps’en kunne ikke finde stedet, så man skulle følge beskrivelser de havde givet). Men frem kom vi og blev meldt til turen osv. Så havde vi lige ca. 10 min til at spise lidt pizza fra aftenen før som stand in for morgenmad. Man lærer ikke at være så kræsen her.

Vi var i alt 9 + en guide og kørte i en mindre gammel skolebus ved navn Gizmo. Han var trofast og kørte gerne med åben dør. Han skramlede også lidt, men det var meget hyggeligt.

Gizmo:

IMG_2727

Selve reservatet lå i en dal med omgivende bakker/småbjerge så vi kørte op af bakkerne på den ene side (den anden side var for bjergrig til at køre på). Vi var heldige, vi var dårligt kommet inden for indhegningen før vi stødte på en gruppe af ca. 15 heste.

Hestene er som sagt vilde. Det skal dog ikke forstås sådan at de er bange for mennesker. Eller, nogen er. Guiden sagde der var nogle af hestene som der gik år imellem at de så. Det var især dem som var blevet reddet udefra og ført til reservatet, hvorimod dem som var født der ikke så nogen grund til at frygte mennesker. Dette gav en meget touristvenlig oplevelse, da hestene ikke flygtede når man kom tæt på.

Gizmo stoppede og vi fik lov at hoppe ud. Vi holdt os på ca. 5 meters afstand af flokken og fik at vide at vi skulle lade dem komme til os, hvis de havde lyst. Der var en enkel nysgerrig fætter, som efter at have drukket vand af en vandpyt kom hen og hilste på os. Det blev en våd fornøjelse for hende som blev nusset i håret…

IMG_2618

Efter omkring 10 min gik vi ind i bussen igen og kørte videre. Først til et udsigtspunkt over ranchen hvor vi kunne se en flok heste bevæge sig over sletten:

IMG_2661

Vi kom også forbi et sted hvor indianere, som stadig dyrker deres rødder og lever efter traditionerne, kom hver sommer for at danse soldans. Det havde de gjort i mange år, så da hestereservatet havde overtaget landet havde de pænt spurgt om lov til at fortsætte, og det fik de så. Vi så selvfølgelig ingen indianere da det foregår i juni, men vi så træet de dansede rundt om, tilskuertribunerne, nogle hytte-konstruktioner og en enkel tipi. Det var egentlig meget sjovt. Der stod også en flok heste i nærheden, men den lod vi være.

IMG_2672

Vi kørte i stedet videre til en anden flok, hvori der var flere navngivne heste. Også her fik vi lov at komme ud og stå og kigge på hestene og gå rundt og tage billeder. Flere af hestene lå og sov og der var desværre ikke nogen der ville hen og hilse. Men det var dejligt at se at de levede så fredeligt og fik lov at leve naturligt. De har selvfølgelig menneskelig kontakt i form af turisterne og bliver støttet med hø hvis der ikke er føde nok på området, men ellers lever de vildt. Selve reservatet er ligesom opdelt i to dele af en flod (lille en, de kan godt krydse den) hvor de har 100% fred på den ene side. Det synes jeg er en rigtig god løsning.

Man har jo brug for sin skønhedssøvn:

IMG_2722

Man kan også bare stå og hænge lidt ud:

IMG_2704

Efter at have været ved flokken et stykke tid blev vi kørt videre hvor vi så et område hvor en film var blevet optaget og et sted med flere tusinde år gamle skrifttegn i en klippevæg. Det var selvfølgelig ikke det vi var der for, men det var også fint at få med. Herefter var det tilbage til ranchen med Gizmo hvor vi fik lidt mere pizza fra dagen før, før vi kørte videre.

Næste mål var monumentet for Crazy Horse, en berømt indianer som der står lidt om HER. Det kostede dog 27 dollars at komme ind og se det tæt på, så vi nøjedes med at se det på afstand. Selve monumenten er stadig under udhukning, det skal blive til en halv-figur af hans overkrop, hvor han sidder på en hest og hestens hals og hoved skal også være med:

IMG_2732

Herefter var det videre til Mount Rushmore som lå 15 min derfra ca. Der kostede det også mere end vi var forberedt på at betale, så det nøjedes vi også med at beundre på afstand og så kørte vi videre.

Sidste mål for dagen var Badlands National Park som vi var blevet advaret om ”nok var lidt kedelig nu vi havde været i Bryce Canyon” men vi kørte forbi alligevel. Fra motorvejen kunne man køre et loop der forsinkede ca. 40 min så det var jo ikke meget. Og det var korrekt, den var lidt kedelig efter Bryce som jo var super flot, men specielt var det nu alligevel. Vi var ellers nået til den flade del af prærien, og forestil jer så, at der pludselig dukker 50 meter højere klipper op som danner et nyt niveau. Der var flere steder undervejs som havde navn efter berømte nybyggere/indianere hvor de havde krydset på deres vej over prærien. Vi ville egentlig have gået en tur på et af de stisystemer der var, men overalt i parken var der advarselsskilte mod klapperslanger, så det skulle vi ikke nyde noget af.

Oppefra:

IMG_2752

Nedefra:

IMG_2758

Efter vi havde set Badlands var planen simpelthen at nå så langt som muligt. Vi kørte til hen på aftenen og nåede frem til Chamberlain hvor vi overnattede.