Månedsarkiv: juni 2014

Dag 24: Rodeo

På overnatningsstedet var der morgenmad inkluderet. Det viste sig at inkludere ikke bare den sædvanlige toast/vaffel mulighed, men også engelske muffins, amerikanske muffins, røræg og pølser. Vi tog bestemt ikke sultne derfra!

Planen for i dag var at køre fra Three Rivers til Santa Maria, en køretur på ca. 4 timer. Her skulle vi så se rodeo om aftenen. Undervejs synes vi det kunne være hyggeligt at købe jordbær og chokolade i anledningen af min fødselsdag. Vi havde kørt en lille time, da vi nåede til et sted med en frugtbod og her købte vi dejlige, saftige jordbær. Chokolade endte vi dog med at undvære.

Først skulle vi dog købe billetter til rodeoet, da vi gerne ville være sikre på at få en plads. Det viste sig at blive en længere omgang, men det lykkedes da til sidst. Vi skal vist være glade for at Christians telefonregning er betalt af firmaet….

Da vi kørte fra Three Rivers ved 10-tiden var det omkring 30 grader og temperaturen steg endnu et par grader. Vi havde dog set en vejrudsigt for Santa Maria, der sagde 20 grader og sol. Men vi har jo oplevet nogle temperaturskift. Det var da også 30 grader det meste af vejen, lige indtil vi passerede sidste bjergkæde (det lyder så voldsomt, det var det ikke) ud mod Stillehavet, så faldt temperaturen til 18 grader i løbet af 10 minutters kørsel. Ret imponerende.

Vel ankommet til Santa Maria kørte vi til det motel vi havde bestilt, hvor vi slappede af et par timer, inden det var tid til aftensmad og efterfølgende rodeo. Aftensmaden blev på den lokale kineser som viste sig at være i top 100 af kinesiske restauranter i USA. Vi synes dog bare den var normalt god.

Herefter gik det afsted mod rodeoet. Vi var spændt på, hvordan det ville se ud. Det viste sig at være et sted på størrelse med en atletikbane, hvor der var en oval bane i midten, tribuner langs den ene langside og kortside, et VIP telt på 1/3 af den anden langside og så var der låger i begge ender og langs resten af den anden langside var bokse, hvor hestene/tyrene blev sluppet løs fra.

IMG_8525

Det hele startede kl 18 med kæphesteløb for børn under 6. Det gik godt for de fleste og kun nogle enkelte farede vild (de skulle løbe fra en linje hen om en tønde og tilbage igen. Kort efter startede det rigtige rodeo. Speakeren snakkede først om en der blev udnævnt til æresmedlem (og fik overrakt et gevær i gave) og herefter blev der sunget nationalsang. Pludselig begyndte folk at kigge op og pege, og da vi gjorde det samme, kunne vi spotte en faldskærmsudspringer med et kæmpe amerikansk flag under sig. Han kom langsomt dalende ned og landede midt i arenaen. Det tog vel et par minutter i alt. Selvfølgelig blev soldaterne også lige nævnt og takket for deres indsats for landet. Meget amerikansk, men meget sjovt at opleve.

IMG_8565

Derefter gik det for alvor i gang, først med en af de heste, som ikke var tilredet, der simpelthen sprang ud af sin boks ind i arenaen og tog en løbetur rundt. Den blev dog hurtigt indfanget igen. Der gik ikke mange minutter, så åbnede tre låger pludselig og to cowboyer til hest med en tyrekalv imellem sig kom i fuld spurt ud, hvorefter den ene af cowboyerne kastede sig fra sin hest over på tyrekalven, greb den om hornene og væltede den til jorden. Det så ret vildt ud! Det var der så 10 par cowboyer der gjorde efterfølgende. Det gjaldt åbenbart om at være hurtigst.

IMG_8600

Og så var rodeoet ligesom i gang. Herefter kom der cowboyer på ikke-tilredet heste uden sadler. De lå nærmest ned og det gjaldt om at blive på hesten i 8 sekunder og se så sej ud som muligt i mellemtiden. Det var kun ca. halvdelen der klarede de 8 sekunder. Ud over det var der også konkurrence med lasso på tyrekalv, hvor en cowboy skulle fange den om hornene og en anden om benene. En konkurrence, hvor en cowboy skulle fange en kalv om halsen for derefter at springe af hesten, løbe hen til kalven og binde tre ud af fire ben sammen (åbenbart den måde de indfanges når de skal brændemærkes?). Og så var der selvfølgelig også de klassiske, hvor de skulle holde sig i sadlen på en vildhest og blive siddende på en tyr.

