Forfatterarkiv: Christian Runge

Great Ocean Road

Great Ocean Road er en vejstrækning sydvest for Melbourne. Den er nævnt flere steder i rejseguides, så den ville vi gerne se. Den er noget længere, end vi kunne nå i denne omgang, men vi besluttede os alligevel for at se den østligste del.

Vi havde to dage til det, men skulle også køre lidt ekstra begge dage. Første dag fra vores overnatning øst for Melbourne og anden dag tilbage til nær Melbourne Lufthavn.

Første dag var d. 25. december – nærmere bestemt den største helligdag i landet. Vi var derfor lidt skeptiske omkring, hvad vi mon ville finde at spise i løbet af dagen. Vi fandt da noget, selvom det var lidt utraditionelt for 1. juledag: morgenmad på McDonalds, en kødtærte fra tanken til frokost (som faktisk var forbløffende god), og toast med ost og skinke indkøbt i supermarkedet og tilberedt af os selv på værelset til aftensmad.

Men ellers gik det jo som sagt derudaf med en forventning om at køre langs kysten og se et område. Men det blev lidt anderledes. Der var masser af trafik. Altså kø med stop og kørsel ned til 5-10 km/t trafik. Og selvom det ikke var så langsomt det meste af tiden, så kørte vi i kø eller meget tæt kørsel hele dagen. Det viste sig nemlig, at australierne med ikke-europæisk baggrund udnytter helligdagene til at tage på stranden – i stor stil. Så dagens oplevelser blev mest af mennesker, feriestemning og strandparker. Og selvom det aldrig er fedt at holde i kø, så var det faktisk sjovt at opleve. Og vi fik da også set et par fine strande undervejs.

Aftenen tilbragte vi på noget som mest mindede om et guesthouse i Asien. Det havde en lille veranda med to stole og en masse planter omkring, som vi indtog aftensmad og morgenmad på. Super hyggeligt indtil myggene fik samme idé. Det var faktisk sigende for stedet: i princippet super hyggeligt, men i praksis ”kun” fint nok (sengen var f.eks. også for kort). Stedet gav os til gengæld en omvej ind gennem den lokale regnskov, som var rigtig flot. Så bonus for det.

Anden dag var noget anderledes. Maden blev stadig noget tilfældig pga. lukkede spisesteder, men køreturen var flot. Der var meget færre biler og vi var nu nået ud til de mere ”naturlige” udsigter. Så den stod på klipper og bugter. Vejret var blevet lidt mere snusket (regnvejr og lidt gråt), men da vi havde regntøj med og lyset til billederne ikke blev ødelagt, passede det på en eller anden måde godt til stedet.

img_20161226_094112

img_20161226_102508 img_20161226_110124

Efter således at have oplevet området fra to meget forskellige vinkler gik turen mod første skridt på hjemturen: Melbourne.

Læg mærke til fluerne på Lises regnjakke. Det var ikke alle steder, der var så mange, men på den anden side var det heller ikke enestående.

Phillip Island

På vores ønskeseddel til Australien hjemmefra var bl.a. at se koalaer og kænguruer. Så da vi læste, at der er et koalareservat på Philllip Island og at vi også kunne se pingviner gå i land ved solnedgang efter deres daglige fisketur, var den en oplagt destination. Så vi bestilte billetter til begge dele et par dage i forvejen. Det blev vi glade for, hvad pingvinerne angik.

Koalareservatet åbnede kl. 10 og det næste, vi gerne ville, var som nævnt pingviner ved solnedgang. Så vi havde ikke travlt med at komme op. Så vi gav os god tid om morgenen og kørte derefter de ca. to timer til øen.

Her startede vi med koalaerne. Tidligere har der været mange koalaer på Phillip Island, men primært pga. Syfilis faldt bestanden voldsomt. De lavede derfor et område, hvor de kunne have ca. 40 koalaer i noget nær naturlige omgivelser. Området var vel ca. 0,5 gange 1 km og havde p.t. ca. 25 koalaer. Der var enkelte stier og to boardwalks. På boardwalks’ne var der skilte med information om koalaer – og om den specifikke koala, som var ud for skiltet. For det viste sig nemlig at selv om de har et stort område at være på, så bruger de ca. 20 timer af deres dag – hver dag – på at sidde og sove det samme sted i det samme træ. Da vi fandt ud af det, var de meget nemmere at finde. Indtil da havde det været ret svært. Det lykkedes os at finde alle de skiltede koalaer – og ingen af de uskiltede.

Efter reservatet havde vi god tid indtil pingvinerne. Så vi tog en tur til bageren og fik kage og milkshake. Milkshaken var god, og kagen var lidt på den kedelige side. Derefter gik vi på stranden. Det var lidt svært at slappe helt af, dels fordi der (som alle andre steder) var mange fluer, og dels fordi vi havde en stor, larmende familie tæt på (og vi ville ikke flytte ud af den begrænsede skygge).

Vi besluttede derfor at køre ud til Pyramid Rock. Den er i sig selv ikke så spændende, men der er en flot kyststrækning, som vi gik langs. Her så vi også vilde wallabies (de ligner kænguruer, men hovedformen er lidt anderledes). Herlig tur.

img_20161224_171300

Om aftenen tog vi så ud til pingvinerne. De foreslog at komme mindst en time før. Vi var der ca. 1 time, 40 min før, men allerede der mindede det lidt om en festival. Masser af mennesker og masser af biler. Vi blev på meget professionel og organiseret vis anvist siddepladser ved stranden. Man sad meget tæt på hårde sten, men udsigten var flot. Der ventede vi så på solnedgang. Og næsten på klokkeslættet kom den første pingvin i land. Og så løb den ud igen. Og kom i land. Det gjorde de mange gange. Rangeren fortalte, at det er fordi stranden er det farligste sted for dem, da de ikke er camoufleret for rovdyr og ikke kan løbe hurtigt, Så de bliver nervøse og løber ud i vandet igen. På mig lyder det ikke særligt sikkert sådan et løbe frem og tilbage. Men det gør de altså. Og de ser ret søde ud, mens de gør det. Også når de står og spejder ud over stranden på en måde, som får dem til at se utroligt nærsynede ud.

Vi skulle gå lidt tidligere, fordi vi skulle nå at checke ind på vores motel, inden de lukkede. Men det viste sig at være helt ok. Så fik vi nemlig også set, hvordan pingvinerne rendte rundt ved deres huler og på stierne længere oppe i klitterne. Der var godt nok gang i den med råbende pingviner, løbende pingviner og pingvinpar, som bare stod og gloede. Super sjovt at se. Man måtte desværre ikke tage billeder, da pingvinerne ikke kan lide blitz og folk ikke kan finde ud af at slå dem fra.

Bagefter måtte vi så skynde os til motellet, hvor vi da også ankom 5-6 min. før oplyst lukketid. Den oplysning var så forkert, da de lukkede to timer før. Men så kunne vi ringe til dem og (efter tre forsøg) få at vide, at et værelse stod ulåst til os. Så det lykkedes alligevel.

Køredag

I dag var køredag fra Jendabyne til Gippsland Lakes, nærmere bestemt Lakes Entrance. Køredage lyder ikke så ophidsende, og det var den heller ikke – hvilket også var pointen. Vi stod op i ro og mag og kørte, da vi var færdige.

Vores plan var at finde frokost, når vi nåede frem, men da vejret var godt og vi faldt over en bager med udendørs borde ved et stop vi lavede, så så vi nærmere på menuen. Det blev til en kødtærte til os hver (de er generelt glimrende, små måltider: praktiske og velsmagende) og en kage til dessert.

Således forfrisket kørte vi resten af vejen til Lakes Entrance. Her fortsatte vi dagens tempo med aftensmad på McDonald’s. Ikke det mest lokalkulinariske, men det er altså rart engang imellem bare at kunne køre et sted hen, hvor man ved, hvad man får. Selvom det lyder trivielt, kan der godt gå meget energi med at finde mulige restauranter, tage stilling, rent fysisk finde restauranten, få maden, finde ud af hvordan man betaler osv. Det tager typisk 60-90 min med enkelte hurtigere og langsommere tilfælde. Så altså rart med et velkendt koncept på en rolig dag.

Aftenen blev brugt på planlægning af de næste dage. Inden vi gik i seng, havde vi således styr på alle de resterede dage samt overnatninger bortset fra den sidste.

wpid-wp-1482740292648.jpg

Billedet viser udsigten 100m fra motellet.

Mount Kosciuszko

Mount Kosciuszko er Australiens højeste punkt. Og når man kender os ret, må vi jo besøge det højeste punkt, hvis det er muligt. Og det er det. Mount Kosciuszko er 2.229 m, hvilket ikke er så voldsomt i forhold til mange andre bjerge. Det er fordi, det er en gammel bjergkæde, som efterhånden er blevet slidt af vind og vejr. Det betyder også, at de er rimelig rundede. Vi gætter på, de også er grunden til, at hele området er så bakket – det er simpelthen gamle bjerge.

