Hm. Som tiden jo flyver. Siden sidst:

• Har her været mega varmt. 26 grader om natten og 33-38 grader om dagen. Høj luftfugtighed. Så vi går med Seo kl. 7 om morgenen og holder os ellers for det meste inde (hvor vi har 26 grader takket være aircondition).
• Har der været uroligheder mellem politiet og sorte i USA. Men ikke her. Cookeville er mest hvid og folk er mere vant til udlændinge pga. universitetet. Så det mærker vi intet til.
• Vi har været på kajaktur med vandregruppen på en flod. Det var sjovt at prøve og det var ikke særlig svært at styre. Det er helt klart en mere behagelig form for aktivitet end at vandre i de temperaturer. Vi havde en misforståelse med firmaer, der udlejer kajakker, men det løste vi med stor hjælp fra de andre. Der er simpelthen så mange hjælpsomme mennesker i den gruppe. Det er en fornøjelse. Bagefter tog vi ud at spise med Gary og Cindy, som er dem, vi snakker mest med. Vi fik også set Cindys hus og et vandfald i nærheden. Super hyggelig dag.
• Lise er i Atlanta på konference. Det er hendes første, så jeg glæder mig til at høre hvad hun synes, når hun kommer hjem. Hun er der sammen med hendes ven Mia, hun studerede sammen med i København.
• Efter konferencen kommer Mia med til Cookeville en lille uges tid. Hun har nemlig været i Sydamerika nogle måneder og besøger så os “på vej” hjem. Det tror jeg bliver hyggeligt. Vi regner med at tage en vandretur i Smoky Mountains (de ligger lidt højere og er derfor en smule køligere), se lokalområdet og køre til Mammoth Cave – en nationalpark to timer herfra, som vi gerne vil se.
• Har vi haft en god omgang bøvl med at planlægge hjemrejsen til Danmark og tilhørende Australientur. Kort fortalt ville SAS ikke refundere vores 10.000 kr. billet, som de ellers lovede os inden vi bestilte den. Og så kostede det i øvrigt en formue at sende en hund hjem selv. Så alt for lang historie kort tager vi til Australien via København og tager Seo med (altså til København). Og så kører vi ellers en klagesag med SAS og ser hvor servicemindede de er, når man taler med klagekontoret i stedet for kundeservice. Indtil videre har de 8 ugers svartid…

Billedet er af “pælen” i parken. Der sidder næsten altid et par ænder og/eller skildpadder.

Vi er nu kommet godt hjem til Cookeville og har vænnet os til:

• God plads. Vi kan igen gå forbi hinanden uden at det kræver akrobatiske øvelser
• Et ordentligt bad om morgenen, hvor man kan bruge mere end 5 liter vand.
• Varmen (næsten). Her er rutinemæssigt temperaturer på 30-35 grader plus/minus et par grader. Luftfugtigheden er også høj – gerne oppe i 80’erne og 90’erne. Heldigvis har vi aircon, så vi holder lejligheden på ca. 26 grader.

Ellers er vi også kommet godt i gang med studierne igen. Der er ikke så travlt som i forårssemesteret, hvilket er rart. Vi mødes også med studiegruppen en gang om ugen. Lise og jeg har de samme fag i dette semester (jeg har et mere end hende, men ellers er det de samme). Så vi mødes begge med studiegruppen. Vi har begge to nemmest ved at studere hjemme, så møderne er mest en social og kulturel ting for os. Men det er de også gode til. Vi får gerne en snak om alt muligt andet end studier, også. Sidste gang var det forskellige verdenssyn i deres familier, forskellige grene af kirker og statistikker for henholdsvis Danmark og Cookeville. Vi fik også lige taget en personlighedstest hver, som vi morede os lidt over.

Ud over studier og generel afslapning har vi også været en tur i biografen. Der er kommet en film (Warcraft) baseret på det computerspil, vi spiller (World of Warcraft). Den var rigtig fin og godt lavet. Der var godt nok ikke mange inde at se den – vel ca. 20 mennesker – men det var også den oplevelse jeg havde, sidst jeg var i den biograf. Så måske det er meget normalt…

Det har også lige været 4. juli – den amerikanske uafhængighedsdag. Det fejrede de ved arrangementer hele weekenden – alt fra vandrutschebane på gaden over bands til det afsluttende, store festfyrværkeri. Så det måtte vi jo være med til. Vi valgte at se en komsammen af veteranbiler, se en parade og se fyrværkeriet.

Veteranbilerne var alt fra små 100 år gamle personbiler over gamle pickup trucks til flydere og nyere muskelbiler. Nogle var i meget flot stand, mens andre mere var sjove.

Paraden var mandag morgen d. 4. Den var ikke specielt imponerende og var vist mest for de deltagende børns skyld. Der var heller ikke så mange mennesker. Men det var alligevel sjovt at være med og se, hvordan den slags fejres her i byen og landet.

Fyrværkeriet var mildt sagt imponerende. Det var ca. 25 minutter med kontinuerligt lys og lyd. Der var både “almindelige” (store!) raketter og raketter, som lavede specielle mønstre, når de sprang. F.eks. var der hjerter, flag og en i form af USA. De havde også lavet en aftale med 4 radiostationer, som alle spillede synkroniseret musik til.

Det skulle starte 8.45, så vi var der ca. 8.30. Normalt starter alting lidt for sent her i syden, så vi tænkte, det måtte være fint. Men på det tidspunkt, væltede det rundt med biler: der var masser på vejen og Walmarts parkeringsplads (som ligger på den anden side af gaden i forhold til fyrværkeriet) var fyldt. Så vi gjorde ikke engang et forsøg på at få en plads ved selve arrangementet. Men vi fandt en plads på kanten mellem tanken og Walmart.

Der var masser af mennesker – mange af dem med havestole og enkelte med pavilloner. De sad og stod ved Walmart, ved tanken, på græsplæner, ved Taco Bell. Så der var mennesker overalt (men stadig fin plads).

Vejret var et af de vådeste længe med flere omgange af heftig regn og noget torden. En stor byge startede ca. 5 min inden fyrværkeriet. Men så ventede de bare 20 min. før de startede. Heldigvis er det jo stadig varmt, selvom det regner.

Efter fyrværkeriet skulle vi hjem. Ca. 30 min for at komme ud af parkeringspladsen pga. trafik. Men så gik det fint derefter. Alt i alt en fed aften.

Hvis vi ser lidt fremad, har vi en uges ferie efter sommersemesteret. Det var helt oprindeligt planen, vi skulle til Kina, men så flyttede de semesteret, så der kun er en uge i stedet for to. Vi overvejede derfor enten Alaska eller Hawaii i en uge. Vi har nu bestemt os for Hawaii og har bestilt billetterne. Så det glæder vi os til. Det er 12. – 22. august alle rejsedage inkl.

Dagen i dag var reserveret til at pakke sammen. Vi havde besluttet ikke at lave andet i dag, så der var god tid. Vi slog derfor vækkeuret fra og stod op, da vi vågnede. Eller rettere – da Seo for tredje gang i nat aktiverede propanalarmen i RVen, fordi han lå for tæt op af den. Dvs. kl. 6 (hvilket jo også er halvsent).

Vi stod stille og roligt op og bevægede os så mod Denver, hvor RVen skal afleveres i morgen. Første trin, hundeparken. Der var en rigtig god en på udvejen – og den kunne vi jo lige så godt bruge på hjemvejen, også. Den var lige så god anden gang – bare lidt varmere. Det kunne især ses på hundenes aktivitetsniveau, som cirka halvdelen af tiden var at ligge i skyggen.

Efter hundeparken hentede vi vores bil, som havde stået til opbevaring. De havde lukket, men vi havde en kode til porten. Den startede og kørte også uden problemer (godt arbejde, nye batteri 🙂 ) Så det gik helt smertefrit.