IMG_8670

IMG_8710

Indimellem var der også et show, med en ældre gut, som trænede vilde mustanger, som var blevet indfanget pga. deres levesteder var blevet ødelagte. Han kom ridende på en mustang, han havde haft et års tid og jagtede blandt andet et mekanisk får, sprang over en specielt indrettet bil og endte med at hesten satte sig op i bilen (no kidding), som kun havde et stort sæde og han hoppede ind ved siden af og kørte ud.

Efter tyreridningen tænkte vi, at nu var det nok ved at blive slut, men nej, så var det børnenes tur igen. De skulle selvfølgelig også prøve at lege rodeo. De fik dog hverken en vild hest de skulle blive siddende på, eller en tyr. De fik et får. Så de blev sat ned på et får, inde i en bås, hvorefter porten åbnede, fåret løb afsted og barnet så skulle blive hængende så længe som muligt. I alt var der vel 15 børn. Heraf klarede 3-4 at blive hængende mere end to sekunder. En sød lille pige vandt.

IMG_8852

Og så er det slut, tænkte vi, men nej, så blev der kørt en rampe ind og to fyre på motorcross-cykler lavede vilde hop, hvor de lavede saltoer og lignende mens motorcyklen var i luften. Jeg turde slet ikke kigge til sidst. Men så var det også slut og det var vist meget godt. Klokken var blevet 22.30 og temperaturen var faldet til 10 grader. Så os, der bare havde en bluse og sommerjakke på, frøs efterhånden godt. Det var derfor rart at komme tilbage til bilen, som hurtigt varmede op, og ellers var det bare hjem og under dynen i en fart.

 

Dag 23: Sequoia National Park

Vi havde oprindeligt sat to dage af til at se Kings Canyon og Sequoia National Park. Men da vi kiggede nærmere på dem i går, viste det sig, at de godt nok teknisk set er to parker, men administreres som én. Vejen dertil er også den samme. Og alle de ting, vi på forhånd gerne ville se, lå i Sequoia delen. Kombineret med en to timers lang køretur ind i parken og ganske lange afstande internt i selve parken, besluttede vi at se hvor meget vi nåede i dag og så vurdere, om vi ville bruge endnu en dag eller tage videre.

Vi ville gerne se store træer. Så vi gik efter de to største – målt på omkreds og på volumen – samt efter en gåtur i en del af skoven, hvor der voksede særligt mange store Sequoiaer. Allerede ved indgangen til parken blev vi dog inspireret til en afstikker. Ved nærmeste toilet/parkeringsplads var der nemlig en vandrerute kaldet ”big stump”. Her kunne man se stubbene efter de oprindelige skovhuggere, som havde ryddet store områder, inden det blev nationalpark. Det er bare herligt, når mennesker beslutter sig for på nogle uger eller måneder at ødelægge noget, som tager årtusinder at genoprette…

Men det var interessant at se. Både for det historiske i det, og fordi stubbene var så store og så ”velholdte”. Træerne nedbrydes nemlig – af en for os ukendt grund – ret langsomt. Senere så vi et over 100 år gammelt fotografi af et væltet træ og det så ud ligesom det gør i dag. På ruten var bl.a. stubben fra et træ, som blev fældet for at informere verden om sequoiaernes eksistens. Man fældede det og skar et par skiver af, som blev sendt til henholdsvis New York og London. De var simpelthen så store, at folk i første omgang troede, de var falske. Vi så også et træ, som var savet halvt igennem, inden man fik stoppet fældningsprocessen. Det levede i bedste velgående, hvilket var ret imponerende – indtil vi så de brandskader, mange af de andre træer levede fint videre med. Så var det mindre imponerende.

Efter Big Stump Trails tog vi forbi General Grant Tree, som er det med størst omkreds. Det er svært at beskrive som andet end et enormt træ. Men det er værd at se. Herefter videre til general Sherman Tree, som er det med størst volumen. Her gik vi også ud på Congress Trail, som var et godt valgt til en skovtur blandt verdens største træer. Det var en fed måde at opleve dem på i stedet for enkelte træer, som var udstillet. På stien var de meget mere i deres rette element, og vi kunne så store, meget store, kæmpe, skæve, brændte, væltede og yngre træer også.