Anyways, man kan komme til selve Mount Kosciuszko af tre ruter: den lange fra en by via en bjergkam (lyder voldsomt, men det er en fin sti, nogle steder asfalteret), den halvlange (23 km t/r) fra byen Thredbo eller den korteste – også fra Threbo – men hvor 10 km og 300 højdemeter klares med en skilift. Vi tog skiliften J

Ingen af os er den store fan af skilifte (man sidder på en bænk, som gynger lidt i vinden midt i ingenting), men vi kom – som forventet – op og ned uden problemer.

Oppe for enden af liftet var der ca. 8 grader og hård vind. Ifølge ekspedienten, som solgte billetter, føltes det som minus 1 grad. Det havde vi nu luret hjemmefra, så vi havde taget det helt rigtige tøj på. Hverken for varmt eller for koldt. Det er nu ellers ikke altid nemt, når man går langt og med forskellige stigninger.

Stien gik igennem et flot landskab. Den var nem at gå ad, da de havde lavet en boardwalk i metal næsten hele vejen. Det sidste stykke var ”kun” grusvej, men det gik jo også an J Der var også sne to steder på stien. Lidt sjovt at være i over 30 grader på stranden i går og så vade rundt i sne i dag. Frokosten blev indtaget på toppen af bjerget. Der var også ganske mange andre mennesker – vel 20-30 stk. – som også holdt pause her. Men der var dejligt roligt alligevel, der var læ, og udsigten var super.

img_20161221_105525 img_20161221_104454

Alt i alt en flot tur med bjerge, sne og den højeste alpine sø i landet. Byen, vi boede i (Jindabyne) var lidt bøvlet. Den var svær at finde rundt i, priserne var høje og aftensmaden var kedelig. Til gengæld fik vi en god morgenmad (vaffel med bærkompot). Den var dyr, men pengene værd 🙂

Kangaroo Valley

Der har været gang i den de sidste dage. Masser at se og strækninger at køre. Men nu sidder vi på et værelse på et hyggeligt motel. Vi har lige spist aftensmad på verandaen – take away pizza – og nydt de ca. 22 grader. Der blev også plads til en middagslur efter dagens attraktion (Mount Kosciuszko). Men mere om det senere.

Efter vores ophold i Blue Mountains, var planen en morgen med boomerangkast og derefter en eftermiddag i Kangaroo Valley. Boomerangkastet bookede vi hos et kulturcenter for en måned siden og til eftermiddagen bookede vi dagen før en ridetur på ca. 2 timer.

Vi ankom til kulturcenteret ca. 20 min for tidligt og de spurgte pænt, om de kunne hjælpe os. Vi fortalte, vi havde en aftale, men det kunne de ikke finde noget om. Til gengæld kunne de da godt arrangere boomerangkast med 5 minutters varsel. Så en ca. 70-årig indfødt fortalte os lidt om, hvordan stammerne levede og lever, lidt om forskellige træer og værktøjer og kastede sig så ud i boomerang. Eller rettere, det gjorde han ikke. Vi har ham lidt mistænkt for at være dårlig til det. Men vi fik et par tips og fik så lov at ”lege” på deres område til den slags. Det var ikke helt nemt, men på den anden side havde vi fornemmelsen af, at vi i løbet af 5-10 timers træning ville kunne få den til at komme tilbage hver gang (den kom tilbage, men typisk 5-15 m ved siden af os). Da vi ville betale, fik vi ikke lov. De syntes det var fint at fortælle om deres kultur og havde hygget sig fint. Så de ville ikke have betaling. Den var ellers ca. 150 kr. per person. Så det var jo fornemt.

Efter boomerangkastningen tog vi videre til Kangaroo Valley og ridning. Ejeren virkede lidt brysk (”hvorfor kommer I her og forstyrrer mig og mine dyr”), hvilket vi også havde fornemmet i telefonen dagen før. Men da hun så, hvordan vi blev venner med deres fem hunde og så, hvordan vi omgik hestene, så kom vi i ”den gode bog” og fik en hyggesludder med hende og hendes mand. Det viste sig, at han havde en MBA i international marketing og hun havde en ph.d. i noget undervisningsrelateret. Ja, hvad ellers, når man har en farm midt i ingenting 🙂

