Dag 32: Rocky Mountains National Park, Skovtur

Vi overnattede som bekendt ved Grand Lake sydvest for parken. Der havde vi planer om at blive lidt tid, fordi vi gerne ville bruge flere dage i Rocky Mountains. Mere konkret ville vi gerne se 2 stier på vestsiden, bruge en dag på at køre henover parken (ca. 40 miles ad en scenisk udsigtstur) med et par korte ture på vejen, og så bruge 2-3 dage på østdelen af parken.

Så vidt, så godt. Vi havde udvalgt os en rute, som vi kørte til tidligt. Den var ca. 2 miles i hver retning, hvilket tog os halvanden time. Hele turen var i granskov og ledte til sidst ud til en (våd) eng. Meget sjovt, at man går i bjergene, men det man mest tænker er skov. Der er selvfølgelig lige stigninger og fald på stierne til forskel.

IMG_1503

Bagefter var det Seos tur. På udvejen fra nationalparken, spurgte vi en ranger, om de kendte et sted at lufte hund. Og det gjorde hun sørme: 5 miles sti med mulighed for løs hund – 10 min. kørsel fra hvor vi var. Det er da luksus, som vi prompte benyttede os af. Seo benyttede sig så af, at der var søer på vejen… Men det var også varmt. Det er da altid noget, han tørrer hurtigt i vejret her.

Om eftermiddagen kørte vi tilbage til samme overnatningsplads. Heldigvis var der ikke nogen, som havde taget ”vores” plads i mellemtiden. Så den snuppede vi. Om aftenen havde vi noget tordenvejr. Det har vejrudsigten godt nok sagt mange gange, men nu skete det altså. Det kom ikke vildt tæt på, og vi havde med vilje placeret os med højere ting (træer) i nærheden som lynafledere. Det gør vi i øvrigt altid. Så det betød ikke meget andet for os, end at vi blev indenfor.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *