(0)

Så begynder målet at hedde New York. Dette var første dag af seks, hvor der skal køres nogle mil. Men nu kan det jo godt være lidt ensformigt kun at sidde i bilen, så vi tager gerne en omvej eller to så længe de ikke er for lange. Dagens delmål hed Mount Rushmore. Det er det bjerg, hvor fire præsidenters portrætter er hugget ind i. Det lå i en passende afstand, og kunne være meget sjovt at have set, når vi nu alligevel er her. Vi havde også hørt om et bjerg kaldet Devils Tower, som kunne være pænt. Det ville vi også tage forbi, hvis der ikke var for langt. Så af sted mod det af I-90 – en motorvej vi kommer til at se en del til de næste dage.

Vi kørte nogle timer i et landskab, som nu er mere fladt. Prærien var dog lidt mere bakket og bjergrig, end vi umiddelbart havde forestillet os. Det skyldes nok, at vi trods alt stadig var i “Rocky Mountains” enden.

Det fladeste prærie, vi kunne finde:

Pludselig begyndte der at komme skilte til “Custers last stand” (Custers sidste kamp) monumentet. Det var en overkommelig omvej, så det skulle selvfølgelig ses. Her var et fint lille museum, som beskrev kampene mellem føderationstropperne og indianerne. Der var også en god beskrivelse af historien og hændelserne op til kampene – og det er rart at se, at indianerne ikke beskrives som vilde barbarer, der hærgede til højre og venstre. Tværtimod er følgende et citat fra en film, som kørte i baggrunden: “der var ikke tale om en massakre, men et slag mellem to regulære hære”. Her omtales kampen mellem en samling indianerstammer og konfederationshæren. Det var også muligt at komme rundt og se selve kamppladsen, og vi havde fået et kort, som beskrev troppebevægelserne i landskabet. Men det gik vi rimelig let hen over. I vores tid er det trods alt “bare” en række græsbeklædte bakker. Men stadig respekt for enhver officer, som kan holde bare det mindste smule overblik i sådanne bakker uden radioer.

Videre mod Mount Rushmore med os. Devils Tower viste sig at være en lille omvej, men stadig overkommelig. Så det tog vi med på vejen. Det er et enlig, lille og meget stejlt bjerg. Indianerlegenden fortæller, at det opstod da en gruppe piger blev overfaldet af bjørne i vildnisset. De bad til ånderne om hjælp, og som svar hævede ånderne den klippe de stod på, så bjørnene ikke kunne nå dem. Den kedelige, videnskabelige forklaring er, at det er indmaden af en eroderet vulkan. Uanset forklaringen er det et fredfyldt og pænt sted at gå en tur på en times tid. Alternativt kan man – hvis man er erfaren bjergbestiger – klatre op af bjerget. Det var der en, som gjorde, mens vi var der. Fin måde at få sat størrelsen i perspektiv.

Devils Tower på afstand:

Devil’s Tower tættere på:

Vi overnattede i en by kaldet Newcastle. Den ligger tæt på Aberdeen og Tipperary. Vi har en skummel mistanke om, at de oprindelige nybyggere her var fra Storbritanien og Irland. Byen var lille, men havde da et lille villakvarter, vi først fandt dagen efter. Til gengæld opdagede vi jernbanen, olieraffinaderiet og: et hyggeligt og klassisk motel. Meget lokalt og hyggelig ejer, som tydeligvis selv boede på stedet. Vi fik nogle gode kort over området og tips omkring restauranter.

Vi fandt en italiensk restaurant, som viste sig at været byens in-sted (og senere viste sig at være den eneste restaurant, som ikke serverede fast food). Vi bestilte to pizzaer, så der også var til frokosten dagen efter. Super betjening, lækker mad, mange mennesker og god stemning. Bedste restaurant hidtil (måske delt førsteplads med road trip dineren i Williams). Under middagen kom vi til at kigge på deres desertkort, hvilket resulterede i to, store bægre is med brownies og chokoladesovs. Også rigtig velsmagende. Og til små 16 kr. stykker kan man jo næsten ikke lade være. Vi var helt proppede og i højt humør da vi kørte tilbage til motellet og slappede af et par timer med at kigge på de lokale brochurer.

I brochurerne fandt vi bl.a. et lokalt “Vild horse sanctuary” (reservat for vilde heste). Vi havde egentlig ikke tid til det med planen for morgendagens køretur. Men på den anden side: Lise er jo hestefan. Så vækkeuret blev stillet til kl. 5.30. Så kunne vi lige klemme deres kl. 9 bustur ind uden at skulle skynde os. Og så var det ellers på hovedet i seng.

(0)

07.00 Tidspunktet vores vækkeur ringede

08.30 Tidspunktet vi skulle tjekke ud og køre mod Yellowstone

09.15 Tidspunktet vi skulle mødes med vores rideguide på

09.17 Tidspunktet vi vågnede på

09.18 Tidspunktet vi desperat ringede til kontoret der styrede rideturene

09.30 Tidspunktet hvor vi havde pakket, tjekket ud og startede bilen på

09.45 Tidspunktet vi var på mødestedet med guiden

Men vi nåede det heldigvis og der var smil og ingen sure miner. Heldigvis havde vi bosat os i Gardiner, som er den nærmeste indgang til det sted vi skulle ride. Havde vi været ethvert andet sted, havde vi ikke nået det.