Der var også to piger på ca. 10-12 år, som skulle med ud at ride. Vi fik alle en grundig intro til det at omgås dyr generelt og heste mere specifikt. Og så red vi ellers en tur. Det var 2 timer gennem regnskov. Der var flere flotte udsigtspunkter og det var interessant at se de mange forskellige planter. Det var også sjovt at ride i et landskab, som var nyt for os – og et, hvor der ikke hele tiden var kløfter omkring os. Hestene var også fine. Det tog lidt tid for Lise at få hendes til at lytte (altså gøre som hun ville i stedet for at være på ”auto”), men det lykkedes. Min var også rar og virkede ret velovervejet. Man kunne tydeligt se på den, når den stoppede op og planlagde hvordan den skulle komme op eller ned af stien. Ikke at stien var kompleks, men den kunne den godt lide lige at tage bestik af situationen. Lige inden vi var tilbage til farmen så vi også en flok kænguruer. De er lidt at betragte som dådyr i sjældenhed og opførsel, men for os er de sjove at se.

Om aftenen var vi trætte, så da vi opdagede, at motellet havde en aftale med den lokale kineserrestaurant om room service, så var der ikke meget mere at overveje 🙂

Og så lidt bonus info om Australien:

  • Hver dag oplever man 15-60 min. hvor en eller flere fluer prøver at flyve ind i dine ører og øjne samt lande på dit ansigt. Hver dag!
  • Der er umotiveret bakket de fleste steder i New South Wales. Man går nær stranden. Pludselig er der en 50m bakke med en stigning på 15%. Man kører i en by. Pludselig er der en bakke med lignende stigning.
  • Her er rimelig Europæisk i stilen. Der er også lidt ”hipt” (smarte cafeer, smarte frisurer osv.).
  • Der er ikke særlig meget trafik. Slet ikke udenfor byerne.

Sydney

Så kom vi til Australien. Turen indbefattede alt for mange timer i fly over alt for lang tid, hvilket da også kunne mærkes på tidsfornemmelse, hoved og mave. Men det skal siges, at det gik glat. Flyet fra Kina til Australien var lidt forsinket, men det gjorde ikke noget. Ellers var servicen fin, maden var god (for flymad) og vi havde flere strækninger, hvor vi havde tomme sæder ved siden af os. Det var også hyggeligt kort at hilse på familierne, og det var rart at se, at Seo havde taget det meget mere roligt hjem end ud. Så alt i alt en så god tur, man kunne håbe på.

Vi havde 5 dage i Sydney, mens Lise var til konference. Det er en fin by med en blanding af ”gamle” engelske bygninger og nyere skyskrabere. Der er en god stemning og flere grønne områder. Og så er der masser – masser! – af fodgængere. Det var bedre lørdag, men alle de andre dage kunne man bogstavelig talt sjældent gå mere end en meter, før man skulle træde til side eller justere for de andre fodgængere. Og det selvom fortovene var brede.

Lise var til konference tirsdag til fredag, men jeg ”legede” turist om formiddagen og flere aftener lavede vi også ting sammen. Af højdepunkter kan nævnes:

Aftensmad med Asbjørn og Linda. Asbjørn er en af Lises tidligere studiekammerater, som også har fået tildelt det samme legat. Han og konen (Linda) er ved at være færdige med et halvt år i Sydney, hvorefter de tager et halvt mere i New Zealand. Vi havde en super hyggelig aften på en god restaurant, hvor vi snakkede rejser, legat m.m.

Operahuset. Det ser lidt gammeldags ud i arkitekturen i forhold til, hvad vi forventede. Men der et jo også over 40 år gammelt.

Zoologisk Have. Et pænt område, men der var ikke mange dyr at se. Vi gætter på, de gemte sig pga. varmen (ca. 36 grader).

img_20161214_160123

Havnen. Det halve af Sydney ligger ned til havnen.

img_20161213_171610

Akvariet. Der var godt nok mange mennesker. Og i starten så det ikke lovende ud. Men det blev rigtig godt. Vi så og hørte bl.a. en del om en søko og vi så pingvinerne blive fodret. De var personlighedsmæssigt ret forskellige. En af dem ville ikke spise, mens en anden hele tiden gik rundt efter dyrepasseren og nappede hende for at få mere.

img_20161216_153411

Botanisk Have. Et flot sted, hvor vi gik en god tur. Også fin til en ”skovtur”. Her var der ikke helt så mange fodgængere, så vi kunne gå mere i vores eget tempo.

