Forfatterarkiv: Christian Runge

Så er sommersemesteret snart slut

Vi nærmer os nu med hastige skridt afslutningen på sommersemesteret. Jeg har en eksamen i overmorgen. og vi har begge en torsdag. Og derefter er det ellers at få smidt noget tøj i en kuffert og af sted til Hawaii.

Men indtil da har Lise forholdsvis travlt, da vi jo havde Mia på besøg i en uge. Der fik vi ikke lavet noget synderligt skolearbejde (hvilket også var planen). Grunden til, jeg har mindre travlt er, at jeg havde 3 dage, mens Lise var på konference. Den var hun i øvrigt glad for – både fagligt, socialt og som en generel oplevelse.

Det var også rigtig hyggeligt at have Mia på besøg. Vi hørte en del om Sydamerika, vi havde godt selskab og vi havde en god undskyldning for at se nogle af tingene i området, vi ellers ikke har nået (det er nu meget fedt med et sommersemester, som ikke er vildt presset på tid 😉 ).

Om fredagen tog vi til et lokalt vandfald, Cummings Falls. Der er en ganske kort gåtur ud til et udsigtspunkt over et vandfald. Man kan også bade i det, men så skal man gå lidt længere. Vi havde ingen planer om at bade, men gik alligevel ud af den sti. Men da man skulle krydse floden med hoftedybt vand, stoppede vi. Det havde vi ikke tøj på til. Men så kiggede vi i stedet på mennesker. Vi endte vel med at sidde der en lille times tid.

IMG_20160729_094640

Om lørdagen tog vi på vandretur med gruppen i Smoky Mountains. Det er lidt oppe i højden, så det er ikke latterligt varmt. Faktisk regnede det indtil 15 min før vi gik. Derefter fik vi kun enkelte, korte byger. Så perfekt vejr at vandre i, fordi det så ikke var helt så varmt (kun ca. 20 grader og kraftig sol). Man havde mere fornemmelsen af at gå i skoven end på et bjerg. Men der var også nogle flotte udsigter af og til.

Søndag tog vi en tur til Nashville. Her så vi en replika af det græske Parthenon (de havde sløset lidt med friserne, men ellers var det fint) og Tennessee State Museum. Museet startede fra stenalderen og gik til moderne tid. Til og med Tennessee blev en stat, mindede det meget om nationalmuseet i Danmark. Men herefter blev det mere interessant – simpelthen fordi, vi ikke havde set det før. Bagefter gik vi en tur langs floden, hvor vi så stadion samt barer og cafeer. Vi fik og også en solid kage med is, inden vi gik tilbage til bilen.

IMG_20160731_124537

IMG_20160731_140928 IMG_20160731_135317

Mandag var hviledag, så der slappede vi af, studerede og gik så en tur i biografen om eftermiddagen.

Tirsdag var shoppingdag, hvor Lise og Mia tog til Nashville og kiggede på tøj. De var begge meget tilfredse og glade, da de kom (sent) hjem. Jeg fik lavet noget skolearbejde og i fik fladet lidt ud.

Onsdag tog vi til Mammoth Cave (2. nationalpark på en uge – Mia skulle jo have lidt for pengene 😉 ). Den er 400 mil lang, hvilket jo er ret imponerende. Men ellers er den ikke super spændende. Der er ikke nogen særlige formationer og det meste er “bare” at gå i en stengang. I hvert fald de 2 mil vi gik – og ifølge guiden skulle de være repræsentative.

IMG_20160803_145848

Mia tog hjem torsdag (eller prøvede i hvert fald – hun blev vist ufrivilligt en dag ekstra i Miami pga. flyforsinkelser). Og så var det ellers i gang med skolearbejdet for os.

Ud over det, blev Seo syg i fredags. Han peb voldsomt og tog sig til bagparten (anderledes end han plejer) flere gange i timen. Så til dyrelægen med os. Han gav en sludder for en sladder og et opiat, som skulle hjælpe mod smerter. Det gjorde det overhovedet ikke. Seo blev meget sløv, trak vejret mere uregelmæssigt og peb næsten hele tiden. Så han blev lukket ind i soveværelset sammen med os, så vi kunne høre ham. Lørdag tog vi så til dyrelægen igen. Hun mumlede noget med analkirtler (det tror ingen af os på er årsagen) og gav ham antibiotika. Hele lørdag var han så ret pjevset, ville ikke spise og ikke drikke. Heldigvis er han jo ret modtagelig overfor hvad vi siger, så vi fik ham overtalt til at spise al maden og drikke ca. 2/3 af det normale. Søndag var han nærmest normal igen omend lidt træt. Og nu (mandag) er han så helt frisk. Så vi gætter på, det har været en infektion, som antibiotikaet så har fjernet. Og så ved vi fremover, at opiater er en dårlig idé til ham.

Sommer

Hm. Som tiden jo flyver. Siden sidst:

  • Har her været mega varmt. 26 grader om natten og 33-38 grader om dagen. Høj luftfugtighed. Så vi går med Seo kl. 7 om morgenen og holder os ellers for det meste inde (hvor vi har 26 grader takket være aircondition).
  • Har der været uroligheder mellem politiet og sorte i USA. Men ikke her. Cookeville er mest hvid og folk er mere vant til udlændinge pga. universitetet. Så det mærker vi intet til.
  • Vi har været på kajaktur med vandregruppen på en flod. Det var sjovt at prøve og det var ikke særlig svært at styre. Det er helt klart en mere behagelig form for aktivitet end at vandre i de temperaturer. Vi havde en misforståelse med firmaer, der udlejer kajakker, men det løste vi med stor hjælp fra de andre. Der er simpelthen så mange hjælpsomme mennesker i den gruppe. Det er en fornøjelse. Bagefter tog vi ud at spise med Gary og Cindy, som er dem, vi snakker mest med. Vi fik også set Cindys hus og et vandfald i nærheden. Super hyggelig dag.
  • Lise er i Atlanta på konference. Det er hendes første, så jeg glæder mig til at høre hvad hun synes, når hun kommer hjem. Hun er der sammen med hendes ven Mia, hun studerede sammen med i København.
  • Efter konferencen kommer Mia med til Cookeville en lille uges tid. Hun har nemlig været i Sydamerika nogle måneder og besøger så os “på vej” hjem. Det tror jeg bliver hyggeligt. Vi regner med at tage en vandretur i Smoky Mountains (de ligger lidt højere og er derfor en smule køligere), se lokalområdet og køre til Mammoth Cave – en nationalpark to timer herfra, som vi gerne vil se.
  • Har vi haft en god omgang bøvl med at planlægge hjemrejsen til Danmark og tilhørende Australientur. Kort fortalt ville SAS ikke refundere vores 10.000 kr. billet, som de ellers lovede os inden vi bestilte den. Og så kostede det i øvrigt en formue at sende en hund hjem selv. Så alt for lang historie kort tager vi til Australien via København og tager Seo med (altså til København). Og så kører vi ellers en klagesag med SAS og ser hvor servicemindede de er, når man taler med klagekontoret i stedet for kundeservice. Indtil videre har de 8 ugers svartid…

Billedet er af “pælen” i parken. Der sidder næsten altid et par ænder og/eller skildpadder.

4. juli m.v.

Vi er nu kommet godt hjem til Cookeville og har vænnet os til:

  • God plads. Vi kan igen gå forbi hinanden uden at det kræver akrobatiske øvelser
  • Et ordentligt bad om morgenen, hvor man kan bruge mere end 5 liter vand.
  • Varmen (næsten). Her er rutinemæssigt temperaturer på 30-35 grader plus/minus et par grader. Luftfugtigheden er også høj – gerne oppe i 80’erne og 90’erne. Heldigvis har vi aircon, så vi holder lejligheden på ca. 26 grader.

Ellers er vi også kommet godt i gang med studierne igen. Der er ikke så travlt som i forårssemesteret, hvilket er rart. Vi mødes også med studiegruppen en gang om ugen. Lise og jeg har de samme fag i dette semester (jeg har et mere end hende, men ellers er det de samme). Så vi mødes begge med studiegruppen. Vi har begge to nemmest ved at studere hjemme, så møderne er mest en social og kulturel ting for os. Men det er de også gode til. Vi får gerne en snak om alt muligt andet end studier, også. Sidste gang var det forskellige verdenssyn i deres familier, forskellige grene af kirker og statistikker for henholdsvis Danmark og Cookeville. Vi fik også lige taget en personlighedstest hver, som vi morede os lidt over.

Ud over studier og generel afslapning har vi også været en tur i biografen. Der er kommet en film (Warcraft) baseret på det computerspil, vi spiller (World of Warcraft). Den var rigtig fin og godt lavet. Der var godt nok ikke mange inde at se den – vel ca. 20 mennesker – men det var også den oplevelse jeg havde, sidst jeg var i den biograf. Så måske det er meget normalt…

Det har også lige været 4. juli – den amerikanske uafhængighedsdag. Det fejrede de ved arrangementer hele weekenden – alt fra vandrutschebane på gaden over bands til det afsluttende, store festfyrværkeri. Så det måtte vi jo være med til. Vi valgte at se en komsammen af veteranbiler, se en parade og se fyrværkeriet.

Veteranbilerne var alt fra små 100 år gamle personbiler over gamle pickup trucks til flydere og nyere muskelbiler. Nogle var i meget flot stand, mens andre mere var sjove.

IMG_20160702_125353 IMG_20160702_130354 IMG_20160702_130542

Paraden var mandag morgen d. 4. Den var ikke specielt imponerende og var vist mest for de deltagende børns skyld. Der var heller ikke så mange mennesker. Men det var alligevel sjovt at være med og se, hvordan den slags fejres her i byen og landet.

IMG_20160704_091751 IMG_20160704_091854 IMG_20160704_092036 IMG_20160704_091354

Fyrværkeriet var mildt sagt imponerende. Det var ca. 25 minutter med kontinuerligt lys og lyd. Der var både “almindelige” (store!) raketter og raketter, som lavede specielle mønstre, når de sprang. F.eks. var der hjerter, flag og en i form af USA. De havde også lavet en aftale med 4 radiostationer, som alle spillede synkroniseret musik til.

IMG_20160704_211417 IMG_20160704_211423

Det skulle starte 8.45, så vi var der ca. 8.30. Normalt starter alting lidt for sent her i syden, så vi tænkte, det måtte være fint. Men på det tidspunkt, væltede det rundt med biler: der var masser på vejen og Walmarts parkeringsplads (som ligger på den anden side af gaden i forhold til fyrværkeriet) var fyldt. Så vi gjorde ikke engang et forsøg på at få en plads ved selve arrangementet. Men vi fandt en plads på kanten mellem tanken og Walmart.

Der var masser af mennesker – mange af dem med havestole og enkelte med pavilloner. De sad og stod ved Walmart, ved tanken, på græsplæner, ved Taco Bell. Så der var mennesker overalt (men stadig fin plads).

Vejret var et af de vådeste længe med flere omgange af heftig regn og noget torden. En stor byge startede ca. 5 min inden fyrværkeriet. Men så ventede de bare 20 min. før de startede. Heldigvis er det jo stadig varmt, selvom det regner.

Efter fyrværkeriet skulle vi hjem. Ca. 30 min for at komme ud af parkeringspladsen pga. trafik. Men så gik det fint derefter. Alt i alt en fed aften.

Hvis vi ser lidt fremad, har vi en uges ferie efter sommersemesteret. Det var helt oprindeligt planen, vi skulle til Kina, men så flyttede de semesteret, så der kun er en uge i stedet for to. Vi overvejede derfor enten Alaska eller Hawaii i en uge. Vi har nu bestemt os for Hawaii og har bestilt billetterne. Så det glæder vi os til. Det er 12. – 22. august alle rejsedage inkl.

Dag 37: Pakke sammen

Dagen i dag var reserveret til at pakke sammen. Vi havde besluttet ikke at lave andet i dag, så der var god tid. Vi slog derfor vækkeuret fra og stod op, da vi vågnede. Eller rettere – da Seo for tredje gang i nat aktiverede propanalarmen i RVen, fordi han lå for tæt op af den. Dvs. kl. 6 (hvilket jo også er halvsent).