Bagefter tog vi ned på campingpladsen, hvor vi var ved 13.30 tiden. Det var lige midt i det store ryk-ind, så der var lidt ventetid. Men vi fik vores plads, vi havde reserveret, med fuld hookup (el, vand, afløb). Især el blev vi glade for, for det var ca. 36 grader og høj sol. Og airconditioneren kan kun køre med enten generator tændt eller el-hookup.

Resten af dagen gik så med lidt læsning og ellers med nedpakning. Alting skulle flyttes fra RVen til bilen. Det tager jo tid den slags, men der var faktisk plads til det hele – også det ekstra sengetøj, gryder osv. vi købte med, da vi lejede RVen. Vi skulle jo også bruge ting næste morgen, så vi kunne ikke blive helt færdige. Men vi nåede langt.

Gårsdagens format fungerede rigtigt godt – så vi tog endnu en dag efter samme skabelon (hvilket I øvrigt også er planen I morgen). Dagens mål var Cub Lake – en lidt længere tur med flere højdemetre. Vi skal jo snart hjemad, så vi behøver ikke spare på kræfterne til så mange ture endnu.

Vi var ved stien ved syvtiden. Med risiko for at gentage mig selv, var den flot. Og dejlig stille – både fordi det var morgen, og fordi den sti ikke er så benyttet. Stien gik op over en bjergkam og ned igen på den anden side, hvor søen lå. Søen var også flot og fyldt med åkander.

Nu havde vi så valget mellem at gå tilbage den vej, vi var kommet, eller tage den igennem en dal med en eng. Så vidt vi kunne se, var engturen med færre højdemeter. Til gengæld var den længere. Efter korte overvejelser tog vi engturen. Vi kan nemlig bedst lide at gå loops i stedet for frem og tilbage af samme sti. På den led oplever man noget mere og har ikke fornemmelsen af at vende om.

Det var også en pæn tur. Det første stykke var der dog ret mange mennesker – dels fordi klokken var blevet ca. halv elleve og dels fordi den sti førte ud til et trailhead (begyndelse på en sti), som var tættere på (og dermed nemmere for flere mennesker at gå ad).

Et stykke dernede af, drejede vi fra hovedstien og gik ud over en eng. Der var dejlig roligt igen med græs, træer og vandløb. Og hundredevis as elks (store hjorte). Vi endte med at måtte gå igennem en flok, hvor vi overvejede om vi mon var kommet for tæt på. Men de tog det helt roligt. Et kid løb endda indenfor ca. 20-30m af os, uden at de voksne tog notits af det. De holdt øje med os, mens de spiste. Men det var alt.

Længere henne fandt vi ud af, at vi ikke kunne komme den vej, vi havde regnet med. Til gengæld var der en anden sti, som var lidt kortere men med flere højdemeter. Så den tog vi hen over bjergkammen (som her var en bakkekam). Vel ovre på ”vores” side, blev vi så lige overrasket af over 100 ekstra højdemeter. Men det gik også i fin stil.

Så med en noget længere tur end først antaget – men flot, rolig og scenisk – kom vi tilbage til bilen. Nu havde Seo jo været lidt længere alene end han plejer, så vi overvejede hvor varm RV’en mon var blevet. Slet ikke noget problem. Den var nærmest behagelig kølig. Men det blæste også en del.

Efter gåturen, samlede vi en pizza op hos Dominos. Rart med en solid frokost ovenpå sådan en gåtur. Efter den tog vi i hundeparken. Nu havde vi jo været der et par gange, så vi mødte folk, vi ”kendte”. Seo møste ligeledes hunde, han havde set før. På den led er det rart at komme de samme steder flere gange.

Det samme gjaldt om aftenen, hvor vi fortsat boede på samme campingplads. Dog var der en, som havde taget vores plads da vi kom tilbage. Vi snakkede med ham, og han var hel fin. Så han flyttede over på en anden plads i løbet af 5-10 min. Der var åbenbart sket en misforståelse et sted. Det beklagede lederen af campingpladsen også (han er i øvrigt også en fin, snakkesalig gut). Men det løste sig jo uden problemer.