Chinese Garden. Hyggelig have. Flot med mange detaljer. Desværre ret påvirket af lydbilledet fra den omkringliggende by. Jeg hyggede mig fint med en bog og en spadseretur en formiddag.

img_20161214_093533

Australian Museum. Fin dyreudstilling, men rimelig hurtigt overstået (40 min for hele museet).

img_20161215_141225

Lørdag formiddag samlede vi vores bil op og kørte mod Blue Mountains. Selvom Sydney er en fin by, passer det os nu godt at komme væk fra den. Der er alt for mange mennesker og for meget larm J

Hvad angår køreturen har Australien venstrekørsel. Som jeg tidligere har oplevet i Irland, er det sådan set ikke så svært. Men det går imod mine vaner og reflekser, at rattet er i højre side. Så er bilen bred til venstre for føreren i stedet for til højre. Så hvis jeg går for meget på ”autopilot”, trækker jeg for langt mod venstre. Så mens det normalt er rimelig afslappende for mig at køre bil, kræver det noget mere her. Lise har ikke prøvet endnu. Hun glæder sig allerede… 😉

På gensyn Cookeville

Så sidder vi på Motel 6 i Cookeville igen. Det samme motel, som vi boede på en lille uge, da vi ankom til byen. Ja endda samme værelse. Det er helt hjemligt, at computeren bare hopper på wifi-forbindelsen uden yderligere spørgsmål.

Tidligere i dag lagde vi det sidste i kufferterne, gjorde lejligheden rent og afleverede nøglerne. Inspektionen varede et par minutter, hvorefter de konkluderede, at den var i god stand – som forventet (hans ord, ikke mine) – og at vi skulle have hele vores depositum tilbage. Det er nu rart, at der nu er styr på det.

Men det meste er nu også gået rimelig nemt. Bilen blev solgt til en god pris (for både os og køber), diverse abonnementer er opsagt uden bøvl, og mandag blev de sidste møbler hentet af en gut, som rydder lejligheder og sælger møblerne til studerende o.lign. Vi havde ellers regnet med, vi skulle til at leje en flyttebil og en tur på genbrugspladsen. Men det slap vi så for.

Som I måske også husker, er det ret besværligt at komme rundt i byen uden en bil. Så vi overvejede at leje en efter at have solgt vores egen, men det løb alligevel også op. Men så tilbød en af vores venner fra hiking-gruppen at vi da kunne låne hendes gamle Nissan Pathfinder. Den er ca. 20 år, ryster og dele af komfortudstyret virker ikke. Men bremser og dæk er nye, og det er en bil, vi kan komme rundt i med god plads til kufferter. Det er godt nok luksus med sådan nogle venner.

Så selvom der er en del, man skal igennem, er det som sagt gået fint.

Vi har også holdt afskedsmiddage i flere omgange. To med hiking-gruppen (forskellige personer kunne forskellige dage), Lise med en af sine professorer og de studerende i hendes fag, og vi begge med min oprindelige studiegruppe. Det var hyggeligt at se alle igen, men også vemodigt at sige farvel. Især nu, hvor vi efterhånden er kommet godt ind på hinanden.

Vi blev også inviteret til basketball kamp af en fra hiking gruppen. Nærmere bestemt to kampe – en for herrer og en for damer – på universitetet. Vores hold vandt overbevisende i begge kampe, så vi heppede klart på de rigtige.

På hiking-fronten sluttede vi også af med manér. Næstsidste hike blev på 20 miles (32 km) på 8 timer og 15 min. Udsigten var lidt blokeret af bladene på træerne, men det var alligevel en fed oplevelse.

Studierne er færdige (måske ikke så overraskende 🙂 ). Vi mangler stadig at få en tilbagemelding om karakter hver, men dem vi har fået, er gode (A, topkarakter). Der er dimission på lørdag, men den deltager vi af gode grunde ikke i. Så ud over lidt papirarbejde, er det også et veloverstået kapitel.

Så nu glæder vi os til at få overstået en lang rejse til Australien – og til gengæld nyde at være dernede 🙂

Så småt ved at gøre klar til afrejse

Så nærmer tiden sig, hvor semesteret er slut og vi forlader Cookeville. Nærmere bestemt er der 23 dage til vi læsser bilen og kører mod Washington DC. Det er lidt med blandende følelser, at vi er gået i gang med planlægningen: Vi vil gerne hjem til familie og venner og til vores jobs. Men vi kommer til at savne vores nye venner, hikes, naturen og vejret her. Og så glæder vi os til at se Australien, selvom en sådan halvstor rejse virker lidt surrealistisk midt i at forlade USA og komme hjem til Danmark.

Men som sagt er vi gået i gang, så vi ikke står med det hele den sidste uge. Der er ordnet forsikringer derhjemme, flyttebilen i Danmark er bestilt, vi har opsagt vores internet og telefoner herovre (de virker til vi rejser) – og i dag har vi sat bilen til salg.