Så uden morgenmad og med lidt solcreme klattet her og der stod vi klar til vores møde med hestene. I alt var vi 12 på turen + to guider og alle virkede søde. Vi fik først lidt basis viden til dem der ikke var vant til heste (hvordan styrer man, hvordan bremser man, osv) og så fik vi ellers tildelt heste. Jeg fik Rodriguez mens Christian fik Rio.

Christian som cowboy og mig som ridende fotograf:

Mig og Rodi:

Rio var en rolig fætter, der så snart det var muligt så sit snit til at snuppe lidt græs. Christian og han havde et par kampe men fandt hurtigt en fælles rytme (så længe Rio kun tog græs i farten og ikke stoppede op, var det okay med Christian). Rodi var der lidt mere gang i, dvs. han foretrak trav mens de andre skridtede. Han var nu meget sød alligevel.

Vi startede på en parkeringsplads og red herefter ud over markerne, væk fra de civiliserede veje. Snart gik det opad og der gik ikke længe før vi var kommet et stykke til vejrs. Vi red igennem et mindre pas og ned igennem en nåleskov hvorefter vi gjorde holdt for frokost. Forestil jer Christians og min glæde da vi fandt ud af at de havde mad med til os! Sulten blev stillet og der blev snakket lidt. Alle var meget interesserede i vores historie, da alle andre på nær et enkelt par var fra USA. En gut var specielt meget interesseret fordi han havde sejlet i Øresund og op langs den svenske kyst.

Så er der frokostpause. Hestene står bundet til hinanden to og to på ægte cowboy maner, så de ikke stikker af:

Efter endt frokost fortsatte vi videre opad. Og opad. Og opad. Vi red af en smal sti langs en græskant der for det meste var fin, men stejl enkelte steder. Udsynet var flot! Og Rodi havde fundet ud af at det også var okay bare at skridte, bonus! Vi var på udkig efter dyr, både hjorte, bjørne og præriehunde. Desværre så vi ikke nogen (måske meget fint mht. bjørne).

Lidt mere udsigt:

Efter 3 timers ridning nåede vi op på et plateau hvor vi kunne se ud over et vandfald, vores startsted og en dal med en sø, det var super flot! Herefter gik det langsomt nedad, tilbage til hvor vi startede. Det var egentlig rart, for vi var rimelig ømme bagi. Bagdelen er ikke helt i træning i mere til den slags ting.

Alt i alt var det en super oplevelse og den kan absolut anbefales. Man kommer væk fra standardvejene og får virkelig mulighed for at nyde naturen.

Efter end ridetur var det tid til lidt mere frokost. Vores første omgang havde trods alt været en slags morgenmad. Herefter skulle vi se Mammoth Hot Springs, som var vores sidste punkt på planen inden det var på tide at vende snuden øst, ud at Yellowstone og med retning mod New York.

Udsigten fra toppen af MHS ud over MHS “by”:

I forhold til geyser-områderne var MHS lidt af en skuffelse. Det var da specielt og anderledes, men vi havde bare set flottere, mere specielt og mere anderledes dagen før. Så vi brugte ikke så lang tid der før GPS’en blev sat og bilen startet. Selve turen ud af Yellowstone tog i sig selv 1½ time, så vi var klar til aftensmad da vi nåede første by. Her gik vi ind på hvad der lignede en hyggelig restaurant i en bjælkebygning. Maden var egentlig ok, men priserne viste sig desværre at være nogenlunde 50% højere end hvad vi var vandt til.

Herefter var målet Billings, en by ca. 2 timers kørsel derfra. Det viste sig dog at vejen (hvor man måtte køre 65 mil i timen, dvs. godt 100 km i timen) hurtigt blev til en snoet bjergvej. Det var jo både godt og skidt: Skidt fordi vi gerne ville nå frem til Billings indenfor rimelig tid. Godt fordi bjerge ofte er pæne. Denne gang var ingen undtagelse. Efter at de første 10 mils bjergkørsel var pænt jævn udsigtsmæssig blev der taget revanche. Første sceniske effekt: Sø, med bjerge med sne i baggrunden. Tilsæt nu dramatiske skyer på den ene side og en solnedgang til den anden side for flot lys og dynamisk himmel. Kør så videre af vejen og find dig selv stående på toppen af et bjerg hvor du nu ser ned på de bjergtoppe du før brugte som baggrund på dit søbillede. Se sneen ligge i hvide klumper under dig og ved siden af dig. Nyd solnedgangen på venstre side. Det bliver ikke meget flottere!

Og herefter var der så 20 mils kørsel nedad der så nogenlunde sådan her ud på gps’en:

Og ja, mørket var ved at falde på, da vi nåede dalen var det helt mørkt og der var stadig en time til Billings (på dette tidspunkt var det ca. 2 timer siden vi havde fået aftensmad). Da vi pludselig begyndte at se huse på begge sider og det blev til en by krævede det ikke meget overvejelse at stoppe og finde overnatning. Vi fandt et hyggeligt motel midt i byen. Byen viste sig at hedde Red Lodge, er en ski-sports by om vinteren og en ”vandre” by om sommeren. Ydermere fandt vi ud af at det ”lille” bjerg vi så kækt havde været oppe over var over 3,5 km højt! Så kunne vi bedre forstå vi syntes der var langt ned…

Og så lige et par bisonbilleder (fordi de er så søde). Først far og mor og barn:

Og så George (eller hvad han nu hedder, men sød er han i hvert fald):

Desværre må jeg ikke få ham med hjem for Christian. Han siger noget om at han ikke kan være i kufferten og at toldreglerne er lidt besværlige på det punkt…