Efter wow- og naturoplevelsen, skulle der også være plads til parkens gimmick: et væltet træ, som var skåret ud, så man kunne køre igennem det. I samme område var Moro Rock, det højeste udsigtspunkt i parken. Men vi gad bare ikke vade 400 trin op. Så vi smuttede hjemad i stedet.
IMG_8498

Vi kørte ud af parkens syd indgang. Det viste sig at være en oplevelse i sig selv. Det var 30 miles med hårnålesving og kraftigt fald på vejen. Vi havde læst, de frarådede store køretøjer, men sådan et var vi jo heller ikke i. På selve vejen anbefalede de via skiltning så også kraftigt, at man benyttede lavt gear for at skåne bremserne. Det er en smule mere besværligt i automatgearede biler, så jeg besluttede mig for bare at bremse så lidt som muligt og se, om det ikke gik. Overophedede bremser blokerer (de sætter ikke ud), så i værste fald ville vi blive forsinket, mens de kølede af. Men da vi stoppede halvvejs nede for at se en udsigt, kunne vi lugte bremserne og man kunne mærke varmen fra dem på en halv meters afstand. Så blev der motorbremset resten af vejen! Det siger alligevel lidt om faldet (til de bilkyndige), at en bil med 9 gear stadig sætter farten op med fuld motorbremse i 2. gear. Men det gik fint, bremserne overlevede og de var normale i temperatur, da vi kom ned.
IMG_8504

Vel fremme til et behageligt motel, besluttede vi os for, at vi havde set det, vi ville i parkerne. Spørgsmålet var så, hvad vi ville bruge næste dag på. Her fandt Lise et rodeo i Santa Maria kun 1½ times omvej fra den direkte hjemtur. Da vi oprindeligt planlagde turen, prøvede vi længe at finde et rodeo, som passede ind. Men uden held. Så det var helt perfekt, at det nu alligevel kunne lykkes. Vi prøvede at bestille billetter via nettet, men uden held. Vi besluttede derfor at ringe til dem dagen efter og klare det via telefonen (hvilket også lykkedes fint 🙂 ).

Dag 22: Yosemite

Dagen startede godt med yoghurt og en lun kanelsnegl på værelset. Der er nu altså bare noget behageligt i stille og roligt at kunne indtage sin morgenmad uden først at skulle finde en café, tage stilling til menukort, vente på bestilling osv. Det er fint nok de første to-tre uger, men når man har været af sted længere end det, sætter man pris på de simple ting.

Over morgenmaden havde vi jo så også muligheden for at studere ruterne i Yosemite nærmere. De viste sig i det store hele at være delt op i to grupper: de meget nemme, som kunne gås på en times tid, og massive vandreture på 6-12 timer med ca. 1.000 højdemeter. Da vi jo som bekendt havde vandret en del de sidste uger, stod en heldags klatretur ikke højest på ønskelisten. Og da udsigten i Yosemite ikke er så spændende endda (bjergsider med grantræer), besluttede vi os for den nemme løsning i dag.

Heldigvis var der en enkelt rute, som var lidt en mellemting, nemlig vandring i dalbunden. Den kunne gås enten 11 km eller 21 km uden nogen synderlige højdemeter. Så den tog vi. Det viste sig at være et fint valg. Stien startede nær lower Yosemite falls trail, så det tog vi med på vejen. 1-2 km omvej for at se det berømte vandfald tæt på skulle da ikke forpasses. Igen et fint valg. Pænt vandfald – og interessant at mærke, hvor meget sådan en omgang smeltevand kan påvirke temperaturen i området lige omkring. Det var stadig fint varmt, men – gætter jeg på – 5-8 grader køligere end lidt længere væk.

Videre ude af ruten, gik stien af et flot og roligt engområde. I længere stræk gik den også langs floden, som er så klar, at man uden problemer kan se bunden og de fisk, som svømmer rundt. Faktisk er det så klart, at det næsten er svært at se vandet som andet end genspejling og krusninger.

IMG_8255

Langs ruten kom vi også forbi en gruppe mennesker, som stod og kiggede på en ca. 1 km høj, lodret bjergside (El Capitan). Det viste sig, at der var bjergbestigere i gang deroppe. De kunne kun ses med kikkert, bortset fra en enkelt, som kunne anes, fordi han bar rundt på en rød madras. De kan nemlig ikke nå helt op på en enkelt dag, så de spænder sig fast om natten og sover hængende fra klippevæggen. Det lyder jo helt skørt, men folk har vel taget skørere udfordringer op gennem tiderne. Det passede i hvert fald os fint, at vi var på dalbunden.

IMG_8291

Tilbagevejen var lidt kedeligere, da den gik væk fra floden og igennem en skov. Det var også lidt varmere. Største attraktion her, var de ganske mange ansatte/frivillige, som gik og skar døde grene af træerne og rev stierne. Med antallet af træer og længden på stien virkede det lidt omsonst. Men måske det alligevel løber op, hvis de gør det hver dag. Det er i hvert fald den eneste nationalpark, hvor vi har set folk gå og “nusse” om den.