Vi har også en overordnet idé om vores Australientur. Kort fortalt starter vi i Sydney, hvor vi er mens Lise er til konference. Så kører vi mod Melbourne og besøger en række mindre byer, nationalparker og strande på vejen. Det bliver også spændende at opleve jul midt om sommeren. Vi har læst noget om grillparties, men nu må vi jo se.

Heldigvis er vores studier ikke så krævende for tiden. Bevares, der er noget at lave, men der er også tid til at ringe og skrive rundt med flytningen uden at det går ud over nattesøvnen. Min sidste eksamen er fredag inden vi rejser, og Lises er mandag. Da vi kører en torsdag, giver det os også lidt ro til at rydde de sidste ting og gøre rent. Det er rart – især fordi vi risikerede a have eksamener til og med torsdag.

For et par uger siden havde vi “fornøjelsen” af en tur til mekanikeren. Der var en, som kørte ud foran os. Jeg nåede næsten at bremse, men ikke helt. Ingen kom noget til skade, og han var super fin omkring det. Men det kostede da bilen en uge på værksted for at få ny kofanger, lygte og kølerophæng. De vaskede og rengjorde den også, så nu er den i bedre stand, renere og pænere end før. Og lånebilen var også lækrere, så det var ikke så galt endda. Desværre måtte Seo ikke være i den, så bade han og vi måtte finde os i gåture i villakvarteret.

img_20161026_085816

Som tiden dog flyver

…når man er i godt selskab. Og studierne er begyndt igen. Og man helst vil have tid til at være i godt selskab.

Vi har haft besøg af Lises kollegaer en uges tid, hvilket var super hyggeligt. Vanen tro fik vi set en masse. Vi fik også besøget et godt udvalg af de lokale restauranter, bl.a. blev Cracker Barrel besøgt to gange. Jeg erindrer ikke, om jeg har nævnt den før? Men i hvert fald serverer den god morgenmad med rigtig gode pandekager.

Vel nok den sjoveste/mest interessante oplevelse var en NFL kamp (National Football League – den mest professionelle liga for amerikansk fodbold). Titans – Tennessees hold – spillede mod Vikings i Nashville. Lise og jeg anede intet om amerikansk fodbold, men Kasper har spillet det i seks år og gav en grundig introduktion til spillet dagen inden. Så det var sjovt at opleve stadion, kampen og stemningen. Og så var det faktisk sjovt at se selve spillet. Altså det var ikke bare interessant at have oplevet en sådan kamp – selve kampen var også interessant. Desværre tabte vi, men Titans er nu engang heller ikke et specielt godt hold.

img_20160911_120121 dsc_0424-2

En anden dag tog vi til Tennessee state faire. Det er en årlig begivenhed, som vi havde fået anbefalet. Der skulle være noget dyrskue og underholdning. Det var der også, men ikke særlig meget af noget af det. Så det var lidt sløjt. Vi skulle bl.a. have set griseløb, men de havde misforstået programmet, så det blev ikke til noget. Til gengæld så vi nogle vanvittigt store vandmeloner og græskar. Hvordan er det lige, man dyrker et 600 kg græskar? 600 kg!!

dsc_0416-2 img_20160910_115750 dsc_0415-2 dsc_0413-2 img_20160910_112300

Da vi var på vej hjem fra faire, opdagede vi, at der også var en Nascar bane (racerløb med “halvnormale” biler med latterligt store og larmende motorer). Der var biler og folk ved banen, så vi undersøgte nærmere. Det viste sig, at der skulle være løb tre timer senere og lidt opvarmning inden. Så det satte vi os til at se. Opvarmningen var i første omgang de “rigtige” biler. Derefter kom nogle små, søde nogen, som måske var veteranmodeller? De kørte nu også hurtigt og larmede helt latterligt. Endeligt kom der en runde med amatørbiler. Da selve løbet skulle gå i gang, nåede vi at se 1 omgang. Så blev det regnvejr. Derefter gik der halvanden time med regn og med forsøg på at tørre banen. Og så måtte vi hjemad. Vi havde en hund, som ventede på os. Ikke så fed timing. Men vi fik da set nogle biler.

dsc_0421-2

Et tilbagevendende tema for os er vandring. Så vi tog Christian og Kasper med ud på 9 miles (14 km) til Virgin Falls. Det var en rigtig hyggelig tur. Tempoet var også i den pæne ende, hvilket er ret godt gået, når hverken Christian eller Kasper er vant til bjergstier. Det var heller ikke så varmt som frygtet (“kun” små 30 grader sidst på turen).