Efter gårsdagens snak med en ranger, havde vi stier og ruter nok til de næste tre dage – altså I dag og de næste to. Hvis altså vi kunne komme frem for sne og vand.

I dag stod det så på en tur til Emerald Lake og Lake Hiyaha. Det var små 6 miles gennem bjergene til nogle bjergsøer. Vi havde også hørt, at vi skulle tidligt op for at få en parkeringsplads, så vi var fremme ved stien ved 7-tiden. Det er altså bare et godt tidspunkt at vandre på: naturen er ved at vågne, dyrene er mere fremme og der er ikke så mange mennesker.

Så det gik gennem et flot skovlandskab (i bjergene) op mod første sø. Det er altså imponerende med den grønne skov, de grå bjerge, de mange vandløb og så sneen på bjergtoppene. Og apropos sneen – den holder sig ikke helt til bjergtoppene. Så vi måtte flere steder vandre hen over snedriver på flere meters højde. Heldigvis var de rimelig faste og man kunne se, at andre havde gået der før. Så hvis man passede lidt på fodfæstet, var det ikke så galt igen. Og stien løb ikke lige ud til kanter, så hvis vi endelig gled, så ville vi kun falde en meter eller to.

Der var flere søer ved stien og så endte den i en sø. Den sidste – og højest beliggende – var stadig dækket af is. Selvom sneen gør det lidt mere besværligt at komme frem, så ser den godt ud!

Efter at have set Emerald Lake, ville vi videre til Lake Hiyaha. Den skulle ligge under to miles derfra. Desværre var det bare af en sti, som gik på en bjergskråning – med masser af galt sne. Så det droppede vi. En ting er at risikere et fald på en meter, men at glide ned af en bjergskråning havde vi ikke lyst til at risikere. Nu var den ikke værre, end at man ville glide ned ad sne hele vejen, vel ca. 10-15 m, men alligevel. Så vi gik i stedet tilbage.

Efter vandreturen, kørte vi forbi en campingplads i parken. De havde en dumpstation, vi gerne ville låne. Nogle gange må man ikke bruge dem, medmindre man bor på campingpladsen – andre gange koster det et gebyr. I dette tilfælde lod de os bruge den gratis. Fin service! Især når alternativet var at skulle køre en omvej til en anden campingplads, som tog 15$ for det.

Om eftermiddagen tog vi i hundepark i den nærliggende by, Estes Park. Det er meget rart at komme tilbage til noget, vi kender. Til gengæld var vejret kedeligt. Det regnede! Hvad er det for en uskik J Men så tog vi en pause i RV’en. Vi skulle alligevel se nogle videoer fra studiet, og hundeparken er det eneste sted med Internet, vi kommer forbi. Så da vi var færdige med dem, var vejret blevet bedre, og vi tog en runde til.

Eftermiddagen og aftenen blev brugt på campingpladsen med det ”sædvanlige” læsen m.v. Vi valgte også at forlænge vores ophold, dels fordi det rent faktisk er muligt at komme ud på vandrestierne uden at drukne i sne og fordi det er en hyggelig campingplads, som ikke koster en formue.

Vi overnattede som bekendt ved Grand Lake sydvest for parken. Der havde vi planer om at blive lidt tid, fordi vi gerne ville bruge flere dage i Rocky Mountains. Mere konkret ville vi gerne se 2 stier på vestsiden, bruge en dag på at køre henover parken (ca. 40 miles ad en scenisk udsigtstur) med et par korte ture på vejen, og så bruge 2-3 dage på østdelen af parken.

Så vidt, så godt. Vi havde udvalgt os en rute, som vi kørte til tidligt. Den var ca. 2 miles i hver retning, hvilket tog os halvanden time. Hele turen var i granskov og ledte til sidst ud til en (våd) eng. Meget sjovt, at man går i bjergene, men det man mest tænker er skov. Der er selvfølgelig lige stigninger og fald på stierne til forskel.