Vi stod stille og roligt op og bevægede os så mod Denver, hvor RVen skal afleveres i morgen. Første trin, hundeparken. Der var en rigtig god en på udvejen – og den kunne vi jo lige så godt bruge på hjemvejen, også. Den var lige så god anden gang – bare lidt varmere. Det kunne især ses på hundenes aktivitetsniveau, som cirka halvdelen af tiden var at ligge i skyggen.

Efter hundeparken hentede vi vores bil, som havde stået til opbevaring. De havde lukket, men vi havde en kode til porten. Den startede og kørte også uden problemer (godt arbejde, nye batteri 🙂 ) Så det gik helt smertefrit.

Bagefter tog vi ned på campingpladsen, hvor vi var ved 13.30 tiden. Det var lige midt i det store ryk-ind, så der var lidt ventetid. Men vi fik vores plads, vi havde reserveret, med fuld hookup (el, vand, afløb). Især el blev vi glade for, for det var ca. 36 grader og høj sol. Og airconditioneren kan kun køre med enten generator tændt eller el-hookup.

Resten af dagen gik så med lidt læsning og ellers med nedpakning. Alting skulle flyttes fra RVen til bilen. Det tager jo tid den slags, men der var faktisk plads til det hele – også det ekstra sengetøj, gryder osv. vi købte med, da vi lejede RVen. Vi skulle jo også bruge ting næste morgen, så vi kunne ikke blive helt færdige. Men vi nåede langt.

Dag 35: Rocky Mountains, Cub Lake

Gårsdagens format fungerede rigtigt godt – så vi tog endnu en dag efter samme skabelon (hvilket I øvrigt også er planen I morgen). Dagens mål var Cub Lake – en lidt længere tur med flere højdemetre. Vi skal jo snart hjemad, så vi behøver ikke spare på kræfterne til så mange ture endnu.

Vi var ved stien ved syvtiden. Med risiko for at gentage mig selv, var den flot. Og dejlig stille – både fordi det var morgen, og fordi den sti ikke er så benyttet. Stien gik op over en bjergkam og ned igen på den anden side, hvor søen lå. Søen var også flot og fyldt med åkander.

IMG_1613

Nu havde vi så valget mellem at gå tilbage den vej, vi var kommet, eller tage den igennem en dal med en eng. Så vidt vi kunne se, var engturen med færre højdemeter. Til gengæld var den længere. Efter korte overvejelser tog vi engturen. Vi kan nemlig bedst lide at gå loops i stedet for frem og tilbage af samme sti. På den led oplever man noget mere og har ikke fornemmelsen af at vende om.

Det var også en pæn tur. Det første stykke var der dog ret mange mennesker – dels fordi klokken var blevet ca. halv elleve og dels fordi den sti førte ud til et trailhead (begyndelse på en sti), som var tættere på (og dermed nemmere for flere mennesker at gå ad).

Et stykke dernede af, drejede vi fra hovedstien og gik ud over en eng. Der var dejlig roligt igen med græs, træer og vandløb. Og hundredevis as elks (store hjorte). Vi endte med at måtte gå igennem en flok, hvor vi overvejede om vi mon var kommet for tæt på. Men de tog det helt roligt. Et kid løb endda indenfor ca. 20-30m af os, uden at de voksne tog notits af det. De holdt øje med os, mens de spiste. Men det var alt.

IMG_1627 IMG_1631

Længere henne fandt vi ud af, at vi ikke kunne komme den vej, vi havde regnet med. Til gengæld var der en anden sti, som var lidt kortere men med flere højdemeter. Så den tog vi hen over bjergkammen (som her var en bakkekam). Vel ovre på ”vores” side, blev vi så lige overrasket af over 100 ekstra højdemeter. Men det gik også i fin stil.

Så med en noget længere tur end først antaget – men flot, rolig og scenisk – kom vi tilbage til bilen. Nu havde Seo jo været lidt længere alene end han plejer, så vi overvejede hvor varm RV’en mon var blevet. Slet ikke noget problem. Den var nærmest behagelig kølig. Men det blæste også en del.

Efter gåturen, samlede vi en pizza op hos Dominos. Rart med en solid frokost ovenpå sådan en gåtur. Efter den tog vi i hundeparken. Nu havde vi jo været der et par gange, så vi mødte folk, vi ”kendte”. Seo møste ligeledes hunde, han havde set før. På den led er det rart at komme de samme steder flere gange.