Efter vandreturen – som alligevel løb op i 14-15 km med afstikkeren til Yosemite Village og vandfaldet – tog vi os et velfortjent hvil med en is, inden vi trillede videre til Glacier Point. Glacier Point er et udsigtspunkt, som ligger 4 miles gang fra dalbunden – eller 35 miles i bil. Vi valgte at køre, hvilket tog en time. Men så var der også en fin udsigt over bl.a. 3 af parkens 4 vandfald.

IMG_8312

Til aftensmad fandt vi et pizzeria med stenovnspizzaer. Tynd, sprød bund. Tilpas mængde topping. Ikke druknet i ost. Mums.

Dag 21: Yosemite

Gårsdagens erfaringer omkring serviceniveauet i restauranten på overnatningsstedet sendte os til den nærmeste by efter morgenmad. Der viste sig at være ganske få steder – men vi skulle jo også kun bruge et. Det blev på byens største inn, hvor de serverede en god, stor pandekage og leverede en hyggelig og meget vedkommende service. Så der tjente personalet hurtigt de drikkepenge ind, vi sparede om aftenen. Det er jo sjovt at kunne være gavmild, når det ikke samtidig koster en bondegård.

Så gik turen ellers mod Yosemite. Vi havde planlagt ”scenic route”, som er østfra over Tioga Pass. Det er små 10.000 fod oppe (omkring 3.300 m), så vejen er typisk lukket pga. sne indtil sidste i maj. Da snefaldet i år ikke har været så voldsomt på disse kanter, var den heldigvis åben allerede 2. maj i år. Så ingen problemer der. Og det er en god ting – ellers skal man køre flere hundrede mil uden om hele bjergkæden. Men vi fik da den sceniske del med i form af sneklædte bjerge – og en sø ved vejen med masser af is i.

IMG_7986

Som sagt ankom vi fra øst og ville køre på tværs af parken. Men da hovedindgangen ligger i vest, var vi lidt bekymrede for, om vi kunne finde et visitor center østpå. Ellers kunne vi risikere ikke at kunne få noget fornuftig information om seværdigheder og vandreruter inden vi nåede vest – og dermed risikere at gå glip af eventuelle østruter vi passerede på vejen. Det viste sig heldigvis ikke at være noget problem, da der lå et visitor center lige før passet, også. Så efter en fin introduktion og vejledning fra den lokale ranger, var vi godt klædt på.

Vi fulgte rangerens råd om at vandre ud mod Crystal Lake i den østlige del. Vi fulgte også den lokale skiltnings råd om at placere madvarer og stærkt lugtende genstande i de bjørnesikre metalkasser, som stod ved rutens start. Det er åbenbart ikke uhørt, at bjørne bryder ind i biler, hvis de dufter godt eller ser spændende ud. Vi læste efterfølgende at bl.a. solcreme og duftfriskere i bilen klimasystem også er i kategorien ”dufter godt”. De er åbenbart ikke så kræsne, de bjørne.

Nå men af sted med os. Vi havde hørt, at netop denne rute var den mest velbesøgte i øst, hvilket jo var rimeligt betryggende, når der åbenbart var en reel mulighed for at møde bjørne. I praksis mødte vi dog kun ét andet par de første 45 min, og de vendte om, fordi de skulle bestige et af de nærliggende bjerge og ikke ud til samme sø som os. Vi syntes derfor det var lige øde nok. Det er godt nok sjældent, man møder bjørne, men alligevel. Så vi gik tilbage igen og besluttede os for at tage en lettere – og mere befærdet – gåtur ved Mirror Lake i vest.

I den vestlige del var der godt gang i den. Ikke irriterende overrendt, men nok til at fylde de nærmeste parkeringspladser. Vi endte derfor med en 5 km gåtur i stedet for de planlagte 2. Men selvom der var en del myg (turens eneste), var der flot.

IMG_8101
Efter en rolig og pæn tur ved Mirror Lake gik det mod overnatningsstedet. Det lå i en lille bitte by et par miles uden for parken, men alligevel ca. 30 mil fra vandreruterne i dalen. I praksis 1 time og 15 min kørsel på snoede bjergveje. Vi havde læst om vores overnatningssted, at vandtrykket skulle være dårligt og at der ikke var internetdækning. Begge dele var heldigvis forkert idet de faktisk lå i den bedre ende.

En hurtig opgørelse viste, at vi manglede benzin, vand, madpakke til frokost i morgen samt snacks. Så da den lokale restaurant alligevel virkede lidt kedelig, tog vi til nærmeste by. Det var yderligere 25 min hver vej ad snoede bjergveje. Men så fik vi også det, vi skulle bruge. Vi var endda engagerede og købte morgenmad i det lokale supermarked. Vi kunne jo lige så godt udnytte, vi boede samme sted to dage og havde adgang til et køleskab.

McDonalds: 1