Bagefter var det Seos tur. På udvejen fra nationalparken, spurgte vi en ranger, om de kendte et sted at lufte hund. Og det gjorde hun sørme: 5 miles sti med mulighed for løs hund – 10 min. kørsel fra hvor vi var. Det er da luksus, som vi prompte benyttede os af. Seo benyttede sig så af, at der var søer på vejen… Men det var også varmt. Det er da altid noget, han tørrer hurtigt i vejret her.

Om eftermiddagen kørte vi tilbage til samme overnatningsplads. Heldigvis var der ikke nogen, som havde taget ”vores” plads i mellemtiden. Så den snuppede vi. Om aftenen havde vi noget tordenvejr. Det har vejrudsigten godt nok sagt mange gange, men nu skete det altså. Det kom ikke vildt tæt på, og vi havde med vilje placeret os med højere ting (træer) i nærheden som lynafledere. Det gør vi i øvrigt altid. Så det betød ikke meget andet for os, end at vi blev indenfor.

Det var igen blevet tid til en hviledag. Og til at vaske. Så vi fandt os en campingplads lidt udenfor en by kaldet Leadville. Leadville er en mineby og det er jo lidt anderledes end hvad vi ellers har set. Og så skulle turen dertil være pæn. Det var den også.

Selve campingpladsen havde fået middelmådige anmeldelser, men bestyreren var hyggelig, der var træer, bord og hookups, og der var fredeligt og roligt uden at være øde. Og så havde pladsen vaskeri.

Vi havde også brug for netværksadgang til studierne (der skulle downloades nogle materialer og ses nogle online videoer), så vi kontrollerede, at der var net, indenn vi bookede en plads. Det var der så ikke på pladsen. Signalet var åbenbart bare kraftigere ved indkørslen end ved vores plads. Oh, well.

Vi fik også nogle papirer om byen, og der stod bl.a. at der var en hundepark. Så ned i den med os. Der var stille og roligt og da vi opdagede, de havde bord og bænke og en forbløffende god netværksdækning, tog vi lige et par timers studie, mens Seo fik lov til at lege, tulle rundt og snuse frit. Fint arrangement for alle involverede. Af og til kom der hunde, og så skulle vi selvfølgelig lige tage os af det, men vi fik lavet en del.

Om aftenen grillede vi og kom et godt stykke videre med studierne.

I øvrigt fedt at have mere vand i dag (da vi havde både vandtilførsel og mulighed for at dumpe). Normalt dumper vi jo kun ca. hver 4. dag, så det rene vand skal holde til alt i de 4 dage, og det er begrænset, hvor meget vi kan skylle ud i vasken og badet, da det jo også skal gemmes i en tank. Man bliver glad for de små ting 🙂

Efter anbefaling fra manden i visitor centeret i går, tog vi i dag i Sylvan Lake State Park, som skulle være den flotteste statspark i Colorado. Den er også flot og idyllisk. Ren feriebrochure at kigge på: en flot skovsø, enge, træer og et scenisk vandløb. Men det var ligesom også det. Så da vi havde gået en tur undt om søen, var vi ”færdige”. Vi overvejede at sætte os i de sceniske omgivelser, men der var horder af små insekter, som bed. Altså nogle steder hundredevis af dyr på bare den kvadratmeter, man selv var på. Helt så slemt var det ikke ved bordene, men alt for mange til en hyggelig formiddag ude.

Vi havde Seo med rundt, og han syntes det var et hit: et fint vandløb at plaske i og drikke af, fiskere langs søen og så en koloni af jordegern. De løb rundt, de sad og gloede på ham og de sagde lyde. Super spændende for sådan en hund.

Men altså – midt på formiddagen var vi videre mod aftenens mål. Det var i en nationalskov på vej mod Leadville. På vejen udnyttede vi, at vi havde god tid, og handlede ind og dumpede tankene. Vi havde nemlig fundet en rasteplads med gratis dump station. Det er sgu god service.

Om aftenen var vejret lidt kedeligt. Men det passede på den anden sige udmærket med planen: at komme et godt stykke videre med studierne.

P.S. Vi har nu købt noget myggespray. Vi ved ikke om det virker endnu, men at anvende det er jo første trin.