Men ud over, at vi havde besøg, så er studierne startet. De er moderat krævende, men har taget noget ekstra tid, fordi vi havde besøg (og lagde det meste arbejde før og efter). Vi får også besøg af mine forældre om halvanden uge (vi glæder os 🙂 ). Så der vil vi helst heller ikke have for meget skolearbejde. Vi har også begge nogle lidt mere krævende fag, men som heldigvis er interessante. Jeg har mit afsluttende fag, som primært går ud på at drive et simuleret firma sammen med tre andre. Lise har et investeringsfag, hvor hun investerer (andres) rigtige penge. Så det kræver, hun ved noget om, hvad hun investerer i og hvorfor.

Det er i øvrigt stadig varmt. Altså ikke så meget i dag – det er kun 22 grader fordi det har pisset ned det meste af formiddagen – men ellers. Vi glæder os til det bliver lidt mildere.

Og så et stemningsbillede fra gårdsdagens gåtur: en killing, som valgte at følge med os det meste af turen. Seo var helt oppe at køre. Og vi turde ikke rigtigt lade dem lege. Den var lidt for lille til, hvis Seo tumlede eller nappede den. Men sød var den.

img_20160917_164828 img_20160917_164459

Hawaii

Vi havde en uges undervisningsfri mellem sommer- og efterårssemesteret. Da vi oprindeligt planlagde vores år, troede vi, der var to uger. Så der var planen at tage til en konference i Kina. Men så lavede universitetet det om, og vi besluttede at tage til Hawaii i stedet. Flyveturen dertil er kortere, selvom det tager ca. 10 timer plus mellemlanding fra Tennessee. Vi har set ørken, bjerge, floder, byer, parker, skove m.m. så vi tænkte at hav, strande og regnskove var et godt supplement. Og så giver Hawaii mulighed for både at slappe af og være aktiv. Hawaii er en øgruppe, hvor øerne er forholdsvis forskellige. Men da vi “kun” havde en uge, måtte vi vælge. Så vi tog Maui og Kauai.

Lad mig starte med vores generelle indtryk af Hawaii. Klimaet var behageligt. Der var vel ca. 30 grader med en næsten konstant brise og en acceptabel luftfugtighed. Alt i alt køligere end i Cookeville og behageligt opholdsvejr (selvom det stadig var varmt at være aktiv i). Det er også meget vådt, så man skulle være klar på et regnskyl af og til. Typisk tog de dog ikke så lang tid og blev ofte kun til støvregn. Så det var mest udsigter, som led under det, når det skete.

På forhånd var vi også lidt spændte på, hvor turistet, øerne er. Og det er faktisk slet ikke slemt. Bevares, der er hoteller og resorts, men der er på ingen måde gået grisefest i den. Man bliver heller ikke mødt af mange boder med ligegyldigheder og gadesælgere. Tværtimod er der fuld gang i havet med folk, der surfer, snorkler og svømmer (Maui).

Vi prøvede at opleve lidt forskelligt, hvilket også lykkedes os til fulde. Nedenfor er et udvalg i tilfældig rækkefølge.

Vi besøgte en række strande. Både nogle, vi gik en tur på, nogle vi sad ved og nogle vi svømmede ved. Strandene er rene, vandet er rent og bølgerne er – ifølge Lise – store. Dvs. op til ca. 0,5 m. Eller rettere, op til ca. 30 m på de rigtige kyster, i den rigtige sæson i det rigtige vejr. Det så vi heldigvis ikke noget til 🙂 Til gengæld nød vi i flere omgange bare at se på folk, som lærte at surfe – eller allerede var gode til det.

IMG_20160813_091136

IMG_20160818_130205

Vi tog en køretur på det nordøstlige Maui kaldet Road to Hana (“vejen til Hana”. Hana er en by. Altså ca. ligeså spændende navngivet som “Roskildevej”). Der var mange små ting og steder at se undervejs, faktisk så mange at det var svært at overskue. Men så fandt vi en app til vores telefon, som kunne agere guide. Et lokalt guidefirma havde indtalt seværdigheder, anekdoter, historie og kommentarer til forskellige steder. Så de kom automatisk, når vi nåede til det relevante sted. Det fungerede rigtig godt. Dels behøvede vi ikke planlægge så meget og dels fik vi set bl.a. vandfald og huler, vi ellers aldrig ville have fundet. Så vi havde en god dag i regnskov, vandfald, by, nationalpark og mange, mange vejsving (600+ hver vej ifølge. guiden). Desværre regnede det en del, men det gør der bare på den del af øen pga. at vulkanen stopper skyerne.