Det samme gjaldt om aftenen, hvor vi fortsat boede på samme campingplads. Dog var der en, som havde taget vores plads da vi kom tilbage. Vi snakkede med ham, og han var hel fin. Så han flyttede over på en anden plads i løbet af 5-10 min. Der var åbenbart sket en misforståelse et sted. Det beklagede lederen af campingpladsen også (han er i øvrigt også en fin, snakkesalig gut). Men det løste sig jo uden problemer.

Dag 34: Rocky Mountains National Park, Emerald Lake

Efter gårsdagens snak med en ranger, havde vi stier og ruter nok til de næste tre dage – altså I dag og de næste to. Hvis altså vi kunne komme frem for sne og vand.

I dag stod det så på en tur til Emerald Lake og Lake Hiyaha. Det var små 6 miles gennem bjergene til nogle bjergsøer. Vi havde også hørt, at vi skulle tidligt op for at få en parkeringsplads, så vi var fremme ved stien ved 7-tiden. Det er altså bare et godt tidspunkt at vandre på: naturen er ved at vågne, dyrene er mere fremme og der er ikke så mange mennesker.

IMG_1555

Så det gik gennem et flot skovlandskab (i bjergene) op mod første sø. Det er altså imponerende med den grønne skov, de grå bjerge, de mange vandløb og så sneen på bjergtoppene. Og apropos sneen – den holder sig ikke helt til bjergtoppene. Så vi måtte flere steder vandre hen over snedriver på flere meters højde. Heldigvis var de rimelig faste og man kunne se, at andre havde gået der før. Så hvis man passede lidt på fodfæstet, var det ikke så galt igen. Og stien løb ikke lige ud til kanter, så hvis vi endelig gled, så ville vi kun falde en meter eller to.

IMG_20160613_073828 IMG_20160613_072709

Der var flere søer ved stien og så endte den i en sø. Den sidste – og højest beliggende – var stadig dækket af is. Selvom sneen gør det lidt mere besværligt at komme frem, så ser den godt ud!

IMG_20160613_073354

Efter at have set Emerald Lake, ville vi videre til Lake Hiyaha. Den skulle ligge under to miles derfra. Desværre var det bare af en sti, som gik på en bjergskråning – med masser af galt sne. Så det droppede vi. En ting er at risikere et fald på en meter, men at glide ned af en bjergskråning havde vi ikke lyst til at risikere. Nu var den ikke værre, end at man ville glide ned ad sne hele vejen, vel ca. 10-15 m, men alligevel. Så vi gik i stedet tilbage.

Efter vandreturen, kørte vi forbi en campingplads i parken. De havde en dumpstation, vi gerne ville låne. Nogle gange må man ikke bruge dem, medmindre man bor på campingpladsen – andre gange koster det et gebyr. I dette tilfælde lod de os bruge den gratis. Fin service! Især når alternativet var at skulle køre en omvej til en anden campingplads, som tog 15$ for det.

Om eftermiddagen tog vi i hundepark i den nærliggende by, Estes Park. Det er meget rart at komme tilbage til noget, vi kender. Til gengæld var vejret kedeligt. Det regnede! Hvad er det for en uskik J Men så tog vi en pause i RV’en. Vi skulle alligevel se nogle videoer fra studiet, og hundeparken er det eneste sted med Internet, vi kommer forbi. Så da vi var færdige med dem, var vejret blevet bedre, og vi tog en runde til.

IMG_20160613_110249 IMG_20160613_121556

Eftermiddagen og aftenen blev brugt på campingpladsen med det ”sædvanlige” læsen m.v. Vi valgte også at forlænge vores ophold, dels fordi det rent faktisk er muligt at komme ud på vandrestierne uden at drukne i sne og fordi det er en hyggelig campingplads, som ikke koster en formue.

Dag 32: Rocky Mountains National Park, Skovtur

Vi overnattede som bekendt ved Grand Lake sydvest for parken. Der havde vi planer om at blive lidt tid, fordi vi gerne ville bruge flere dage i Rocky Mountains. Mere konkret ville vi gerne se 2 stier på vestsiden, bruge en dag på at køre henover parken (ca. 40 miles ad en scenisk udsigtstur) med et par korte ture på vejen, og så bruge 2-3 dage på østdelen af parken.

Så vidt, så godt. Vi havde udvalgt os en rute, som vi kørte til tidligt. Den var ca. 2 miles i hver retning, hvilket tog os halvanden time. Hele turen var i granskov og ledte til sidst ud til en (våd) eng. Meget sjovt, at man går i bjergene, men det man mest tænker er skov. Der er selvfølgelig lige stigninger og fald på stierne til forskel.

IMG_1503

Bagefter var det Seos tur. På udvejen fra nationalparken, spurgte vi en ranger, om de kendte et sted at lufte hund. Og det gjorde hun sørme: 5 miles sti med mulighed for løs hund – 10 min. kørsel fra hvor vi var. Det er da luksus, som vi prompte benyttede os af. Seo benyttede sig så af, at der var søer på vejen… Men det var også varmt. Det er da altid noget, han tørrer hurtigt i vejret her.

Om eftermiddagen kørte vi tilbage til samme overnatningsplads. Heldigvis var der ikke nogen, som havde taget ”vores” plads i mellemtiden. Så den snuppede vi. Om aftenen havde vi noget tordenvejr. Det har vejrudsigten godt nok sagt mange gange, men nu skete det altså. Det kom ikke vildt tæt på, og vi havde med vilje placeret os med højere ting (træer) i nærheden som lynafledere. Det gør vi i øvrigt altid. Så det betød ikke meget andet for os, end at vi blev indenfor.

Dag 31: Første vandretur i Rocky Mountains

Så kom vi for alvor til Rocky Mountains – en af turens hovedattraktioner. Vi lagde ud med en vandretur i Loveland Pass i 11.990 fods højde (ca. 4 km). Nu har jeg flere gange skrevet ”det var flot, men ikke imponerende”. Det gjaldt ikke her.

DSC_0906

Der var nemlig mange fede ting, som bare spillede sammen og gjorde det en god tur. Vi havde Seo med. Og han opførte sig ordentligt (altså han trak, men var ikke irriterende omkring det). Vi mødte sne, som både gav en udfordring og et flot landskab. Der var en fantastisk udsigt med bjerge – masser af dem. Og så nåede vi toppen af stien, selvom det krævede en ekstra indsats. Og endeligt havde vi ingen spor af højdesyge, hvilket man ellers godt kan have i den højde. Det lover godt for vores planer med Rocky Mountains National Park.

Men lad mig uddybe lidt: turen startede med en vis stigning, men ellers på en rimelig bred og nem sti. Så begyndte der at komme sne på stien. Ikke så meget – bare noget sjap. Så kom der meget sne på stien. Sådan 20-30 meter med 1-2 meter dyb sne. Heldigvis var den rimelig hård, så vi kunne gå på den. Vores ben røg i til knæene flere gange og enkelte gange til hoften. Lidt koldt, men faktisk ikke så galt med gode vandrestøvler og vandresokker.

DSC_0916

Seo syntes også, at sneen var fantastisk. Den skulle løbes i, rulles i, laves sneengle i (det gør hunde åbenbart også, selvom de ser lidt anderledes ud) og spises af. Der var et par enkelte gange, han løb ud i for dyb sne. Det så lidt komisk ud, når han skulle hoppe/kravle ud igen.

IMG_1330

Så forsvandt stien helt i sne. Men vi kunne se den igen længere fremme. Heldigvis var det muligt at gå udenom hen over græs og sten. Så det gjorde vi. For selvom vi gik rundt på en bjergkant, var der ikke noget med bratte fald og lodrette sider. Mere noget med 20-30 graders hældning.

Stien var ca. halvanden mil hver vej og ca. 150 meter fra toppen, troede vi, vi måtte give op på grund af sne. Men så fandt vi en anden vej rundt, som oprindeligt så værre ud, men hvor sneen var hårdere pakket. Så det lykkedes alligevel. Selvom udsigten faktisk ikke var flottere for enden af stien, var det alligevel fedt at komme helt ”i mål”. På den led er det fedt med en sti, hvor man kan ”eksperimentere” lidt mere med at komme frem, og hvor en eventuel fejlvurdering ikke betyder, at man falder ned i en slugt eller på anden måde kommer til skade.