IMG_1703

En anden dag tog vi op på toppen af vulkanen for at se krateret og solnedgang. Der havde været skyet omkring den i dagevis, og de lovede også skyer den dag. Så vi forventede os ikke så meget. Men det skulle jo prøves alligevel. Og heldigvis kom vi da også op over skyerne, så alting ikke var gråt i gråt. Krateret kunne man dog ikke se. Det var fyldt med skyer. Til gengæld kunne man se en fuld regnbue, som var ret fin. Det var også en speciel oplevelse at stå og kigge ned på et skydække så langt øjet rakte. Meget anderledes end hvad jeg ellers har prøvet. Så jeg er glad for, vi tog derop. Og da solen gik ned, blev det flot på en anden måde. Vi kunne jo af gode grunde ikke se den gå ned over havet, men skyerne og himlen fik en flot farve.

IMG_1770

Vi havde også læst, at man kunne tage en tur med Kajak op ad en flod. Så det skulle selvfølgelig prøves. For at det ikke skal blive for overrendt, er der begrænsninger på, hvor mange kajakker, som kan sejle om dagen. Så vi tog en tur med en guide, som også inkluderede en times hike til et skjult vandfald. Vi valgte den tidlige morgentur, så der ikke var så mange mennesker. Godt valg. Det var lidt hårdere end vi forventede, men ikke værre end det. Men det, vi vil huske længst er nok “embrace the mud” (omfavn/velkom mudderet). Det var guidens slogan for vandrestien, som da også havde ankeldybt mudder det meste af vejen. Normalt ville vi have droppet sådan en rute, men denne dag var det nærmest temaet, og så blev det meget sjovt. vi kunne også vaske en stor del af det af igen, da vi kom tilbage til floden.

Kauai har en kløft kaldet Waimea Canyon. Den fik stor ros, så den skulle vi selvfølgelig se. De fleste anbefalede at tage vejen (ja, der er kun en) op langs den, se udsigtspunkterne, fortsætte til udsigtspunkterne over Na Pali kysten og evt. tage et hike. Så det gjorde vi. Vi downloadede en turbeskrivelse fra samme guide som vejen til Hana, fandt et godt hike og så af sted. Det blev også en god dag med flotte udsigter og en 4 timers varm vandretur. Udsigten fra vandreturens slutpunkt skulle være helt fantastisk med udsyn til Na Pali kysten. Men vi nøjedes med “god”. “Fantastisk” krævede nemlig, at man gik et par hundrede meter lige lovligt tæt på kanten på en lige lovligt skrånende sti med lige lovligt løst sand/sten. Men en god tur alligevel.

IMG_20160820_155840 (2)

IMG_1863

IMG_1850

Og vi gik ikke glip af Na Pali. For vi tog nemlig en bådtur langs kysten. Man kunne vælge mellem store både (50 passagerer) og mindre både (6 passagerer). Bølgerne var 1-1,5 m i det område, så vi overvejede, om en stor ville være bedst. Men på den anden side bliver man mindre søsyg i mindre både, den mindre båd kunne komme tættere på hulerne langs kysten, færre mennesker er ofte hyggeligere og så fik de bedst anmeldelser. Så vi valgte en mindre båd. Det viste sig at være et godt valg. Vi kom ud sammen med en svensk familie med en mor og to børn. Vi møder ellers ikke mange skandinaver, så det var helt hyggeligt at snakke med hende. Udsigten var også fantastisk: klipper, vand, græs, stenbuer og strande man ellers ikke kan komme til uden at hike en dag af åndssvagt komplicerede vandreruter. Der er også en række huler, som kaptajnen sejlede ind i. Der var godt nok ikke meget plads, så det var lidt spændende. Men sjovt at se, hvordan der ser ud i sådan en. Flere af dem er meget større end de ser ud udefra. Vi så også delfiner undervejs. Og på hjemvejen snorklede jeg (Lise gjorde ikke) med flot udsyn til fisk – og en skildpadde, som kom over og sagde hej. Skildpadder er der i øvrigt en del af og de er ca. en meter lange. Det er vel 25 år siden, jeg sidst har haft gang i svømmefødder og dykkermaske, men det var heldigvis nemt nok. Faktisk forbløffende nemt. Og nej, vi blev ikke søsyge – og det virkede på intet tidspunkt som om båden var for lille til bølgerne.

IMG_1900

Og så fik vi bare slappet af et par dage med pool og slentreture ved stranden 🙂