IMG_1332

Efter vandreturen tog vi til vores overnatning ved Grand Lake lige sydvest for Rocky Mountains National Park. Vi fandt hurtigt stedet, vi ville campere, men det tog små 40 minutter at få bilen bare nogenlunde vandret. Lidt irriterende, når man nu bare gerne vil slappe af. Men det sker heldigvis ikke så ofte.

Aftenen gik med flere studier og med at undersøge aktiviteter de næste dage. Nettet var meget ringe og ustabilt, så det var en trættende affære. Til gengæld havde vi fået en flot, stor plads for os selv, hvor vi kunne sidde ude, nyde vejret og grille.

Dag 29: Leadville hviledag

Det var igen blevet tid til en hviledag. Og til at vaske. Så vi fandt os en campingplads lidt udenfor en by kaldet Leadville. Leadville er en mineby og det er jo lidt anderledes end hvad vi ellers har set. Og så skulle turen dertil være pæn. Det var den også.

Selve campingpladsen havde fået middelmådige anmeldelser, men bestyreren var hyggelig, der var træer, bord og hookups, og der var fredeligt og roligt uden at være øde. Og så havde pladsen vaskeri.

Vi havde også brug for netværksadgang til studierne (der skulle downloades nogle materialer og ses nogle online videoer), så vi kontrollerede, at der var net, indenn vi bookede en plads. Det var der så ikke på pladsen. Signalet var åbenbart bare kraftigere ved indkørslen end ved vores plads. Oh, well.

Vi fik også nogle papirer om byen, og der stod bl.a. at der var en hundepark. Så ned i den med os. Der var stille og roligt og da vi opdagede, de havde bord og bænke og en forbløffende god netværksdækning, tog vi lige et par timers studie, mens Seo fik lov til at lege, tulle rundt og snuse frit. Fint arrangement for alle involverede. Af og til kom der hunde, og så skulle vi selvfølgelig lige tage os af det, men vi fik lavet en del.

Om aftenen grillede vi og kom et godt stykke videre med studierne.

I øvrigt fedt at have mere vand i dag (da vi havde både vandtilførsel og mulighed for at dumpe). Normalt dumper vi jo kun ca. hver 4. dag, så det rene vand skal holde til alt i de 4 dage, og det er begrænset, hvor meget vi kan skylle ud i vasken og badet, da det jo også skal gemmes i en tank. Man bliver glad for de små ting 🙂

Dag 28: Sylvan Lake State Park

Efter anbefaling fra manden i visitor centeret i går, tog vi i dag i Sylvan Lake State Park, som skulle være den flotteste statspark i Colorado. Den er også flot og idyllisk. Ren feriebrochure at kigge på: en flot skovsø, enge, træer og et scenisk vandløb. Men det var ligesom også det. Så da vi havde gået en tur undt om søen, var vi ”færdige”. Vi overvejede at sætte os i de sceniske omgivelser, men der var horder af små insekter, som bed. Altså nogle steder hundredevis af dyr på bare den kvadratmeter, man selv var på. Helt så slemt var det ikke ved bordene, men alt for mange til en hyggelig formiddag ude.

Vi havde Seo med rundt, og han syntes det var et hit: et fint vandløb at plaske i og drikke af, fiskere langs søen og så en koloni af jordegern. De løb rundt, de sad og gloede på ham og de sagde lyde. Super spændende for sådan en hund.

IMG_20160607_085642

Men altså – midt på formiddagen var vi videre mod aftenens mål. Det var i en nationalskov på vej mod Leadville. På vejen udnyttede vi, at vi havde god tid, og handlede ind og dumpede tankene. Vi havde nemlig fundet en rasteplads med gratis dump station. Det er sgu god service.

Om aftenen var vejret lidt kedeligt. Men det passede på den anden sige udmærket med planen: at komme et godt stykke videre med studierne.

P.S. Vi har nu købt noget myggespray. Vi ved ikke om det virker endnu, men at anvende det er jo første trin.